Socialdemokraternes venstrefløj har fået et sexsymbol

Socialdemokraterne får dagligt nye medlemmer. Et af de nye medlemmer er Bodil Kornbek, der var ved at himle hos Kristendemokraterne og derfor slog korsets tegn for sig og gik over til os. Når Bodil Kornbek ruller sig ud med sin sunde, ærligt mente og rettidige sociale indignation, så minder hun om en iltert bjæffende chihuahua, der rystende af hidsighed er parat til gå i flæsket på en bulldog eller i det mindste lette ben op ad en venstremand. Den slags er – heldigvis – velkomment hos Socialdemokraterne. Men hun skræmmer ikke regeringsblokken, og hun truer ikke partilinjen. Det er noget andet med Pernille Rosenkranz-Theil.

Bodil Kornbek, Pernille Rosenkranz-Theil, oppositionspolitik, Pernille i fløjkrig

Jeg sidder i bestyrelsen for Socialdemokraternes 6. Kreds Utterslev. Selvom det bestemt ikke er en partipost, der giver mig anledning til at slå Tarzan-slag på brystkassen og famle min lille rynkede 50 års-penis frem og strint-pisse mit territorium af, så er det alligevel – organisatorisk set – en mere central og højere rangerende placering i partiet, end den nyindmeldte medlemmer, som fx Pernille Rosenkranz-Theil, har.

Pernille er faktisk ikke en skid. Hun kan fx ikke blive folketingskandidat før om tidligst to år (hvis hun skulle have lyst og hvis nogen vil opstille hende). Så hvorfor er partitoppen bange for hende? Hvorfor kan hun blive genstand for debat blandt partiledere på Christiansborg? Hvorfor mistænkeliggør partikollegaer som Christine Antorini og Mogens Lykketoft hende?

Fordi Helle Thorning og co. har en oppositionspolitik, der ikke længere kan holde sammen, og de har en skjult venstrefløj, der gerne vil se partiet gå i offensiven. Dele af partitoppen er bange for at den karismatiske, lidt frække Pernille Rosenkranz-Theil kan blive et sex-symbol for partiets venstrefløj, og fløjkrigene vil bryde ud igen.

I regeringsblokken er de også blevet forskrækkede. Hvis socialdemokraternes venstrefløj vågner og partiet formulerer nogle holdninger, der er anderledes end regeringens, så er der pludselig en opposition.

Pernilles skriver på sin blog, at hun kun er uenig med partiets linje på tre områder: Skattestop, 24 års-reglen og ØMU’en. Hun er fx, punkt for punkt, enig med partiets finanslovsudspil, der trods alt er et symbol på vores velfærdpolitik og rygraden i hele vores oppositionsstrategi.

Problemet er, at inden Helle Thorning Smith kom til var ca. halvdelen af partiet imod skattestop og den islamofobi, som 24 års-reglen er udtryk for. Så der er en venstrefløj, som har samme holdninger som Pernille Rosenkranz. (ØMU-modstanden får hun lidt sværere ved at finde opbakning til inden for partiet).

Socialdemokraterne støtter regeringens skattestop. Det har partiet kunnet gøre, fordi der var overskud på statens budget: ”Brug pengene til velfærd frem for skattelettelser,” sagde vi. Men på grund af finanskrisen vil der fra 2010 ikke være overskud på statens finanser, og så bliver det svært at fastholde et troværdigt skattestop. Og der findes en venstrefløj, der er parat til at sige til vælgerne: ”Vil du sidde tre uger i solen ved baren på et betonhotel i Alanya og få hudkræft og skrumpelever, eller kan du nøjes med fjorten dage og så betale lidt mere i skat og give dine børn en ordentlig uddannelse og dine forældre en rimelig pleje?”

Socialdemokraternes grundpiller er: Fællesskab er bedre end egoisme, vi har et ansvar over for hinanden, og vi har et særligt ansvar over for de svageste. Der findes en vestrefløj i partiet, som godt kan se, at partiets udlændingepolitik ikke kan balancere på de støttepiller.  Og venstrefløjen er ligesom Pernille imod – bl.a. – 24 års reglen. (Vi er i øvrigt også nogle EU-entusiaster der går ind for arbejdskraftens og kærlighedens fri bevægelighed).

Partiet angriber regeringen for at tage kvælertag på kommunerne. Men over halvdelen af Danmarks kommuner har en socialdemokratisk borgmester, så den aftale om udgiftsloft og skattestop, som regeringen har indgået med Kommunernes Landsforening er reelt en aftale mellem regeringen og Socialdemokraterne – Ritt Bjerregaard var den eneste borgmester, der stemte imod aftalen. Det er socialdemokraterne, der frivilligt har ladet sig fastfiksere på en politisk økonomisk galeanstalt, hvor lofterne falder ned i flager om øerne på børn i overfyldte børnehaver, hvor rotterne er de eneste der trives i folkeskolen, og ældre sidder i gennempissede bleer og selv prøver at pille cellofanen af den lunkne portionsbakke med færdigret. Der er en socialdemokratisk venstrefløj, som har fået nok af den politik..

Der er en venstrefløj, der synes, at Helle Thorning er blevet så slap i blæren, at hun bør gå med Tena Lady. Og de synes, at partiet er blevet for blegt og anæmisk. De vil gerne se blodet flyde – både i årene og i partigangen. De tidligere fløjkrige blev udkæmpet af folk som Auken, Lykketoft, Nyrup og Ritt. De dinosaurer er ufarlige. Men dele af partitoppen frygter, at en som Pernille Rosenkranz-Theil kan vække venstrefløjens slumrende kamptropper.

Af Per Vad

Mig, Mette og teserne

Indtil nu, har Mette Frederiksens altid irriteret mig lidt. Hendes evige forurettethed og helhjertede, men skingre sociale engagement får hende nogle gange til at minde om et miks af Kristendemokraternes Bodil Kornbech for fuld volumen og en børnehavepige, der har fået frastjålet en Kinder Mælkesnitte. Men nu må jeg ændrer mit syn på hende og give hende den respekt og opbakning som en næstformand i Socialdemokraterne fortjener.

Efter at hun har sømmet sine teser op på den politiske kirkedør, er oppositionspartierne opbagning og glæde kun blevet overgået af de dele af det socialdemokratiske bagland, der nærmest ser hende som en Moses der er kommet med de ni-ti bud, som skal frelse partiet. Andre socialdemokrater siger indirekte, at der er gammel vin på nye flasker – sådan lyder Helle Thorning desværre lidt. Mens borgerlige siger, at hun misbruger liberalistiske begreber som fx frihed.

Jeg ser især hendes teser som det første gode, gennemtænkte socialdemokratiske bidrag til værdidebatten.

Hendes ” Det enkelte menneskes frihed står over alt andet”-tese, viser at det kun er i et samfund, der aktivt tilbyder mennesker hjælp til at rive sig løs af deres sociale arv og/eller bryde med etniske, religiøse osv. barrierer, at alle mennesker har en chance for frihed. Ægte frihed kan ikke eksistere i et liberalistisk samfund, hvor Fanden, finansministeren, beskæftigelsesministeren og integrationsministeren slås om at tage de bagerste og røvpule dem med en voldsomhed, så de aldrig vil kunne kan sidde ned på en samfundshylde igen.     

Hendes ” Pligter er vigtigere end rettigheder”-tese er ikke bare det gamle ”Gør din pligt og kræv din ret”-slogan i en postmoderne og præglobaliseret udgave. Når hun i tesen skriver: ”Kun hvis alle føler et ansvar for fællesskabet, vil Danmark være et godt sted at bo,” så er det et verbals brud med valgkampens gavepakke med 29 uforpligtigende velfærdsrettigheder. Men der er især en ny, velkommen tone i forhold til fx integrationspolitiken: Vil man nyde godt af velfærden, så kræver det, at der vises samfundssind! … Jeg vil mene, at det fx er umuligt for dem, der praktiserer islam i sin mest forstokkede gedehyrde-udgave.

I tesen ”Danskerne skal først og fremmest være borgere – ikke kun forbrugere” formulerer hun en moderne definition på, hvad hun mener med samfundssind, som er både økologisk, økonomisk og socialt bæredygtig.  

Mette Frederiksens socialdemorater vil ikke nøjes med ”Velfærd frem for skattelettelser”-sloganet. Teserne ” Pligter er vigtigere end rettigheder”, ”Velfærdsstaten er ikke et mål i sig selv” og ”Et rent miljø er vigtigere end mere forbrug” viser, at rigtige og ærlige socialdemokrater godt ved, at et bedre samfund kræver nogle justeringer, der bl.a. vil betyde, og vi er nogen, som skal betale mere i skat og/eller afgifter. Det behøver ikke være en generel skattestigning – jeg vil mene, at der er nasserøve nok at tage af: Fx sortarbejdende håndværkere, husejere med realiseret friværdi, skattebegunstigede selskabskonstruktioner, bilister i firehjulstrækkere og andre typer forbrugere og producenter som tager mere fra miljøet end de betaler for.

”Der skal tjenes flere penge i Danmark”-tesen lyder som en af de solide borgerlige borgerlige dyder, der står indrammet på gamle liberalisters amagerhylder. Men Mette Frederiksen viser, at den ”borgerlige dyd” i virkeligheden er socialdemokratisk erhvers-, forsknings- og uddannelsespolitik.

Andre teser som ”Hvis vi afskaffer fattigdom, bliver hele samfundet rigere”, ”Velfærden skal hellere være fælles end privat”, ”Et rent miljø er vigtigere end mere forbrug” og ”Verden har behov for mere politik – ikke mindre” er moderne socialdemokratiske synspunkter uden de store nytænkninger. Det nye og fede er, at nu er de skrevet ned så vi skilter med dem, og de er tilføjet nogle konkrete politiske mål.

Socialdemoraterne har for længe mindet om Linje 3: Joksene er for gamle, der er for lidt fornyelse og showet har kørt for længe. Desværre adskiller vi os fra Linje 3 på et enkelt punkt: Vi sælger ikke nok billetter. Jeg ved ikke om Mette Frederiksens teser kan få gang i billetsalget, men de kan forhåbentlig gøre værdidebatten til en debat og ikke et borgerligt one man show.  

Af Per Vad