En neger-sejr og en splattet negerarm

”Det er en dens slags begivenheder, hvor alle kan huske, hvad de lavede på det tidspunkt – ligesom med månelandingen og 9-11,” sagde en overeksalteret kvindelig tv-kommentator, da jeg sent om aftenen hørte om Obamas sejrstale.

Jeg kan godt huske, hvad jeg foretog mig.

Mens Obama stod og talte om forandring og håb og bjergtoppe der skulle nås og lang vej endnu, da sad jeg på toilettet med tyndskid. Obama delte Kleenex ud til masserne og trak chokoladebrune silkebånd gennem deres øregange, mens et oversavet haglgevær blev affyret i min endetarm og sendte en eksplosion af beklumret væske og lort med substans som klatter af tynd grød ned i den renvaskede toiletkomme, hvor det nu dryppede fra balkonen og gled ned ad siderne. 

sindsstemning, morgen i NV, Bush og Foghs udenrigspolitik

I køkkenet skyllede jeg en håndfuld rivotril, lamotrigin, deprakine, multivitamin, kalktabletter og det hele suppleret med et par Imodium og Panodiler ned med den resterende sjat af noget look a like-juice, der havde passeret sidste salgsdato – kan vand med tilsætningsstoffer blive for gammelt?

Efter vask og tandbørstning stod jeg og betragtede mit ansigt i spejlet, mens jeg smurte creme ind i huden. Jeg havde overfyldte Bilka-poser under de røde sprækker af øjne og tydelige tegn på kalkunhud på halsen. Jeg kom til at tænke på Bob Foss i ”All that jazz”, der hver dag, hostende og hakkende, kæmper sig gennem et morgenritual med smøger, sprut, medicin og øjendråber. Og ligesom ham sluttede jeg af med at gestikulere med hænderne og proklamere til spejlet: ”It’s showtime!”

Avisbudet havde smidt vores avis nede foran gadedøren, og hen ad hele gaden kunne man se aviser, hvor disen var ved at ødelægge forsidebilleder af Obama.

Min kone har bestemt, at vi skal abonnere på Politiken. Men jeg valgte at hugge en Berlingske Tidende – den er lettere at læse i bussen, og jeg foretrækker god journalistik og interessante analyser frem for repetition af mine egne holdninger. Avisen proppede jeg ned i mappen og tog min lille billige med øreplugs der hele tiden falder ud-MP3 frem og lod gamle, vredsende, mavesure C V. Jørgensen-numre fylde mit hoved:

“Sidder på en bombe i et S-tog / og drømmer mig tilbage til dengang i de / ligeglade tressere hvor blomster var symboler / på de samme ting som bomber er i dag.” Jeg tænkte kort over sangens aktualitet, men nøjedes med at konkludere, at han ikke var særlig god til at rime, mens han fortsatte sine snerrende anklager mod middelklassen: “Det er logik for begyndere at det må gå  / som det går når de kommende generationer / drives til vanvid af dommedagsprofeter.”

Heldigvis er den periode af efteråret, hvor vi alle går med hænderne dybt begravet i lommerne og presser frakken ud af pasform, mens vi skuler til hinanden for at se hvem der først begynder at gå med vanter, forbi. Så jeg kunne roligt trække mine strikhandsker købt for 49 kr. hos Tøjeksperten på.  De fleste dag om året hænger der en sol lige over plejeboligerne på Tagensvej og skærer en ind i øjnene når man skal over fodgængerfeltet, men nu er månen oppe, både når man går og når man kommer hjem.

Da jeg nåede Hovedbanegården måtte jeg på toilettet igen. Mens tarmen blev tømt for en splattet negerarm tænkte jeg lidt over Obamas sejr:

At han er halvneger kan jeg ret beset være ligeglad med. Og jeg ønsker amerikanerne alt mulig held og lykke med en bedre sundhedsforsikring. Men det eneste der virkelig vedrører mig, er hans udenrigspolitik: Vil han kunne genstarte USA’s økonomi uden protektionisme? Er han interesseret i en klimaaftale der batter noget? Vil han stoppe den superreaktionære middelalderlige korstogs-lignende religionskrig, hvor vi med et miks af ekstrapansrede Leopard kampvogne og Pia Kjærsgaard på selvproducerende endorfiner prøver at presse kristne værdier ned i halsen på muslimer? Og hvad skal der blive af Fogh, nu hvor han har mistet sin eneste rigtige ven i hele verden?

Jeg tørrede mig med kælderlokummets lidt krassende toiletpapir og begav mig mod perron 7, hvor lyntoget ville bringe mig til Odense og Epilepsiforeningens landskontor. Om 13-14 timer ville jeg være hjemme igen – og Obama ville sikkert have sluttet sin tale.

”It’s showtime!”

Af Per Vad

Palin, Helle, Obama og parketgulve

McCain har som bekendt valgt en tidligere “lige ved og næsten”-skønhedsdronning og nuværende hillbilly honey som vicepræsidentkandidat; en nepotismeanklaget exborgmester, som med et par briller forsøger at forklæde sig som sexet bibliotekar. Og som er en gammeltestamentelig våbenlidderlig abortmodstander og rugemaskine med en teenagedatter, der er gravid før ægteskabet.
Palin lyder som et mislykket vers i en dårlig countrysang og som et “lige til at gå til”-latterliggørelsesobjekt for enhver demokratisk tænkende europæer.

Sarah Palin har en politisk fortid som borgmester og har siden 2006 været senator for Alaska, der er USA’s arealmæssigt største stat, men til gengæld kun har 684.000 indbyggere. Det kan man sgu da kalde politisk uerfaren, ikk’? Da McCain er en – bogstaveligt talt – dødssyg olding, står hun kun et hjertestop fra ”verdens største og mest magtfulde embede.” Der er fa’me uhyggeligt, ikk’?

Jeg har som socialdemokrat været med til at vælge en formand med en politisk baggrund, der begrænsede sig til et par år i Europaparlamentet, der dengang blev anset for at være et beskyttet politisk værksted for wannabees og has-beens. Og jeg håbede og tror, at den mærkevareklædte blondine, med Wall Street-look og en selvsikkerhed og udstråling som en vinder af et Reality Show, kunne slå Fogh (eller Lars Løkke) og få det største og mest magtfulde embede i vores land. Det var/er sgu da dumt, ikk’? Hvis vi ser bort fra holdningerne, hvor stor er forskellen så reelt på Helle Thorning Smith og Sarah Louise Heath Palin? Det er to nydelige nobodys, der forhåbentlig har hvad der skal til, hvis de får det embede, de stiler efter. Palin har oven i købet den fordel, at der i USA findes intelligente rådgivere.

Hvis vi kigger på holdninger og politik – og det er trods alt det vigtigste (men kedeligste). Så er Obama at foretrække frem for McCain.  Obama spreder håb (det er fx mere end vores elskede landstræner, Morten Olsen, kan klare for fodboldlandsholdet). Obama har en indenrigspolitik med forslag om positive reformer på bl.a. sundheds- og uddannelsesområdet, ligesom han har præsenteret en jobplan. Hans internationale politik er grøn og global. Udenrigspolitisk går han ind for diplomati, hvilket burde passe os europæere fint. EU kan aldrig blive enige om mere end en ”vi kan vel tale om det”-politik. Så endelig kan USA og Europa arbejde sammen… Vi må så håbe, at der ikke opstår situationer, der reelt kun kan løses med militære midler og civile tab og Jens’er og Johnny’er hjem i ligposer og giver pressebilleder af den triste slags, der vinder priser.

Hvis vi igen ser på personer – og det er trods alt ikke ligegyldigt (og sjovere). Så har jeg en naturlig skepsis over for folk, der hedder noget med ”Mac” – det bringer tankerne hen på dårlig fastfood eller vennesæle, men ubegavede bonderøve. (Jeg ved godt, at McCain i hvert fald ikke er vennesæl). Men jeg har det heller ikke superfint med den kønne ranke blankpolerede og næsten Michael Jackson-farvede Obama. Han minder mig om parketgulve. De er pæne og praktiske og kan tilpasses alle hjem, og der er ingen brædder der knirker eller ar efter upassende knaster som i ægte trægulve. De ser perfekte ud. De er ved første øjekast bedre end den ægte vare…..

Lige for tiden viser TV2 og Zulu den gamle vidunderlige paranoide og paranomale  og konspirationsteoretiske serie, X-files. Den har inspireret mig til at tro, at Obama er en alien; en præsidentvalgkampudgave af Invation of the bodysnachers.

Men – på den anden eller tredje side – over ni millioner YouTube-seere kan vel ikke tage fejl, når de elsker The Obama Girl, der til gengæld ”got a crush on Obama”: 

 

 Af Per Vad