Stille efterårsblues i NordVest

Efteråret er en af årets mest opreklamerede årstider. Det er kolde fingre og snottede næser. Det er usexede kvinder i overtøj, der får dem til at ligne en vinkelsofa på tilbud fra Biva. Det er savn af sommer og længsel efter vinter. Det er menneskeforladte forlystelsesparker uden latter og hvin. Det er grim himmel og rendestene med et plutte af døde blade halvt opløst i regnvand. 

Det går jeg og tænker på, mens jeg går ned ad Landsdommervej.

Nørrebrogade. Lige så sexet som efterårskvinder. Plutte med løvfald

Hækken ind til Grundtvigskolen er så afpillet og død, at man kan se ind i skolegården, hvor en rusten basketball-kurv med et iturevet net er ved at falde ned. På Frederiksborgvej er de småhandlende stadig danskere. Det gælder også frisøren ”Frank”, hvor jeg bliver klippet for 150 kr. – det er 50 kr. over kvarterets normalpris, men det er hvad det koster, hvis man vil klippes af en der taler dansk og forstår hvad man siger, når man beskriver sin ønskede frisure.

Når man er forbi nybyggeriet, der ligger mellem et godt gammelt møntvaskeri af den slags hvor der aldrig er nogen mennesker, og en gavl med et farvestrålende graffiti-maleri der hylder NordVest, og forbi serveringsstedet der er en blanding af en bodega og en restaurant med flæskesteg og rødkål som dagens ret til 79 kr., så når man op til Frederikssundsvej, hvor det pludselig kun er Blockbuster og Tandklinikken, der er danske – hvis man kan kalde Blockbuster dansk.  De unge ekspedienter er i det mindste danske. Hvis man lavede en konkurrence mellem Mc Donald, 7-Elleven og Blockbuster om hvis teenageekspedienter, der virker mest tanketomme, ville videokædens tyggegummityggende filipensbefængte filmignoranter nok vinde. Og det siger ikke så lidt.

På hjørnet af Frederiksborgvej og Frederikssundsvej er der kommet tre – udmærkede – baklava-konditorier lige ved siden af hinanden, ligesom Nørrebrogade er så fyldt med Pizza- og Shawarma-bikse, at man på en regnvejrsdag kan komme tørskoet op til runddelen ved at hoppe fra sted til sted. Et af stederne er Öz ved Skoda-pladsen skråt over for Titan Computer, hvor Muhammed – byens bedste pc-mekanikker – står bag disken og sælger de allerseneste og sejeste computerspil. Öz ligner et banalt shawarmasted, men er en af bydelens bedste etniske familierestauranter, hvor man kan spise sig mæt i gode billige tyrkiske retter og sidde og hænge ud og drikke gratis stærk te med masser af sukker, mens indvandrefamilierne kommer ind og spiser og lader deres børn lege i underetagens kugleland.    

I dag gider jeg ikke tage turen op ad Nørrebrogade. Jeg nøjes med at gå ind og kigge lidt i Nørrebro Boghandel. Ikke fordi jeg skal have noget. Jeg vil bare gerne gå lidt rundt i kvarterets mest autentiske boghandel og røre lidt ved nogle af bøgerne og se om der skulle være nogle gode tilbud. Fra boghandlen tager jeg de sidste ti meter op til Svale Apoteket. Jeg skal til Uganda om et par dage, så jeg skal have købt malariapiller, desinfektionsservietter og Imodium i tilfælde af diare.  

På hjemvejen passerer jeg Tit Inn. Det forfaldne brætbeklædte sted er et af Nørrebrogades sidste brune værtshuse – de andre er rockerstedet Det Rene Glas og Understellet, der er et unge mennesker og højt musik uden dansegulv-sted. Jeg går ind i Føtex og maser mig gennem klumpen af buttede indvandrekoner, der roder i tilbudsbunkerne med tøj. Kvinderne virker slankere om sommeren, så måske er de ikke buttede, men bare klædt i lag på lag af tøj.  Jeg køber kattemad og kattegrus og en tubelignende plasticpose med risalamande og går gennem en af selvbetjeningskasserne, der som altid giver sig til at hyle fordi jeg har gjort et eller andet galt. Efter at der er kommet selvbetjeningskasser, er min respekt for kassedamer vokset markant – det er sgu ikke nemt at indlæse stregkoder.

Jeg tager ad Lygten hjem, hvor jeg kan gå gennem Nørrebrocenteret. Nørebrocenteret er et lille provinsielt center, der er et misfoster af en parring mellem gågaden i Horsens og evig kunstig sommer med el-oplyst himmel, der genlyder af elevatormusik, mens ventilationssystemet sikrer frisk, lun luft. Ud over et par gode billige butikker med herretøj er der også en Matas, hvor jeg vil købe en aftershave. Inde i butikken er det meste af gulvpladsen dækket af en stor udstilling med julegavesæt med duft og creme til mænd og damer. Jeg spørger den unge ekspeditrice, om de har Ceruttis 1881 eller Hugo Boss’ Number One. Efter at have søgt råd hos en mere erfaren ekspeditrice henter hun en lille flaske og sprayer et pift Boss-duft ud i lokalet og siger, at de har den her. Jeg forklarer hende, at det er en eau de toilette og ikke en aftershave og går med uforrettet sag. Jeg overvejer at gå ind på Cafe Palmen, der har plastik palmer og en god kaffe, men dropper det. 

Da jeg kommer hjem Googler jeg nogle artikler om Uganda, printer dem ud og sætter mig til at læse om det varme centralafrikanske land.

Af Per Vad

Stik Budstikken skråt op

Via Billetnets webbutik lykkedes det at få billetter til “Messias”-koncerten i Helligåndskirken. Det eneste minus var, at man var tvunget til at betale 75 kr. for at få billetterne leveret af Budstikken. På Budstikkens hjemmeside charmeres man af et billede af en fyr (billedet), der til forveksling ligner den berømte “Peter fra L’easy”. Peter kører som bekendt ikke før det virker, men det gør Budstikken. Da billetterne aldrig kom, ringede jeg til dem og fik forklaret, at de havde ringet på vores dørtelefon, men da der ikke blev svaret var de kørt igen, og nu ville billetterne blive sendt retur til Billetnet (dvs. annuleret) med mindre jeg selv kom ud til Christianshavns Kanal og hentede dem.

“I må være åndsvage!,” råbte jeg i røret til en uskyldig og tilfældig telefonpasser: “Jeg har med gebyr og fragt betalt 100 kr for at få noget bragt, som jeg nu skal tage fri fra arbejde for at hente, ellers har jeg smidt 400 kr. i lokummet?”
“Ja. Sådan er den aftale vi har lavet med Billetnet”
“For fanden. Et 12-årigt pizza-reklame-bud kan komme ind på vores trapper, men jeres Peter fra L’easy-klon kan ikke finde ud af det! Ansætter i udelukkende uviklingshæmmede i stillinger med løntilskud?”
“Jeg kan kun sige, at sådan er vores principper når vi leverer til folk.”
I desperation begyndte jeg at være lidt konstruktiv: “Hvad koster det at få jer til at bringe noget? I har jo mine billetter, kan jeg ikke hyre jer til at bringe mig dem?”
Det kunne desværre ikke lade sig gøre.
Med pis, der kogte så kraftigt at jeg så gule bobler for øjnene ringede jeg til Billetnet, der afviste at billetterne fx kunne ligge til mig i kirken og i øvrigt henviste mig til Budstikken.

Jeg måtte indrømme at jeg var færdig. Overvundet af telefonpassere med headset, lunken kaffe i krus med åndsvage slogans og billeder af deres hund eller barn stående i en 10 kroners udgave af en lille parodi på en barokramme på det rodede skrivebord foran fladskærmen. Så jeg drog ud til Budstikken for at hente mine billeter. Da jeg kom der ud bød de mig på en kop kaffe og bad mig vendte et kvarters tid, for et bud der var ude at levere ting kørte rundt med mine billetter….
“Jeg har set jeres hjemmeside med sloganet: Hvem tror du i virkeligheden spreder julestemning,” sagde jeg venligt: “Det er et godt slogan.” Så sadte jeg mig og drak en kop automatkaffe og læste en Nyhedsavisen fra i går – der stod ikke noget jeg ikke vidste.

Nu håber jeg blot af kirketårnet løfter sig og alle onde tanker blæses ud af hovedet, når koret brøler: “Halleluja! Halleluja!”