Begrebet kulturkristen er en verbal vejsidebombe

Jeg er ikke kristen. Men jeg går med, når mine venners børn kommer til skelsår og må konfirmeres, fordi de har erkendt, at livet ikke giver mening, hvis de ikke får en Samsung i900 Omnia med touch skærm og 5 megapixel kamera og en tur på Bakken, hvor de brækker to rammer dåseøl op i Dyrehaven. 

Folk som mig bruger kirken til barnedåb, konfirmation og bryllup. Men ikke engang de letpåvirkelige unge mennesker, der, efter længere tids konfirmationsforberedelse med bibellæsning og tvungen altergang, frivilligt bekræfter deres dåb, forventer vi skal tro på Helligånden den horebuk, jomfrubetvinger og himmelstormer, på Gud som universets handy man og på Jesus som mirakelmager og vandringsmand på havet. 

konfirmation, kulturkristne til støttekoncert, fra TheBrickTestament.com

Jeg og de unge mennesker er ikke troende. Vi er det nogen kalder kulturkristne. Men hvad betyder ordet kulturkristen, og hvorfor er begrebet blevet nødvendigt?

De fleste – bl.a. webleksikonet Wikipedia – vil sige, at kulturkristne er mennesker, som er vokset op i et samfund med kristne værdier så som: man må ikke slå ihjel, ikke stjæle, ikke lyve, ikke voldtage naboens kvæg og ikke slå på folk, der sidder ned. Men til forskel fra kristne er kulturkristne ikke troende. Derfor er der, ifølge Wikipedia, brug for ordet til at skelne mellem de troende og de velmenende. Det kan godt være. Men det er ikke det glosen er bedst til og det den bruges til.

Et godt eksempel på en kulturkristen er Anders Fogh Rasmussen. Som statsminister sagde han i DRs Deadline: “Når Danmark er et samfund med ret stærk sammenhængs-kraft, så er det jo fordi, det massive flertal af danskere har det, jeg kalder et kulturkristent udgangspunkt. Det har på en eller anden måde holdt og holder stadig det danske samfund sammen.”

Det forklarer, hvorfor der er brug for ordet kulturkristen. Det er blevet en verbal vejsidebombe, der skal holde ”os” adskilt fra ”dem”, der ikke styrker det borgerlige samfunds sammenhængskraft. Og man forstår, hvorfor samfundet må bekæmpe ”dem” – muslimerne.

Da politiet havde ryddet Brorsons kirke og blev kritiseret for at være gået over stregen. Stod en køn casual klædt ung mand, af den slags der ser ud som en der hedder Henning og ligner enhver blondine fra Holstebro med en ikke-længerevarende-uddannelses drøm og bor i villa uden for København og har fået lavet låneomlægning og har en blød, kitfarvet tekstilbetrukket sofa med chaiselong hvor han om aftenen sidder med sin kone der er gravid i femte måned og bladrer i IKEA-katalog indtil der vises premier league-kamp fra TV2 Sport på deres Panasonic-tv med 42 tommer fladskærm, frem. Han var betjent. Og det havde været en rigtig slem oplevelse og vældig hårdt for ham og hans kollegaer, der – opregnede han – i gennemsnit havde uddelt 50 kølleslag hver. 

Han har sikkert ret. Jeg fik i hvert fald ondt af ham og havde lyst til at give ham et halvt hundrede slag, så jeg kunne dele hans knogleknusende, blodansamlende, overtidsbetalte sjælekvaler.

Hvis kulturkristne er alle os, der er vokset op i et samfund præget af kristne værdier. Så er alle mennesker i den vestlige verden enten kulturkristne eller kristne. Ligesom alle i islamiske lande må være enten muslimer eller kulturmuslimer, som er vokset op med en religion, der rummer samme medmenneskelige værdier som vores. Og så er den unge betjent og hans kollegaer kulturkristne. Det er dem de tævede også. Men det er dem, de slæbte ud af kirken, ikke!. De tilhører den samfundsskadelige “dem”-side.

Men efter den sorte nat i Brorsons kirke er der sket noget med ”dem”-siden. “Dem”-siden er begyndt at rumme folk, som er vokset op med kristne værdier. Fordi nu er de samfundsstøtter, der kalder sig kulturkristne, gået over til at mene, at det er okay at invadere kirker og tæve løs på folk, der vil beskytte kvinder og børn. Og det er jo ikke særligt kulturkristent. Det er ikke bare i strid med vore traditionelle værdier; det er noget sprogligt rod.

Af Per Vad

En tur hos frisøren

Der var engang hvor ens far tog en med ned til hans herrefrisør – eller barber- og man skulle altid “bare studset lidt” og frisøren var gammel, havde nikotingule fingre, og kældersalonen lugtede af røg og Aqua Velva. Den tid ewr heldigvis forbi – næsten; for der findes stadig den slags frisører i et par af sidegaderne på Ydre Nørrebro og i Nord Vest-kvarteret.

I dag ver jeg ned på Nøreebrogade (i nærheden af Nørebro Station) og få min månedlige klipning. Frisørsalonenerne ligger så tæt at hvis man spytter så rammer man enten en indvandrerejet salon, hvor man for 80-100 kr. kan få en tur med en amokløben hårtrimmer, eller så rammer man et pizzaria, der formentlig lige har været ude at dele reklamer ud for “ring og bestil”-pzzaer der næsten alle sammen har annanas eller sjasket bacon på som en del af det uautoriserede fyld.

Det kan være farligt at prøve en ny frisør, for man er ikke sikker på at de helt forstår ens dessinner. Der hvor jeg plejer at gå har fået ny ejer, så det var med lidt bankende hjerte at jeg flyttede en arabisksproget løbbesedel eller nyhedsbrev og satte mig ned på en af plastikstolene og ventede. Min bekymring blev ikke mindre, da den gamle kone – sådan en sidder der altid ude i baglokalet – kom ind og talte om en “politimorder”. Det viste sig at hun sagde “om ti minutter”. Og da de ti minutter var gået, kom jeg til og fik en udemærket klipning.