Shabby chic til haven

”Det hedder shabby chic,”  forklarede min kone, da jeg stod i det Kongelige Danske Haveselskabs Have på Frederiksberg og så på livsstilsudstillingen ”Mit Hjem er Mit Slot”s udvalg af vakkelvorne havebænke med afskallet maling og rustne ben.

Den årligt tilbagevendende messe for haveromantikere er en liveopførsel af et havemøbelkatalog fra Isabella Smith eller Aura-4-Laura. Heldigvis har jeg pressekort og kan komme gratis ind; for selvom det er en noget af en oplevelse, så ville jeg ikke betale 90 kr. for at komme ind og se de fisefornemmes svar på Søstrene Grene og loppemarkedet i Forum.

Stilen shabby chic er en blanding af country romantik, Ludvig 14s barok og gammel ragelse fra en havestue. Tingene er lavet af metal, træ og hygge; er formet med sving og krummelurer og malet i uangribelige pastelfarver og slebet og efterbehandlet, så det kommer til at fremstå som ældet med værdighed – og høj værdi. Og til det hele hører der søde mønstrede puder og klæder, der kunne være syet af hende ens irriterende gamle tante, der aldrig er flyttet mentalt ud af sin ungdoms hash-tågede kollektiv, og som selv syr og farver alt sit tøj og samler på healende sten, som hun sætter på snor og sælger som unikasmykker.

I mandeafdelingen er der ingen af mine venners plæneklippere, der ser ud til at have ambition om at vokse op og blive landbrugsmaskine, eller deres banale kuglegrill fra Weber. Hér er der mærkevare-spader og højteknologiske eller romantisk griller med design og ophæng, der gør det muligt at genskabe barndommens lejrbålshygge, næste gang far skal grille kødstykker.

Afdelingen med delikatesser er vel også mest for far. Hér er vildtpølser og emukød og vine fra fjerne egne, der – heldigvis – sjældent når frem til Brugsens vinudsalg.

Og mens far får smagsprøver eller fascineret står og åbner og lukker låget på en højteknologisk havegrill, der kunne være designet i fællesskab af NASA og Kvik Køkken, så kan mor og veninderne gå rundt og se på blomster. Overalt i potter og krukker finder man et farvestrålende udvalg af sommerblomster; lige fra bøssernes botaniske svar på majskolben – lyserøde lupiner – over pompøse pæoner til yndige blomster af den slags, man planter, fordi det spreder sommer og sol inden i bare at sige navnene: Morgenfrue, Mandstro, Ridder spore og Jomfru i det grønne.

Vi har tre dejlige altaner (ja, vi er skide heldige) med havemøbler fra Jysk – de er vakkelvorne på den billige måde – og tæt beplantet med årstidens planter og blomster fra Netto, Føtex og stiklinger fra min papsvigermors have.  Jeg er glad for vores altaner, men når man går rundt på shabby chic-festivalen i Haveselskabet flotte anlæg er jeg glad for, at det er alt vi har – for hvad kunne det dog ikke udvikle sig til, hvis vi havde haft en have?  Denne gang blev det til en fadøl i skyggen, mens min kone købte nogle stykker sæbe med krydderier og en revolutions-rød kæde i terningeformede sten.

Af Per Vad

Det jeg har imod roser

I anledning af Valentinsdag har jeg i embedsmedfør kigget på utallige rosenfotos. Og det får man hurtigt nok af. Fotografer elsker roser. Men med næsten voyeristisk lyst zoomer de altid ind på blomsterhovedet, der folder sig ud og åbner sig i nærmest utækkelig grad.  Roser bør ses i fuld figur: Man skal have de saftige, mørkegrønne blade, den stolte stilk og knopperne med – ”knopperne” der er små skarpe tænder som i yderkanten har et lille mørkerødt skær, der minder om indtørret blod. Ser man sådan på rosen, bliver den som en lokkende, selvsikker, livsfarlig luksusludder. Men når man kun ser på blomsterhovedet bliver rosen blot et botanikkens svar på Gay Parade og hofbal hos Ludvig XIV.

Rosen er bare for meget. Det er tulipanen også. Ser man en fast forward-gengivelse af dens blomstring fra knop til fuldt udfoldet, slatten blomst, så får den en til at tænke på et pikhovede, der eksploderer.

Egentlig er min yndlingsblomst mælkebøtten – eller løvetand. Det er en blomst, der for øjnene af en, udlever et smukt liv. Den er en fryd lige fra den står og stritter lidt op af plænen med sine hvide rosetstillede blomsterblade over dens modne stadie  som solgul pon pon til den ender som en støvbold med tusinder af støvfrø, der med et fingerkys kan spredes som en lille byge af små varme snefnug.

Af Per Vad