Bakkens Hvile

En af de unge barpiger rækker en bakke op over gelænderet, og bakkepigerne giver sig straks til at synge: ”Solskin kan man altid finde, bare der er nogen at holde af, og ih hvor vi holder af…” De holder en kunstpause, mens en af dem drejer hovedet af led for at se navnet på sedlen, der ligger ved glassene med snaps, Jägermeister og små grå. ”… Drengene fra Islandsbrygge.”

Boccia og bakkesangerinder

Drengene fra Islandsbrygge er mig og en halv snes gamle drenge fra 80’ernes kommunistiske studenterbevægelse (det fortaber sig i historiens tåger, hvorfor vi kalder og Drengene fra Islandsbrygge). Siden slutningen af 80’erne har vi den sidste lørdag i sæsonen siddet ukomfortabelt og spist frokost i dyrehaven med Urquell, Stolisnaja, dådyr, hønsesalat fra slagteren i Ordrup, hjemmelavede frikadeller, smør der står og smelter og højlydt snak om gamle dage og aktuelle samfundsrelevante emner og personlige erfaringer med bilkøb, rejsemål, pensionsordninger, jakkesæt og boliglån. Og vi har bocciaturnering på skovens grusvej, hvor passerende heste og motionerende piger med hoppende bryster giver behagelige pauser.

Klimakset er selvfølgelig aftenen på Bakkens Hvile. Jeg holder af Bakkens Hvile. Jeg holder af pavillonen, der kunne være tegnet af en kolonihavehus-arkitekt og holdt i samme byggestil som Bakkens discountudgave af  tivoliboder og har en entre, der ligner indgangen til en tidligere pornobiograf eller et mødested for en hemmelig loge, der helligholder lårklaskende folkelighed og drikker half & half og skråler med på fællessang og er dus  med alle ude på herretoilettet – også den halvfulde kvinde der ikke gad stå i kø på dametoilettet og nu sidder og kæfter op i en boksene på herretoilettet. Jeg holder af lokalet der er så overfyldt, at man ikke skulle tro at der var plads til at en blind brandinspektør kunne vende hovedet den anden vej, og når man klapper, må man vælge om man vil daske til sidemanden eller skubbe til sin fadøl.  Jeg holder af bakkepigerne i farverige kostymer, der kunne få en drag queen til at tabe ballonpatterne af misundelse. Jeg holder af sangene og af sangstemmerne, der ville få dem smidt ud af X-faktor i første omgang. Jeg holder – lige de par timer denne ene dag om året – af den unge Morten Messersmith fra Dansk Folkeparti, som står og hjælper til i baren, mens han sender forelskede blikke op til ejeren af næsten halvdelen af Bakkens boder og samtidig bakkesangerindernes selvpromoverende grand old lady, Dot, der står og synger, mens huden på hendes hage, hals og underarme dingler som løst skin på en kalkunhals. Jeg holder af bakkepigernes skurvognshumor og flirt ud over scenekanten, og deres evne til at give igen på tilråb fra publikum (i modsætning til stand uppere behøver de ikke indarbejde inddragelse af publikum, det kommer helt naturligt). Jeg holder af de platte sange. Jeg holder af det rituelle højdepunkt, hvor bakkepigerne smider roser – der inden morgendagen er omme er visne og døde – ud til publikum, der til gengæld kaster en haglbyge af mønter op på scenen.

Jeg holder af Bakkens Hvile.

Af Per Vad

Jeg har fået nok af havegrill

Jeg har fået nok af grill. Jeg har fået nok af fantasiløse haveejere, der som en sommerpsykose altid siger ”kom ud i solen, så skal vi rigtig grille”. Jeg har fået nok af sprængte knækpølser, kullede sparreribs penslet i egen opskrift, stakkels steaks, der er brændt tør for fedtmarmorering, og kulstøvede sølvpapirspakker med bagekartofler, hvor man skal grave den smagsforladte kartoffelmasse, der har konsistens som moden avocado, ud af dens sorte stive kartoffelskræl. Og til kartoffelmassen og majskolberne er der smør, som i anledning af årstiden er rørt op med hvidløg og persille – smør er øjensynligt festligere, når det har grønne prikker og en grålig nuance. Smørret skal selvfølgelig smelte ud over maden, hvilket ikke er noget problem, da det stort set er smeltet i forvejen.

Men en af de gode ting ved grill er, at det er okay at flyde ud og drikke sig snalret i rødvin eller kolde dåseøl, mens man snakker om vejret, staudebedenes tilstand og planerne om at bygge ud så der bliver plads til snotungen, der det meste af aftenen har ligget og hylet med jævne intervaller i barnevognen.

Men det vigtigste – og bedste og det, der alligevel redder dagen – er, at man ud over bordfæller som myg, bladlus og edderkopper også er i selskab med sine venner. Det er kvalmende banalt. Men det er vigtigt og dejligt at holde strømmen i de sociale kabler løbende, så man altid kan få genopladet sine batterier og holde sig kørende.

 Og når alt kommer til alt, så har stenbrofyrer måske alligevel godt af at komme ud og se på lidt græs og grillgløder en gang imellem.