En tur hos frisøren

Der var engang hvor ens far tog en med ned til hans herrefrisør – eller barber- og man skulle altid “bare studset lidt” og frisøren var gammel, havde nikotingule fingre, og kældersalonen lugtede af røg og Aqua Velva. Den tid ewr heldigvis forbi – næsten; for der findes stadig den slags frisører i et par af sidegaderne på Ydre Nørrebro og i Nord Vest-kvarteret.

I dag ver jeg ned på Nøreebrogade (i nærheden af Nørebro Station) og få min månedlige klipning. Frisørsalonenerne ligger så tæt at hvis man spytter så rammer man enten en indvandrerejet salon, hvor man for 80-100 kr. kan få en tur med en amokløben hårtrimmer, eller så rammer man et pizzaria, der formentlig lige har været ude at dele reklamer ud for “ring og bestil”-pzzaer der næsten alle sammen har annanas eller sjasket bacon på som en del af det uautoriserede fyld.

Det kan være farligt at prøve en ny frisør, for man er ikke sikker på at de helt forstår ens dessinner. Der hvor jeg plejer at gå har fået ny ejer, så det var med lidt bankende hjerte at jeg flyttede en arabisksproget løbbesedel eller nyhedsbrev og satte mig ned på en af plastikstolene og ventede. Min bekymring blev ikke mindre, da den gamle kone – sådan en sidder der altid ude i baglokalet – kom ind og talte om en “politimorder”. Det viste sig at hun sagde “om ti minutter”. Og da de ti minutter var gået, kom jeg til og fik en udemærket klipning.