Jeg gider ikke høre om cancer og sukkersyge

Hvorfor følger du ureflekterende strømmen og støtter den handicapsag, der er på mode? Har du en et-pattet, HIV-smittet veninde, der pisser honning og er skaldet på grund af kemoterapi? Eller vil du bare på en letkøbt måde promovere og selviscenesætte dig som humanist? 

Aviserne skriver om sundhed som aldrig før. PR-virksomheden GCI Mannov har på baggrund af en optælling over en måned opgjort, at alene i de landsdækkende, trykte medier er antallet af »sundhedspolitiske historier« steget med ca. 96 pct. i år sammenlignet med sidste år.

cancer, diabetes, fedme og epilepsi

Men der er tydelige tendenser i, hvad der skrives om. I år er der skrevet mest om kræft generelt, fedme, hjerte-kar-sygdomme, allergi og brystkræft, mens der absolut ikke er mode i at skrive om astma, mæslinger, sklerose, ADHD, parkinson og epilepsi. De emner har kun formået at give anledning til en artikel hver i løbet af den undersøgte måned – 1 artikel!

Diabetesforeningen har lige startet en kampagne, der skal få alle danskere i risikogruppen til at få tjekket, om de har sukkersyge – risikogruppen er alt fra natpottepissere og folk med kløe på benene eller hovedpine til dem med forhøjet blodtryk. Diabetesforeningens tal er splattergys på højde med “Motorsavsmassakren”: Hver femte danske har diabetes og hver anden time dør en dansker af diabetes! Wauw! Det lyder jo som om vi dagen igennem må træde hen over mennesker, der pludselig skvatter døde om på gaden. Men det er selvfølgelig manipulerende tal. 

Som bekendt findes der to slags diabetes. Diabetes 2 er den allermest udbredte og rammer især midaldrende, blegfede, sofakartofler der æder sig ihjel. Ud over dårlig livsstil så spiller det også en stor rolle for statistikken, at vi lever længere, og der i dag ikke er noget der hedder død af alderdom. Cancer og blodpropper (fx grundet diabetes) er “en naturlig død”.

De andre store folkesygdomme – der stjæler politikernes interesse og dine støttekroner – er også selvforskyldte dårligdomme.    

Livsstilssygdomme rammer dem, der ubeskyttet solbader lige under middagssolen og bag efter går hjem til solariet for at give kuløren et ekstra pift. Og det er dem, der klumper sammen og lynsuger nikotinen ud af cigaretten i aftenkulden uden for restauranten eller på perroner, hvor toget venter på dem i to minutter. Og det er dem, der siger: “Nej, vi skal da lige have et glas til inden du sætter dig bag rattet i din bil”. Og det er dem, der fylder sig med lørdagsslik, mens de ser tv-serien “Sommer” og synes det er synd for faren med alzheimer. Og det er dem, der trøstespiser en æske fyldte chokolader fordi deres chef er dum eller kæresten er skredet. Og det er dem, der skyller en Big Mac med fed ost og sukkerholdig ketchup og friturestegte pomfrit ned med en XXL Cola.

De er alle sammen en lige så stor trussel mod velfærdssamfundet som Anders Fogh med en forskærerkniv under en finanslovsforhandling. Og der findes to slags idioter: Dem (dig og mig) der lever, så de får en livsstilssygdom og dem (dig – ikke mig), der bundefanges til at hjælpe disse udvalgte grupper.

De samme mennesker, som griner af dårligt synkroniserede tyske tv-reklamer for Werthers ægte, hopper gang på gang på de store patient- og handicapforeningers kampagner og køber blodrøde AIDS-sløjfer og går med dem i reverset eller i Charlotte Sparre tørklædet, som var de med i en hemmelig loge for særligt udvalgte humanister, eller de går med lyseblå eller gule plastikarmbånd, eller putter 25-ører i sparebøsser på Apoteket, går til grøn koncert og drikker sig fulde og pisser op af træerne i Valbyparken fordi det går til et godt formål, eller de opretter Facebook-grupper og køber lyserøde halvsløjfer for at “støtte brysterne” (der har kampagnefolkene virkelig rågrinet så den tilbageværende patte har hoppet op og ned, da de fandt på sloganet). 

Jeg mener selvfølgelig, at alle handicap, sygdomme og sundhedsproblemer skal tages alvorligt, og vi skal gøre, hvad der kan gøres for at forebygge og helbrede ALLE sygdomme og lidelser!  Og når jeg giver den som hard core helse-kyniker og – uretfærdigt – hænger folk der støtter sygdomsbekæmpelse ud, så er der en meget, meget stor portion misundelse og brødnid i det. Jeg arbejder for en af de oversete grupper: Epileptikerne – en af den slags kroniske lidelser, der ikke er selvforskyldte.

55.000 danskere har epilepsi, og hvert år får 4.500 nye stillet diagnosen. Til sammenligning har ca. 6.000 sclerose, 5.000 har AIDS og 4.000 får årligt stillet diagnosen brystkræft.

Jeg gider ikke skrive om epilepsi – jeg har lavet en side om det her på min blog/hjemmeside – men jeg kan da vise den seneste kampagnefilm, der skal sætte fokus på epilepsi og givet et link til en side, der viser, hvordan du kan gøre noget for epileptikere.

Af Per Vad

På hotel i Sønderborg

Jeg har været i Sønderborg i forbindelse med et teaterprojekt, Dansk Epilepsiforening muligvis vil gennemføre.

Sønderborg har små hyggelige gader med gamle huse malet i flotte farver, en bro der knytter Als- og Sønderjyllandssiden sammen og et havnekvarter med fascionabelt nybyggeri og dyre kedelige turist-restaurenter. Mit hotel, Hotel Søderborg Garni, var en forunderlig bygning som mørk og nedslidt kunne have været med i “Psyko”, men velholdt og hvidt lignede det nu et dukkehus eller noget fra en Disney-film med prinsesser. Jeg kom torsdag, men havde ved en fejl først reserveret til om fredagen, men efter en smule koldsved fandt hotelmutter et værelse fra et bryllupsselskan, der havde overbooket.

Jeg kan godt lide hoteller. Jeg kan lide værelsernes bedstefar-æstetik med tunge møbler, skrivebord, små tv-skærme og grimme sengetæpper, der knalder sammen med den klinisk, hvide renhed. Der er en overflod af hvide håndklæder på de små badeværelser, morgenmads-restaurenten har hvide kaffestel med “tre kopper kaffe”-kander, og hotelhovedpuderne – i hvidt betræk – er de bedste hovedpuder der findes.

Jeg gik ind på Oxen, som hotelmutter havde anbefalet, og spiste en dyr bøf med bagekartoffel og sad og følte mig som en,  der var blevet  brændt af af en blind date eller var en ensom fyr med flere penge end venner. Bag efter gik jeg ind på den næsten tomme pub, Dråben, med storskærm for at få en fadøl og høre resultatet af håndboldkampen – på kontoret havde vi vædet om udfaldet (jeg vandt). Jeg drak to øl, mens jeg fik en sporadisk snak med tjeneren, som på Oxen havde arbejdet sig op fra opvasker til kok, glædede sig til at skulle en måned til USA med pub-ejeren og drømte om at åbne sit eget sted nede ved havnen. Da jeg kom tilbage til hotellet mødte jeg hotel-mutter, der var ved at lægge nøglen til frontdøren under en urtepotteskjuller på trappen. Hun fortalte at bysladeren sagde, at min pub var byens narkosted.

Næste dag tog jeg en taxa ad helvede til for at se Dacabos opførsel af forum-teaterstykket “Forandring fryder”. Kammerstykket om tre fabriksarbejderes problemer med at gå over til teamwork, var ikke den største kulturelle oplevelse i mit liv. Men teaterformen, der viser et problem og inddrager publikum i løsningen, passer til vores projekt. Endelig kunne jeg så tage hjem – en lang togtur med dåsecolaer, chokolade og Jonas T. Bengtssonss socialkradser af en velskrevet roman med langsomt stigende suspens, “Submarino”.

Epileptikere har minder uden krydderi

Hun skubbede en indkøbsvogn langsomt ned gennem gangen med pastavarer, bag hende kom en surmulende yngre teenage-pige, der så ud til at stå ved en korsvej hvor hun med ungdommeligt sløvsind overvejede, om hun skulle blive storbypartisan og sprænge varehuse i luften eller satse på at blive skolens vamp med stram stumpet trøje. Da moren så mig lyste hende ansigt op i gensynsglæde.

Enkelte af mine hjerneceller, som bar på en stump af minde om hende, flagrede med sine axoner og viftede med febrilske dendritter i håb om at komme i kontakt med andre celler, hvor de kunne finde supplerende oplysninger. Men der var intet at få fat i. Otte års epilepsi havde udslettet et hvert brugbart minde om hende.

Vi hilste på hinanden. Ja, det var pudsigt at vi skulle støde på hinanden her. Ja, det var godt nok nogle år siden. Ja, jeg boede ikke så langt her fra. Ja, jeg var gift – ligesom hende. Og hvad laver du så? Måden hun talte på, hendes blik og smil og de små glimt af erindring, der dukkede op, overbevidste mig om, at vi en gang havde været kærester eller noget lignende.

Men min mund kunne ikke huske smagen af hendes køn, mine øjne kunne ikke huske om hun havde fregner på brysterne, mine fingre kunne ikke mærke følelsen af hendes hud eller fornemmelsen af hendes fyldige, glatte hår mellem fingrene. Og min epileptikerhjerne anede ikke, hvem hun var!

Jeg har stået i den slags situationer før, så jeg har lært, hvordan man fører en varm personlig samtale med mennesker, man reelt ikke kender. Så, bortset fra at hendes datter kede sig, gik det fint.

Det er otte-ti år siden jeg blev anfaldsfri, og de fleste af mine intellektuelle færdigheder er blevet genopbygget og mange erindringer er blevet restaureret, men miderne mangler krydderi og smag. Jeg har fx været i Rom. Men for mine erindringer kan det være lige meget, om jeg rent fysisk har stået på Avenue des Champs-Élysées og set bygningsværket Napoleon fik rejst for at hylde sin krigskunnen, eller om jeg bare har set et postkort med Tiumfbuen.