Mig og Michael Jackson

Hvis Michael Jackson ikke var død, ville jeg ikke have skænket ham mange tanker. Og hvis en meget god veninde ikke havde sendt mig en mail med tanker om Michael Jackson, ville jeg nok ikke have brugt mange ord på ham.

Ligesom alle andre lyttede jeg til Jackson-musik og så Jackson-videoer i min ungdom, men vi lyttede alle sammen også til mange, mange andre ting. Og jeg har faktisk ikke ejet nogle af hans album før nu. Jeg gik ned i Fona og købte to CD’er efter at have stået lidt foran deres top-40-reol med alle Michael Jackson-CD’erne, hvor titler med ord som fræk, nervepirrende, blod og farlig står i kontrast til virkelighedens både fysiske og psykiske splejsede Michael. 

Jacksons ansigt, Jacksons optræden, Elvis

Ud over at købe et par af hans CD’er fik hans død mig også til at interessere mig lidt mere for fænomenet Michael Jackson. Det var umuligt andet. Tv-stationerne kørte non stop nyhedsovervågning ; viste gamle klip med Jackson ved retssagerne, hvor han med pyjamasbukser og paraply lignede en afpillet karikatur på en magisk figur fra en eventyrfilm; viste Jackson i Berlin med sin baby dinglende i favnen ud over hotelvinduets  karm; Stilbilleder af Jackson med bleg hud og legoklodsformede ansigtstræk, kantet spids næse og et langt, livløst hår, der så ud til at sukke efter en balsam-kur; viste Jackson i interview hvor han med store, sminkede og uskyldige øjne sad med tøset falsetstemme og fortalte om farens brutalitet og var sandpapir–slebet–hudløs- ærlig om sin sexforskrækkelse, men talte uden om på spørgsmål om, hvordan hans børn kom til verden; og viste frem for alt Jackson syngende og dansende i mindeværdige musikvideoer, hvor dansen var et miks af Gene Kellys elegance, John Travoltas disko-macho og en showdanser fra Brodways badutspring til musik, der var et crossover mellem sort soul og hvid poprock.

I min gode venindes mail om Jackson, kom hun bl.a. med en hvem-var-størst-sammenligning mellem ham og Elvis. En af hendes pointer om Elvis var, at han revolutionerede mandebilledet og gjorde det legitimt for kvinder at se og uhæmmet dyrke mænd som sexsymboler. Det tror jeg hun har ret i. Ligesom hans blanding af sort soul og hvid country skabte en ny musikgenre, og hans globale popularitet var noget, der aldrig var set før – og i modsætning til Michael Jackson blev han global et halvt århundrede, før nogen fandt på ordet globalisering.  Michael Jackson var også populær hele kloden rundt. Og ligesom Elvis blandede han sort og hvid musik, og han fik både sorte og hvide fans – hvilket Elvis vist aldrig rigtig fik. Elvis kunne ikke have sunget ”Black or white” eller ”We are the world”, mens han svingede med underlivet.   

Hvis man skal lave sammenligninger, så synes jeg, Elvis var den største. Michael Jackson er et navn, ”Elvis” er ikke et navn; det er et brand. Og når det kommer til stykket, var Michael Jackson bare en hitmager af dimensioner hvor man skal til Sverige og ABBA for at finde noget, der kan bruges som en slags måleenhed, en fantastisk performer og en popstjerne med verdenshistoriske salgstal og så i øvrigt en meget mærkelig mand med en dårlig plastikkirurg – hvorfor brugte han ikke bare den samme som Cher, Tina Turner og Dolly Parton?  

Ensomhed og isolation gør mennesker underlige og potentielt farlige for deres omgivelser og sig selv. Det er lige meget, om de bor som socialt affald i en trailerpark, om de sidder og skyder på deres tv og æder peanutbutter og banan-sandwich i en rock-herregård som Graceland, om de sidder i et aflukke omgivet af computere og spiser færdigretter, hacker og foretrækker sprog som php, HTML og typo script frem for talesprog, eller om de går og savner legekammerater i en eventyrpark som Neverland. Alle sådan nogle skabninger bliver mærkelige. Og Michael Jackson var mærkelig og gjort af det stof som både myter og udødelige pophits er gjort af. Hverken mere eller mindre.

Og nu står ”Bad” og ”Dangeruos” på min CD-hylde – lidt malplaceret – mellem C. V. Jørgensen og Tom Jones.

Af Per Vad

Til koncert med Dolly Parton

”Det er dyrt at se så billig ud … ha, ha, ha.” Dolly Partons falset-latter lød ud over Malmö Stadion, mens hun løftede op i plastikbarmen og rettede lidt på den blonde, opsatte paryk, der alt sammen fik hende til at ligne en Disney-udgave af en country-skøge. Og hun takkede os for at ville bruge penge på hende og svor, at vi var de dejligste mennesker, hun nogensinde havde mødt.

Hun skulle have været på scenen for en time siden. I ventetiden havde jeg drukket et par ”starke öl” fra Pribs’ købt ved et af de til lejligheden interimistisk opstillede salgssteder med et par lange borde, et køleskab og en palle øl i plastikflasker – en emballageform der, meget passende, føltes som at befamle silikonebryster. Jeg hang ud og hyggede med hustruen og tjekkede stedet og publikum af. Der var en aldersspredning fra midt i tyverne til sidst i tresserne. Tre danske piger med sofapude-udstoppede brysteholdere, tilpasset countrytøj og farverige Cracker Jack Buffel hatte i fastelavns-materiale rendte rundt og spredte liv og lir og smil, ligesom mængden at souvenirbodens lyserøde cowboyhatte steg en smule i antal og også spredte lidt stemning.  

Da Dolly kom på scenen føg en kølig sommervind hen over det lille, gamle stadion og fik hende – så vidt man kunne se – til at skutte sig. På grund af vinden var det til det første sæt ikke lykkedes at sætte storskærmene op, så hun var bare en lille lattermild, lyserødt klædt figur i det fjerne. Og da hun begyndt at synge, fik lyden – der lød som musik fra en ghettoblaster i en plastikspand – folk til at flygte fra indercirklens dyre pladser og ud til os på lægterne, hvor der var rigeligt med ledige pladser.

Solen var ikke gået helt ned og vinden havde fejet de grå skyer væk, så i første sæt var publikum bedre oplyst end scenen. I andet sæt var storskærmene kommet op, solen havde overladt lyssætningen til sceneprojektørerne, og folk slog cafe-plaiderne til side og rejste sig og klappede og stampede og sang med på yndlingsnumrene. Hvad det angår så er skåninge og Københavnere mere til storby-sange som ”9 to 5” end ”Thank’ God I’m a Countrygirl”. Der var gamle syng-med-klassikere; et indslag med vittige råd og svar til ”alle de dejlige mennesker, som havde indsendt spørgsmål til lokalpressen”; en flot a cappella-udgave af ”Do I ever cross your Mind”; og en håndfuld sange fra hendes seneste CD, ”Backwoods Barbie”, hvor et par af dem lød til at være inspireret af keltisk begravelsesmusik – på den fede måde.

Honky tonk-dronningen spillede i to timer, og gav os det vi kom for af bluegrass, steelguitar med sirup og country-rock og -pop. Men når resultatet skal gøres op, så vandt vinden på en teknisk knockout, der ødelagde lyden, gjorde det umuligt at se noget i første sæt og fik folk til at småfryse.

I øvrigt: Inden koncerten var vi på Moosehead på Malmö Lilla Torg og fik et par lækre elg-burgere med lingonsylt (en tyttebær-substans, der er en velsmagende mellemting af syltetøj og yoghurt). Det kan anbefales…. Malmø kan i det hele taget anbefales!… Og det kan Dolly Parton trods alt også.

Af Per Vad

En hyldest til country

Willie Nelson synger – hvis man kan kalde hans whisky- og røg-hærgede hvisken for det – i Tivoli på sin 75 års fødselsdag. Og til juni optræder countrydronningen Dolly Parton på Malmö Stadion.  Og jeg ville ønske, at jeg skulle med til en af koncerterne. For jeg bærer med skam på en hemmelighed: Jeg er countryfan.

Jeg kan lide deres markante stemmer, den sentimantale slideguitar, de lalleglade banjoer og balladerne om en fattig barndom, et liv i modgang og hyldesten til opofrende kvinder. 

Countrysangerinderne synger som regel om mænd, der behandler dem dårligt. Og de leverer historien så godt, at min ikke særligt musikinteresserede kone en gang sagde: ”Hvis vi en dag skal skilles, så vil jeg vil have dine Patsy Cline-CD’er”

Mændene derimod synger hyldestballader til kvinder, der elsker ham – eller i det mindste holder ham ud – på trods af hans fejl og sidespring og brudte løfter: ”She’s a good-hearted women / in low with a good-timin’ man,” synger Willie Nelson.  Sådan er det: Mænd er ofre for kræfter og drifter, der er stærkere end ham selv, og Kvinden – med stort K – må bærer over med ham.

Men når hun skrider – og det gør hun altid til sidst – så gør det ondt. Som Brad Paisley synger: “She put him out like the burnin’ end of a midnight cigarette.” Og: “We watched him drink his pain away a little at a time / But he never could get drunk enough to get her off his mind / Until the night / He put that bottle to his head and pulled the trigger / And finally drank away her memory.”

Sikke en møjmær, ikk’? Men sådan en har alle vi mænd jo mødt, ikk’?  Alle mænd har siddet og druknet kærestesorger i whisky med smeltet selvmedlidenhed, mens hjertet føltes som en gennemvædet moppe, der havde været rundt i alle hjørnerne på et overskidt og overbrækket toilet hos McDonald efter de sidste branderter er gået ud i regnen med deres coin offers og tømmermænd og forbandelser over endnu en aften, hvor de ikke scorede.

”Mammas don’t let your babbies grow up to be cowboys”, advarer Willie Nelson: “They’ll never stay home and they’re always alone / Even with someone they love / Cowboys ain’t easy to love and they’re harder to hold / And they’d rather give you a song then diamonds or gold.”

Derfor har vores mødre ladet os vokse op og blive bachelorer eller mag.art i ubrugelige humaniorafag, og vi er blevet web-medarbejdere eller andet, vi ikke havde regnet med. Men inde i alle os småborgerlige, ikkerygende Marlboro-mænd sidder en rodeorytter, som har mistet sine sporer; en truckdriver der har fået taget sit kørekort på grund af for forsigtig kørsel; og en hobo på spring, som venter på et af Johnny Cashs godstog, der vil bringe en til en fantasiby uden rygeforbud, hvor whiskyen er billig, fast arbejde er forbudt, uopfyldte drømme giver street credit og man er altid den, som trækker hurtigst, når der skal knuses hjerter. Og jukeboksen spiller kun countrysange med Willie Nelson, Kris Kristofferson, Johnny Cash, Dwight Yoakam, Travis Tritt, Garth Brooks, Brad Paisley og alle de andre, som med slideguitar, tør stemme og machopoesi hylder kunsten at springe over, hvor gærdet er lavest.

Og man lytter til sangene og får lidt rytme og lidt luft og en bittersød, selvironisk erkendelse af, at det faktisk ikke er så slemt at være middelmådighed med et småborgerligt liv. Men måske skulle man maile rundt til gutterne og inviterer til et spil texas hold em poker og en portion baked beens skyldet ned med sprut og øl?  

Af Per Vad

Når Himmelhunden gør

Jeg havde fødselsdag kort før jul. Det er underligt pludselig at nå op i den alder, hvor det første ens kone siger til en om morgen på ens fødselsdag er “Tillykke – og nu bliver vi altså snart nødt til at planlægge, hvad vi skal gøre til næste år!” Og om aftenen – uden at have tænkt over det – har man pludselig lyst til at sidde med brunternede sutsko og slumretæppe og spiser Werthers Ægte og ser TV Charly. Og på bodegaen vil man snart gå med slæbende skridt, man ikke længere selv er herre over, hen til jukeboksen og vælger Teddy Edelman og “Himmelhunden”. Og man vil hellere stå og trække i den en-armede end stå ved baren og banke tequela-shots ned i disken. Og uanset hvad man får til middag, så synes man at der skal være syltede agurker og rødbeder og mere tyk sovs til. Og man synes at man kan huske Stauning personligt. Og man føler trang til at stemme på Dansk Folkeparti for at sikre ældrechecken. Og man holder op med at købe tøj i Magasin og hos Dressman og står i stedet hos Tøjeksperten og overvejer for alvor, om man ikke burde købe en kasket og en slipover og brun vindjakke. Og unge mennesker larmer. Og der er for få siddepladser i bussen. Og alting går for hurtigt – i sær tiden.

Man begynder også at lytte til Cd’ernes tekster på en anden måde. Der er Beatels, der spørger “will you still fead me, will you still nead mee, when I’m 64″. Og der er Gnags der synger nummeret “Når jeg bliver gammel” og får pensionisttilværelsen til at lyde som en bondsk udgave af budhisme. Og der er Dr. Hooks hygge-pædofile nummer “I got a couple more years on you baby, thats all”. Og der er hele Georg Michaels smukt producerede CD med titlen “Older” der stiv pop-potens pakker alderdommen ind i vellyd. Men jeg holder mig nok alligevel til Bryan Adams og “18 till you die”

Af Per Vad