Foråret, generalsekretæren og selvbedraget

Foråret og Fogh som Nato-generalsekretær er fint, siger mange. Desværre, jeg må drysse malurt i bægeret, spytte i øllet og pisse på brættet, for intet af det er fint.

Det er ikke blevet forår, og der er længe til at foråret får fat, og cykelpigerne tager korte toppe på, der krymper lidt op, når de bøjer sig ind ove styret, så man kan se deres tre år gamle keltiske tatovering hen over lænnen.  Dét er løvspring. Det er ikke forår bare fordi sneen er smeltet, og en frygtløs blomst stikker hovedet op for at rekognoscere, og der mellem byens tage kan høres skrabben fra en flok CO2-desorienterede fugle.

Forår, Foghs diplomatiske evner, en nato-soldat.

Og hvad Fogh angår, så er hans sandsynlige afgang til nato hverken godt for Danmark eller for fred på jorden. Ingen uden for Holland kender eller interesserer sig for Jaap de Hoop Scheffer, der er natos nuværende generalsekretær. Og fogh vil få samme status som den ligegyldige, oversete hollandske mødevært. Det er nato-landenes statsledere, der bestemmer, hvad nato skal mene og gøre. Generalsekretæren skal blot sørge for, at der er frugt og mineralvand på bordene, når magtfulde internationale politikere mødes. Der efter skal han rejse rundt og repræsentere de andres holdninger og muligvis yde et bidrag til den fredelig stemning ved at byde ind med lidt diplomati.

Hvad har gjort Fogh værdig til den stilling? At tilbringe otte år på skødet af Bush med hovedet oppe i røven på Pis Kjærsgaard giver ikke et globalt udsyn. Og har han egentlig særlige store evner inden for international forhandling og diplomati? Han var vært, da EU blev udvidet til 27 lande.  Men alle vil have østlandene med, og alle østlandene ville med, så det var en opgave, der i sværhedsgrad minder om at være ekspedienten, der skal åbne varehusets døre til et januarudsalg med køtilbud. Tyrkerne var den eneste udfordring på det møde, og det klarede Fogh så godt, at de har hadet ham lige siden.

Hans anden inernationale udfordring var Muhammed-krisen. Alle så ham hændervridende sidde i mellemøstlige tv-programmer og uden held prøve at rode os ud af suppedasen og igen få gang i salget af tørmælk til de arabiske husmødre. Det lykkedes så godt, at muslimer verden over har hadet os lige siden.

Hans tredje udfordring var krigen i Irak. Jeg vil undlade at sige noget om den bedrift – men styrket vestens fredsimage og spredt tænk-før-du-skydder-filosofien har den vel ikke.

Fogh er ikke kvalificeret til at være generalsekretær for nato, og han vil give alliancen problemer. (Noget helt andet: Hvis Fogh bliver nato-generalsekretær, så har han løjet om formålet med sine mange rejser. Og han har brugt sin arbejdstid på at surfe rundt på Stepstone og Mercuri urval efter gode stillinger. Og han har på skatteydernes regning fløjet rundt til jobsamtaler. Det må da være en sag for rigsrevisionen?)

Når han bliver generalsekretær, så vil det gøre det nemmere for venstrefløjen at vinde magten her hjemme, tror nogen. Nej det vil ikke! Det kan godt være, at en lille buttet bøllespire med en næsten autistisk evne til at huske tal vil være et nemmere modstander for den ranke Helle Thorning og den lune Villy, men jeg tvivler. Og det kan også være lige meget. Fuck finanskrise, vækstpakker, omsorg for velfærden og Villys vittigheder. Folketingsvalg i Danmark afgøres på indvandrer- og skattepolitik – med andre ord på snæversyn, selvtilstrækkelighed, frygt og egoisme. Når vælgerne står i stemmeboksen, spørger de: Hvis jeg stemmer på S eller SF, bliver der så større problemer med indvandrene og skal jeg betale mere i skat? Og uanset hvad Helle lover, så bliver svaret et ja. Og så vil de alligevel hellere have socialliberal take away end solskin over Gudhjem.

Politik i Danmark er en værdikamp, og indtil vi kan overbevise dem om, at vores værdier er bedre en VKOs, så bliver det aldrig forår. Ærgerligt for jeg savner cykelpigerne.

Af Per Vad

Sygeplejersker er asociale

Groft sagt, så er der ingen sygeplejerskemangel. Men der er mangel på sygeplejersker, som gider arbejde på fuld tid. Og groft sagt så får sygeplejerskerne tilstrækkeligt i indtægt. Den burde bare være fordelt anderledes, så de fik mere som ”normalt” ansatte og mindre som vikarer.

60 % af sygeplejerskerne arbejder på nedsat tid, og de fleste af dem bruger ”fritiden” til at arbejde som vikarer til høje honorarer, der dræner regionernes kasse, uden at patienter får noget ud af det – tvært i mod så påvirker de mange vikarer arbejdsgangen på afdelingerne negativt.

Lige nu udnytter sygeplejerne, asocialt, et idiotisk system.

Jeg støtter normalt folk, der strejker – den store undtagelse er buschauffører. Folk der strejker holder aftalesystemet i live, viser fagforeningernes værdi, viser at man får noget ud af at kæmpe og opnår resultater, som andre kan bruge som pejlemærke og argument for bedre vilkår.

Jeg støtter også sygeplejerskernes strejke. Og selvfølgelig skal sygeplejernes løn være højere – de 12-13 % som soso-assistenterne har fået, ville være passende. Og selvfølgelig skal der nedsættes en ligelønskommission, som fører til et løft i lønnen hos kvindefag. Men hvis det skal lykkes, og den nuværende konflikt skal have en happy ending, så er der brug for en holdningsændring hos sygeplejerne, brug for en ændring af de idiotiske vikarregler og brug for politikere, der vil nedsætte en ligelønskommission og give regionerne rum til at tilbyde de strejkende en fornuftig løsning.

Mig, Mette og teserne

Indtil nu, har Mette Frederiksens altid irriteret mig lidt. Hendes evige forurettethed og helhjertede, men skingre sociale engagement får hende nogle gange til at minde om et miks af Kristendemokraternes Bodil Kornbech for fuld volumen og en børnehavepige, der har fået frastjålet en Kinder Mælkesnitte. Men nu må jeg ændrer mit syn på hende og give hende den respekt og opbakning som en næstformand i Socialdemokraterne fortjener.

Efter at hun har sømmet sine teser op på den politiske kirkedør, er oppositionspartierne opbagning og glæde kun blevet overgået af de dele af det socialdemokratiske bagland, der nærmest ser hende som en Moses der er kommet med de ni-ti bud, som skal frelse partiet. Andre socialdemokrater siger indirekte, at der er gammel vin på nye flasker – sådan lyder Helle Thorning desværre lidt. Mens borgerlige siger, at hun misbruger liberalistiske begreber som fx frihed.

Jeg ser især hendes teser som det første gode, gennemtænkte socialdemokratiske bidrag til værdidebatten.

Hendes ” Det enkelte menneskes frihed står over alt andet”-tese, viser at det kun er i et samfund, der aktivt tilbyder mennesker hjælp til at rive sig løs af deres sociale arv og/eller bryde med etniske, religiøse osv. barrierer, at alle mennesker har en chance for frihed. Ægte frihed kan ikke eksistere i et liberalistisk samfund, hvor Fanden, finansministeren, beskæftigelsesministeren og integrationsministeren slås om at tage de bagerste og røvpule dem med en voldsomhed, så de aldrig vil kunne kan sidde ned på en samfundshylde igen.     

Hendes ” Pligter er vigtigere end rettigheder”-tese er ikke bare det gamle ”Gør din pligt og kræv din ret”-slogan i en postmoderne og præglobaliseret udgave. Når hun i tesen skriver: ”Kun hvis alle føler et ansvar for fællesskabet, vil Danmark være et godt sted at bo,” så er det et verbals brud med valgkampens gavepakke med 29 uforpligtigende velfærdsrettigheder. Men der er især en ny, velkommen tone i forhold til fx integrationspolitiken: Vil man nyde godt af velfærden, så kræver det, at der vises samfundssind! … Jeg vil mene, at det fx er umuligt for dem, der praktiserer islam i sin mest forstokkede gedehyrde-udgave.

I tesen ”Danskerne skal først og fremmest være borgere – ikke kun forbrugere” formulerer hun en moderne definition på, hvad hun mener med samfundssind, som er både økologisk, økonomisk og socialt bæredygtig.  

Mette Frederiksens socialdemorater vil ikke nøjes med ”Velfærd frem for skattelettelser”-sloganet. Teserne ” Pligter er vigtigere end rettigheder”, ”Velfærdsstaten er ikke et mål i sig selv” og ”Et rent miljø er vigtigere end mere forbrug” viser, at rigtige og ærlige socialdemokrater godt ved, at et bedre samfund kræver nogle justeringer, der bl.a. vil betyde, og vi er nogen, som skal betale mere i skat og/eller afgifter. Det behøver ikke være en generel skattestigning – jeg vil mene, at der er nasserøve nok at tage af: Fx sortarbejdende håndværkere, husejere med realiseret friværdi, skattebegunstigede selskabskonstruktioner, bilister i firehjulstrækkere og andre typer forbrugere og producenter som tager mere fra miljøet end de betaler for.

”Der skal tjenes flere penge i Danmark”-tesen lyder som en af de solide borgerlige borgerlige dyder, der står indrammet på gamle liberalisters amagerhylder. Men Mette Frederiksen viser, at den ”borgerlige dyd” i virkeligheden er socialdemokratisk erhvers-, forsknings- og uddannelsespolitik.

Andre teser som ”Hvis vi afskaffer fattigdom, bliver hele samfundet rigere”, ”Velfærden skal hellere være fælles end privat”, ”Et rent miljø er vigtigere end mere forbrug” og ”Verden har behov for mere politik – ikke mindre” er moderne socialdemokratiske synspunkter uden de store nytænkninger. Det nye og fede er, at nu er de skrevet ned så vi skilter med dem, og de er tilføjet nogle konkrete politiske mål.

Socialdemoraterne har for længe mindet om Linje 3: Joksene er for gamle, der er for lidt fornyelse og showet har kørt for længe. Desværre adskiller vi os fra Linje 3 på et enkelt punkt: Vi sælger ikke nok billetter. Jeg ved ikke om Mette Frederiksens teser kan få gang i billetsalget, men de kan forhåbentlig gøre værdidebatten til en debat og ikke et borgerligt one man show.  

Af Per Vad

Småpervers filmduet

Lige nu kan man få to filmversioner af ret beset den samme historie.

Man kan starte aftenen med at gå ind i en biografsal og hygge-grine af den politiske komedie, “Charlie Wilson’s war”, hvor senator Wilson/Tom Hanks er en charmerende politisk gavtyv og livsnyder med smittende appetit, der får senatet til at skaffe våben til afghanernes kamp mod Sovjet. Uden for filmens rammer var Wilson derved med til at overdrage magten til muslimske ekstremister og fostre morgendagens globale terror.

Bag efter kan man gå ind i en anden biografsal og se det menneskelige drama og historien om Afghanistan, “Drageløberen”, der viser hvilke menneskelige og samfundsmæssige katastrofer, Wilson og co.’s indblanding førte med sig – og det er ikke noget at grine af!

Ud over – bevidst eller ubevidst – at hvidvaske nogle reaktionære politiske møgsvin, så er filmen “Charlie Wilson’s war” en alt for snakkende film, der kun reddes af, at det er Tom Hanks og Philip Seymour Hoffman, som fører ordet. Der i mod er ”Drageløberen” en flot og følsom film af den slags, hvor man ud over uforglemmelige billeder og barske scener får en knude i maven, en klump i halsen og masser af salt i Vestens politiske sår. Desværre er den – trods den dramatiske historie – ikke nervepirrende eller bare spændende. Den er bygget så stramt og logisk op, at der ikke er plads til en eneste overraskende drejning i fortællingen.

Hvis man ikke er til politiske film og savner ”Da Vinci Mysteriet” og længes efter ”Indiana Jones”, så kan man vælge ”National Treasure: Book of Secrets” – der skal man tage masser af popcorn med, hvis man vil have noget at tygge på. Det vrimler med stjerner på rollelisten, men der er ikke mange stjernestunder i filmen, men pyt: Det er ramasjang-eventyr, hvor man får, hvad man har betalt for, og det er jo fair nok.

”National Treasure” er en af den slags film, du trykt kan sende familien ind og se, mens du bliver hjemme og ser noget bedre i TV og venter på, at ”Indiana Jones 4” får premiere. 4’eren hedder vist nok ”Indiana Jones og Hemmeligheden om Plejehjemmets skjulte Skat”, og denne gang finder Harrison Ford manuskriptet til ”Rocky Balboa”, ”Rambo 4” samt turneplanerne for Bob Dylan og Roling Stones. 

Af Per Vad

1. maj

Dejligt at have tilbagt en dag sammen med mennesker, der har marcheret, drukket billig fadøl og danset til alverdens halvdårlige bands til fordel for de goder og idealer vi alle sammen tager for givet. Der er ingen ting, der kommer af sig selv, og det er folk i stil med alle os halvfulde “fjolser” i fx Fælledparken, der har givet støttte til de væsentligste forbedringer og forhåbninger i vor tid. Der er statuer for de ukendte soldater. Der burde rejses et tivoli til minde om alle de ukendte aktivister og demonstranter.