Händel og toiletbesøg

I går var jeg til kirkekoncert og høre Händels ”Messias”. Desværre var vi bare i så dårlig tid, at det eneste mad vi kunne nå at indtage var på Strøget på ”Manhatten pizzabar” med et tag selv pizza og salat bord for 67 kr., der bestod af kåsalat, der sikkert havde været på toppen ved frokostbuffeten, og nogle agurkeskiver, der skammede sig over at være i selskab med optøede ærter, majs og lign., og så var der ellers to deeppan pizzaer – en med ærter og løg i et ubestemmeligt fyld og en med tørre kødstykker indbagt i klæg masse. Ens mave har ikke godt af den slags, så jeg måtte på toilettet. Med bukserne om haserne og midt i processen opdager jeg, at der ikke stikker noget papir ud af papirtromlen… Alle mulige drengerøvs-film med Ben Stiller i pinlige situationer på toiletter løber gennem mit hoved, mens jeg stikker hånden op i tromlen og til min lettelse finder en rulle med en lille rest papir – lige nok til at klare sig, hvis man økonomisere med det. Så jeg gør mig hurtigt – og forsigtigt – færdigt der.

Under koncerten, lige da koret sætter i med ”To us a child is bo–oo-oo-oor-ooorn” med en klangfyld kraft så mægtig, at der kommer bølger i bass-sangerens Hulmut Lotti-fisure, mærker jeg en frysen i maven, der fortæller, at det er pinligt nødvendigt at jeg inden længe får afsluttet mit toiletbesøg. Så i pausen finder jeg hurtigt et toilet og får gjort hvad jeg skal, men man føler sig lidt pinlig og ydmyg når man kommer ud fra toiletten og skal skritte ned langs en kø på tyve mennesker, der skal ind til det varme bræt og den tætte hørm, man har efterladt.