Fire fede og en fuser fra kulturnatten

Ligesom alle andre byer har København en puls og en rytme. Der er selvfølgelig byer, hvor pulsen ikke er højere end hos en buddhist der er faldet i søvn under meditationen. Men i København kan man mærke pulsen og leve med i rytmen. Den ændrer sig. Der er forskel på om det er første maj kl. fjorten, lillejuleaften kl. atten eller den 9. oktober kl. to og tyve.

Kultur i Københavns nat

Kulturnatten har sin egen rytme og puls. I ”Kort og godt”-køen, hvor vi alle skulle have en kulturkit med pas, kort og program. I bussen ind til byen, hvor vi stod tæt og gnubbede kulturnat-badges mod hinanden. I fodgængerfeltet, hvor vi som en bisværm, der lige var lukket ud af staderne, suste af sted på jagt efter kulturblomster og personlig næring.  Og i den stadig voksende kø foran frimurernes hus i Smallegade, hvor vi stampede lidt med fødderne i den kølige aften. Overalt kunne man mærke tusinder af hjerter banke for kultur. Jeg var en af dem der stod i køen foran frimurerne. Et tilbud min kone havde anbefalet. Hun skulle på arbejde på Nationalmuseet, så jeg var på tur med mit eget program: Koncert med fodbad, fangekor, landbrug og slutteligt fotokunst.  Men først ville jeg inden for i frimurernes forunderlige verden.

Da vi stod fem og tyve mennesker – de fleste kvinder – i et lille forlokale, og manden i pingvindress sagde: ”Og det her er så vores museum”, vidste jeg, at jeg havde gjort en fejl. Frimurerlaugets museum var et lille lokale. Et lille bord var dækket til med en dug i et look jeg ikke havde set siden min mormors død og på to vægge hang en række vægmontrer af en kvalitet, som et lille privatdrevet egnsmuseum ville have takket nej til. I montrerne var der hylder med brødrenes forskellige skøder og junkgaver fra rejser til andre loger.

Det her er sgu forkert, tænkte jeg, mens den gråhårede pingvin forklarede forskellen på frimurerlauget og den meget større frimurerloge, der ligger på Blegdamsvej. Min kone havde tænkt på logen på Blegdamsvej, men den havde desværre ikke åbent hus. Efter museet kom vi ind i laugssalen, hvor endnu en pingvin tog imod og fortalte næsten det samme som hans broder i museet. Har de en sponsoraftale med Fætter BR? tænkte jeg, da jeg så tronstolen for enden af salen.

Salen bestod af et sort/hvid ternet tæppe, stolerækker langs væggene og en højrygget efterligning af en tronstol til stormesteren for enden.  Det hele var billigt, lidt nusset og dårlig møbelhåndværk. Jeg kiggede op i loftet, hvor der hang et par guldmalede symboler, der lignede dårlig festlokalepynt. Og så kom rundturens store højdepunkt. De dæmpede lyset og tændte en lysende stjernehimmel i loftet, som laugsbrødrene sad og så op på og filosoferede et lille kvarters tid ved hvert møde.

Der efter blev vi præsenteret for salen med langbordet, hvor logeaftenerne altid sluttede med fællesspisning. ”Langbordet” var løse borde stillet i en mislykket vinkel og dækket med en dug af otte meter tilfældigt afklippet nervøst velour. Højt oppe på spisesalens vægge hang en frise af våbenskjolde, som kunne have været savet ud i finérplader og malet af nogle spejdere. 

Hold så jeres kæft, kvinder! tænkte jeg. Mens en broder i et dårligt siddende kjolesæt stod op ad en skranke, de kunne have fået gratis fra et nedlagt kulturhus, og svarede på spørgsmål efter spørgsmål fra videbegærlige kvinder, vandrede mine tanker til Sjællandsgade bad, hvor gæsterne nu var ved stikke fødderne i fodbad med salt fra Det Døde Hav og gjorde klar til at lytte til sang og musik. For fanden, kvinder, er I ikke gift? Skreg jeg indvendigt. Laugsbrødre er mænd, for helvede! Der behøver ikke være mål og mening med de ting, vi mænd foretager os. 

Besøget hos det latterlige discountforetagende var gået over den planlagte tid, så jeg måtte droppe musikken i badeanstalten. I stedet slog jeg et smut forbi det lille, hyggelige Politimuseet. Mens guiderne stod og trippede af fortælleglæde, og de fleste mandlige gæster var fascineret af de forskellige våbenskabe, lod jeg mig lokke af en lille montre med klip fra pornofilm fra forrige århundredskifte.

Der efter tog jeg Bethesda – Indre Mission i København. I det kristne kulturcenter - der til daglig huser en række sociale tilbud og andre kristne gerninger fuldt udstyret med kaffestue, festsal, møde- og arbejdslokaler, bederum med bibler og fyrfadslys, gratis suppe, religiøse bagtanker og hele pibetøjet – fik jeg et par kopper god kaffe og nogle småkager, mens jeg ventede på koncerten med Fangekoret fra Vridsløse Statsfængsel. Da fyrene, der afsoner domme på mellem ti og tyve år, stod klar på scenen og lignede en mellemting mellem plakaten til ”The Usual Suspect” og et old boys hold fra Hells Angels, var den indremissionske festsal proppet – både salen og balkonerne.  

Der er noget helt særligt ved at høre gospel og salmer sunget for lungernes fulde kraft af ca. femten mordere, røvere og voldsmænd.  Som solister kunne de alle holde tonen, ingen ville have klaret sig i X-faktor, men som kor var de fuld af styrke og et smittende håb om, at mennesker altid kan forbedre sig.  ”Det var altså det bedste i aften!” sagde et ældre venindepar, der var typiske kulturelle storforbrugere af den type, som går på SMK blot for at få formiddagskaffe på Café Republic.

De to unge piger, der stod ved et af de høje cafeborde i stueetagen på Landbrug & Fødevarers hus og talte i mobil, var næppe kulturforbrugere i samme frekvens: ”Lige nu står vi i Axelslot eller Axelborg, eller hvad er det nu det hedder?… Her lugter enormt af ost,” sagde pigen, der talte i mobil og prøvede at overdøve støjen fra den fyldte sal og begejstret fortsatte: ”Vi har bare været over det hele! Rundetårn og alt muligt! Men, mor, du må altså vente med at høre om det, til jeg kommer hjem.”

Axelborg kaldte rundturen i stueetagen for ”Mælkevejen”. Og jeg havde været hele smagsturen ved det tre hundrede meter lange ostebord rundt og stod nu og drak cafelatte med varmet mælk fra et mejeri, som jeg ikke lagde mærke til navnet på, og lyttede til en strygekvartet, der spillede, så det kunne have været et indslag i en landbrugsudgave af ”Titanic” med musikken der spiller, mens mælkebønder går til bunds i priskrigen på minimælk.      

Jeg forlod Axelborg – som jeg besøger næsten hvert år – og fortsatte ud af Vesterbrogade ned til fotogruppen 16TYVE, der i en baggård for enden af Vesterbrogade lavede en effektfuld præsentation af deres billeder på et lærred, der var større end biograflærrederne i Grands små sale, mens rocktoner fra halvdårlige højtalere bankede mod murene i den lille gård.

Jeg købte en portion god, stærk græskarsuppe med hjemmebagt bolle og satte mig og nød billederne. Pludselig kom der en serie med 100 glade, farverige billeder af hjerter fra graffiti, tags og hurtige kærlige hilsner på byens murer. Fotografen var Agnete Schlichtkrull, som jeg kender fra en projekt, vi en gang lavede i Dansk Epilepsiforening. Det var fa’ens! tænkte jeg og gik hen og fandt hende i gruppen, der stod og hang omkring fremvisningsudstyret. Vi stod og snakkede, da mobilen i min lomme begyndte at snurre. Det var et opkald fra min kone. Vi aftale at mødes og følges hjem.

København har en rytme og en puls, og på kulturnatten, er den noget særligt. Men uanset, om det er, når kulturnatten slutter, og folk drager hjem i overfyldte ekstrabusser, eller er en almindelig fredag, hvor publikum fra biografernes sene forestilling er taget hjem, så skifter den indre by puls og rytme efter midnat til et beat, man skal være fuld, høj eller aggressiv for at kunne leve med i – eller måske skal man bare være yngre end mig.

Vi tog en taxi hjem.

Af Per Vad

Jeg er turist i København

”Det hedder staycation,” forklarede min kone, mens jeg for mit indre blik kunne se lysene blive slukket i Amsterdams red light kvarter, gondolerne blive trukket på land i Venedig, og tønderne blive rullet tilbage i de franske vinslottes kældre. Jeg skulle ingen steder i min ferie. Jeg skulle være turist i København.

Billederne: Kanalrundfart. Eisners gavlmaleri, lakgiftsumak, italiensk skoleskib

Det har faktisk vist sig at være væsentligt sjovere end forventet.

Jeg er en oplevelsesøkonomiens forbrugere og tager min bid af Københavns kulturelle konditorkage. Vi var for nylig i Tivoli. Vi går jævnligt i biografen og ud at spise på den slags steder der kaldes ”mellemniveau” i Berlingeren og Politikens restaurantguide eller fremhæves blandt ”de fem bedste”-et eller andet på AOK.  Og det er ikke særlig længe siden vi var i ZOO – hjemløseavisen, ”Hus Forbi”, burde lave en ”bare det var mig”-reportage fra Elefanthuset.

Som turister i København valgte vi en kanalrundfart med Nettobådene, hvor jeg klikkede løs med kameraet, når vi passerede husbådene i Christianshavn, operahuset, mastekranen, bagdelen af havfruen, underdelen af marmorbroen, Amaliehaven og alle de andre seværdigheder. Dernæst var der strøgtur, hvor jeg købte mig en ny læderjakke, der indtil videre skal hænge i skabet.

Man ser noget andet, når man går rundt og ser byen gennem en 50 x 40 mm skærm på et Olympus digitalkamera. Man leder efter detaljer, man til daglig overser og besøger steder, man sjældent kommer. Fx bemærker man hvordan Frelserkirkens restaurerede brune kobberspir virker grimt og forket, når man ser det ved siden af byens gamle irgrønne tårne, spir og tage 

Byen har ikke bare tårne på. Den har også flotte arkitektoniske bygninger. Fx de flotte funkisbyggerier som Hotel Astoria, Nørrebro Station og Lagkagehuset over for grønlænderpladsen, hvor vi – ligesom de andre turister – tog på konditori.

Christianshavn har også Will Eisners gavlmalere (på Christianshavns Voldgade). Og så er der selvfølgelig Christiania, hvor hedengangne Pusher street nu lugter mere af grillkul fra interimistiske fastfoodboder end af røg fra chillumer. Helt væk er pusherne dog ikke. Mens jeg sad ved Oasen og drak en økologisk Thy-pilsner kunne jeg iagttage en dealer, der lænede sin bagdel mod en barstol, han havde sat ud i skyggen under et træ, og lavmælt reklamerede for: ”Hash… Hash.. Hash..”. Indtil han blev kontaktet af et ældre ægtepar fra Nordsjælland med pengetaske om maven og taskeremmen hen over brystet, der var på en nostalgisk indkøbstur.  Jeg nøjedes med – som enhver god turist – at købe en T-shirt.

Det er sjældent, at jeg er i botanisk have. Vi tog et plastiklamineret kort med en rute, der viste vej til alle havens giftplanter. I et af bedene var samlingen af giftplanter så stor, at man kom til at tænke på ”The Green Mile”. Der var planter lige fra klassiske mordvåben som skarntyde over tomater og kartofler og andre argumenter mod at blive vegetar til det fantastiske lakgiftsumak træ, der er så giftigt at gartneren skal være i beskyttende heldragt, når træet skal beskæres.

Vi har selvfølgelig også besøgt nogle af byens aktuelle tilbud: Det italienske skoleskib, der lå ved Langelinie og ramme-udstillingen på Statens Museum for Kunst, hvor museumsbutikken har sat prisen på ”13 år med Allis” ned fra 100 til tyve kr.

Og ferien er ikke forbi. København har mange flere oplevelser at byde på.

Af Per Vad

Kørestolene ud af byen

Aprilnummeret af ”Handicap Nyt” har en forsidehistorie om, at ”Skuespilhuset har for lidt plads til kørestole”. DHFs Bygge og Trafikpolitiske Udvalg bliver vist rundt i Skuespilhuset, og det er sgu ikke nogen fornøjelsestur. En visit af Dansk Handicap Forbund kan være værre end et besøg af en gruppe Black Cobra supportere, der kræver kontant afdrag på en dummebøde.

Der er da heller ikke kørt mange meter af rundturen før handicappolitikerne begynder at brokke sig: ”Tilkaldeknappen i elevatoren sidder for højt oppe!” lyder det: Der er ikke tilstrækkelig plads til elscootere i teatersalen. Brede kørestole må bakke ud af salen. Der mangler handicapsymbol på familietoiletdøren. Toilettets dør er helt forkert. Osv..

Kort tid efter besøget af det handicappolitiske tæskehold bliver DHF kontaktet af teateret, der lover at ændre toiletdørene og vil fjerne nogle stole i teatersalen, så der bliver mere plads til elscootere.

Alle frygter selvfølgelig at blive stemplet som nogen, der ikke er handicapvenlige. Og artiklen fik mig til at tænke på kørestols-mafiaens magt.

Lige nu er Københavns Bygge og Teknik-forvaltning i gang med at realisere den 75 mio. kr. dyre og 100 km lange ”Rutenet-modellen”, der skal skabe et net af handicapvenlige veje og pladser i København.  Modellen betyder konkret, at flere flotte flisebelagte torve og pladser skal jævnes med jorden, Købmagergade skal hæves tyve cm og udjævnes, og der skal sikres adgang for handicappede til indre bys kælderbutikker.

Da jeg første gang hørte det, blev jeg for en kort stund hidsig og tænkte: ”De moderne monstrøse el-kørestole har en størrelse, der kunne give en landbrugsmaskine komplekser, og de er lige så terrængående som en Hummer, så de kan komme op og ned og frem over alt! Og hvad vil kørestolsbrugerne i Købmagergades kælderbutikker? Butikkerne handler med delikatesser og bijouteri. De rygskadede bevæger sig for lidt til at kunne tåle de fede lækkerier. Og det er spild af penge at købe unika smykker, for når kørestolen kommer rullende, så er der ingen, der ser hvad chaufføren har om halsen. De burde købe trucker-nosser og alufælger til el-scooterne, for det er dem, folk bemærker. Og hvad bliver det næste? Vil de blinde have lysreklamerne udgivet som lydbog?”

På sigt skal ”Rutenet-modellen” udvides til den såkaldte ”Total-modellen” – byarkitekturens svar på ”die endlosung”, hvor alle byarkitekturens skæve eksistenser udryddes, og kun det perfekte, flade, retlinede og handicapvenlige må bestå.

Sådan. Pyha. Det lettede. Nu er jeg kommet ned på jorden igen, og kan tænke fornuftigt. Selvfølgelig skal der tages hensyn til kørestolsbrugere – der bør bare være grænser. Der er en banal humanistisk og demokratisk logik i, at samfundsgoder skal være tilgængelige for alle. Men der er også noget der hedder prioritering. Den krone, der bruges på kørestols-mafian, kan ikke bruges på andre – mere ydmyge – handicapgrupper. Hver gang man tilpasser noget til kørestolsbrugere, så laver man samtidig et irritationsmoment for andre. Skal alting placeres i siddehøjde? Skal alting være fladt? Og skal alle åbninger være fire meter brede?

“Die gerade linie ist gottlos,” sagde kunstneren og arkitekten Hundertwasser. Jeg er enig.

Af Per Vad