Fire fede og en fuser fra kulturnatten

Ligesom alle andre byer har København en puls og en rytme. Der er selvfølgelig byer, hvor pulsen ikke er højere end hos en buddhist der er faldet i søvn under meditationen. Men i København kan man mærke pulsen og leve med i rytmen. Den ændrer sig. Der er forskel på om det er første maj kl. fjorten, lillejuleaften kl. atten eller den 9. oktober kl. to og tyve.

Kultur i Københavns nat

Kulturnatten har sin egen rytme og puls. I ”Kort og godt”-køen, hvor vi alle skulle have en kulturkit med pas, kort og program. I bussen ind til byen, hvor vi stod tæt og gnubbede kulturnat-badges mod hinanden. I fodgængerfeltet, hvor vi som en bisværm, der lige var lukket ud af staderne, suste af sted på jagt efter kulturblomster og personlig næring.  Og i den stadig voksende kø foran frimurernes hus i Smallegade, hvor vi stampede lidt med fødderne i den kølige aften. Overalt kunne man mærke tusinder af hjerter banke for kultur. Jeg var en af dem der stod i køen foran frimurerne. Et tilbud min kone havde anbefalet. Hun skulle på arbejde på Nationalmuseet, så jeg var på tur med mit eget program: Koncert med fodbad, fangekor, landbrug og slutteligt fotokunst.  Men først ville jeg inden for i frimurernes forunderlige verden.

Da vi stod fem og tyve mennesker – de fleste kvinder – i et lille forlokale, og manden i pingvindress sagde: ”Og det her er så vores museum”, vidste jeg, at jeg havde gjort en fejl. Frimurerlaugets museum var et lille lokale. Et lille bord var dækket til med en dug i et look jeg ikke havde set siden min mormors død og på to vægge hang en række vægmontrer af en kvalitet, som et lille privatdrevet egnsmuseum ville have takket nej til. I montrerne var der hylder med brødrenes forskellige skøder og junkgaver fra rejser til andre loger.

Det her er sgu forkert, tænkte jeg, mens den gråhårede pingvin forklarede forskellen på frimurerlauget og den meget større frimurerloge, der ligger på Blegdamsvej. Min kone havde tænkt på logen på Blegdamsvej, men den havde desværre ikke åbent hus. Efter museet kom vi ind i laugssalen, hvor endnu en pingvin tog imod og fortalte næsten det samme som hans broder i museet. Har de en sponsoraftale med Fætter BR? tænkte jeg, da jeg så tronstolen for enden af salen.

Salen bestod af et sort/hvid ternet tæppe, stolerækker langs væggene og en højrygget efterligning af en tronstol til stormesteren for enden.  Det hele var billigt, lidt nusset og dårlig møbelhåndværk. Jeg kiggede op i loftet, hvor der hang et par guldmalede symboler, der lignede dårlig festlokalepynt. Og så kom rundturens store højdepunkt. De dæmpede lyset og tændte en lysende stjernehimmel i loftet, som laugsbrødrene sad og så op på og filosoferede et lille kvarters tid ved hvert møde.

Der efter blev vi præsenteret for salen med langbordet, hvor logeaftenerne altid sluttede med fællesspisning. ”Langbordet” var løse borde stillet i en mislykket vinkel og dækket med en dug af otte meter tilfældigt afklippet nervøst velour. Højt oppe på spisesalens vægge hang en frise af våbenskjolde, som kunne have været savet ud i finérplader og malet af nogle spejdere. 

Hold så jeres kæft, kvinder! tænkte jeg. Mens en broder i et dårligt siddende kjolesæt stod op ad en skranke, de kunne have fået gratis fra et nedlagt kulturhus, og svarede på spørgsmål efter spørgsmål fra videbegærlige kvinder, vandrede mine tanker til Sjællandsgade bad, hvor gæsterne nu var ved stikke fødderne i fodbad med salt fra Det Døde Hav og gjorde klar til at lytte til sang og musik. For fanden, kvinder, er I ikke gift? Skreg jeg indvendigt. Laugsbrødre er mænd, for helvede! Der behøver ikke være mål og mening med de ting, vi mænd foretager os. 

Besøget hos det latterlige discountforetagende var gået over den planlagte tid, så jeg måtte droppe musikken i badeanstalten. I stedet slog jeg et smut forbi det lille, hyggelige Politimuseet. Mens guiderne stod og trippede af fortælleglæde, og de fleste mandlige gæster var fascineret af de forskellige våbenskabe, lod jeg mig lokke af en lille montre med klip fra pornofilm fra forrige århundredskifte.

Der efter tog jeg Bethesda – Indre Mission i København. I det kristne kulturcenter - der til daglig huser en række sociale tilbud og andre kristne gerninger fuldt udstyret med kaffestue, festsal, møde- og arbejdslokaler, bederum med bibler og fyrfadslys, gratis suppe, religiøse bagtanker og hele pibetøjet – fik jeg et par kopper god kaffe og nogle småkager, mens jeg ventede på koncerten med Fangekoret fra Vridsløse Statsfængsel. Da fyrene, der afsoner domme på mellem ti og tyve år, stod klar på scenen og lignede en mellemting mellem plakaten til ”The Usual Suspect” og et old boys hold fra Hells Angels, var den indremissionske festsal proppet – både salen og balkonerne.  

Der er noget helt særligt ved at høre gospel og salmer sunget for lungernes fulde kraft af ca. femten mordere, røvere og voldsmænd.  Som solister kunne de alle holde tonen, ingen ville have klaret sig i X-faktor, men som kor var de fuld af styrke og et smittende håb om, at mennesker altid kan forbedre sig.  ”Det var altså det bedste i aften!” sagde et ældre venindepar, der var typiske kulturelle storforbrugere af den type, som går på SMK blot for at få formiddagskaffe på Café Republic.

De to unge piger, der stod ved et af de høje cafeborde i stueetagen på Landbrug & Fødevarers hus og talte i mobil, var næppe kulturforbrugere i samme frekvens: ”Lige nu står vi i Axelslot eller Axelborg, eller hvad er det nu det hedder?… Her lugter enormt af ost,” sagde pigen, der talte i mobil og prøvede at overdøve støjen fra den fyldte sal og begejstret fortsatte: ”Vi har bare været over det hele! Rundetårn og alt muligt! Men, mor, du må altså vente med at høre om det, til jeg kommer hjem.”

Axelborg kaldte rundturen i stueetagen for ”Mælkevejen”. Og jeg havde været hele smagsturen ved det tre hundrede meter lange ostebord rundt og stod nu og drak cafelatte med varmet mælk fra et mejeri, som jeg ikke lagde mærke til navnet på, og lyttede til en strygekvartet, der spillede, så det kunne have været et indslag i en landbrugsudgave af ”Titanic” med musikken der spiller, mens mælkebønder går til bunds i priskrigen på minimælk.      

Jeg forlod Axelborg – som jeg besøger næsten hvert år – og fortsatte ud af Vesterbrogade ned til fotogruppen 16TYVE, der i en baggård for enden af Vesterbrogade lavede en effektfuld præsentation af deres billeder på et lærred, der var større end biograflærrederne i Grands små sale, mens rocktoner fra halvdårlige højtalere bankede mod murene i den lille gård.

Jeg købte en portion god, stærk græskarsuppe med hjemmebagt bolle og satte mig og nød billederne. Pludselig kom der en serie med 100 glade, farverige billeder af hjerter fra graffiti, tags og hurtige kærlige hilsner på byens murer. Fotografen var Agnete Schlichtkrull, som jeg kender fra en projekt, vi en gang lavede i Dansk Epilepsiforening. Det var fa’ens! tænkte jeg og gik hen og fandt hende i gruppen, der stod og hang omkring fremvisningsudstyret. Vi stod og snakkede, da mobilen i min lomme begyndte at snurre. Det var et opkald fra min kone. Vi aftale at mødes og følges hjem.

København har en rytme og en puls, og på kulturnatten, er den noget særligt. Men uanset, om det er, når kulturnatten slutter, og folk drager hjem i overfyldte ekstrabusser, eller er en almindelig fredag, hvor publikum fra biografernes sene forestilling er taget hjem, så skifter den indre by puls og rytme efter midnat til et beat, man skal være fuld, høj eller aggressiv for at kunne leve med i – eller måske skal man bare være yngre end mig.

Vi tog en taxi hjem.

Af Per Vad

Jeg holder af menneskehandel

Hvis du er på Facebook, så er du til salg – og jeg kunne godt finde på at købe dig. ”Own”, hedder den applikation og det virtuelle kødmarked, hvor jeg gør mine indkøb. Men hvorfor synes jeg, at det er underholdende?

Man må ikke slå ihjel. Nej, man må i det hele taget ikke slå! Men det betyder ikke, at der noget etisk forkert i at nyde en splatterfilm eller træde ind i et computerspil og skyde løs på alt hvad der rør sig, så blod fra både skurke og uskyldig sprøjter ud på spiluniversets kulisser. På samme måde, er det ikke noget etisk angribeligt i, at vi er nogen som muntrer os med at købe og sælge billedprofiler på samme måde, som ens niece samlede på Diddl-papir og satte forskellig pris på de forskellige motiver og farver – nogen gik hun gladeligt af med; andre ville hun gå i døden for.

Ligesom ”Hot or not”, giv karma, få vampyrbid, giv et knus og alle den slags applikationer, så handler Own også om, at man gerne vil have et bevis for, at man er noget værd. I Own vil man gerne se, at prisen på ens egen profil stiger og stiger, samtidig med, at man gerne vil være rigere, så man kan holde fast i de venneprofiler, man holder mest af. For det handler også om at ville vise nogen, at man værdsætter dem meget og vil beholde deres profil for – næsten – enhver pris. 
   
Personligt har jeg også den særlige voyeurristiske glæde, at føler jeg mig som en desperate housewife på powershopping, når jeg bladrer kataloget af kvinder og mænd igennem.

Jeg elsker at se folks profiler. Der er personer, et kamera har fanget i lige det rette øjeblik – og det er bare et øjeblik – hvor der ikke er skyggen af komplekser og bekymringer i det afslappede smilende ansigt. Der er folk der vrænger af kameraet. Der er overbelyste billeder, underbelyste billeder, tågede billeder og manipulerede billeder fra både vinderen og taberen af de åbne og uofficielle Photoshop-mesterskaber. Der er portrætfotos og pasfotos og feriebilleder, hvor himlen over solkysten fylder 80 procent af billedet og hun står nede i hjørnet i badedragt og med en drink i hånden. Der er ansigter klippet ud af et gruppebillede og forstørret til grovkornet ukendelighed. Der er festaber i tilrøgede lokaler omgivet af tomme flasker og venner med åndssvage hatte. Der er mænd, der viser muskler og vaskebræt maver. Der er kvinder, som byder sig til med barmen mast frem mellem armene. Der er babyfotos, der har ligget som wallpaper på nogens kontor-pc. Mænd der viser motorcykler. Mænd med en gylpende baby over skulderen. Og profiler der lader sig repræsentere af deres hund.  De er der alle sammen. Og jeg elsker at se dem, og jeg holder af at handle med dem. For jeg sætter pris på andre mennesker – og jeg håber at de sætter (en høj) pris på mig. 

Af Per Vad

Sol gør kvinde skøn og mand grim

Solen får det bedste fra kvindernes garderobe frem: Tøj der fremhæver de dele af deres krop og look, som de selv er mest stolte af. I år ser det hotte område ud til at være nøgne skuldre.

Skuldrene har den samme kælne runding, som man finder ved fx hofter. Kravebenet viser, at kroppen kun er et par evolutionstrin fra dyrene – se knoglestrukturen under den halvslappe pels på Zoos gorillaer, se benresterne fra en hurtigt flået og ædt grillkylling, se knoglerne fra dyrekøler eller se benene fra afgnavede sparreribs og se så kvindens kraveben, det er en flot, dyrisk lækkerbisken. Og så er der halsen – i sig selv en smuk søjle og som funktion en piedestal for hovedet og ansigtet.

Buksemoden er stadig med lavtsiddende talje, der fremhæver bagdelen og hendes skød. Men de ofte stramtsiddende trøjer stumper ikke så meget, som de gjorde for et par somre siden. Så det er kun når cykelpigerne læner sig frem over styret, at man ser den tatovering over halebenet med karrysliske tegn, som mange fik lavet for et par år siden.

Til gengæld afslører sommeren mænds elendige tøjstil. Desværre er den åbenstående krøllede skjorte endnu ikke gået af mode, men det er ikke det værste. Det værste er sandfarvede bukser der lige dækker knæskallerne og minder om mellemting mellem metamamelukker og arbejdsbukser for dværge. Og så er der slaskede T-shirt i pangfarver og aggressive eller selvhævdende slogans. Og endelig er der beskidte fødder i storbystøvede sandaler. Fyrene sidder uden for cafeerne, men det er tydeligt, at vi kun er en generationer fra deres flommefede forældre der sad i cambinghabit under baghavens farveglade parasol i et åndeligt univers, der havde en stueantennes radius, og drak dåseøl købt på en af spritruterne.

Der er selvfølgelig også det tåbelige Royal-øl-look, der har grebet om sig, hvor de går i håndplukkede hæsligheder af shorts og T-shirts, og deres fjogede, lalleglade ansigtsudtryk får det til at virke, som om hele deres hjernemasse er en I-pod med downloadede ligegyldigheder af småspil, sommerhits og jokes fra TV og morgenradioen.