Begrebet kulturkristen er en verbal vejsidebombe

Jeg er ikke kristen. Men jeg går med, når mine venners børn kommer til skelsår og må konfirmeres, fordi de har erkendt, at livet ikke giver mening, hvis de ikke får en Samsung i900 Omnia med touch skærm og 5 megapixel kamera og en tur på Bakken, hvor de brækker to rammer dåseøl op i Dyrehaven. 

Folk som mig bruger kirken til barnedåb, konfirmation og bryllup. Men ikke engang de letpåvirkelige unge mennesker, der, efter længere tids konfirmationsforberedelse med bibellæsning og tvungen altergang, frivilligt bekræfter deres dåb, forventer vi skal tro på Helligånden den horebuk, jomfrubetvinger og himmelstormer, på Gud som universets handy man og på Jesus som mirakelmager og vandringsmand på havet. 

konfirmation, kulturkristne til støttekoncert, fra TheBrickTestament.com

Jeg og de unge mennesker er ikke troende. Vi er det nogen kalder kulturkristne. Men hvad betyder ordet kulturkristen, og hvorfor er begrebet blevet nødvendigt?

De fleste – bl.a. webleksikonet Wikipedia – vil sige, at kulturkristne er mennesker, som er vokset op i et samfund med kristne værdier så som: man må ikke slå ihjel, ikke stjæle, ikke lyve, ikke voldtage naboens kvæg og ikke slå på folk, der sidder ned. Men til forskel fra kristne er kulturkristne ikke troende. Derfor er der, ifølge Wikipedia, brug for ordet til at skelne mellem de troende og de velmenende. Det kan godt være. Men det er ikke det glosen er bedst til og det den bruges til.

Et godt eksempel på en kulturkristen er Anders Fogh Rasmussen. Som statsminister sagde han i DRs Deadline: “Når Danmark er et samfund med ret stærk sammenhængs-kraft, så er det jo fordi, det massive flertal af danskere har det, jeg kalder et kulturkristent udgangspunkt. Det har på en eller anden måde holdt og holder stadig det danske samfund sammen.”

Det forklarer, hvorfor der er brug for ordet kulturkristen. Det er blevet en verbal vejsidebombe, der skal holde ”os” adskilt fra ”dem”, der ikke styrker det borgerlige samfunds sammenhængskraft. Og man forstår, hvorfor samfundet må bekæmpe ”dem” – muslimerne.

Da politiet havde ryddet Brorsons kirke og blev kritiseret for at være gået over stregen. Stod en køn casual klædt ung mand, af den slags der ser ud som en der hedder Henning og ligner enhver blondine fra Holstebro med en ikke-længerevarende-uddannelses drøm og bor i villa uden for København og har fået lavet låneomlægning og har en blød, kitfarvet tekstilbetrukket sofa med chaiselong hvor han om aftenen sidder med sin kone der er gravid i femte måned og bladrer i IKEA-katalog indtil der vises premier league-kamp fra TV2 Sport på deres Panasonic-tv med 42 tommer fladskærm, frem. Han var betjent. Og det havde været en rigtig slem oplevelse og vældig hårdt for ham og hans kollegaer, der – opregnede han – i gennemsnit havde uddelt 50 kølleslag hver. 

Han har sikkert ret. Jeg fik i hvert fald ondt af ham og havde lyst til at give ham et halvt hundrede slag, så jeg kunne dele hans knogleknusende, blodansamlende, overtidsbetalte sjælekvaler.

Hvis kulturkristne er alle os, der er vokset op i et samfund præget af kristne værdier. Så er alle mennesker i den vestlige verden enten kulturkristne eller kristne. Ligesom alle i islamiske lande må være enten muslimer eller kulturmuslimer, som er vokset op med en religion, der rummer samme medmenneskelige værdier som vores. Og så er den unge betjent og hans kollegaer kulturkristne. Det er dem de tævede også. Men det er dem, de slæbte ud af kirken, ikke!. De tilhører den samfundsskadelige “dem”-side.

Men efter den sorte nat i Brorsons kirke er der sket noget med ”dem”-siden. “Dem”-siden er begyndt at rumme folk, som er vokset op med kristne værdier. Fordi nu er de samfundsstøtter, der kalder sig kulturkristne, gået over til at mene, at det er okay at invadere kirker og tæve løs på folk, der vil beskytte kvinder og børn. Og det er jo ikke særligt kulturkristent. Det er ikke bare i strid med vore traditionelle værdier; det er noget sprogligt rod.

Af Per Vad

Foråret, generalsekretæren og selvbedraget

Foråret og Fogh som Nato-generalsekretær er fint, siger mange. Desværre, jeg må drysse malurt i bægeret, spytte i øllet og pisse på brættet, for intet af det er fint.

Det er ikke blevet forår, og der er længe til at foråret får fat, og cykelpigerne tager korte toppe på, der krymper lidt op, når de bøjer sig ind ove styret, så man kan se deres tre år gamle keltiske tatovering hen over lænnen.  Dét er løvspring. Det er ikke forår bare fordi sneen er smeltet, og en frygtløs blomst stikker hovedet op for at rekognoscere, og der mellem byens tage kan høres skrabben fra en flok CO2-desorienterede fugle.

Forår, Foghs diplomatiske evner, en nato-soldat.

Og hvad Fogh angår, så er hans sandsynlige afgang til nato hverken godt for Danmark eller for fred på jorden. Ingen uden for Holland kender eller interesserer sig for Jaap de Hoop Scheffer, der er natos nuværende generalsekretær. Og fogh vil få samme status som den ligegyldige, oversete hollandske mødevært. Det er nato-landenes statsledere, der bestemmer, hvad nato skal mene og gøre. Generalsekretæren skal blot sørge for, at der er frugt og mineralvand på bordene, når magtfulde internationale politikere mødes. Der efter skal han rejse rundt og repræsentere de andres holdninger og muligvis yde et bidrag til den fredelig stemning ved at byde ind med lidt diplomati.

Hvad har gjort Fogh værdig til den stilling? At tilbringe otte år på skødet af Bush med hovedet oppe i røven på Pis Kjærsgaard giver ikke et globalt udsyn. Og har han egentlig særlige store evner inden for international forhandling og diplomati? Han var vært, da EU blev udvidet til 27 lande.  Men alle vil have østlandene med, og alle østlandene ville med, så det var en opgave, der i sværhedsgrad minder om at være ekspedienten, der skal åbne varehusets døre til et januarudsalg med køtilbud. Tyrkerne var den eneste udfordring på det møde, og det klarede Fogh så godt, at de har hadet ham lige siden.

Hans anden inernationale udfordring var Muhammed-krisen. Alle så ham hændervridende sidde i mellemøstlige tv-programmer og uden held prøve at rode os ud af suppedasen og igen få gang i salget af tørmælk til de arabiske husmødre. Det lykkedes så godt, at muslimer verden over har hadet os lige siden.

Hans tredje udfordring var krigen i Irak. Jeg vil undlade at sige noget om den bedrift – men styrket vestens fredsimage og spredt tænk-før-du-skydder-filosofien har den vel ikke.

Fogh er ikke kvalificeret til at være generalsekretær for nato, og han vil give alliancen problemer. (Noget helt andet: Hvis Fogh bliver nato-generalsekretær, så har han løjet om formålet med sine mange rejser. Og han har brugt sin arbejdstid på at surfe rundt på Stepstone og Mercuri urval efter gode stillinger. Og han har på skatteydernes regning fløjet rundt til jobsamtaler. Det må da være en sag for rigsrevisionen?)

Når han bliver generalsekretær, så vil det gøre det nemmere for venstrefløjen at vinde magten her hjemme, tror nogen. Nej det vil ikke! Det kan godt være, at en lille buttet bøllespire med en næsten autistisk evne til at huske tal vil være et nemmere modstander for den ranke Helle Thorning og den lune Villy, men jeg tvivler. Og det kan også være lige meget. Fuck finanskrise, vækstpakker, omsorg for velfærden og Villys vittigheder. Folketingsvalg i Danmark afgøres på indvandrer- og skattepolitik – med andre ord på snæversyn, selvtilstrækkelighed, frygt og egoisme. Når vælgerne står i stemmeboksen, spørger de: Hvis jeg stemmer på S eller SF, bliver der så større problemer med indvandrene og skal jeg betale mere i skat? Og uanset hvad Helle lover, så bliver svaret et ja. Og så vil de alligevel hellere have socialliberal take away end solskin over Gudhjem.

Politik i Danmark er en værdikamp, og indtil vi kan overbevise dem om, at vores værdier er bedre en VKOs, så bliver det aldrig forår. Ærgerligt for jeg savner cykelpigerne.

Af Per Vad

En neger-sejr og en splattet negerarm

”Det er en dens slags begivenheder, hvor alle kan huske, hvad de lavede på det tidspunkt – ligesom med månelandingen og 9-11,” sagde en overeksalteret kvindelig tv-kommentator, da jeg sent om aftenen hørte om Obamas sejrstale.

Jeg kan godt huske, hvad jeg foretog mig.

Mens Obama stod og talte om forandring og håb og bjergtoppe der skulle nås og lang vej endnu, da sad jeg på toilettet med tyndskid. Obama delte Kleenex ud til masserne og trak chokoladebrune silkebånd gennem deres øregange, mens et oversavet haglgevær blev affyret i min endetarm og sendte en eksplosion af beklumret væske og lort med substans som klatter af tynd grød ned i den renvaskede toiletkomme, hvor det nu dryppede fra balkonen og gled ned ad siderne. 

sindsstemning, morgen i NV, Bush og Foghs udenrigspolitik

I køkkenet skyllede jeg en håndfuld rivotril, lamotrigin, deprakine, multivitamin, kalktabletter og det hele suppleret med et par Imodium og Panodiler ned med den resterende sjat af noget look a like-juice, der havde passeret sidste salgsdato – kan vand med tilsætningsstoffer blive for gammelt?

Efter vask og tandbørstning stod jeg og betragtede mit ansigt i spejlet, mens jeg smurte creme ind i huden. Jeg havde overfyldte Bilka-poser under de røde sprækker af øjne og tydelige tegn på kalkunhud på halsen. Jeg kom til at tænke på Bob Foss i ”All that jazz”, der hver dag, hostende og hakkende, kæmper sig gennem et morgenritual med smøger, sprut, medicin og øjendråber. Og ligesom ham sluttede jeg af med at gestikulere med hænderne og proklamere til spejlet: ”It’s showtime!”

Avisbudet havde smidt vores avis nede foran gadedøren, og hen ad hele gaden kunne man se aviser, hvor disen var ved at ødelægge forsidebilleder af Obama.

Min kone har bestemt, at vi skal abonnere på Politiken. Men jeg valgte at hugge en Berlingske Tidende – den er lettere at læse i bussen, og jeg foretrækker god journalistik og interessante analyser frem for repetition af mine egne holdninger. Avisen proppede jeg ned i mappen og tog min lille billige med øreplugs der hele tiden falder ud-MP3 frem og lod gamle, vredsende, mavesure C V. Jørgensen-numre fylde mit hoved:

“Sidder på en bombe i et S-tog / og drømmer mig tilbage til dengang i de / ligeglade tressere hvor blomster var symboler / på de samme ting som bomber er i dag.” Jeg tænkte kort over sangens aktualitet, men nøjedes med at konkludere, at han ikke var særlig god til at rime, mens han fortsatte sine snerrende anklager mod middelklassen: “Det er logik for begyndere at det må gå  / som det går når de kommende generationer / drives til vanvid af dommedagsprofeter.”

Heldigvis er den periode af efteråret, hvor vi alle går med hænderne dybt begravet i lommerne og presser frakken ud af pasform, mens vi skuler til hinanden for at se hvem der først begynder at gå med vanter, forbi. Så jeg kunne roligt trække mine strikhandsker købt for 49 kr. hos Tøjeksperten på.  De fleste dag om året hænger der en sol lige over plejeboligerne på Tagensvej og skærer en ind i øjnene når man skal over fodgængerfeltet, men nu er månen oppe, både når man går og når man kommer hjem.

Da jeg nåede Hovedbanegården måtte jeg på toilettet igen. Mens tarmen blev tømt for en splattet negerarm tænkte jeg lidt over Obamas sejr:

At han er halvneger kan jeg ret beset være ligeglad med. Og jeg ønsker amerikanerne alt mulig held og lykke med en bedre sundhedsforsikring. Men det eneste der virkelig vedrører mig, er hans udenrigspolitik: Vil han kunne genstarte USA’s økonomi uden protektionisme? Er han interesseret i en klimaaftale der batter noget? Vil han stoppe den superreaktionære middelalderlige korstogs-lignende religionskrig, hvor vi med et miks af ekstrapansrede Leopard kampvogne og Pia Kjærsgaard på selvproducerende endorfiner prøver at presse kristne værdier ned i halsen på muslimer? Og hvad skal der blive af Fogh, nu hvor han har mistet sin eneste rigtige ven i hele verden?

Jeg tørrede mig med kælderlokummets lidt krassende toiletpapir og begav mig mod perron 7, hvor lyntoget ville bringe mig til Odense og Epilepsiforeningens landskontor. Om 13-14 timer ville jeg være hjemme igen – og Obama ville sikkert have sluttet sin tale.

”It’s showtime!”

Af Per Vad

Raquel Rastenni og finanskrisen

Det er først gået op for mig i dag: Der er en finanskrise. Festen er forbi. Send mariachi-musikkerne hjem, hent mørklægningsgardinerne frem, slip luften ud af luftkastellerne, skriv ”Ophørsudsalg” på alle ruder, tag Marx ned fra reolen, græd over den spildte mælk, find opskriften på søbemad frem, tegn abonnement på ”Vågn op” og vent på verdens undergang.

I over en uge er avisen ”udeblevet”, som det hedder (hvis ikke Politiken var den levende avis, ville det være naturvidenskabeligt umuligt for en stak papir at udeblive). Så uden at forstå, hvad der foregik har jeg færdes gennem byen med reallyden holdt ude ved hjælp af MP3’ens earplugs, der fyldte mit hoved med Raquel Rastenni, som sang ”Her i vores hus er glæde, her i vores hus er fest, her er liv og glade dage, og et glas til hver en gæst.”

Fru Fogh i Vild med Dans, Bossen og Bumsen, hjemløs

Jeg har uforstående set unge under 35, der med hængemuler og nedbidte negle og rødrandede øjne sendte lange blikke efter ”Hus forbi”-sælgerne. Jeg har bemærket, at der ikke længere var fedtede pletter fra fladtrykte næser på ruden hos ejendomsmægleren. Jeg har set vindhekse blæse gennem menneskeforladte mærkevarebutikker. Jeg har set dem over fyrre fylde op i  metroen med deres Samsonite kufferter på hjul på vej mod lufthavnen og syden sol, som var de på flugt fra noget. Jeg har tænkt, at nu gik de glib af statsministerfruen i dansedysten ”Vild med fandango på tynd is”. Og når jeg har puttet mit Dankort i en hæveautomat, har der pludselig været nogle langstrakte sekunder (ligesom når man venter på svaret i ”Hvem vil være millionær”), hvor det har været som om banken overvejede at suge kortet til sig og tømme det for næring.

Men i morges lå avisen igen på måtten  og pludselig forstod jeg de sære ting, jeg i den seneste tid har observeret: Boblen var bristet.

Hvis vi ser bort fra politikere, økonomer, bankfolk, ejendomsmæglere, pensionskasser, kreditselskaber, journalister, analytikere og huskøbere, så husker de fleste fra deres skoletid Newtons lov – den med, at hvis man kaster noget op i luften, så falder det altid ned igen. Det er nu sket for huspriserne. Og det har trukket bankerne, og aktierne og humøret med ned. Og frem for alt så er der op mod 50.000 førstegangsboligejere med flex- eller afdragsfri lån, der måske må sætte boligen, Toyotaen, HTH køkkenet, Weber Grillen og hele pivtøjet til salg.

Det med at lokke unge mennesker ud i økonomisk kviksand har borgerlige regeringer en historisk tradition for. Schlüter-regeringen fik os studerende til at finansiere vore studier med højtforrentede banklån. ”Inflation vil stige og stige, så I vil ikke mærke renten. Og I vil få vellønnede jobs, så I kan let betale pengene tilbage,” fik vi fortalt. Da vi var færdige med studierne var både inflationen og de ledige stillinger væk. Nu er det Fogh-regeringens tur. Og de har også lokket en generation af unge ud på dybt vand. Sådan er det bare, og sådan har det altid været. Så: Husk Newtons lov og stol aldrig på en borgerlig regering og lyt noget mere til Raquel Rastenni:

”Selv om regnen slår på ruden / så er stuen fuld af sol / vi har alt hvad vi behøver / vi har seng og bord og stol. / Her i vores hus der leves livet er det ikke det man har det til. / Der er nok af grædepile lad dem græde det det de vil. / Her er sang og klang og latter her er alt et festlig brus / så går du rundt og er lidt nedtrykt / så er du velkommen i vores hus”

Af Per Vad