Op i røven med Mellemøsten

Nu slås de igen i Mellemøsten. Og når valget i Israel er overstået og en endnu mere psykopatisk højrefløj er kommet til, vil der for alvor flyde blod ned ad verdens tv-skærme. Og der er sket noget frygteligt: Jeg er blevet ligeglad – og jeg er sikkert ikke den eneste.

Krigen i Gaza, palæstinenserne, israelerne

Fordi Mellemøsten er og bliver uden for pædagogisk rækkevidde. Det er et sted, hvor kun målsøgende missiler og selvmordsbomber, når deres mål.  Det er sted, hvor der mere meningsløshed end i TV3s underholdningsprogrammer, mere sprøjtende blod end i directers cut-udgaven af The Texas Chainsaw Massacre. Det er et sted, der er mere nedslående end Danmarks kontraspil ved VM i håndbold og mere hadefuldt end en skilsmissesag hvor forældreretten står på spil. Jeg er blevet træt af Mellemøsten. Og jeg holder ikke med nogen. Både palæstinenserne og israelerne kan rende mig i røven.

Jeg kan huske en aften under landkrigen. Jeg sad og så på Lally Hoffmann der stod med sit vindblæste morgenhår og alkoholiker-look og rapporterede fra striden. Jeg ville ikke høre om Mellemøsten, så jeg zappede over på Animal Planet, hvor en dyrlæge var ved at foretage kejsersnit på en chihuahua. Da fire hvalpe var kommet til verden skiftede jeg kanal. Og så skete det. Jeg landede på slagmarken. Jeg røg ind i en debat på DR2, hvor Martin Krasnik kaldte en ophidset Maj Kaltoft fra Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening for idiot. Den anti-muslimske forfatter og rødhårede journalist var flankeret af Arne Melchior og en anden dansk jøde – jeg har aldrig hørt en jøde, der ikke var blottet for forståelse for palæstinenserne, og som ikke brugte al sin taletid på at forklare, hvorfor Israel er nødt til at myrde løs blandt sine naboer. 

Jeg tænkte, at Krasnik og hans jødelobby var idioter, ligesom Maj Kaltoft og alle de andre terrorsympatisører var idioter. Palæstinenserne og israelerne er idioter, tænkte jeg og forbandede dem alle sammen: Palæstinensere skulle have alt håret barberet af og dunkes på deres skaldede isser med en af Bush’s forlagte sutsko, og de skulle røvpules med en ornepik mens et jødisk mandskor med grimme kalotter stod og sang ”Halleluja, halleluja”. Og når jeg tænkte på israelerne fik jeg lyst til at tage til Auschwitz’ holocaust-museum for at finde lidt opmuntring. 

Jeg zappede over til TCM og så Fred Astaire danse sorgløst og forelsket rundt i en musical, jeg ikke kendte. Man kan ikke være vred, mens man ser musical. Så jeg blev hængende og så Fred Astaire danse, mens mens der kørte der Merkava kampvogne rundt i Gazas gader, og tørklædeklædte kvinder med forgrædte og sodsværtede ansigter knugede blodige børnelig ind til sig og hævede en knyttet næve mod himlen og kameraet og hele verden og råbte sætninger, man ikke behøvede få oversat for at forstå. Jeg så Fred Astaire danse, mens palæstinensiske teenagere proppede krudt i vandrør for at bruge dem som primitive raketter og andre palæstinensere smuglede større raketter gennem tunneller under skolegårde, så de – når der blev våbenhvile – kunne fyre dem af mod storbyer som Ashkelon, hvor de ville ramme fuldstændig tilfældigt. 

Det glæder mig, at nogen utrætteligt arbejder for en varig fred i Mellemøsten. Og jeg håber selvfølgelig, at der en dag bliver fred. Forhåbentlig inden vi alle sammen er blevet kynikere, der hellere vil se handlingsløse dansefilm end følge med i millioner af menneskers skæbne.

Af Per Vad

En neger-sejr og en splattet negerarm

”Det er en dens slags begivenheder, hvor alle kan huske, hvad de lavede på det tidspunkt – ligesom med månelandingen og 9-11,” sagde en overeksalteret kvindelig tv-kommentator, da jeg sent om aftenen hørte om Obamas sejrstale.

Jeg kan godt huske, hvad jeg foretog mig.

Mens Obama stod og talte om forandring og håb og bjergtoppe der skulle nås og lang vej endnu, da sad jeg på toilettet med tyndskid. Obama delte Kleenex ud til masserne og trak chokoladebrune silkebånd gennem deres øregange, mens et oversavet haglgevær blev affyret i min endetarm og sendte en eksplosion af beklumret væske og lort med substans som klatter af tynd grød ned i den renvaskede toiletkomme, hvor det nu dryppede fra balkonen og gled ned ad siderne. 

sindsstemning, morgen i NV, Bush og Foghs udenrigspolitik

I køkkenet skyllede jeg en håndfuld rivotril, lamotrigin, deprakine, multivitamin, kalktabletter og det hele suppleret med et par Imodium og Panodiler ned med den resterende sjat af noget look a like-juice, der havde passeret sidste salgsdato – kan vand med tilsætningsstoffer blive for gammelt?

Efter vask og tandbørstning stod jeg og betragtede mit ansigt i spejlet, mens jeg smurte creme ind i huden. Jeg havde overfyldte Bilka-poser under de røde sprækker af øjne og tydelige tegn på kalkunhud på halsen. Jeg kom til at tænke på Bob Foss i ”All that jazz”, der hver dag, hostende og hakkende, kæmper sig gennem et morgenritual med smøger, sprut, medicin og øjendråber. Og ligesom ham sluttede jeg af med at gestikulere med hænderne og proklamere til spejlet: ”It’s showtime!”

Avisbudet havde smidt vores avis nede foran gadedøren, og hen ad hele gaden kunne man se aviser, hvor disen var ved at ødelægge forsidebilleder af Obama.

Min kone har bestemt, at vi skal abonnere på Politiken. Men jeg valgte at hugge en Berlingske Tidende – den er lettere at læse i bussen, og jeg foretrækker god journalistik og interessante analyser frem for repetition af mine egne holdninger. Avisen proppede jeg ned i mappen og tog min lille billige med øreplugs der hele tiden falder ud-MP3 frem og lod gamle, vredsende, mavesure C V. Jørgensen-numre fylde mit hoved:

“Sidder på en bombe i et S-tog / og drømmer mig tilbage til dengang i de / ligeglade tressere hvor blomster var symboler / på de samme ting som bomber er i dag.” Jeg tænkte kort over sangens aktualitet, men nøjedes med at konkludere, at han ikke var særlig god til at rime, mens han fortsatte sine snerrende anklager mod middelklassen: “Det er logik for begyndere at det må gå  / som det går når de kommende generationer / drives til vanvid af dommedagsprofeter.”

Heldigvis er den periode af efteråret, hvor vi alle går med hænderne dybt begravet i lommerne og presser frakken ud af pasform, mens vi skuler til hinanden for at se hvem der først begynder at gå med vanter, forbi. Så jeg kunne roligt trække mine strikhandsker købt for 49 kr. hos Tøjeksperten på.  De fleste dag om året hænger der en sol lige over plejeboligerne på Tagensvej og skærer en ind i øjnene når man skal over fodgængerfeltet, men nu er månen oppe, både når man går og når man kommer hjem.

Da jeg nåede Hovedbanegården måtte jeg på toilettet igen. Mens tarmen blev tømt for en splattet negerarm tænkte jeg lidt over Obamas sejr:

At han er halvneger kan jeg ret beset være ligeglad med. Og jeg ønsker amerikanerne alt mulig held og lykke med en bedre sundhedsforsikring. Men det eneste der virkelig vedrører mig, er hans udenrigspolitik: Vil han kunne genstarte USA’s økonomi uden protektionisme? Er han interesseret i en klimaaftale der batter noget? Vil han stoppe den superreaktionære middelalderlige korstogs-lignende religionskrig, hvor vi med et miks af ekstrapansrede Leopard kampvogne og Pia Kjærsgaard på selvproducerende endorfiner prøver at presse kristne værdier ned i halsen på muslimer? Og hvad skal der blive af Fogh, nu hvor han har mistet sin eneste rigtige ven i hele verden?

Jeg tørrede mig med kælderlokummets lidt krassende toiletpapir og begav mig mod perron 7, hvor lyntoget ville bringe mig til Odense og Epilepsiforeningens landskontor. Om 13-14 timer ville jeg være hjemme igen – og Obama ville sikkert have sluttet sin tale.

”It’s showtime!”

Af Per Vad