Twitter og værdien af nuet

Man skal leve i nuet, livet er skønt, og hver eneste øjeblik skal man suge til sig i dybe åndedrag. Det lærte vi af 68′erne. Og tiden er så kort, og det ku’ hænde, man kom for sent, for sent til livets ende. Det lærte vi af Rachel Rastenni. Men den lovprisning af nuet er under angreb, fordi mange har fået nok af trivielle twit, ligegyldige Facebook-opdateringer og tanketom SMS-chat fra folk, der simpelthen bare er for kedelige. En af dem, der har fået nok, er det amerikanske teenageidol Hannah Montana. (Hendes argumenter kan høres i den nedenstående musikvideo).

Tippi Hedren overfaldet af twittere i Hitchcocks "The Twitters". Min Twitter-konto. Filmen der er kedeligere end de fleste indlæg på sociale medier

Det er skønt at klø sig i røven, hvis det klør. Men det er ikke nødvendigvis en aktivitet, resten af verden vil høre om. Ligesom ”jeg laver mad” og ”jeg lejer med mine børn” og ”jeg ser på solnedgangen” måske heller ikke giver globale åbenbaringer. I det hele taget er det ”nu” og ”hvert eneste øjeblik”, som vi har lært er kostbart – og måske derfor priser i vores opdateringer – ret røvsygt set gennem andres læsebriller. 

På den anden side så er en blog som Dave Walkers “Dullest blog in the World” en af de mest besøgte i verden. Her er et typisk indlæg, som jeg gengiver i sin fulde længde:

”Closing a window
July 6th, 2009. A window was slightly open. I decided that I did not need it to continue to be so. I closed it and securing it using the window handles.” Indlægget har fået 96 kommentarer.

Dave Walker befinder sig et sted i en gylden triangel mellem haiku digt, gonzo-journalistik af Hunter S. Thomsen og en fornemmelse for kommunikationen på sociale medier af næsten zenbuddhistisk dybde, hvor det at lave en diggmarkering kan rumme langt mere og bedre kommunikation end fx mine sidelange og selvsmagende blogindlæg.

Dave Walkers blog fik mig til at tænke på Sofia Coppolas film ”Lost in Translation”, hvor Bill Murray er en skuespiller med de bedste år af sit liv, sin karriere og sit ægteskab bag sig. Han går rundt og føler sig uden for i Tokyo, hvor han møder Scarlett Johansson. At møde Scarlett Johanssen burde give materiale til et par stoflige blogindlæg, men filmen er to indholdsløse timer.

Selvom ”Lost in Translation” nok er den kedeligste film, der nogensinde har vundet en Oscar – eller netop fordi den på en tragikomisk måde er så kedelig – kan man ikke få øjnene fra den, før rulleteksterne kommer, og man ærgrer sig over at have spildt tid på det lort.

Hvis du har det ligesådan med opdateringer, twit, SMS’er sendt af en ex-ven i en brandert fra et værtshus efter midnat eller mine trælse blogindlæg, så drop læsningen og inviterer fx mig over. Så kan vi drikke os snalrede i billig whisky med cola, importeret øl eller et par flasker rimelig god rødvin, mens vi udveksler mainstream-holdninger, i-dag-så-jeg-en-scleroseramt-med-punkteret-kørestol-oplevelser og livsfilosofier, der er lettere at fordøje end pastaskruer med kødsovs. Det vil give øjeblikke der er mere værd end at læse blogindlæg. Men det vi faktuelt vil kommunikere til hinanden vil være det samme som man læser i tomgangssnakkende indlæg på sociale webmedier.

De, som min totalt sociale medier afgudsdyrkende kone fnysende kalder GAL’ere (står for Get A Life), vil være enige med  Hannah Montana og hendes video. Jeg ved godt, at Twitter er bedst til udveksling af gode link og formidling af nyheder, og en god blog skal have korte, seriøse indlæg om en afgrænset og defineret gruppe af emner. Men jeg er ligeglad. Jeg synes, at livet er skønt og hvert eneste øjeblik er så værdifuldt, at det mindst er et twit værd. Så gør dine twit, dine opdateringer og dine blogindlæg til en hyldest til dit eget liv! Det er en mulighed for at fejre hverdagen, som er ny. Og så fuck om andre gider læse det.

Af Per Vad

Fire fede og en fuser fra kulturnatten

Ligesom alle andre byer har København en puls og en rytme. Der er selvfølgelig byer, hvor pulsen ikke er højere end hos en buddhist der er faldet i søvn under meditationen. Men i København kan man mærke pulsen og leve med i rytmen. Den ændrer sig. Der er forskel på om det er første maj kl. fjorten, lillejuleaften kl. atten eller den 9. oktober kl. to og tyve.

Kultur i Københavns nat

Kulturnatten har sin egen rytme og puls. I ”Kort og godt”-køen, hvor vi alle skulle have en kulturkit med pas, kort og program. I bussen ind til byen, hvor vi stod tæt og gnubbede kulturnat-badges mod hinanden. I fodgængerfeltet, hvor vi som en bisværm, der lige var lukket ud af staderne, suste af sted på jagt efter kulturblomster og personlig næring.  Og i den stadig voksende kø foran frimurernes hus i Smallegade, hvor vi stampede lidt med fødderne i den kølige aften. Overalt kunne man mærke tusinder af hjerter banke for kultur. Jeg var en af dem der stod i køen foran frimurerne. Et tilbud min kone havde anbefalet. Hun skulle på arbejde på Nationalmuseet, så jeg var på tur med mit eget program: Koncert med fodbad, fangekor, landbrug og slutteligt fotokunst.  Men først ville jeg inden for i frimurernes forunderlige verden.

Da vi stod fem og tyve mennesker – de fleste kvinder – i et lille forlokale, og manden i pingvindress sagde: ”Og det her er så vores museum”, vidste jeg, at jeg havde gjort en fejl. Frimurerlaugets museum var et lille lokale. Et lille bord var dækket til med en dug i et look jeg ikke havde set siden min mormors død og på to vægge hang en række vægmontrer af en kvalitet, som et lille privatdrevet egnsmuseum ville have takket nej til. I montrerne var der hylder med brødrenes forskellige skøder og junkgaver fra rejser til andre loger.

Det her er sgu forkert, tænkte jeg, mens den gråhårede pingvin forklarede forskellen på frimurerlauget og den meget større frimurerloge, der ligger på Blegdamsvej. Min kone havde tænkt på logen på Blegdamsvej, men den havde desværre ikke åbent hus. Efter museet kom vi ind i laugssalen, hvor endnu en pingvin tog imod og fortalte næsten det samme som hans broder i museet. Har de en sponsoraftale med Fætter BR? tænkte jeg, da jeg så tronstolen for enden af salen.

Salen bestod af et sort/hvid ternet tæppe, stolerækker langs væggene og en højrygget efterligning af en tronstol til stormesteren for enden.  Det hele var billigt, lidt nusset og dårlig møbelhåndværk. Jeg kiggede op i loftet, hvor der hang et par guldmalede symboler, der lignede dårlig festlokalepynt. Og så kom rundturens store højdepunkt. De dæmpede lyset og tændte en lysende stjernehimmel i loftet, som laugsbrødrene sad og så op på og filosoferede et lille kvarters tid ved hvert møde.

Der efter blev vi præsenteret for salen med langbordet, hvor logeaftenerne altid sluttede med fællesspisning. ”Langbordet” var løse borde stillet i en mislykket vinkel og dækket med en dug af otte meter tilfældigt afklippet nervøst velour. Højt oppe på spisesalens vægge hang en frise af våbenskjolde, som kunne have været savet ud i finérplader og malet af nogle spejdere. 

Hold så jeres kæft, kvinder! tænkte jeg. Mens en broder i et dårligt siddende kjolesæt stod op ad en skranke, de kunne have fået gratis fra et nedlagt kulturhus, og svarede på spørgsmål efter spørgsmål fra videbegærlige kvinder, vandrede mine tanker til Sjællandsgade bad, hvor gæsterne nu var ved stikke fødderne i fodbad med salt fra Det Døde Hav og gjorde klar til at lytte til sang og musik. For fanden, kvinder, er I ikke gift? Skreg jeg indvendigt. Laugsbrødre er mænd, for helvede! Der behøver ikke være mål og mening med de ting, vi mænd foretager os. 

Besøget hos det latterlige discountforetagende var gået over den planlagte tid, så jeg måtte droppe musikken i badeanstalten. I stedet slog jeg et smut forbi det lille, hyggelige Politimuseet. Mens guiderne stod og trippede af fortælleglæde, og de fleste mandlige gæster var fascineret af de forskellige våbenskabe, lod jeg mig lokke af en lille montre med klip fra pornofilm fra forrige århundredskifte.

Der efter tog jeg Bethesda – Indre Mission i København. I det kristne kulturcenter - der til daglig huser en række sociale tilbud og andre kristne gerninger fuldt udstyret med kaffestue, festsal, møde- og arbejdslokaler, bederum med bibler og fyrfadslys, gratis suppe, religiøse bagtanker og hele pibetøjet – fik jeg et par kopper god kaffe og nogle småkager, mens jeg ventede på koncerten med Fangekoret fra Vridsløse Statsfængsel. Da fyrene, der afsoner domme på mellem ti og tyve år, stod klar på scenen og lignede en mellemting mellem plakaten til ”The Usual Suspect” og et old boys hold fra Hells Angels, var den indremissionske festsal proppet – både salen og balkonerne.  

Der er noget helt særligt ved at høre gospel og salmer sunget for lungernes fulde kraft af ca. femten mordere, røvere og voldsmænd.  Som solister kunne de alle holde tonen, ingen ville have klaret sig i X-faktor, men som kor var de fuld af styrke og et smittende håb om, at mennesker altid kan forbedre sig.  ”Det var altså det bedste i aften!” sagde et ældre venindepar, der var typiske kulturelle storforbrugere af den type, som går på SMK blot for at få formiddagskaffe på Café Republic.

De to unge piger, der stod ved et af de høje cafeborde i stueetagen på Landbrug & Fødevarers hus og talte i mobil, var næppe kulturforbrugere i samme frekvens: ”Lige nu står vi i Axelslot eller Axelborg, eller hvad er det nu det hedder?… Her lugter enormt af ost,” sagde pigen, der talte i mobil og prøvede at overdøve støjen fra den fyldte sal og begejstret fortsatte: ”Vi har bare været over det hele! Rundetårn og alt muligt! Men, mor, du må altså vente med at høre om det, til jeg kommer hjem.”

Axelborg kaldte rundturen i stueetagen for ”Mælkevejen”. Og jeg havde været hele smagsturen ved det tre hundrede meter lange ostebord rundt og stod nu og drak cafelatte med varmet mælk fra et mejeri, som jeg ikke lagde mærke til navnet på, og lyttede til en strygekvartet, der spillede, så det kunne have været et indslag i en landbrugsudgave af ”Titanic” med musikken der spiller, mens mælkebønder går til bunds i priskrigen på minimælk.      

Jeg forlod Axelborg – som jeg besøger næsten hvert år – og fortsatte ud af Vesterbrogade ned til fotogruppen 16TYVE, der i en baggård for enden af Vesterbrogade lavede en effektfuld præsentation af deres billeder på et lærred, der var større end biograflærrederne i Grands små sale, mens rocktoner fra halvdårlige højtalere bankede mod murene i den lille gård.

Jeg købte en portion god, stærk græskarsuppe med hjemmebagt bolle og satte mig og nød billederne. Pludselig kom der en serie med 100 glade, farverige billeder af hjerter fra graffiti, tags og hurtige kærlige hilsner på byens murer. Fotografen var Agnete Schlichtkrull, som jeg kender fra en projekt, vi en gang lavede i Dansk Epilepsiforening. Det var fa’ens! tænkte jeg og gik hen og fandt hende i gruppen, der stod og hang omkring fremvisningsudstyret. Vi stod og snakkede, da mobilen i min lomme begyndte at snurre. Det var et opkald fra min kone. Vi aftale at mødes og følges hjem.

København har en rytme og en puls, og på kulturnatten, er den noget særligt. Men uanset, om det er, når kulturnatten slutter, og folk drager hjem i overfyldte ekstrabusser, eller er en almindelig fredag, hvor publikum fra biografernes sene forestilling er taget hjem, så skifter den indre by puls og rytme efter midnat til et beat, man skal være fuld, høj eller aggressiv for at kunne leve med i – eller måske skal man bare være yngre end mig.

Vi tog en taxi hjem.

Af Per Vad

Mig og Michael Jackson

Hvis Michael Jackson ikke var død, ville jeg ikke have skænket ham mange tanker. Og hvis en meget god veninde ikke havde sendt mig en mail med tanker om Michael Jackson, ville jeg nok ikke have brugt mange ord på ham.

Ligesom alle andre lyttede jeg til Jackson-musik og så Jackson-videoer i min ungdom, men vi lyttede alle sammen også til mange, mange andre ting. Og jeg har faktisk ikke ejet nogle af hans album før nu. Jeg gik ned i Fona og købte to CD’er efter at have stået lidt foran deres top-40-reol med alle Michael Jackson-CD’erne, hvor titler med ord som fræk, nervepirrende, blod og farlig står i kontrast til virkelighedens både fysiske og psykiske splejsede Michael. 

Jacksons ansigt, Jacksons optræden, Elvis

Ud over at købe et par af hans CD’er fik hans død mig også til at interessere mig lidt mere for fænomenet Michael Jackson. Det var umuligt andet. Tv-stationerne kørte non stop nyhedsovervågning ; viste gamle klip med Jackson ved retssagerne, hvor han med pyjamasbukser og paraply lignede en afpillet karikatur på en magisk figur fra en eventyrfilm; viste Jackson i Berlin med sin baby dinglende i favnen ud over hotelvinduets  karm; Stilbilleder af Jackson med bleg hud og legoklodsformede ansigtstræk, kantet spids næse og et langt, livløst hår, der så ud til at sukke efter en balsam-kur; viste Jackson i interview hvor han med store, sminkede og uskyldige øjne sad med tøset falsetstemme og fortalte om farens brutalitet og var sandpapir–slebet–hudløs- ærlig om sin sexforskrækkelse, men talte uden om på spørgsmål om, hvordan hans børn kom til verden; og viste frem for alt Jackson syngende og dansende i mindeværdige musikvideoer, hvor dansen var et miks af Gene Kellys elegance, John Travoltas disko-macho og en showdanser fra Brodways badutspring til musik, der var et crossover mellem sort soul og hvid poprock.

I min gode venindes mail om Jackson, kom hun bl.a. med en hvem-var-størst-sammenligning mellem ham og Elvis. En af hendes pointer om Elvis var, at han revolutionerede mandebilledet og gjorde det legitimt for kvinder at se og uhæmmet dyrke mænd som sexsymboler. Det tror jeg hun har ret i. Ligesom hans blanding af sort soul og hvid country skabte en ny musikgenre, og hans globale popularitet var noget, der aldrig var set før – og i modsætning til Michael Jackson blev han global et halvt århundrede, før nogen fandt på ordet globalisering.  Michael Jackson var også populær hele kloden rundt. Og ligesom Elvis blandede han sort og hvid musik, og han fik både sorte og hvide fans – hvilket Elvis vist aldrig rigtig fik. Elvis kunne ikke have sunget ”Black or white” eller ”We are the world”, mens han svingede med underlivet.   

Hvis man skal lave sammenligninger, så synes jeg, Elvis var den største. Michael Jackson er et navn, ”Elvis” er ikke et navn; det er et brand. Og når det kommer til stykket, var Michael Jackson bare en hitmager af dimensioner hvor man skal til Sverige og ABBA for at finde noget, der kan bruges som en slags måleenhed, en fantastisk performer og en popstjerne med verdenshistoriske salgstal og så i øvrigt en meget mærkelig mand med en dårlig plastikkirurg – hvorfor brugte han ikke bare den samme som Cher, Tina Turner og Dolly Parton?  

Ensomhed og isolation gør mennesker underlige og potentielt farlige for deres omgivelser og sig selv. Det er lige meget, om de bor som socialt affald i en trailerpark, om de sidder og skyder på deres tv og æder peanutbutter og banan-sandwich i en rock-herregård som Graceland, om de sidder i et aflukke omgivet af computere og spiser færdigretter, hacker og foretrækker sprog som php, HTML og typo script frem for talesprog, eller om de går og savner legekammerater i en eventyrpark som Neverland. Alle sådan nogle skabninger bliver mærkelige. Og Michael Jackson var mærkelig og gjort af det stof som både myter og udødelige pophits er gjort af. Hverken mere eller mindre.

Og nu står ”Bad” og ”Dangeruos” på min CD-hylde – lidt malplaceret – mellem C. V. Jørgensen og Tom Jones.

Af Per Vad

En dag med racekatte

Det var selvfølgelig hustruens ide – som hun havde fået ved at bladre i en tilfældig udgave af Vesterbro Bladet – at vi skulle besøge den Internationale racekatteudstilling 2009 i Frederiksberghallerne.

Udstilligsgang, lille kat, dommeren voterer

Hallerne lugtede af dyrskue og støv. Og arrangørerne havde øjensynlig hentet inspiration fra persiske markeder og mellemøstlig byplanlægning. I snævre gange, tæt befolket med et mylder af overvægtige koner, ældre på efterløn, familiebander med katte-rygmærker, handicappede og børn og bøsser, stod katteburene op ad hinanden med præmiepokaler, indrammede billeder af kattenes familie og tilfældigt skrammel på taget og havde næsten alle sammen en beklædning og et interiøer, der ledte tankerne hen på boudoir og tyrkiske festlokaler.

Inde i burene var katte af alle racer.  Mine yndlinge er fx bengal med den familievenlige udgave af leopardpels, de vildkat-orange abyssinere og selvfølgelig britisk korthår, der er levende Whiskasreklamer.  Sorte bombay, der er som avlet til brug for gyserfilm og sataniske messer, er selvfølgelig også flotte.

Til gengæld har jeg det svært med racer som russian blue og blå britisk korthår, hvor den tætte, korte støvgrå pels får mig til at tænke på småborgerlige bløde væg til væg-gulvtæpper i Dansk Folkepartis kernevælgeres jyske forstadsvillaers vinkelstuer.

Og jeg har det meget svært med de langhårede racer. Uanset om det er hårdføre norske skovkatte med sejt ansigtsudtryk og vind- og snetæt pels eller perserkatte, der med indsunket ansigt og filtret lang pels, ser ud som en skovkat vasket på forkert program. Ligesom jeg har det svært med deres modsætning: Den skaldede sphynx, der ligner en krydsning af en flået siameser og ET – hvilken pervers person har fundet på at avle videre på disse gruopvækkende og grinagtige skabninger, der stammer fra en muteret killing født i Ontario i 1966? 

I et par af burene var der avlede huskatte med papir på, at de i flere generationer var ubesmittet af gener fra racekatte. Da de besøgende skulle stemme på udstillingens sødeste kat, gik hustruens stemme selvfølgelig til en huskat, der så ud som en forædlet stamtavleudgave af vores egen rødstribede Firefox-logo-lignede huskat.

De autoriserede dommere var kraftige kvinder i trøjer med dårlig pasform eller fimsede mænd med farvestærke skjorter, der vaskede hænder i en særlig lotion mens bordene blev sprayet, før næste kat kom frem og fik bedømt pelsens glød, kroppens harmoni og ansigtets udtryk, der blev forstærket med en fjerklædt pind som dommeren, med gestik som en parodi på en indretningsarkitekt, viftede foran katten.  Hvem der vandt, og hvem der blev nummer to og tre betød i sidste ende ikke så meget, for alle kendte hinanden fra talrigre tidligere stævner, hvor de skiftedes til at få den billigt udseende, guldfarvede pokal.

Efter en tur rundt i standene for enden af hallerne, der solgte alt, hvad et katte og katteelskeres hjerter kunne begære af foder, sanitært udstyr, skønhedspleje, helsemidler, legetøj og ekstravagance, hvor hustruen købte et par æsker lækkerbider, baldrian bolcher, en lille æltepude og noget Catnip Spray, gik vi op i Frederiksberghallernes cafe. Og i solskin på terrassen med udsigt til boldbanerne, hvor grupper af børn og voksne løb rundt i dovent tempo og skød på mål, fik vi en club sandwich og hhv. en fadøl og en cola light.

En dejlig dag, hvor hustruen atter viste, at hun er god til at finde på udflugter.

Af Per Vad

Hyldest til zombiefilm

Hvor hurtig og sej må en zombie være? Det spørgsmål deler fans af denne nekromantiske, post-woodoo-dyrkende horrorfilmgenre, hvor de u-døde går rundt med blod på tøjet, trevler af menneskekød mellem de rådne tandstumper og indvolde hængende ud af store skudhuller.

Spørgsmålet er bl.a. aktuelt i forbindelse med de to zombiefilm, jeg har set under CPH:PIX filmfestivalen, ”Wasting Away” (’07) og ”Død sne” (’09)

Filmhistoriens første zombie var i filmen ”White Zombie” (’39) med Bela Lugosi. Men den første zombiefilm, som vi kender og elsker dem, var George A. Romeros ”Night of the Living Dead” (’68).

 ”Night og the Living Dead” introducerede tre vigtige ting, som er kendetegnende for genren.

"Dawn of the Dead", "I Legend", "Død sne", Wasting Away"

1) Zombiefilm er civilisationskritik, der viser, hvor selvdestruktive og dårlige vi er til at samarbejde, når lokummet for alvor brænder. De civiliserede mennesker slås indbyrdes, og i filmens slutning skyder det indifferente oprydningshold den sorte helt, der har holdt zombierne stangen hele natten. Og i alle zombiefilm siden har skænderier, der får råberiget i det britiske og andre primitive parlamenter til at ligne talkshowet Meyerheim, ført til svig og drab.

Civilisationskritikken har i senere film fået en tand til i retning af reel samfundskritik, hvor det ofte er menneskeskabte ting så som giftgasser, virus eller radioaktivitet, der sætter tingende i gang.  Og ofte vokser zombierne så voldsomt og hastigt i antal, at det når apokalyptiske dimensioner – fx i ”Dawn of the Dead” (’78 og ’04), ”28 Days later” (’02) og ”I legend” (’08).    

2) ”Night og the Living Dead” er også introduktionen til det totalt nihilistiske univers, som zombiefilm viser mere uforfærdet end andre genrer. Her er ingen gode og onde. Her hersker det allermest primitive overlevelsesinstinkt i form af raseri og blodtørst.

3) Filmen giver også opskriften på, hvordan man slår zombier ihjel: “If you have a gun, shoot ‘em in the head. That’s a sure way to kill ‘em. If you don’t, get yourself a club or a torch. Beat ‘em or burn ‘em. They go up pretty easy,” forklarer den seje, erfarne overlever, der søger tilflugt i negerens bolig. Den sandhed er blevet udnyttet med større og større fantasifuldhed op gennem zombiefilmenes historie og har givet mulighed for at udsplattede kroppe, der er blevet skudt med dobbeltløbede haglgeværer, spiddet med spyd eller spidse kævler, skrællet med plæneklippere eller flænset op med motorsave, kan rejse sig op med deres ødelagte lemmer hængende og dinglende i nerve- og muskelstrenge og vade videre gennem de voksende blodpøle på jagt efter en mundfuld frisk menneskekød, indtil nogen smadrer deres hjerneskal.

Men så er der det med diskussionen om zombiers tempo og porøsitet. I ”Night og the Living Dead” er zombierne lettere forrådnede skabninger, der langsomt og usikkert stavrer af sted med døde øje, blågrå ansigter, luvslidt tøj og hud der hænger i laser. Og sådan skal en ægte zombie se ud, mener nogle. Mens vi er andre, der har det fint med, at zombierne i nyere film som ”28 Days Later”, ”I Legend” og ”Planet Terror” (’07) er noget mere adrætte og har en lille smule tankevirksomhed.

De to film fra KBH:PIX festivalen er begge selvironiske zombiefilm, men tilhører hver sin skole, hvad zombiehastighed angår.

Den britiske ”Wasting Away” viser tingene fra zombierne synsvinkel. To unge par bliver u-anende forvandlet til zombier med fordærvede kroppe og langsomme kluntede bevægelser. Og de forstår ikke, hvorfor alle mennesker øjensynligt er blevet smittet af en virus, der får dem til at fise rundt i lyntempo, tale med Mickey Mouse-stemme og enten flygte skrigende bort eller helt uprovokeret prøver at slå dem ihjel.

I den norske ”Død sne” er den deling nazister, der efter et halvt århundrede bliver vækket fra deres grav i den norske fjelde, særdeles adrætte og har et større mål end bare at æde unge mennesker på hyttetur. Hvis der er nogen retfærdighed til, så kommer ”Død sne” i dansk biografdistribution og bliver en skandinavisk kultklassiker.  Ud over unge på hyttetur, gys, mange hektoliter blod der sprøjtes ud over den hvide sne og de frostgrå træer, heftig sex på et udendørs das, en yngling med en motorsav samt indvolde der vælter ud af både zombie- og menneskekroppe, så har den masser af ægte humor.

 ”Wasting Away” tilhører grenen af zombiefilm, hvor civilisationskritikken bl.a. kommer til udtryk ved, at det er giftaffald fra militærvidenskabelige eksperimenter, der skaber zombierne.  Mens ”Død sne” tilhører grenen, hvor det er det dannede menneskes manglende respekt for historien, naturen og døden, der – ligesom i ”The Evil Dead” (’81) – vækker zombierne.

En titel som ”Død sne” er måske ikke det mest opfindsomme – den er nogenlunde på niveau på med titlerne på de svenske femikrimier der er på mode blandt Politikenlæsere – men der findes mere hjernedøde titler. Der er fx. “Day of..”, “House of ..”, “Land of..”, “Forest of ..”, “Diary of..”, “Shawn of..” og ”Dawn of the Dead”.  De fantasi- og poesiforladte titler viser, at vi zombiefans ikke er på jagt efter intellektuelle udfordringer. Vi vil se blod.

Af Per Vad

Batman, X-files og Lars and the real girl

“Lars and the real girl” er den der med dukken. Men hvis man håber at se en fuldvoksen mand med en dunkende lem gøre unævnelige ting ved en oppustet dukke, så bliver man slemt skuffet. For Lars er bare en sød, ensom fyr, der har så svært ved at omgås andre, at det trods fire lag tøj gør fysisk ondt, hvis nogen vil give ham et knus. Så via Nettet køber han en biologisk korrekt elskovsdukke i fuld størrelse og insistere på, at hun er hans ny kæreste fra Østeuropa.

Vi har jo alle vore særheder og små fejl, så byen går med på hans sindsforvirring og byder dukkekæresten indenfor i bylivet og behandler hende som en rigtig kvinde. Det kommer der masser af sjove situationer ud af. Men det er en skæv og stille film af den slags, hvor man kan høre, når man selv ler. Og den er så fin og diskret, at man kan mærke sit eget smil.

Billeder fra: Batman, X-files og Lars and the real girl

Den viser hvordan tolerance, forståelse og næstekærlighed kan løse de fleste problemer. Og så spiller Emilily Mortimer Lars’ gravide svigerinde. Og hun er lige så smuk og indtagende her, som hun var som millionøsen i ”Match Point” og lejemordersken i ”51st State”.

I ”The Dark Knight” overdøver larmen fra eksploderende bygninger, tunge dumpe slag mod kroppe, brølende køretøjer og hysteriske menneskemasser enhver chance for at høre sig selv le eller gispe. Og der er heller ikke meget at grine af.

Heath Ledger spiller Jokeren, som vil dræbe Batman og sprede død, kaos og skræk i Gotham. Og Ledger viser, at han er langt bedre som psykopatisk morder med for megen make up end som bøsse med cowboyhat. 

Flere anmeldere har peget på styrken i, at Jokeren handler uden rationel grund. Det er forkert. Han vil gerne bevise over for Batman, at Gothams borgere (som Batman har viet sit liv til at beskytte) og statsadvokaten (som Batman sætter sin lid til) på bunden er selviske krystere, der er parat til selv at slå ihjel og sprede kaos. Jokeren vil både taget livet og ”illusionerne” fra Batman. Det lykkedes selvfølgelig ikke. Så ligesom ”Lars and the real girl” må filmen være en skuffelse for folk uden tiltro til menneskeheden.

Ud over at kæmpe med Jokeren, så går Batman også slås med moralske tanker og romantiske ideer, og det er med til at gøre filmen 20 min. for lang. For så store tanker kan en tegneseriehelts hoved ikke rumme, hvis han skal tages seriøst som en helt fra fantasiens overhalingsbane. Hvis man sammenligner Batmans livsfilosofering med fx Edderkoppens eksistentialistiske small talking med sig selv, så overdriver Edderkoppen ikke sine åndelige evner. Og frem for alt kommer ”Edderkoppen” fra Marvels tegneserieverden, hvor heltene har lidt tankevirksomhed og personlighed. Hvor i mod Batman kommer fra DC Comix’ todimensionelle verden

Filmen er også en indirekte kommentar til de første Batman-film. Tim Burtons dystre, fiktive og fascinerende univers er erstattet af en realistisk – men stadig dyster – storby. Og skurkene viser, at alle de tidligere Batmanfilms megastjerner, der fjollede rundt som parodier på superskurke, var fejlcastede.

I ”X-Files: I Want to Believe” bruger Mulder og Scully og alle de andre også tid på at tænke over sagerne, men det gør ikke filmen langtrukken. Filmens tema kræver omtanke: ”Skal man to eller ej”. Hér er spørgsmålet: Skal man tro på en pædofil præst, der siger han har syner, der kan hjælpe med at redde en bortført FBI-agents liv?

Denne ”X-Files” er uden tv-seriens og den første X-File-films særlige paranoide karakter med uhygge, overnaturlige væsener, konspirationsteorier og close encounter of the bad kind. Det gør filmen nutidig, men er et tab for os fan, og gør den til ”bare” en god – og fantastisk flot fotograferet – thriller.

Den bedste af disse tre film er ”Lars and the real girl”.

Af Per Vad

Jeg er turist i København

”Det hedder staycation,” forklarede min kone, mens jeg for mit indre blik kunne se lysene blive slukket i Amsterdams red light kvarter, gondolerne blive trukket på land i Venedig, og tønderne blive rullet tilbage i de franske vinslottes kældre. Jeg skulle ingen steder i min ferie. Jeg skulle være turist i København.

Billederne: Kanalrundfart. Eisners gavlmaleri, lakgiftsumak, italiensk skoleskib

Det har faktisk vist sig at være væsentligt sjovere end forventet.

Jeg er en oplevelsesøkonomiens forbrugere og tager min bid af Københavns kulturelle konditorkage. Vi var for nylig i Tivoli. Vi går jævnligt i biografen og ud at spise på den slags steder der kaldes ”mellemniveau” i Berlingeren og Politikens restaurantguide eller fremhæves blandt ”de fem bedste”-et eller andet på AOK.  Og det er ikke særlig længe siden vi var i ZOO – hjemløseavisen, ”Hus Forbi”, burde lave en ”bare det var mig”-reportage fra Elefanthuset.

Som turister i København valgte vi en kanalrundfart med Nettobådene, hvor jeg klikkede løs med kameraet, når vi passerede husbådene i Christianshavn, operahuset, mastekranen, bagdelen af havfruen, underdelen af marmorbroen, Amaliehaven og alle de andre seværdigheder. Dernæst var der strøgtur, hvor jeg købte mig en ny læderjakke, der indtil videre skal hænge i skabet.

Man ser noget andet, når man går rundt og ser byen gennem en 50 x 40 mm skærm på et Olympus digitalkamera. Man leder efter detaljer, man til daglig overser og besøger steder, man sjældent kommer. Fx bemærker man hvordan Frelserkirkens restaurerede brune kobberspir virker grimt og forket, når man ser det ved siden af byens gamle irgrønne tårne, spir og tage 

Byen har ikke bare tårne på. Den har også flotte arkitektoniske bygninger. Fx de flotte funkisbyggerier som Hotel Astoria, Nørrebro Station og Lagkagehuset over for grønlænderpladsen, hvor vi – ligesom de andre turister – tog på konditori.

Christianshavn har også Will Eisners gavlmalere (på Christianshavns Voldgade). Og så er der selvfølgelig Christiania, hvor hedengangne Pusher street nu lugter mere af grillkul fra interimistiske fastfoodboder end af røg fra chillumer. Helt væk er pusherne dog ikke. Mens jeg sad ved Oasen og drak en økologisk Thy-pilsner kunne jeg iagttage en dealer, der lænede sin bagdel mod en barstol, han havde sat ud i skyggen under et træ, og lavmælt reklamerede for: ”Hash… Hash.. Hash..”. Indtil han blev kontaktet af et ældre ægtepar fra Nordsjælland med pengetaske om maven og taskeremmen hen over brystet, der var på en nostalgisk indkøbstur.  Jeg nøjedes med – som enhver god turist – at købe en T-shirt.

Det er sjældent, at jeg er i botanisk have. Vi tog et plastiklamineret kort med en rute, der viste vej til alle havens giftplanter. I et af bedene var samlingen af giftplanter så stor, at man kom til at tænke på ”The Green Mile”. Der var planter lige fra klassiske mordvåben som skarntyde over tomater og kartofler og andre argumenter mod at blive vegetar til det fantastiske lakgiftsumak træ, der er så giftigt at gartneren skal være i beskyttende heldragt, når træet skal beskæres.

Vi har selvfølgelig også besøgt nogle af byens aktuelle tilbud: Det italienske skoleskib, der lå ved Langelinie og ramme-udstillingen på Statens Museum for Kunst, hvor museumsbutikken har sat prisen på ”13 år med Allis” ned fra 100 til tyve kr.

Og ferien er ikke forbi. København har mange flere oplevelser at byde på.

Af Per Vad

Arn

Filmanmelderne har ikke sendt “Arn – Tempelridderen” til skyerne båret af et fyrværkeri af stjerner. Men der er dog ikke nogen, der har nænnet at slå filmen med skandinaviens største budget ihjel. Det burde de. Eller i det mindste burde nogen have opsøgt instruktøren Peter Flinth med et tæskehold.

Filmens grundhistorie er enkel: På grund af intriger, onskab og forrædderi bliver Arn sendt til det hellige land som tempelridder, hans elskede Cecilie bliver sendt i kloster, og hans barndomsven Knut bliver sendt i landflygtighed. Det er lyder som en film, hvor man bare klipper frem og tilbage mellem de tre spor og betages af storslåede ørkenslag, lever sig ind i et menneskeligt drame hvor kærligheden overlever klosterets pinsler og spændt følger en forvist kongesøns vej tilbage til tronen via intriger og snigmord. Og hvis alting skal ende lykkeligt, skal Arn overleve kampene om Jerusalem, hans elskede skal overleve den onskabsfuld abeddisse og vennen erobre tronen – og alt sammen skal være på et hængene hår og alle veje skal være fyldt med forhindringer og fristelser. Sådan. Hvor svært kan det være?

I “Arn” ser vi desværre kun 15 minutter med Arn som tempelridder, Cecilies pinsler får vi et par enkelte glimt af, og Knuts erobring af tronen går vores næse og øjne forbi. Og det hele foregår uden scener med drama eller suspens.

En naturligt spørgsmål er: Hvad fanden forgegår der så i de to timer og tyve minutter filmen varer? Der går en time med at lære Arn at være tempelridder, der går en halv time med at Arn og Cecilie rider rundt i løvskoven og er forelskede, og spredt over filmen bruges en halv time på at personer sidder med foldede hænder og kigger bedende op mod kors og jomfrufigurer.

“Arn”s største fejl er, at den gerne vil være en filmatiseing af Jan Guillous bøger og vise livet i middelaldderen, berette om grundlæggelsen af Sverige, afsløre kristendommens hykleri, fortælle en drabelig og romantisk ridderhistorie og prædike religiøs tolerance. Men fuck Guillous! Når man er begrænset af Flinths middelmådige talent og af små skandinaviske budgetter, så skulle man have taget titlen og nogle personer fra Guillous bøger, men nøjes med at lave en romantisk ridderfilm, der foregik i middelalderens Sverige og Jerusalems religiøse heksekeddel.

Det ligger lige for at sammenligne “Arn” med Ridley Scotts “Kingdom of Heaven” (2005), hvor det er Orlanda Bloom, der er ridderen, som må forsvarer Jerusalem. I “Kingdom of Heaven” går der 15 minutter, så er det hele igang. Med store slag, ærefulde riddere, kærlighedsdrama og hofintriger forkyndes det politisk korrekte budskab, at kristne og muslimer burde respekterere hinanden og ikke slås om meningsløse mursten i Mellemøsten. “Kingdom of Heaven” er ikke noget mesterværk, men det er godt håndværk. “Arn” er ikke godt håndværk – det er meningsløst hærværk.

Elizabeth – filmdonningen der bevarede sin mødom

Var i går i Empire og fik langt om længe set kostumefilmen “Elisabeth – The Golden Age” med Sekhar Kabur i instruktør-stolen, med Cate Blanchet i hovedrollen og med min kone ved min side som filmvælger. Denne gang er det ikke hofintriger, men en katolsk konspiration og den spanke armada, der truer hendes liv. Mens hendes sjæleliv forstyrres af den kække Sir Walter Raleigh, der gør hende skinsyg på sin hofdame, som gifter sig og får barn med den tiltrækkende Errol Flynn-klon.

En flot film med tøj, der kan få designeres sytråd til at dryppe af savl, med hitoriegengivelse, der kan få tavlekridtet til at smuldre mellem gymnasielærernes dirrende og svedige fingre, og med billeder og en Cate Blanchet, der kan få en anmelder til at falde i staver med tastknappen med stjerne trykket i bund. Men alt det var der også i den første “Elizabeth”-film. Og den endelige post-lesbiske feministpointe med jomfrudronningen, som tøjler sin kvindelighed til fordel for at tjene sit elskede folk, var der også i den første “Elisabeth”.  Hvis to’eren skulle have tilføjet noget nyt, så skulle vi have set mere til “det elskede folk”, som stort set ikke optræder i filmen og/eller komplottet skulle have været lavet med mere suspens ligesom flådekrigen skulle have haft endnu mere gru og krudtslam. Og skal man være flueknepper – og hvorfor ikke dyrke lidt socialt accepteret dyresex – så starter Storbritanniens gyldne år historisk set første efter den spanske flådekrig, så filmen burde have heddet “The horny Queen” eller “The Spanish Armada”

Hvis man sammenligner filmen med, hvad der ellers går i biograferne og hvad der på det seneste har været af kostumefilm, så skal den have 3 ud af 5 stjerner. Men man kan også giver den en plads i filmhistorien, og ser hvor godt den vil klare sig der, og så vil jeg ikke give den mere end 1 stjerne ud af 5.