“The Wolf of Wall Street” (2013) er et oscarværdigt komedie-drama om en manisk narko- og penge-afhængig aktiehandler og det vilde liv, han lever i midtfirsernes amerikanske finansverden. Der er rablende, vittige og vandvittige dialoger, der er Tarantino værdige. Der er fester, der ville tage pusten fra den mest forhærdede Paradis Hotel-deltager og får Playboy Mansion til at ligne et munkekloster. Der er skørlevned med ludere, tamburorkester, stoffer, sprut, dværgkastning og et hysteri, man ikke har set siden Fellini. Og der er Leonardo DiCaprio, der er i topform som i ”The Aviator” (2004) og ”Django Unchained” (2012).
Frem for alt er det et portræt af finansverdenen som en religiøs sekst, hvor DiCaprio er en vækkelsesprædikant, der taler sine medarbejdere til religiøse ekstatiske højder og bliver dyrket som pengegudens enbårne søn. Og da han går i fængsel er det nærmest som en martyr, der er parat til at ofre sig for sin religiøse overbevisning.
Dermed har Martin Scorsese skrevet et nyt kapitel I Hollywoods kapitalkritik med en film om finansverden, hvor de gode dyder ikke vinder til sidst.
Lige fra ”Den store mand”/”Citizen Kane” (1941) til ”The Social Network” (2010) ved vi, at man kun kan vinde et kongerige ved at tabe sin sjæl, og man ender med at ligge på dødslejet og mumle navnet på sin barndoms slæde eller med at sidde i et advokatkontor ansigt til ansigt med den ven, man har ofret. På den måde minder Hollywoods kapitalist-film om mafia-film, der også handler om unge mænd der lokkes af drømmen om hurtige penge, men ender med at betale en høj pris.
I klassikeren ”Wall Street” (1987) lærte Charlie Sheen, at Gordon Geggo er en falsk Messias. Grådighed er ikke godt. Det er faren og tillidsmanden der har ret, når han råder Charlie Sheen til at få et rigtigt arbejde og producere noget.
Det samme er pointen i det romantiske komedie-eventyr ”Pretty woman” (1990), hvor Julia Roberts ved hjælp af livsglæde, lange ben, bredmundet latter og Roy Orbisons sang lærer finansmanden Richard Gere, at det er bedre at skabe noget end at købe og ødelægge et firma.
I den fjollede komedie “Bossen og bumsen”/ “Trading Places” (1983) er det Eddie Murphy og Dan Aykroyd, der besnæres af børsverden indtil de opdager, at det er firmaets to ejere der leger med dem. Deres måde at hævne sig er blevet klassisk for finans-film og bruges fx også i “Wall Street” – de manipulerer med kursen så skurken bliver snydt.
I ”Boiler Room” (2000) er det Giovanni Ribisi, der dropper college og brænder fingrene, da han får job i et lille investeringsfirma I provinsen, der viser sig at være et kriminelt foretagende.
Og i kapital-katastrofe-dramaet ”Giftig viden”/”Margin Call” (2011) følger vi en gruppe børsmæglere i et Lehman Brothers-agtigt finansselskab i det lange døgn, hvor det går op for dem, at det hele er et luftkastel. De lærer også lektien.
I tidsbilledet og thriller-dramet ”Amarican Psyko”(2000) er det Christian Bale, der lærer lektien. Han er finansmand om dagen og manisk seriemorder om natten, men det er ligegyldigt, for han – og alle hans overfladiske, selvoptagede kollegaer – har for længst mistet deres personlighed og identitet. Så ingen vil tro på ham, da han bekender sine sindssyge gerninger.
I ”Wall Street: Money Never Sleeps” (2010) er det Shia LaBeouf, der i en billedverden fyldt med bobler lærer, at hvis man lader sig forblinde af Michael Douglas snak, så risikerer man at miste sin elskede og livets sande glæder.
I den vidunderligt umoralske ”The Wolf of Wall Street” (2013) er der egentlig ikke nogen der lærer lektien. Hér er grådighed godt, og du sælger ikke din sjæl til Fanden, hvis du kaster dig ud i den vanvittige dans om guldkalven. DiCaprio mister mange af sine penge og sendes godt nok i fængsel, men erfarer, at dér handler det også om køb og salg – og det er de gode sælgere, der er vinderne. Og inden det kommer så vidt, har han og vi fa’me haft det sjovt.
Egentlig er den en af de mest samfundskritiske film, der er lavet. Her er det ikke de gode dyder, der vinder til sidst. Det er de onde der griner, griner, griner og griner hele vejen hen til banken.
Per Vad - lyse sider af sort 