En hyldest til julen

Det ville være oplagt for en som mig at række julen ned, flå vatskægget af den, spytte den i ansigtet, knuse pebernødderne og klage over at det hele kommer så tidligt, at julen får præmatur ejakulation. Men jeg vil holde mig for ørene, mens Whams ”Last Christmas” runger i Nørrebro Indkøbscenter, se bort fra ugebladenes forsider med guides til den perfekte jul og træde hen over stakken med tilbudsaviser og reklamer, hvor den grimmeste er BRs billige papirhæfte med et mix af tarvelige og disharmoniske farver, hvor en øretæveindbydende garderhueklædt og psykotisk storgrinende møgunge præsenterer et rodet udbud af gaver. Og man får det ikke bedre, når man tænker på, at selv de mindste legetøjsgaver sælges i store uhåndterlige pakker, hvor en lille bil er præcenteret på et hult podium i en stor gennemsigtig montre, der er hæftet fast til en kæmpe papryg med reklamer for de andre ting i serien. Den slags gaver er umulige at pakke ind – ligesom det er vanskelig at pakke velgørenhedsgaver som en ged eller et abonnement på en negerdreng ind.

Krybbespil, gaver, juleøl

Nej, jeg må bevare selvkontrollen, give julen en chance og liste alle de gode ting ved julen op:

Julefrokoster. Risalamande. Furs Julebryg. At ønske det bedste for sig selv og andre. Tændte stearinlys. Synet fra gaden når man ser op på altanen, konen har smykket med gran og diodelyskæder. Gadeudsmykning med oplyste træer, der giver byens lysreklamer en ny og mere romantisk grundtone. Familiearrangementer. Händels Messias i Helligåndskirken. At tænde lyslamper på kirkegårdsgrave. At stoppe op ved nedgangen til Nørreport og tømme lommerne for småpenge til tiggeren med byens værste saxofonspil (især den selvgode følelse er værd at svælge i, mens man tænker på chancen for at de sænker topskatten). Stormagasiner på en tirsdag formiddag. Den kvindelige højtalerstemme der annoncerer tilbud på dametøj, oplyser at om lidt er toget fremme ved endestationen og gør kunderne opmærksomme på, at kasse syv også er åben. Julehilsner. Julegratiale. Juleferie. Fyrværkeriet der fra begyndelsen af december og frem til nytår spreder sig langsomt fra Københavns etniske kvarterer til forstadens villaveje. Smilene. Selvtilfredsheden og smagen af en shawarma efter at have købt gaver til to familier på en dag. Første juledag hos hendes familie. Julehilsner. Give nevøer og niecer et knus. Post med frimærker og håndskrevet adresse. Duften fra messedrengenes svingende røgelseskar. Julekrybber. Slik og småkager. Glög. Svinekød. Lillejuleaften med ”Life of Brian” på video og pizza i sengen sammen med konen. At få gavekort eller andre brugbare ting, man har ønsket sig (frem for resultatet af folks dårlige fantasi). Lyden af en taxidør, der lukker og holder kulden ude (det er ekstrafedt, hvis vognen har GPS, så man ikke selv skal guide den etniske chauffør frem til gader uden for København K). Når Muhammed nede i døgnkiosken ønsker en glædelig jul, selv om det intet siger ham og ingen ønsker ham godt på hans helligdage. Duften af gran når man krydser gennem hjørnepladserne med juletræssælgere. At stå hos en boghandler og bladre i mandelgave-bøger. Året der gik-programmer i tv. Hvis der er penge tilbage på kontoen, når måneden er omme. Og frem for alt: Når det er overstået.

Skulle man i anledning af højtiden af lyst til at få opsummeret sin bibelkundskab, så vil jeg anbefale, http://www.thebricktestament.com/, hvor historien er gengivet ved hjælp af legoklodser.

Hvis man skulle tilhøre gruppen af julehader, så er her en video:

Af Per Vad

Händel og toiletbesøg

I går var jeg til kirkekoncert og høre Händels ”Messias”. Desværre var vi bare i så dårlig tid, at det eneste mad vi kunne nå at indtage var på Strøget på ”Manhatten pizzabar” med et tag selv pizza og salat bord for 67 kr., der bestod af kåsalat, der sikkert havde været på toppen ved frokostbuffeten, og nogle agurkeskiver, der skammede sig over at være i selskab med optøede ærter, majs og lign., og så var der ellers to deeppan pizzaer – en med ærter og løg i et ubestemmeligt fyld og en med tørre kødstykker indbagt i klæg masse. Ens mave har ikke godt af den slags, så jeg måtte på toilettet. Med bukserne om haserne og midt i processen opdager jeg, at der ikke stikker noget papir ud af papirtromlen… Alle mulige drengerøvs-film med Ben Stiller i pinlige situationer på toiletter løber gennem mit hoved, mens jeg stikker hånden op i tromlen og til min lettelse finder en rulle med en lille rest papir – lige nok til at klare sig, hvis man økonomisere med det. Så jeg gør mig hurtigt – og forsigtigt – færdigt der.

Under koncerten, lige da koret sætter i med ”To us a child is bo–oo-oo-oor-ooorn” med en klangfyld kraft så mægtig, at der kommer bølger i bass-sangerens Hulmut Lotti-fisure, mærker jeg en frysen i maven, der fortæller, at det er pinligt nødvendigt at jeg inden længe får afsluttet mit toiletbesøg. Så i pausen finder jeg hurtigt et toilet og får gjort hvad jeg skal, men man føler sig lidt pinlig og ydmyg når man kommer ud fra toiletten og skal skritte ned langs en kø på tyve mennesker, der skal ind til det varme bræt og den tætte hørm, man har efterladt.

Stik Budstikken skråt op

Via Billetnets webbutik lykkedes det at få billetter til “Messias”-koncerten i Helligåndskirken. Det eneste minus var, at man var tvunget til at betale 75 kr. for at få billetterne leveret af Budstikken. På Budstikkens hjemmeside charmeres man af et billede af en fyr (billedet), der til forveksling ligner den berømte “Peter fra L’easy”. Peter kører som bekendt ikke før det virker, men det gør Budstikken. Da billetterne aldrig kom, ringede jeg til dem og fik forklaret, at de havde ringet på vores dørtelefon, men da der ikke blev svaret var de kørt igen, og nu ville billetterne blive sendt retur til Billetnet (dvs. annuleret) med mindre jeg selv kom ud til Christianshavns Kanal og hentede dem.

“I må være åndsvage!,” råbte jeg i røret til en uskyldig og tilfældig telefonpasser: “Jeg har med gebyr og fragt betalt 100 kr for at få noget bragt, som jeg nu skal tage fri fra arbejde for at hente, ellers har jeg smidt 400 kr. i lokummet?”
“Ja. Sådan er den aftale vi har lavet med Billetnet”
“For fanden. Et 12-årigt pizza-reklame-bud kan komme ind på vores trapper, men jeres Peter fra L’easy-klon kan ikke finde ud af det! Ansætter i udelukkende uviklingshæmmede i stillinger med løntilskud?”
“Jeg kan kun sige, at sådan er vores principper når vi leverer til folk.”
I desperation begyndte jeg at være lidt konstruktiv: “Hvad koster det at få jer til at bringe noget? I har jo mine billetter, kan jeg ikke hyre jer til at bringe mig dem?”
Det kunne desværre ikke lade sig gøre.
Med pis, der kogte så kraftigt at jeg så gule bobler for øjnene ringede jeg til Billetnet, der afviste at billetterne fx kunne ligge til mig i kirken og i øvrigt henviste mig til Budstikken.

Jeg måtte indrømme at jeg var færdig. Overvundet af telefonpassere med headset, lunken kaffe i krus med åndsvage slogans og billeder af deres hund eller barn stående i en 10 kroners udgave af en lille parodi på en barokramme på det rodede skrivebord foran fladskærmen. Så jeg drog ud til Budstikken for at hente mine billeter. Da jeg kom der ud bød de mig på en kop kaffe og bad mig vendte et kvarters tid, for et bud der var ude at levere ting kørte rundt med mine billetter….
“Jeg har set jeres hjemmeside med sloganet: Hvem tror du i virkeligheden spreder julestemning,” sagde jeg venligt: “Det er et godt slogan.” Så sadte jeg mig og drak en kop automatkaffe og læste en Nyhedsavisen fra i går – der stod ikke noget jeg ikke vidste.

Nu håber jeg blot af kirketårnet løfter sig og alle onde tanker blæses ud af hovedet, når koret brøler: “Halleluja! Halleluja!”

Rod i julen

Alle elsker at hade julen – eller omvendt. I år er min jul mere rodet og usammenhængende end en intern debat i Ny Alliance. Der hvor julen skulle holdes er parret de sidste par måneder flyttet fra hinanden hver fjortende dag, så jeg har ikke vidst hvor der skulle holdes juleaften eller til hvem og hvor mange og hvad, der skulle købes af julegaver. Vi har hverken nået kirkekoncert med Händels ”Messias”, frokost på Det Lille Apotek med konen og et besøg på kirkegården med en krans til min afdøde svigermors grav. 

Men pyt: Det skal nok blive jul. Bare der er glög, and og sprøde svær på stegen, nok af italiensk rødvin af rimelig kvalitet, mandelgave og siddepladser ved midnatsgudstjenesten, så går det nok.