Sygeplejersker er asociale

Groft sagt, så er der ingen sygeplejerskemangel. Men der er mangel på sygeplejersker, som gider arbejde på fuld tid. Og groft sagt så får sygeplejerskerne tilstrækkeligt i indtægt. Den burde bare være fordelt anderledes, så de fik mere som ”normalt” ansatte og mindre som vikarer.

60 % af sygeplejerskerne arbejder på nedsat tid, og de fleste af dem bruger ”fritiden” til at arbejde som vikarer til høje honorarer, der dræner regionernes kasse, uden at patienter får noget ud af det – tvært i mod så påvirker de mange vikarer arbejdsgangen på afdelingerne negativt.

Lige nu udnytter sygeplejerne, asocialt, et idiotisk system.

Jeg støtter normalt folk, der strejker – den store undtagelse er buschauffører. Folk der strejker holder aftalesystemet i live, viser fagforeningernes værdi, viser at man får noget ud af at kæmpe og opnår resultater, som andre kan bruge som pejlemærke og argument for bedre vilkår.

Jeg støtter også sygeplejerskernes strejke. Og selvfølgelig skal sygeplejernes løn være højere – de 12-13 % som soso-assistenterne har fået, ville være passende. Og selvfølgelig skal der nedsættes en ligelønskommission, som fører til et løft i lønnen hos kvindefag. Men hvis det skal lykkes, og den nuværende konflikt skal have en happy ending, så er der brug for en holdningsændring hos sygeplejerne, brug for en ændring af de idiotiske vikarregler og brug for politikere, der vil nedsætte en ligelønskommission og give regionerne rum til at tilbyde de strejkende en fornuftig løsning.

Farvel til en tand

Jeg har fået fjernet en visdomstand. Når man ankommer til klinikken møder tandlægen en med det samme professionelle “her er du i gode hænder”-humør, som bankfuldmægtige og ejendomsmæglere fra Home benytter sig af. Efter to Pamoler og et par sprøjter, der kunne få enhver narkoman til at lade savlet løbe frit ud af hans tandløse mund mens han klør sårene på armene åbne, begynder han at skrabe tandkødet væk fra tanden og finder så tangen frem. Man kan ikke mærke smerte kun at nogen hiver og vrikker, som prøvede de at trække et rustent syvtommer-søm ud af en solid planke. I mens står assistenten med en støvsugerslange stukket halvvejs ned i ens hals, og man hører maskinens stille summen og den slubrende lyd fra slangen, når den suger mundvand og blod op. Og pludselig er det forbi, og man står nede på apoteket og køber Pamol og klorhexidin med en vattot i kinden og lyder som var man en amatørskuespiller til prøve på Brandos rolle i Goodfather. Resten af dagen må man ikke spise noget der er varmt eller hårdt, så man lever af yoghurt og Pamol og håber, at smagen af blod ikke varer ved – men i dagevis smager det som om, man havde man spist jord fra Kenya.

For ikke at rive hullet op børster man tænder med en forsigtighed som skulle man feje affald væk i et landminefelt, og man glæder sig til dagen efter, hvor den atter vil stå på Pamol og bitre klorhexidin-skyldninger, men man kan tillade sig en kop kaffe og til aften kan man få noget med lidt med gods i end flydende mælkeprodukter – men blodsmagen er der stadig.  Jeg ved ikke om det lyder slemt. Men faktisk var det bare en oplevelse; ikke en vinterdag i helvede og ikke værre end fx Værløse by night.