Fire fede og en fuser fra kulturnatten

Ligesom alle andre byer har København en puls og en rytme. Der er selvfølgelig byer, hvor pulsen ikke er højere end hos en buddhist der er faldet i søvn under meditationen. Men i København kan man mærke pulsen og leve med i rytmen. Den ændrer sig. Der er forskel på om det er første maj kl. fjorten, lillejuleaften kl. atten eller den 9. oktober kl. to og tyve.

Kultur i Københavns nat

Kulturnatten har sin egen rytme og puls. I ”Kort og godt”-køen, hvor vi alle skulle have en kulturkit med pas, kort og program. I bussen ind til byen, hvor vi stod tæt og gnubbede kulturnat-badges mod hinanden. I fodgængerfeltet, hvor vi som en bisværm, der lige var lukket ud af staderne, suste af sted på jagt efter kulturblomster og personlig næring.  Og i den stadig voksende kø foran frimurernes hus i Smallegade, hvor vi stampede lidt med fødderne i den kølige aften. Overalt kunne man mærke tusinder af hjerter banke for kultur. Jeg var en af dem der stod i køen foran frimurerne. Et tilbud min kone havde anbefalet. Hun skulle på arbejde på Nationalmuseet, så jeg var på tur med mit eget program: Koncert med fodbad, fangekor, landbrug og slutteligt fotokunst.  Men først ville jeg inden for i frimurernes forunderlige verden.

Da vi stod fem og tyve mennesker – de fleste kvinder – i et lille forlokale, og manden i pingvindress sagde: ”Og det her er så vores museum”, vidste jeg, at jeg havde gjort en fejl. Frimurerlaugets museum var et lille lokale. Et lille bord var dækket til med en dug i et look jeg ikke havde set siden min mormors død og på to vægge hang en række vægmontrer af en kvalitet, som et lille privatdrevet egnsmuseum ville have takket nej til. I montrerne var der hylder med brødrenes forskellige skøder og junkgaver fra rejser til andre loger.

Det her er sgu forkert, tænkte jeg, mens den gråhårede pingvin forklarede forskellen på frimurerlauget og den meget større frimurerloge, der ligger på Blegdamsvej. Min kone havde tænkt på logen på Blegdamsvej, men den havde desværre ikke åbent hus. Efter museet kom vi ind i laugssalen, hvor endnu en pingvin tog imod og fortalte næsten det samme som hans broder i museet. Har de en sponsoraftale med Fætter BR? tænkte jeg, da jeg så tronstolen for enden af salen.

Salen bestod af et sort/hvid ternet tæppe, stolerækker langs væggene og en højrygget efterligning af en tronstol til stormesteren for enden.  Det hele var billigt, lidt nusset og dårlig møbelhåndværk. Jeg kiggede op i loftet, hvor der hang et par guldmalede symboler, der lignede dårlig festlokalepynt. Og så kom rundturens store højdepunkt. De dæmpede lyset og tændte en lysende stjernehimmel i loftet, som laugsbrødrene sad og så op på og filosoferede et lille kvarters tid ved hvert møde.

Der efter blev vi præsenteret for salen med langbordet, hvor logeaftenerne altid sluttede med fællesspisning. ”Langbordet” var løse borde stillet i en mislykket vinkel og dækket med en dug af otte meter tilfældigt afklippet nervøst velour. Højt oppe på spisesalens vægge hang en frise af våbenskjolde, som kunne have været savet ud i finérplader og malet af nogle spejdere. 

Hold så jeres kæft, kvinder! tænkte jeg. Mens en broder i et dårligt siddende kjolesæt stod op ad en skranke, de kunne have fået gratis fra et nedlagt kulturhus, og svarede på spørgsmål efter spørgsmål fra videbegærlige kvinder, vandrede mine tanker til Sjællandsgade bad, hvor gæsterne nu var ved stikke fødderne i fodbad med salt fra Det Døde Hav og gjorde klar til at lytte til sang og musik. For fanden, kvinder, er I ikke gift? Skreg jeg indvendigt. Laugsbrødre er mænd, for helvede! Der behøver ikke være mål og mening med de ting, vi mænd foretager os. 

Besøget hos det latterlige discountforetagende var gået over den planlagte tid, så jeg måtte droppe musikken i badeanstalten. I stedet slog jeg et smut forbi det lille, hyggelige Politimuseet. Mens guiderne stod og trippede af fortælleglæde, og de fleste mandlige gæster var fascineret af de forskellige våbenskabe, lod jeg mig lokke af en lille montre med klip fra pornofilm fra forrige århundredskifte.

Der efter tog jeg Bethesda – Indre Mission i København. I det kristne kulturcenter - der til daglig huser en række sociale tilbud og andre kristne gerninger fuldt udstyret med kaffestue, festsal, møde- og arbejdslokaler, bederum med bibler og fyrfadslys, gratis suppe, religiøse bagtanker og hele pibetøjet – fik jeg et par kopper god kaffe og nogle småkager, mens jeg ventede på koncerten med Fangekoret fra Vridsløse Statsfængsel. Da fyrene, der afsoner domme på mellem ti og tyve år, stod klar på scenen og lignede en mellemting mellem plakaten til ”The Usual Suspect” og et old boys hold fra Hells Angels, var den indremissionske festsal proppet – både salen og balkonerne.  

Der er noget helt særligt ved at høre gospel og salmer sunget for lungernes fulde kraft af ca. femten mordere, røvere og voldsmænd.  Som solister kunne de alle holde tonen, ingen ville have klaret sig i X-faktor, men som kor var de fuld af styrke og et smittende håb om, at mennesker altid kan forbedre sig.  ”Det var altså det bedste i aften!” sagde et ældre venindepar, der var typiske kulturelle storforbrugere af den type, som går på SMK blot for at få formiddagskaffe på Café Republic.

De to unge piger, der stod ved et af de høje cafeborde i stueetagen på Landbrug & Fødevarers hus og talte i mobil, var næppe kulturforbrugere i samme frekvens: ”Lige nu står vi i Axelslot eller Axelborg, eller hvad er det nu det hedder?… Her lugter enormt af ost,” sagde pigen, der talte i mobil og prøvede at overdøve støjen fra den fyldte sal og begejstret fortsatte: ”Vi har bare været over det hele! Rundetårn og alt muligt! Men, mor, du må altså vente med at høre om det, til jeg kommer hjem.”

Axelborg kaldte rundturen i stueetagen for ”Mælkevejen”. Og jeg havde været hele smagsturen ved det tre hundrede meter lange ostebord rundt og stod nu og drak cafelatte med varmet mælk fra et mejeri, som jeg ikke lagde mærke til navnet på, og lyttede til en strygekvartet, der spillede, så det kunne have været et indslag i en landbrugsudgave af ”Titanic” med musikken der spiller, mens mælkebønder går til bunds i priskrigen på minimælk.      

Jeg forlod Axelborg – som jeg besøger næsten hvert år – og fortsatte ud af Vesterbrogade ned til fotogruppen 16TYVE, der i en baggård for enden af Vesterbrogade lavede en effektfuld præsentation af deres billeder på et lærred, der var større end biograflærrederne i Grands små sale, mens rocktoner fra halvdårlige højtalere bankede mod murene i den lille gård.

Jeg købte en portion god, stærk græskarsuppe med hjemmebagt bolle og satte mig og nød billederne. Pludselig kom der en serie med 100 glade, farverige billeder af hjerter fra graffiti, tags og hurtige kærlige hilsner på byens murer. Fotografen var Agnete Schlichtkrull, som jeg kender fra en projekt, vi en gang lavede i Dansk Epilepsiforening. Det var fa’ens! tænkte jeg og gik hen og fandt hende i gruppen, der stod og hang omkring fremvisningsudstyret. Vi stod og snakkede, da mobilen i min lomme begyndte at snurre. Det var et opkald fra min kone. Vi aftale at mødes og følges hjem.

København har en rytme og en puls, og på kulturnatten, er den noget særligt. Men uanset, om det er, når kulturnatten slutter, og folk drager hjem i overfyldte ekstrabusser, eller er en almindelig fredag, hvor publikum fra biografernes sene forestilling er taget hjem, så skifter den indre by puls og rytme efter midnat til et beat, man skal være fuld, høj eller aggressiv for at kunne leve med i – eller måske skal man bare være yngre end mig.

Vi tog en taxi hjem.

Af Per Vad

Til koncert med Dolly Parton

”Det er dyrt at se så billig ud … ha, ha, ha.” Dolly Partons falset-latter lød ud over Malmö Stadion, mens hun løftede op i plastikbarmen og rettede lidt på den blonde, opsatte paryk, der alt sammen fik hende til at ligne en Disney-udgave af en country-skøge. Og hun takkede os for at ville bruge penge på hende og svor, at vi var de dejligste mennesker, hun nogensinde havde mødt.

Hun skulle have været på scenen for en time siden. I ventetiden havde jeg drukket et par ”starke öl” fra Pribs’ købt ved et af de til lejligheden interimistisk opstillede salgssteder med et par lange borde, et køleskab og en palle øl i plastikflasker – en emballageform der, meget passende, føltes som at befamle silikonebryster. Jeg hang ud og hyggede med hustruen og tjekkede stedet og publikum af. Der var en aldersspredning fra midt i tyverne til sidst i tresserne. Tre danske piger med sofapude-udstoppede brysteholdere, tilpasset countrytøj og farverige Cracker Jack Buffel hatte i fastelavns-materiale rendte rundt og spredte liv og lir og smil, ligesom mængden at souvenirbodens lyserøde cowboyhatte steg en smule i antal og også spredte lidt stemning.  

Da Dolly kom på scenen føg en kølig sommervind hen over det lille, gamle stadion og fik hende – så vidt man kunne se – til at skutte sig. På grund af vinden var det til det første sæt ikke lykkedes at sætte storskærmene op, så hun var bare en lille lattermild, lyserødt klædt figur i det fjerne. Og da hun begyndt at synge, fik lyden – der lød som musik fra en ghettoblaster i en plastikspand – folk til at flygte fra indercirklens dyre pladser og ud til os på lægterne, hvor der var rigeligt med ledige pladser.

Solen var ikke gået helt ned og vinden havde fejet de grå skyer væk, så i første sæt var publikum bedre oplyst end scenen. I andet sæt var storskærmene kommet op, solen havde overladt lyssætningen til sceneprojektørerne, og folk slog cafe-plaiderne til side og rejste sig og klappede og stampede og sang med på yndlingsnumrene. Hvad det angår så er skåninge og Københavnere mere til storby-sange som ”9 to 5” end ”Thank’ God I’m a Countrygirl”. Der var gamle syng-med-klassikere; et indslag med vittige råd og svar til ”alle de dejlige mennesker, som havde indsendt spørgsmål til lokalpressen”; en flot a cappella-udgave af ”Do I ever cross your Mind”; og en håndfuld sange fra hendes seneste CD, ”Backwoods Barbie”, hvor et par af dem lød til at være inspireret af keltisk begravelsesmusik – på den fede måde.

Honky tonk-dronningen spillede i to timer, og gav os det vi kom for af bluegrass, steelguitar med sirup og country-rock og -pop. Men når resultatet skal gøres op, så vandt vinden på en teknisk knockout, der ødelagde lyden, gjorde det umuligt at se noget i første sæt og fik folk til at småfryse.

I øvrigt: Inden koncerten var vi på Moosehead på Malmö Lilla Torg og fik et par lækre elg-burgere med lingonsylt (en tyttebær-substans, der er en velsmagende mellemting af syltetøj og yoghurt). Det kan anbefales…. Malmø kan i det hele taget anbefales!… Og det kan Dolly Parton trods alt også.

Af Per Vad

Händel og toiletbesøg

I går var jeg til kirkekoncert og høre Händels ”Messias”. Desværre var vi bare i så dårlig tid, at det eneste mad vi kunne nå at indtage var på Strøget på ”Manhatten pizzabar” med et tag selv pizza og salat bord for 67 kr., der bestod af kåsalat, der sikkert havde været på toppen ved frokostbuffeten, og nogle agurkeskiver, der skammede sig over at være i selskab med optøede ærter, majs og lign., og så var der ellers to deeppan pizzaer – en med ærter og løg i et ubestemmeligt fyld og en med tørre kødstykker indbagt i klæg masse. Ens mave har ikke godt af den slags, så jeg måtte på toilettet. Med bukserne om haserne og midt i processen opdager jeg, at der ikke stikker noget papir ud af papirtromlen… Alle mulige drengerøvs-film med Ben Stiller i pinlige situationer på toiletter løber gennem mit hoved, mens jeg stikker hånden op i tromlen og til min lettelse finder en rulle med en lille rest papir – lige nok til at klare sig, hvis man økonomisere med det. Så jeg gør mig hurtigt – og forsigtigt – færdigt der.

Under koncerten, lige da koret sætter i med ”To us a child is bo–oo-oo-oor-ooorn” med en klangfyld kraft så mægtig, at der kommer bølger i bass-sangerens Hulmut Lotti-fisure, mærker jeg en frysen i maven, der fortæller, at det er pinligt nødvendigt at jeg inden længe får afsluttet mit toiletbesøg. Så i pausen finder jeg hurtigt et toilet og får gjort hvad jeg skal, men man føler sig lidt pinlig og ydmyg når man kommer ud fra toiletten og skal skritte ned langs en kø på tyve mennesker, der skal ind til det varme bræt og den tætte hørm, man har efterladt.