Shabby chic til haven

”Det hedder shabby chic,”  forklarede min kone, da jeg stod i det Kongelige Danske Haveselskabs Have på Frederiksberg og så på livsstilsudstillingen ”Mit Hjem er Mit Slot”s udvalg af vakkelvorne havebænke med afskallet maling og rustne ben.

Den årligt tilbagevendende messe for haveromantikere er en liveopførsel af et havemøbelkatalog fra Isabella Smith eller Aura-4-Laura. Heldigvis har jeg pressekort og kan komme gratis ind; for selvom det er en noget af en oplevelse, så ville jeg ikke betale 90 kr. for at komme ind og se de fisefornemmes svar på Søstrene Grene og loppemarkedet i Forum.

Stilen shabby chic er en blanding af country romantik, Ludvig 14s barok og gammel ragelse fra en havestue. Tingene er lavet af metal, træ og hygge; er formet med sving og krummelurer og malet i uangribelige pastelfarver og slebet og efterbehandlet, så det kommer til at fremstå som ældet med værdighed – og høj værdi. Og til det hele hører der søde mønstrede puder og klæder, der kunne være syet af hende ens irriterende gamle tante, der aldrig er flyttet mentalt ud af sin ungdoms hash-tågede kollektiv, og som selv syr og farver alt sit tøj og samler på healende sten, som hun sætter på snor og sælger som unikasmykker.

I mandeafdelingen er der ingen af mine venners plæneklippere, der ser ud til at have ambition om at vokse op og blive landbrugsmaskine, eller deres banale kuglegrill fra Weber. Hér er der mærkevare-spader og højteknologiske eller romantisk griller med design og ophæng, der gør det muligt at genskabe barndommens lejrbålshygge, næste gang far skal grille kødstykker.

Afdelingen med delikatesser er vel også mest for far. Hér er vildtpølser og emukød og vine fra fjerne egne, der – heldigvis – sjældent når frem til Brugsens vinudsalg.

Og mens far får smagsprøver eller fascineret står og åbner og lukker låget på en højteknologisk havegrill, der kunne være designet i fællesskab af NASA og Kvik Køkken, så kan mor og veninderne gå rundt og se på blomster. Overalt i potter og krukker finder man et farvestrålende udvalg af sommerblomster; lige fra bøssernes botaniske svar på majskolben – lyserøde lupiner – over pompøse pæoner til yndige blomster af den slags, man planter, fordi det spreder sommer og sol inden i bare at sige navnene: Morgenfrue, Mandstro, Ridder spore og Jomfru i det grønne.

Vi har tre dejlige altaner (ja, vi er skide heldige) med havemøbler fra Jysk – de er vakkelvorne på den billige måde – og tæt beplantet med årstidens planter og blomster fra Netto, Føtex og stiklinger fra min papsvigermors have.  Jeg er glad for vores altaner, men når man går rundt på shabby chic-festivalen i Haveselskabet flotte anlæg er jeg glad for, at det er alt vi har – for hvad kunne det dog ikke udvikle sig til, hvis vi havde haft en have?  Denne gang blev det til en fadøl i skyggen, mens min kone købte nogle stykker sæbe med krydderier og en revolutions-rød kæde i terningeformede sten.

Af Per Vad

Jeg har fået nok af havegrill

Jeg har fået nok af grill. Jeg har fået nok af fantasiløse haveejere, der som en sommerpsykose altid siger ”kom ud i solen, så skal vi rigtig grille”. Jeg har fået nok af sprængte knækpølser, kullede sparreribs penslet i egen opskrift, stakkels steaks, der er brændt tør for fedtmarmorering, og kulstøvede sølvpapirspakker med bagekartofler, hvor man skal grave den smagsforladte kartoffelmasse, der har konsistens som moden avocado, ud af dens sorte stive kartoffelskræl. Og til kartoffelmassen og majskolberne er der smør, som i anledning af årstiden er rørt op med hvidløg og persille – smør er øjensynligt festligere, når det har grønne prikker og en grålig nuance. Smørret skal selvfølgelig smelte ud over maden, hvilket ikke er noget problem, da det stort set er smeltet i forvejen.

Men en af de gode ting ved grill er, at det er okay at flyde ud og drikke sig snalret i rødvin eller kolde dåseøl, mens man snakker om vejret, staudebedenes tilstand og planerne om at bygge ud så der bliver plads til snotungen, der det meste af aftenen har ligget og hylet med jævne intervaller i barnevognen.

Men det vigtigste – og bedste og det, der alligevel redder dagen – er, at man ud over bordfæller som myg, bladlus og edderkopper også er i selskab med sine venner. Det er kvalmende banalt. Men det er vigtigt og dejligt at holde strømmen i de sociale kabler løbende, så man altid kan få genopladet sine batterier og holde sig kørende.

 Og når alt kommer til alt, så har stenbrofyrer måske alligevel godt af at komme ud og se på lidt græs og grillgløder en gang imellem.