Til koncert med Dolly Parton

juni 15, 2008

”Det er dyrt at se så billig ud … ha, ha, ha.” Dolly Partons falset-latter lød ud over Malmö Stadion, mens hun løftede op i plastikbarmen og rettede lidt på den blonde, opsatte paryk, der alt sammen fik hende til at ligne en Disney-udgave af en country-skøge. Og hun takkede os for at ville bruge penge på hende og svor, at vi var de dejligste mennesker, hun nogensinde havde mødt.

Hun skulle have været på scenen for en time siden. I ventetiden havde jeg drukket et par ”starke öl” fra Pribs’ købt ved et af de til lejligheden interimistisk opstillede salgssteder med et par lange borde, et køleskab og en palle øl i plastikflasker – en emballageform der, meget passende, føltes som at befamle silikonebryster. Jeg hang ud og hyggede med hustruen og tjekkede stedet og publikum af. Der var en aldersspredning fra midt i tyverne til sidst i tresserne. Tre danske piger med sofapude-udstoppede brysteholdere, tilpasset countrytøj og farverige Cracker Jack Buffel hatte i fastelavns-materiale rendte rundt og spredte liv og lir og smil, ligesom mængden at souvenirbodens lyserøde cowboyhatte steg en smule i antal og også spredte lidt stemning.  

Da Dolly kom på scenen føg en kølig sommervind hen over det lille, gamle stadion og fik hende – så vidt man kunne se – til at skutte sig. På grund af vinden var det til det første sæt ikke lykkedes at sætte storskærmene op, så hun var bare en lille lattermild, lyserødt klædt figur i det fjerne. Og da hun begyndt at synge, fik lyden – der lød som musik fra en ghettoblaster i en plastikspand – folk til at flygte fra indercirklens dyre pladser og ud til os på lægterne, hvor der var rigeligt med ledige pladser.

Solen var ikke gået helt ned og vinden havde fejet de grå skyer væk, så i første sæt var publikum bedre oplyst end scenen. I andet sæt var storskærmene kommet op, solen havde overladt lyssætningen til sceneprojektørerne, og folk slog cafe-plaiderne til side og rejste sig og klappede og stampede og sang med på yndlingsnumrene. Hvad det angår så er skåninge og Københavnere mere til storby-sange som ”9 to 5” end ”Thank’ God I’m a Countrygirl”. Der var gamle syng-med-klassikere; et indslag med vittige råd og svar til ”alle de dejlige mennesker, som havde indsendt spørgsmål til lokalpressen”; en flot a cappella-udgave af ”Do I ever cross your Mind”; og en håndfuld sange fra hendes seneste CD, ”Backwoods Barbie”, hvor et par af dem lød til at være inspireret af keltisk begravelsesmusik – på den fede måde.

Honky tonk-dronningen spillede i to timer, og gav os det vi kom for af bluegrass, steelguitar med sirup og country-rock og -pop. Men når resultatet skal gøres op, så vandt vinden på en teknisk knockout, der ødelagde lyden, gjorde det umuligt at se noget i første sæt og fik folk til at småfryse.

I øvrigt: Inden koncerten var vi på Moosehead på Malmö Lilla Torg og fik et par lækre elg-burgere med lingonsylt (en tyttebær-substans, der er en velsmagende mellemting af syltetøj og yoghurt). Det kan anbefales…. Malmø kan i det hele taget anbefales!… Og det kan Dolly Parton trods alt også.

Af Per Vad


En hyldest til country

april 27, 2008

Willie Nelson synger – hvis man kan kalde hans whisky- og røg-hærgede hvisken for det – i Tivoli på sin 75 års fødselsdag. Og til juni optræder countrydronningen Dolly Parton på Malmö Stadion.  Og jeg ville ønske, at jeg skulle med til en af koncerterne. For jeg bærer med skam på en hemmelighed: Jeg er countryfan.

Jeg kan lide deres markante stemmer, den sentimantale slideguitar, de lalleglade banjoer og balladerne om en fattig barndom, et liv i modgang og hyldesten til opofrende kvinder. 

Countrysangerinderne synger som regel om mænd, der behandler dem dårligt. Og de leverer historien så godt, at min ikke særligt musikinteresserede kone en gang sagde: ”Hvis vi en dag skal skilles, så vil jeg vil have dine Patsy Cline-CD’er”

Mændene derimod synger hyldestballader til kvinder, der elsker ham – eller i det mindste holder ham ud – på trods af hans fejl og sidespring og brudte løfter: ”She’s a good-hearted women / in low with a good-timin’ man,” synger Willie Nelson.  Sådan er det: Mænd er ofre for kræfter og drifter, der er stærkere end ham selv, og Kvinden – med stort K – må bærer over med ham.

Men når hun skrider – og det gør hun altid til sidst – så gør det ondt. Som Brad Paisley synger: “She put him out like the burnin’ end of a midnight cigarette.” Og: “We watched him drink his pain away a little at a time / But he never could get drunk enough to get her off his mind / Until the night / He put that bottle to his head and pulled the trigger / And finally drank away her memory.”

Sikke en møjmær, ikk’? Men sådan en har alle vi mænd jo mødt, ikk’?  Alle mænd har siddet og druknet kærestesorger i whisky med smeltet selvmedlidenhed, mens hjertet føltes som en gennemvædet moppe, der havde været rundt i alle hjørnerne på et overskidt og overbrækket toilet hos McDonald efter de sidste branderter er gået ud i regnen med deres coin offers og tømmermænd og forbandelser over endnu en aften, hvor de ikke scorede.

”Mammas don’t let your babbies grow up to be cowboys”, advarer Willie Nelson: “They’ll never stay home and they’re always alone / Even with someone they love / Cowboys ain’t easy to love and they’re harder to hold / And they’d rather give you a song then diamonds or gold.”

Derfor har vores mødre ladet os vokse op og blive bachelorer eller mag.art i ubrugelige humaniorafag, og vi er blevet web-medarbejdere eller andet, vi ikke havde regnet med. Men inde i alle os småborgerlige, ikkerygende Marlboro-mænd sidder en rodeorytter, som har mistet sine sporer; en truckdriver der har fået taget sit kørekort på grund af for forsigtig kørsel; og en hobo på spring, som venter på et af Johnny Cashs godstog, der vil bringe en til en fantasiby uden rygeforbud, hvor whiskyen er billig, fast arbejde er forbudt, uopfyldte drømme giver street credit og man er altid den, som trækker hurtigst, når der skal knuses hjerter. Og jukeboksen spiller kun countrysange med Willie Nelson, Kris Kristofferson, Johnny Cash, Dwight Yoakam, Travis Tritt, Garth Brooks, Brad Paisley og alle de andre, som med slideguitar, tør stemme og machopoesi hylder kunsten at springe over, hvor gærdet er lavest.

Og man lytter til sangene og får lidt rytme og lidt luft og en bittersød, selvironisk erkendelse af, at det faktisk ikke er så slemt at være middelmådighed med et småborgerligt liv. Men måske skulle man maile rundt til gutterne og inviterer til et spil texas hold em poker og en portion baked beens skyldet ned med sprut og øl?  

Af Per Vad