Twitter og værdien af nuet

Man skal leve i nuet, livet er skønt, og hver eneste øjeblik skal man suge til sig i dybe åndedrag. Det lærte vi af 68′erne. Og tiden er så kort, og det ku’ hænde, man kom for sent, for sent til livets ende. Det lærte vi af Rachel Rastenni. Men den lovprisning af nuet er under angreb, fordi mange har fået nok af trivielle twit, ligegyldige Facebook-opdateringer og tanketom SMS-chat fra folk, der simpelthen bare er for kedelige. En af dem, der har fået nok, er det amerikanske teenageidol Hannah Montana. (Hendes argumenter kan høres i den nedenstående musikvideo).

Tippi Hedren overfaldet af twittere i Hitchcocks "The Twitters". Min Twitter-konto. Filmen der er kedeligere end de fleste indlæg på sociale medier

Det er skønt at klø sig i røven, hvis det klør. Men det er ikke nødvendigvis en aktivitet, resten af verden vil høre om. Ligesom ”jeg laver mad” og ”jeg lejer med mine børn” og ”jeg ser på solnedgangen” måske heller ikke giver globale åbenbaringer. I det hele taget er det ”nu” og ”hvert eneste øjeblik”, som vi har lært er kostbart – og måske derfor priser i vores opdateringer – ret røvsygt set gennem andres læsebriller. 

På den anden side så er en blog som Dave Walkers “Dullest blog in the World” en af de mest besøgte i verden. Her er et typisk indlæg, som jeg gengiver i sin fulde længde:

”Closing a window
July 6th, 2009. A window was slightly open. I decided that I did not need it to continue to be so. I closed it and securing it using the window handles.” Indlægget har fået 96 kommentarer.

Dave Walker befinder sig et sted i en gylden triangel mellem haiku digt, gonzo-journalistik af Hunter S. Thomsen og en fornemmelse for kommunikationen på sociale medier af næsten zenbuddhistisk dybde, hvor det at lave en diggmarkering kan rumme langt mere og bedre kommunikation end fx mine sidelange og selvsmagende blogindlæg.

Dave Walkers blog fik mig til at tænke på Sofia Coppolas film ”Lost in Translation”, hvor Bill Murray er en skuespiller med de bedste år af sit liv, sin karriere og sit ægteskab bag sig. Han går rundt og føler sig uden for i Tokyo, hvor han møder Scarlett Johansson. At møde Scarlett Johanssen burde give materiale til et par stoflige blogindlæg, men filmen er to indholdsløse timer.

Selvom ”Lost in Translation” nok er den kedeligste film, der nogensinde har vundet en Oscar – eller netop fordi den på en tragikomisk måde er så kedelig – kan man ikke få øjnene fra den, før rulleteksterne kommer, og man ærgrer sig over at have spildt tid på det lort.

Hvis du har det ligesådan med opdateringer, twit, SMS’er sendt af en ex-ven i en brandert fra et værtshus efter midnat eller mine trælse blogindlæg, så drop læsningen og inviterer fx mig over. Så kan vi drikke os snalrede i billig whisky med cola, importeret øl eller et par flasker rimelig god rødvin, mens vi udveksler mainstream-holdninger, i-dag-så-jeg-en-scleroseramt-med-punkteret-kørestol-oplevelser og livsfilosofier, der er lettere at fordøje end pastaskruer med kødsovs. Det vil give øjeblikke der er mere værd end at læse blogindlæg. Men det vi faktuelt vil kommunikere til hinanden vil være det samme som man læser i tomgangssnakkende indlæg på sociale webmedier.

De, som min totalt sociale medier afgudsdyrkende kone fnysende kalder GAL’ere (står for Get A Life), vil være enige med  Hannah Montana og hendes video. Jeg ved godt, at Twitter er bedst til udveksling af gode link og formidling af nyheder, og en god blog skal have korte, seriøse indlæg om en afgrænset og defineret gruppe af emner. Men jeg er ligeglad. Jeg synes, at livet er skønt og hvert eneste øjeblik er så værdifuldt, at det mindst er et twit værd. Så gør dine twit, dine opdateringer og dine blogindlæg til en hyldest til dit eget liv! Det er en mulighed for at fejre hverdagen, som er ny. Og så fuck om andre gider læse det.

Af Per Vad

Jeg holder af menneskehandel

Hvis du er på Facebook, så er du til salg – og jeg kunne godt finde på at købe dig. ”Own”, hedder den applikation og det virtuelle kødmarked, hvor jeg gør mine indkøb. Men hvorfor synes jeg, at det er underholdende?

Man må ikke slå ihjel. Nej, man må i det hele taget ikke slå! Men det betyder ikke, at der noget etisk forkert i at nyde en splatterfilm eller træde ind i et computerspil og skyde løs på alt hvad der rør sig, så blod fra både skurke og uskyldig sprøjter ud på spiluniversets kulisser. På samme måde, er det ikke noget etisk angribeligt i, at vi er nogen som muntrer os med at købe og sælge billedprofiler på samme måde, som ens niece samlede på Diddl-papir og satte forskellig pris på de forskellige motiver og farver – nogen gik hun gladeligt af med; andre ville hun gå i døden for.

Ligesom ”Hot or not”, giv karma, få vampyrbid, giv et knus og alle den slags applikationer, så handler Own også om, at man gerne vil have et bevis for, at man er noget værd. I Own vil man gerne se, at prisen på ens egen profil stiger og stiger, samtidig med, at man gerne vil være rigere, så man kan holde fast i de venneprofiler, man holder mest af. For det handler også om at ville vise nogen, at man værdsætter dem meget og vil beholde deres profil for – næsten – enhver pris. 
   
Personligt har jeg også den særlige voyeurristiske glæde, at føler jeg mig som en desperate housewife på powershopping, når jeg bladrer kataloget af kvinder og mænd igennem.

Jeg elsker at se folks profiler. Der er personer, et kamera har fanget i lige det rette øjeblik – og det er bare et øjeblik – hvor der ikke er skyggen af komplekser og bekymringer i det afslappede smilende ansigt. Der er folk der vrænger af kameraet. Der er overbelyste billeder, underbelyste billeder, tågede billeder og manipulerede billeder fra både vinderen og taberen af de åbne og uofficielle Photoshop-mesterskaber. Der er portrætfotos og pasfotos og feriebilleder, hvor himlen over solkysten fylder 80 procent af billedet og hun står nede i hjørnet i badedragt og med en drink i hånden. Der er ansigter klippet ud af et gruppebillede og forstørret til grovkornet ukendelighed. Der er festaber i tilrøgede lokaler omgivet af tomme flasker og venner med åndssvage hatte. Der er mænd, der viser muskler og vaskebræt maver. Der er kvinder, som byder sig til med barmen mast frem mellem armene. Der er babyfotos, der har ligget som wallpaper på nogens kontor-pc. Mænd der viser motorcykler. Mænd med en gylpende baby over skulderen. Og profiler der lader sig repræsentere af deres hund.  De er der alle sammen. Og jeg elsker at se dem, og jeg holder af at handle med dem. For jeg sætter pris på andre mennesker – og jeg håber at de sætter (en høj) pris på mig. 

Af Per Vad

Hullet i min bogreol

Der er et gabende hul i min bogreol. Det gik op for mig, da jeg installerede gadgeten Visual Bookshelf på min Facebookprofil. I de seneste fem-seks år har jeg arbejdet i Epilepsiforeningen og har siddet og læst bogklubbøger i forsinkede lyntoge på vej mod eller fra landskontoret i Odense omgivet af familiepladsernes larmende unger, mobilknævrende teenagere i festhumør, mænd på vej til konferencer med ledningen til deres PC ophængt i et kvælertag om nakken på deres sidemand, der drikker flov og bitter kaffe og spiser rødlige pølser skænket og fisket op fra salgsvognens termokander. Men i årene op til da har der øjensynligt været en åndløs periode på fem-ti år, hvor det er meget begrænset, hvad jeg har læst af bøger – til gengæld har jeg set hundredvis af film og slidt gulvbelægning på forskellige kunstmuseer.

Visual Bookshelf kan kun finde bøger fra Amazon.com, så mange af fortidens bedste danske bøger var der ikke – hverken gymnasiepensummet, universitetstidens røde romaner, 80’ernes knækprosa eller personlig dannelseslitteratur som Emma Gads ”Takt og tone” og ”Den store Bastian”. De bedste bøger fra de seneste år var der selvfølgelig heller ikke. De fem bedste romaner fra 2005-2006 som jeg gerne ville have med er i uprioriteret rækkefølge:

Carsten Jensens skipperskrøner og hyldest til Marstel og havets helte, ”Vi, de druknede”.

Kari Hotakainens udlevering af haveejere og villakvarterer i ”Hjemmefronten”.

DBC Pierres ”Vernon G Little” der er en blanding af de muntre ”Adrian Mole”-det er-er-svært-at-være-i-puberteten-bøger og mareridtet på Virgina High School.

Christian Jungersens ”Undtagelsen”, hvor mobning på arbejdspladsen og en terrortrussel konkurrer om at være værst.

Hanne-Vibeke Holsts politiske thriller og spark i skridtet til hustromishandlere, ”Kongemordet”.

Og så har jeg ikke nævnt forfattere som Stieg Larsson, Peter Øvig Knudsen, Bo Lidegaard, Dan Brown, Jan Sonnergaard og Jacob Ejersbo og ….

Ja, lige nu er jeg pænt med i det litterær småborgerskab, men der må være en fandens masse bøger, jeg er gået glib af.