Batman, X-files og Lars and the real girl

“Lars and the real girl” er den der med dukken. Men hvis man håber at se en fuldvoksen mand med en dunkende lem gøre unævnelige ting ved en oppustet dukke, så bliver man slemt skuffet. For Lars er bare en sød, ensom fyr, der har så svært ved at omgås andre, at det trods fire lag tøj gør fysisk ondt, hvis nogen vil give ham et knus. Så via Nettet køber han en biologisk korrekt elskovsdukke i fuld størrelse og insistere på, at hun er hans ny kæreste fra Østeuropa.

Vi har jo alle vore særheder og små fejl, så byen går med på hans sindsforvirring og byder dukkekæresten indenfor i bylivet og behandler hende som en rigtig kvinde. Det kommer der masser af sjove situationer ud af. Men det er en skæv og stille film af den slags, hvor man kan høre, når man selv ler. Og den er så fin og diskret, at man kan mærke sit eget smil.

Billeder fra: Batman, X-files og Lars and the real girl

Den viser hvordan tolerance, forståelse og næstekærlighed kan løse de fleste problemer. Og så spiller Emilily Mortimer Lars’ gravide svigerinde. Og hun er lige så smuk og indtagende her, som hun var som millionøsen i ”Match Point” og lejemordersken i ”51st State”.

I ”The Dark Knight” overdøver larmen fra eksploderende bygninger, tunge dumpe slag mod kroppe, brølende køretøjer og hysteriske menneskemasser enhver chance for at høre sig selv le eller gispe. Og der er heller ikke meget at grine af.

Heath Ledger spiller Jokeren, som vil dræbe Batman og sprede død, kaos og skræk i Gotham. Og Ledger viser, at han er langt bedre som psykopatisk morder med for megen make up end som bøsse med cowboyhat. 

Flere anmeldere har peget på styrken i, at Jokeren handler uden rationel grund. Det er forkert. Han vil gerne bevise over for Batman, at Gothams borgere (som Batman har viet sit liv til at beskytte) og statsadvokaten (som Batman sætter sin lid til) på bunden er selviske krystere, der er parat til selv at slå ihjel og sprede kaos. Jokeren vil både taget livet og ”illusionerne” fra Batman. Det lykkedes selvfølgelig ikke. Så ligesom ”Lars and the real girl” må filmen være en skuffelse for folk uden tiltro til menneskeheden.

Ud over at kæmpe med Jokeren, så går Batman også slås med moralske tanker og romantiske ideer, og det er med til at gøre filmen 20 min. for lang. For så store tanker kan en tegneseriehelts hoved ikke rumme, hvis han skal tages seriøst som en helt fra fantasiens overhalingsbane. Hvis man sammenligner Batmans livsfilosofering med fx Edderkoppens eksistentialistiske small talking med sig selv, så overdriver Edderkoppen ikke sine åndelige evner. Og frem for alt kommer ”Edderkoppen” fra Marvels tegneserieverden, hvor heltene har lidt tankevirksomhed og personlighed. Hvor i mod Batman kommer fra DC Comix’ todimensionelle verden

Filmen er også en indirekte kommentar til de første Batman-film. Tim Burtons dystre, fiktive og fascinerende univers er erstattet af en realistisk – men stadig dyster – storby. Og skurkene viser, at alle de tidligere Batmanfilms megastjerner, der fjollede rundt som parodier på superskurke, var fejlcastede.

I ”X-Files: I Want to Believe” bruger Mulder og Scully og alle de andre også tid på at tænke over sagerne, men det gør ikke filmen langtrukken. Filmens tema kræver omtanke: ”Skal man to eller ej”. Hér er spørgsmålet: Skal man tro på en pædofil præst, der siger han har syner, der kan hjælpe med at redde en bortført FBI-agents liv?

Denne ”X-Files” er uden tv-seriens og den første X-File-films særlige paranoide karakter med uhygge, overnaturlige væsener, konspirationsteorier og close encounter of the bad kind. Det gør filmen nutidig, men er et tab for os fan, og gør den til ”bare” en god – og fantastisk flot fotograferet – thriller.

Den bedste af disse tre film er ”Lars and the real girl”.

Af Per Vad

Kvinder i tegneserier

I ti år har tegneserier i stigende grad været inspiration for Hollywoodfilm og lige nu er der et filmboom, samtidig inspirerer heltenes kulørte dragter haute couturen, og Politiken slår sommeren ihjel med kommentarer om skribenternes yndlingsserier. Inspireret af tidsånden satte jeg på gulvet og hev album efter album ud af mine tre meter reolhylder med tegneseriealbum og –hæfter.

Ud over et par Anders And-blade fra ’54 og nogle forskellige first edition af forskellige serier, består min samling af mainstream fra 70’erne og begyndelsen 80’erne. Det er hæfter fra den tid, hvor serierne begyndte at få selvbevidsthed, større kvalitet og blev modtaget mere seriøst. Hidtil havde Super Oves brevkasse i Superman været det tætteste man kom reflektering over tegneserier, men nu dukkede magasiner om tegneserier op – fx ”Kulørte Sider”. Ligesom specialbutikken Fantask åbnede, og der kom alternative danske udgivelser som ”Sejd”.

På comix-hylderne i min reol er der materiale nok til mange blogindlæg. Men da det at skrive weblog i høj grad er en selviscenesættelse, kan jeg reelt kun vælge mellem to emner: ”Kvinderne” eller ”Heltene og deres storbyer.” I denne omgang vælger jeg kvinderne.

Fra at have været stafage – i det omfang de over hovedet var til stede – blev comix-kvinder i 70’erne til helte og skurke og centrum for erotiske serier. Et eksempel er X-men: På trods af navnet så rummer superteamene faktisk et overtal af kvinder. Der kom også heroiske kvinder med mindre overnaturlige evner. Fx den danske Sussi Bechs Nofret, der drager rundt i det mytologiske Ægypten og roder sig ind og ud af alskens eventyr, og Francois Waltherys barmfagre stewardesse Natacha, der er en letbenet spændingsserie i klassiske europæiske streg. Asterix-tegneren Lauzier slog sig løs med albummet “Lilly Fatal” om en hjemmegående husmor, der får nok og går amok.

De kvindelige skurke var især sexede femme fatales i tegneserieverdenens film noir-pasticher. Fx i Will Eisners Spirit (der konkurrerer med Hævneren om at være den dårligst maskerede superhelt), hos Loros down and out-detektiv Phil Garlic i album med gode titler som ”Fandens til vejr at dø i” og i Matthias Schultheis’ tegneserieudgave af Charles Bukowskis noveller, der ikke handler om andet end druk, vold og sex i et comix-univers, der får film noir til at ligne en lalleglad Brodway musical af Roger og Hammerstein.

Kvindeoprøret nåede selvfølgelig også frem til tegneserierne – fx i albummet med den alt-sigende titel ”Giv ham kniven søster”. Det er en samling  feministiske historier tegnet af amerikanske, mandlige (!) undergrunds-tegnere. I flere af historierne bliver mændene først kneppet og siden kastreret. Det giver dog albummet en skærende mislyd, at undergrundstegnernes mester og mest maniske mandschauvinist, Robert Crumb, havde et bidrag med. Crumb er kendt for Fritz the Cat, men  nok især for sine syrede små-psykotiske serier med store kvinder som, med kæmpe røve, kæmpe barme og fede behårede ben, bliver voldbollet så det sprøjter af små mænd.

I det hele taget havde de fleste tegneseriekvinder bryster, der kunne få Dolly Parton og Pamela Anderson til at se hulbrystede ud. Bryster var der fx masser af i de erotiske serier. Fx i albumserien “Fanny”, hvor en række af Europas bedste tegnere med held prøvede kræfter med den erotiske genre. De bedste af dem var tegnere som Prado, Varenne, Beltran og Martel – Varenne lavede også en række udmærkede – muntre - erotiske soloalbums.  

Nu sidder jeg så her med et næsten færdigt blogindlæg og et gulv dækket til med tegneserier og har ikke præsteret andet end en opremsning af navne. Men der er til gengæld alle sammen navne på tegneserietegnere, der har fortjent en lille hyldest.  
 
(Billederne er fra ”Natacha”, ”Giv ham kniven søster”, Jean Pierre Gibrats feministiske selvtægthistorie ”Udflugter” og ”Lilly Fatal”)

Af Per Vad