frelser Kirke, Life of Brian, Frisøren Frank

Og jeg har været til julefrokost på arbejdet og det var hyggeligt. Og jeg har fået den traditionelle julekurv med udvalgte delikatesser – selvom små økologiske vingummibamser måske er lidt søgt som e særlig delikatesse, men der andre lækkerier, et par gode flasker vin og to Indslevs Julehvede, der igen i år er årets bedste juleøl.

Og jeg har været til julefrokost med motionsholdet ”Motion for Sjov 40+”, hvor gennemsnitsalderen vel er 60 år. Og vi var på en beværtning i NordVest, hvor stamgæsterne sidder på deres faste pladser i værtshusets kroge og overtræder rygeloven, mens vi sidder i et tilstødende spiselokale, forspiser os i traditionel julefrokost og synger viser og holder ud, indtil en nedslidt bartender står og måler flasker af for gu’ved hvilken gang og håber, vi snart drager hjem.

Og vi har købt mad og gaver. Og jeg har sagt ”tak” og ”De kunne vel ikke lige hjælpe mig” og ”nu kan det vel byttes?” og ”Jo, tak i lige måde” og ”Ja, glædelig jul,” til uengagerede teenagere, der er hentet ind som julesalgs assistance, til jeg var helt tør i halsen og måtte ned i center-grill-kaffebar-issalgs-spisesteds-cafeen, Palmen, der er indrettet så grimt, som kun indvandrere kan gøre det, og drukket et glas vand og et glas luksus glögg og undladt at spørge, hvad der var luksus ved deres varme tynde røde drik med rosiner.

Og nu har vi køleskabet fyldt med kød og mælkeprodukter til tre retter og fire personer – hvis man runder ned. Og Katten har leget med gavebånd og trådt på klisterbånd og i det hele taget være til stor nytte, mens jeg lyttede til et 39 kr-julealbum med Whitney Houston og pakkede gaver ind, som jeg håber ligger inden for årets uudtalte prisrammer. Og jeg har stået foran spejlet og øvet mit. ”Neej! Tak skal I have. Det er lige mig.”

Og på en underlig måde har jeg det godt med det 260 kr-nåletræ, som står inde i stuen og venter på pynten, der hovedsageligt er ting fra min kones barndoms juletræer. Og der er noget smilende surrealistisk i at have et helt rigtigt træ stående inde i sin stue sammen med lædermøblerne, fladskærmen og de store malerier fra et lille galleri i pisserendekvarteret.

I julen har alle et forhold til Jesus – at fornægte eller bevidst ignorere er også et forhold. Og min rundtur med Jesus startede med Händel i Frelser Kirke, der er absolut uegnet til koncerter, og jeg sad og vred ryggen rundt og tænkte: ”Nå, sådan ser DR 2’seere ud bagfra”, mens jeg over deres akademiske hovedskaller kunne se violinbuer fare op og ned og fra et skjult hjørne kunne høre et for tyndt besat Voces Academy-kor skråle ”For onto us a Child is born”, uden at man fik en mavepuster eller gelænderet på tårnets vindeltrappe rystede. Og så er der lillejuleaften med pizza med pepperoni og Monty Pythons kærlige, anarkistiske udlevering af Biblen og 80’ernes venstrefløj i ”Life of Brian”. Og turen slutter med midnatsmessen juleaften med røgelse, litani og greatest hit fra kirkens salmebog.

Men min tætteste på Jesus-oplevelse er og bliver turen hos min frisør, Frank. Det er en fantastisk, fredfyldt, sjælerensende oplevelse at sidde et sted, hvor man møder og hører en person, der er enig med alle, har venlige ord til alle og ikke har en eneste mening, der kunne støde nogen eller kalde på modsigelse – og så får man samtidig et lidt kortere og mere velsiddende hår.

Og jeg kan egentlig godt lide julen – helt i frisøren Franks ånd.

Da SF’erne kom ud af Crown Plazas sorte tårn var det et ydmyget parti, der ikke havde fået andet med sig end en plads i regeringen. Til gengæld skulle ministerposterne bruges til bl.a. at vise partiets sociale profil i praksis, så SF kunne vinde noget af det tabte ansigt og de mistedes stemmer tilbage.

En af de nye SF-ministre blev Sundheds og Forebyggelsesminister Astrid Krag. Hun står nu til at blive SF’eren, der vil blive husket som den nyere danmarkshistories mest handicapfjendske minister.

Danmarks eneste specialhospital på epilepsiområdet, Epilepsihospitalet Filadelfia, har været i store økonomiske vanskeligheder og været lukningstruet, siden Regionerne for halvandet år siden trak det økonomiske gulvtæppe væk under hospitalet og nægtede at bidrage til en økonomisk løsning, der kunne sikre hospitalets eksistens.

Epilepsihospitalet Filadelfia behandler landets hårdest ramte epilepsipatienter. Når regionernes hospitaler har opgivet at behandle en patient, henvises personen til Epilepsihospitalet. Så hvis Epilepsihospitalet lukker, så er de mest plagede epilepsipatienter sat på gaden uden noget sted at gå hen. Derfor har det for politikerne været indlysende, at hospitalets skulle have tilstrækkeligt med penge til at kunne fortsætte som hidtil.

SFs sundhedsordfører, Karl Bornhøft, sagde under valget: “Jeg og SF vil under ingen omstændigheder acceptere en lukning af Epilepsihospitalet. Vi vil lægge pres på regionerne for, at de finder en aftale med hospitalet.”

Og inden valget krævede SF – ligesom de fleste andre partier – at ministeren gik ind i sagen. Det ville ministeren, Bertel Haarder, med glæde, og han tog også initiativ til at sikre nye forhandlinger mellem hospitalet og Regionerne. Og i Sundhedsforliget der blev lavet i forbindelse med 2020-forliget var Epilepsihospitalets redning en specifik del af forliget. Ifølge Pia Christmas-Møller var der konkret tale om at give Epilepsihospitalet 35 millioner kr.

Så da Astrid Krag trådte til og skulle vise lidt ægte, socialsindet SF-profil lå alting serveret på et sølvfad, og hun udtalte da også: “Der skal findes en løsning. Parterne fra forårets forhandlinger må mødes og bidrage konstruktivt. Det er ikke en mulighed ikke at finde en løsning.”

Nu er alt det fortid. Og de eneste der ikke vil gøre noget er Astrid Krag og Regionerne.  I en økonomisk magtdemonstration har Regionerne påtvunget Epilepsihospitalet en driftsoverenskomst på 84,3 millioner kr. – hospitalets budget for 2011 var 150 millioner kr.  Den aftale glæder Astrid Krag !? Og hun hæfter sig ved, at både formanden for Region Sjælland og formanden for Filadelfias bestyrelse i en fælles pressemeddelelse har udtrykt glæde over aftalen. For det første var Filadelfia-formandens glæde tilføjet en påpegning af, at hospitalet stadig mangler snesevis af millioner for at klare sig. For det andet var der en gang, hvor SF’ere foretrak glade patienter frem for glade regionsformænd.

Er man til verbal flue-sex kan man godt sige, at der med driftsoverenskomsten ikke længere er tale om et lukningstruet hospital, så i alle tidligere udtalelser er der tale om en anden situation. Men driftsoverenskomsten er reelt set ikke en økonomisk brugbar aftale.  Det er et selvmordsbrev med Filadelfias underskrift. Et specialhospital kan ikke fra det ene år til det andet overleve med en halvering af budgettet. Når man driver et hospital, kan man ikke hver måned være usikker på, om der er penge til lønninger – alt efter hvor mange patienter Regionerne har henvist i denne måned. Uden økonomisk tryghed, må man lukke.

Der findes mellem 35.000 og 55.000 personer med epilepsi, og de har alle sammen pårørende. Deres patientforening, Dansk Epilepsiforening, er en del af paraplyorganisationerne Danske Patienter og Danske Handicaporganisationer, som støtter Dansk Epilepsiforening og er lige så fortørnede over Astrid Krag og Regionerne.  Så på organisationsniveau kan ingen af Danmarks anslåede 700.000 handicappede og deres ca. 1,4 million pårørende lide Astrid Krag og SFs sundhedspolitiske optræden. Og lige pludselig er Filadelfia-sagen ikke ”kun” en sag om et specialhospital, Regionerne vil tvinge til at lukke. Det er en sag om SFs sundhedspolitiske troværdighed og lugten af partiets sociale profil.

Astrid Krag er gået i flyverskjul og ignorerer Dansk Epilepsiforening, hundredvis af patient-henvendelser, demonstrationer, Epilepsihospitalet, de dansk epilepsilægers organisation (Dansk Epilepsi Selskab), stribevis af henvendelser fra førende neurologer fra hele verden, pressen og ikke mindst de folketingskollegaer fra begge fløje, der gerne vil redde hospitalet. Så det er nytteløst at spørge hende om noget. Derfor vil jeg spørge alle SF’ere og SF-vælgere: Er I stolte af jeres sundhedsminister og den profil, hun giver SF?

Jeg er ansat i Dansk Epilepsiforening, men dette indlæg er helt personligt og repræsenterer ikke Dansk Epilepsiforenings holdninger. Dem kan man læse på foreningens hjemmesides fyldige tema om sagen. Samme sted er der kilder til de citater og baggrundsoplysninger, jeg har brugt.

Ida, blændede ruder et stykke fra ground zero, Tøyen station, Gadeliv

Det udmærkede Munck museum har altid særudstillinger, hvis man vil se et bredt udsnit af Munch-malerier skal man gå på National museet. Nær Munch museet ligger et par knap så fremhævede museer. Bl.a. det naturhistoriske museum, hvor man ud over verdens ældste abe-fosil, Ida, kan se et herligt raritetskabinet med ”udstoppede”, livsfarlige fantasidyr.

Er man til de lidt skæve museer så er Oslos Miniflaske galleri sagen. Verdens største samling af miniflasker præsenteret med stor, legesyg fantasi. Her er en kilt der går op og afslører nosser af miniflasker. En pink, plysbelagt dør, hvor man med et tryk på et plastikbryst kommer ind i et bordelinteriør med flasker der referere til prostitution. Et skrækkabinet i kælderen. Og i loftet en kæmpe lysekrone, hvor prismerne er erstattet med smukke tomme mini-vodkaflasker.

Men de største seværdigheder i Oslo er Vikingeskibshuset med bl.a. Osebergskibet, der efterlader Roskilde Vikingeskibs museum som en sildebenskasse. Og så er der Ibsens hjem, og Rådhuset med vægmalerier der er storladne hyldester til bl.a. arbejdsliv af den slags der synges om i ”Når jeg ser et rødt flag smælde”. Og så er der min evige yndling: Vigelandsparken.

Vigelandsparken er en helstøbt oplevelse med en flot park anlagt omkring en opstilling af skulpturer fanget i – på godt og ondt – livsbekræftende positurer og handlinger. Figurerne er mænd med lidt for store muskler, kvinder med lidt for meget frodighed og børn der er lidt for havregryns-sunde ynglinge til at det er helt politisk korrekt, men det er med til at gøre det til en mind-blowing cocktail af Kunst og kitsch med stort K og langtrukkent ”scjiiich.”

Her kan man se mine Oslo-billeder på Flickr

Typisk Helsinki-skulptur, Marimekko-reklame, Helsinki hovedbanegård, Akademisk boghandel

Er man til mere klassisk blærerøvsbyggeri så er der Uspenskin katedralen med 13 kupler med det pureste guld. Og er man til det nyere og mere seje, så er der Temppeliaukion kirken – en spartansk kirke bygget ind i en klippe midt i byen. Cool!

Helsinkis turistguide lokker selvfølgelig med masser af butikker med finsk design, men reelt har de ikke noget, man ikke kan finde i København.  Vil man se lidt finsk design, så skal man – i stedet for designmuseet – gå i den Akademiske Boghandel. En treetagers lækkerbisken af en boghandel i New York–dimensioner, der er en våd drøm for alle med bladreglæde og som har et cafeteria, hvor alt er designet af Marimekko.

Den største seværdighed i Helsinki er Suumenlinna borgen – eller Sveaborg, alt efter om man spørger en finne eller en svensker. Det er et ø-fort, der matematisk set består af en ligning med Kastellet og voldene, Kronborg, Flakfortet og en ukendt faktor. Ud over det at gå rundt og se det intakte fort, så er dets historie lærerigt. I 1700-tallet var det nuværende Helsinki en lille lorteby hærget af krig, pest og fattigdom. Da svenskerne startede det enorme fortbyggeri for at have et uindtageligt bolværk mod russerne, så satte det gang i et økonomisk og kulturelt boom. Der kom masser arbejdspladser, masser af dygtige håndværkere af alle slags, masser af penge og masser af officerer med spidsborgerlig familie og finkulturelle interesser til Helsinki. Kort sagt: Et mønstereksempel på værdien af ekspansiv-iværksætter-finansøkonomi 250 år før Helle Thorning.

Fortet er også et godt ex på Sveriges fiaskoer med militære prestigebyggerier. Fortet blev anvendt tre gange. Først kom russerne. Men russerne havde i forvejen indtaget stort set resten af Finland, så fortets general overgav dem nøglerne uden kamp. Næste gang var krimkrigen, hvor et misligholdt russisk fort med gamle kanoner og vådt krudt skulle holde stand mod en blandet flåde. Efter et par døgns nytteløs bombardement mod fortet ignorerede flåden den mægtige borg, der ikke kunne skyde igen, og sejlede videre og tævede russerne. Tredje gang Suumenlinna kom i brug var under den finske borgerkrig, hvor den blev brugt som fangelejr, og over tusinde røde døde af sult, tortur og tilfældige henrettelse.

Her kan man se mine Helsinki-billeder på Flickr

Sergels Torv, Vasa, Arme Museet, Gamla Stan

Vasa er – sammen med Gamla Stan med hygge 700 år før ordet blev in i Danmark og Skansen med Elgen i deres Zoo og slottet Trekroner med tilhørende museer – Stockholms største seværdigheder. Der ud over er der fx Arme museet, der er den største hyldest til pacifisme man kan møde på et militærmuseum, og hvor de ud over udstilling af krigens gru fx har særudstillinger for homoseksuelle, der er til militærdragter eller monarker med myter om homoseksualitet.

Stockholm har ligesom de andre byer også sine skæve seværdigheder. Fx Longholmen, der – typisk svensk – var Sveriges svar på San Quentin, men nu er gjort til et udflugtmål, og hvor der i nogle af de gamle fængselsbygninger er indrettet hotel med lidt Fængsels-museum og fængselsgange gjort til hotelgange med de tidligere celler som hotelværelser.

I modsætning til Helsinki og Oslo er Stockholm en stor flot, behagelig og livfuld by, man dag efter dag kan gå sig træt i uden at have set alt det bedste. For at se lidt mere af byen bør man tage en turbåd rundt mellem byens øer og bag efter gå noget mere og noget mere. Fx må man ikke gå glip af åbenlyse steder som Strandvejen, der får bygningerne på Østerbro og Bellevue til at virke lidt fantasiforladte, den flotte Kungsgatan og Sergels Torv, der både er et flot torv og et forbilledligt kultur- og folkeoplysnings-centrum.

Når man har set Helsinkis havnekvarter med det store marked og været rundt og se på jugendstilbygninger, så er der ikke så meget mere. Og Oslo kan tilbyde masser af kultur, seværdige bygninger og historie, men den er reelt ikke ret mange, lange spadsereture værd. En tur ned ad kajen ved Aker Brygge (Oslos Ørestad), følg Ibsen Gade og se skuespilscitaterne i fortovet og – i sommeren 2011 – en tur rundt i regeringskvarteret og se på eftervirkningerne af Breivik-bomben, så har man set det meste.

Her kan man se mine Stockholm-billeder på Flickr 

Manden bag Facebook, kvinden foran skærmen, mændene bag Google og armen, der styrer det hele.

I Computerworld den 2. juli kom Mark Sullivan (jeg ved ikke hvem han er) med ni grunde til at Google+ var bedre end Facebook:

1. Der er integration med Googles services
2. Bedre håndtering af online-venner
3. Bedre mobil-app (på min HTC Tattoo kan jeg ikke finde Google+ app’en i markedet)
4. Lettere at finde ting at dele
5. Tag dine data tilbage
6. Bedre tagging af fotos
7. Stærke funktioner til gruppechat
8. Sikrere deling af indhold
9. Google tager bedre vare på dine persondata

Det er alt sammen rigtigt, men bemærk: Det er alt sammen tekniske ting. I sociale netværk er det de sociale ting, der er vigtigst.  Google har sine tekniske plusser, men der nogle vigtige ting, som Facebook er bedre til, og som vi Facebook-aficionados har lært at både elske og hade, men frem for alt har lært at bruge:

1. Sende private beskeder i et omfang så det konkurrere med mail.
2. Med en pågående ihærdighed som en evangeliepusher fra Frelsens Hær hjælper Facebook en med at finde nye/flere venner
3. Facebook har en underholdningspark med masser af spil og sociale konkurrencer, hvor man kan få seneskedehindebetændelse af at sidde og afvise at hjælpe med at finde dyr til folks bondegårde.
4. Der er grupperne, hvor man kan dele sin begejstring eller harme med andre og prøve at nå op på 10.000, der synes nyhedsudsendelsernes vejrudsigter er blevet for lange.
5. Sider til foreninger og ombejlede personligheder, der vil knytte tætte bånd til deres like’ere.
6. Man kan oprette ting som begivenheder, hvor man kan invitere folk, og der er gimmicks som afstemninger og hjemmelavede app’s som fx badgets.
7. Folks profiler er mere interessante – eller kan være det, hvis man følger opfordringen til at dele ens smag og interesser med andre.
8. Frem for alt har man en masse venner, man nødigt vil miste.

I Computerworld i dag (20. juli) er der en artikel, hvor Jeff Weiner, der er administrerende direktør for det sociale netværk LinkedIn, ikke tror, at Google+ bliver en reel konkurrent. Han kan ikke se, hvor Google+ skal passe ind. Folk bruger LinkedIn til sit professionelle liv, Facebook til familie og venner og Twitter til at udsende tanker til et publikum, mener han.

“Nu kommer de så med Google+, så hvor skal jeg bruge min fritid? Jeg har ikke mere tid,” siger Jeff Weiner. Og jeg har det ligesom ham.

Ud over Facebook har jeg en netværksprofil i Second Life fra dengang det var et så revolutionerende sted, at alle skulle være der og det fik aktiv opmærksomhed fra politikerne, erhvervslivet og SKAT. Så har jeg profiler på steder som kino.dk og k-forum, hvor jeg kan dele min mening om aktuelle film og udveksle erfaringer om kommunikation, men frem for alt gør profilerne det nemmere at få udbytte af sidernes service. Jeg har en profil på LinkedIn, som manglende tid og behov afholder mig fra at vedligeholde (alligevel blev jeg engang kontaktet af et rekrutteringsfirma). Jeg oplever ikke mig selv som tilstrækkelig interessant til at have gavn af min Twitter-konto, men jeg har den. Med min mobils netværk-app som Foursquare og Miso kan jeg – hvis jeg gad – fortælle hvor jeg sidder og ser hvilken film. Profilerne på Flickr og YouTube bruger jeg til at præsentere mine billeder og film. På epilepsiforeningen.dk’s Samtaleforum har jeg en profil, hvor jeg kan udveksle erfaringer med en hel specifik målgruppe, der interesserer mig fagligt. Selvom det vel ikke er et socialt netværk, så har jeg Skype, der gør det muligt at tale ansigt til ansigt til med venner helt gratis. Jeg har også mine mailkontoer (en på arbejdet og tre private). Jeg har – hvad man ikke skal glemme – mine telefoner. Og for at være sikker på at kunne komme i kontakt med omverden har jeg også denne blog.

Kort sagt: Jeg har hverken tid til eller brug for mere – med mindre det er noget, der kan gøre mit virtuelle netværksliv nemmere og mere udbytterigt.

Hvis Google+ skal bruges til noget, så kræver det, at det kan erstatte alle de vigtigste netværk. Facebook og Twitter skal have flere bank end Brian Nielsen fik af Holyfield. Hvis nogen har venner eller følgesvende tilbage på de to etablerede netværk, så har ingen brug for Google+, og enten er dagen forbi for endnu en døgnflue hvis hele, korte liv var i regnvejr, eller så er der sket et opbrud i verden af netværk, så mange har mistet den nuværende stabile kontakt med hinanden.

Hvis Facebook hænger i tovene, men ikke er slået ud, hvor skal jeg en nybagt mor så juble over fødslen og lægge et foto af sit nyudklækkede barn, hvis hun både vil vise det til familien, arbejdskollegaerne og sine akademiske venner? Hvis Twitter er groggy, hvor skal den næste nation af oprørere så lave deres opdateringer, når de vil vælte et regime? 

Google+ vil samle alt eller ødelægge alt. Lary Page kan vise sig med at være www’s største vandal.

Den slags tænker jeg på, når jeg klikker på ”+Per”-linket i venstre side af Gogles service-menu og kommer ind og ser mine 7 venner/følger – som jeg også er venner med på Facebook.

”Rigtige venner”  med Kerintstein

Af Per Vad

Her er min top ti listet tidsmæssigt.

Nicolai Abildgaard. ”Den sårende filoktet” (1774)
Abildgaards billede forestiller en græsk sagnhelt med magiske pile der er blevet bidt af en slange på vej til et vigtigt slag. Det med slangen er ikke lige til at se; han kunne også bare have trådt på sten. Først undrer man sig lidt over, hvorfor han står på et leopardplettet pejsetæppe uden tøj på – drog græske sagnhelte altid til fronten med magiske våben og dinglepik? Derefter bliver man fascineret af hans krop. Med nutidens øjne har han ikke et atletisk krop med vaskebrætmave og et hageparti der er som skabt til en aftershave-reklame. Kvinder og misundelige mænd vil mene, at han har en lækker røv, men ellers er han så buttet, at kroppen minder lidt om Super Brians. Men ligesom ansigtet er forvredet i smerte, så har kroppen også en underlig stilling. På mærkelig vis lykkedes det at vride både skulderen, røven og foden ud i ansigtet på beskueren. Det tætbyggede muskelbundt med de velformede baller og den dårlige kropsholdning har en svulmende energi, der truer med at springe billedets rammer. Bl.a. derfor er det med på top ti-listen.

Eckersberg ”Familien Nathanson” (1818)
Nathanson var jøde og billedet er malet kun fire år efter at jøderne fik borgerret, så på sin vis er det et hurra for vellykket integration og for den jødiske families sociale himmelstorm. Men for mig er billedet især et rigtigt Dansk Guldalder-pænt genremaleri af en borgerskabsfamilies selvfede, selviscenesatte hyldest til sig selv, deres klasse og deres værdier. Scenen, hvor far og mor kommer hjem fra en hyggelig audiens hos kongen og deres store kobbel af unger, der artigt har spillet klaver og leget pænt, kommer dem i møde med buttede røde kinder og afdæmpede smil, er så opstyltet og mislykket, at man næsten krummer tæer.

Selv om billedet er malet små halvtreds år før nogen begyndte at blafre med røde faner, så får det mig alligevel til at mindes mine studenterkommunistiske dage, nynne revolutionære sange for mig selv og ønske jeg havde en flammekaster i hånden. Et billede der vækker den slags minder og følelser skal med på top ti.

Martinus Rørby. Arresthuset ved Nytorv (1831)
Det er et dejligt gammelt københavnermotiv med en flot bygning og masser af liv og små historier. Det er tre ting, jeg godt kan lide. Derfor er det med på min top ti.

Man kan stå og lave små historier om alle personerne: Den lapsede løjser der sender lange blikke efter den unge barnepige, drønnerten der læner sig op ad muren, mens der på modsatte fortov er virksom handel. I arrestens lille vindue sidder en skyldner og rusker tremmer. Foran vinduet får en tigger læst og påskrevet af et par borgerlige herre. Og allerforrest i billedet står en vagtsom hund, der er oppe på poterne og vejrer efter mulige trusler mod borgerskabets moral.

Erik Henningsen. ”Sat på gaden” (1892)
Båret af sund indignation og foragt for et samfund med datidens finanskrise og 2020-plan er det et maleri, der hænger og svinger i rummet mellem socialrealisme, propaganda og fattigdomsromantik. Men uanset hvilken af de tre områder, det hælder mod, så lader det ikke en uberørt. Opgivende taler faren med betjenten, mens familiens kvinder står lidt usselt og utilstrækkeligt klædt i kulden med armod og opgivelse i ansigterne og en beklemt pige mellem sig. Og i sneen ligger indboet, der minder om det ragelse mit kvarters arabere prøver at sælge, når de har loppemarked oppe på Skoda-pladsen.

Grafisk får billedet bl.a. liv og dynamik af alle de streger, det er lykkedes Henningsen at liste ind i billedet. Stakittet ved siden af huset, de to nøgne træers grene, de to mænd der kigger på har hhv. stok og sneskovl, de umage stole i familiens indbo er placeret så stolebenene stritter mest muligt, og i bedstemorens hånd og foran møblerne er der samlet hele tre koste. Alt i alt i en del streger og retninger øjet kan følge, så motivet ikke virker som en tung bylt midt på et stort lærred.

Nogen er til tapre fiskere med redningsbåde i stormvejr eller til bondekoner der græder over barnekisten. Jeg er til store følelser i byen. Derfor skal det med på top ti.

Joakim Skovgaard. ”Kristus I de dødes rige” (1891-94)
Badet i lyset, med armene spredt og hele showet skruet op på max power ligner Jesus en der står og råber: ”Roskilde, er I der?” Nu forestiller maleriet ikke ”Jesus Christ Superstar” opført på Orange Scene, men Jesus der holder sit løfte om at kigge forbi Dødsriget, når han får tid. I forgrunden er Adam og Eva, der ser ud som man gør, når man i lang tid ikke har haft mulighed for at bade eller gå til damefrisør. Og i lyset fra Jesus, men stadig grå og lidt i mørke, er de andre døde, der alle ser ret mumificerede ud. Og hvis det havde været Roskilde Festivalen, så ville der have været væsentligt mere begejstring og gang i den hos publikum end man ser her. Men de to nussede syndere og de musegrå døde er med til at give Jesus og især lyset ekstra styrke.

Historisk set har personen Jesus nok ikke lignet en blærerøv af en blond, svensk heavy rocker i natskjorte, men nok snarere en af dem der leverer pizzaer i mit kvarter (NordVest). Men pyt med det; sådan har man altid kunnet lide at afbillede ham. Til gengæld plejer lyset på religiøse billeder at ligge som en himmelsk strålekrans om Jesus, men Skovgaard har malet en gylden lyskanon der har brændt sig gennem alt hele vejen ned til Dødsriget.

I museets sal hænger det otte alen lange og fem alen høje maleri fortjent på den ene endevæg, og dets energi og himmelske lys blæser alle andre billeder i salen væk.  Derfor – og fordi det får en til at tænke på store ting som liv og død og religion og rockmusik – skal det med på min top ti.

Hammershøi,  en fløj af Christiansborg Slot  (1890-92)
Hammershøis billeder er lidt uhyggelige. Det er kendte københavnerbygninger eller tomme værelser. De menneskeforladte, næsten ikoniske københavnerbygninger malet i et gråligt skær giver billederne noget dommedagsagtigt over sig. Der er som om mennesket ikke længere findes. Alle er døde.

På grund af billedernes uhyggelige, science fiction- efter-neutronbomben-stemning  og deres stramme og nøjagtige nærmest  arkitektskole-kadaverdisciplin-tegning gengivelse, skal billedet med på min top ti.

Ejnar Nielsen ”Den syge pige” (1896)
Ejnar Nielsens malerier og gyserfilm har det tilfælles, at man ser på dem selvom – eller fordi – man ikke kan lide at se på dem.  I en af SMK’s andre sale hænger et Michael Ancher-billede, der også hedder ”Den syge pige”. Hun er en koket simulant ved siden af Ejnar Nielsens tuberkuloseramte pige. Selvom pigen er næsten død, så har billedet stadig liv: Man kan næsten se pigen skrumpe ind for øjnene af sig.

Jeg har en stor svaghed for Ejnar Nielsens ubehagelige malerier med de strenge grafiske former, særegne dystre gul-grå-grønne farver og triste motiver i meget sparsomt møbellerede værelser, hvor man næsten kan lugte og mærke dødens tilstedeværelse. Derfor skal ”Den syge pige” med på min top ti.

Kristian Zahrtmann. ”Dronning Christina i Palazzo Corsini” (1908)
“Hold da kæft, hvor er det blåt!” det var min første reaktion, da jeg så billedet for første gang. Først og fremmest er hendes kjole, der har tråde ned over ærmerne, hysterisk skrigende blå. Men der er også et blåt skin på den ene adelsmands ærme, sløjfen på kirkens repræsentants orden er blå, piberøgen giver vinduessprosserne et blåt skær og gitterspjældet foran pejsen er blåt.

I midten af firserne begyndte kvindekampen at blive organiseret og i 1915 fik kvinderne endelig fuld stemme- og valgret. Zartmann støttede så vidt jeg ved ikke kvindernes kamp så billedets blå er ikke håbets farve, men blot den post-impressionistisk-knald-på-farven-malestil han brugte i sine modne værker. Han havde en dronninge-dille og var nærmest besat af at male den stakkels Leonora Christina og den onde Dronning Sophie Amalie, og SMK har nogle herlige værker med hver af de to kvinder.  Men på min top ti ligger hans billede af den svenske Dronning Christina der slipper gækken løs en aften i palæet Palazzo Corsini. Hér er fuld kraft på farven, fut i fejemøget og en frigjort kvinde, der omkranset af mænd løfter op i kjolebagen, ryger pibe og læser bøger.

Willumsen. ”Bjergbestigersken” (1912)
Hér er venus i uldtrøje, Moses på bjerget som draq og en moderne, frigjort kvinde i balance med sig selv og alt omkring hende. Kvinden (der vistnok er Willumsens hustru) har ikke bare besteget et bjerg; hun har indtaget det. Hendes kraftige kjole er så lang at den dækker anklerne, hun er klædt i en tyk trøje og har en tung jakke over skulderne, hendes hår er samlet i nakken og delvis gemt under en hat. Alle seksuelle ikoner er dækket til, alligevel er hun så utrolig smuk og sensuel at Himlen smelter i talrige impressionistiske farver.

Hvis man er til kunstens ismer, så er det her vel et miks af naturalisme og impressionisme. Det har ikke det halvfærdige-og-hurtige-og-lad-os-male-lysets-lyse-farver-inden-vi-glemmer-dem over sig som fx mange franske impressionistiske billeder har. Men det er smukt, hun er smuk, symbolikken er smuk og det er vel på de fleste SMK-gæsters top ti.

L. A. Ring. ”Når toget ventes” (1914)
Billedet er malet på et tidspunkt, hvor Ring stod og skulle flytte fra en lille lorteby på den ene side af Roskilde til en anden lille lorteby på den anden side af Roskilde.  Og hér står Ring – eller en anden fyr – ved en jernbaneoverkørsel nær Roskilde landevej og venter på at toget skal køre forbi og bommen gå op, så han kan kommer over på den anden side og videre med livet.

Rings billeder handler tit om overgange og skillelinjer. Ser man lidt symbolsk og lommefilosofisk på det, så synes jeg, at det er et vigtigt emne og et evigt aktuelt tema i vores allesammens liv. Og taget i betragtning at det er malet i 1914 så er der noget hyggeligt fuck-alle-ismerne-og-gid-jeg-var-en-god-gammeldags-guldaldermaller over det. På grund af symbolikken og den æstetiske stil – og fordi jeg kender til at vente på toge – er det kommet med på min top ti.

Af Per Vad

Noget af det, der mætter, er Times Square (se). Her har reklamerne for længst forladt neonrørscharmen og er nu er et univers af enorme skærme, der banker logoer og salgsbudskaber ind i hovedet på en fra alle vinkler, så man mentalt forpustet sætter sig på den lysende røde tribunes trin og ser ud over lysshowet, hvor også politistationen og hærens rekrutteringskontor gør opmærksom på sig selv med neonreklamer, mens man tænker ”Fuck stjernenætter og lyset over Skagen. Dét her er lad-fanden-og-forbrugerhelvedet-tage-mig flot, og det er sgu synd for ekspressionisterne, at de blev født 100 år for tidligt.”

Rockefeller Center, Brooklyn Bridge, "Hope", Guggenheim

Man kan få et godt indtryk af New York ved at tage en spadseretur fra Times Square op gennem kvarterne, der følger Broadway op til Ground Zero, hvor man kan se de officielle mindeplader, de spontane ihukommelser som fx brandmandstøvler brugt som holder for flag og blomster og de mange byggekraner. En anden måde er en gratis tur med The Staten Island Ferry, der giver en flot udsigt til New Yorks skyline.

Hvis man vil opleve, at New York er andet og mere end ”Sex and the City”-look-a-likes på Fifth Avenue, mænd med jakkesæt, kontormappe og en latte to go fra Starbucks, forretningskvarterer, kabaretter, musicaler, lysreklamer, gadesælgere med falske mærkevare-håndtasker og tre for 10 dollars-”I love NY”-t-shirts, skyskrabere i stål og glas, art deco-bygninger som Empire State Building og Rockefeller Center og beaux-arts-bygninger som Grand Central Station – der med sit svulstige byggeri ser ud til at være inspireret af lige dele kæmpe marmorflisebadeværelser, slotspalæer og katolske katedraler – så kan man tage subwayens linje 7, der går under East River og kommer op og kører som en højbane gennem Quens (se). Hér ser man ud over slum, småindustri, gader af den slag man kender fra film om folk, der skyder hinanden, og fire-fem etagers byggeri med flade graffitimalede tage med store vandpytter, rør og paraboler. Hvis man vil væk fra Manhattan kan man også tage en gåtur over Brooklyn Bridge – jeg tror Gud udelukkende skabte øerne, så mennesket fik mulighed for at bygge broer.

Når det gælder kunst – bort set fra neonreklamer og gadegøglere (se) – så er New York relativt fattig. MOMA har en flot samling af kunst fra 40’erne og frem, hvor især pop art brænder igennem, men hvis man er interesseret i malerkunst fra de 700 år før USAs kulturhistoriske parentes, så bør man blive i Europa. Metropolitan Museum of Art har nogle enkelte højdepunkter, men gør sig især gældende på grund af størrelsen og antallet af samlinger. Ligesom Guggenheims samling er beskeden, mens selve museet er et af verdens flotteste. Måske siger New Yorks museer noget centralt om USA: De har ikke en skid, men de har det i enorme mængder, indpakningen ligger et fascinerende sted mellem forførende og voldførende, og det hele er fastfood-oplevelser, du ikke får fordøjet helt før den næste og den næste kommer – med samme rytme som hjerteslag.

Da Bridge-drengene og jeg var der, viste Guggenheim en flot og letfordøjelig udstilling om Den Store Omvæltning fra 1910-1918, hvor Gino Severinis Røde Kors Tog skær gennem en lille by med futuristisk kraft, Kandinskys billeder hænger og ligner et kunstnerisk udtryk for en knægt der lod tankerne vandre, når matematiktimerne handlede om geometri, Robert Delaunnays rustrøde kubistiske Eiffeltårn hænger som et puslespil, hvor brikkerne med stort held er samlet forkert, og hvor – i det hele taget – den gammeldags malerkunst blev erstattet af alle ismerne.

Men det er ikke museerne, der er den lange rejse værd. New Yorks største attraktion er New York.  Det er Fifth Avenues mærkevare-mekkaer, hvor rimelige priser, lav dollar-kurs, kæmpe udbud og forførende koncepter er en seværdighed på højde med europæiske kirker. Hvis man fx i Hontington, hvor der på alle trappens mellemetager står et ungt par kun iklædt shorts og bikini, går rundt i butikkens halvmørke og højlydte rockmusik og ser på skjorter, kan man tydeligt se, at blå tern er højeste mode – desværre er skjorterne figursyet i en figur, der ikke passer midaldrende danske akademikere med hang til et godt liv.

I den jødiskejede elektronik-giant, B & H, købte jeg en tablet, Motorola Xoom (se). Butikkens indretning er et mix af Elgiganten og Silvan tilføjet masser af effektiv jødisk kundeservice – man skal nok til Grædemuren i myldretiden for at finde flere mænd med kalot, fuldskæg og slangekrøller samlet på ét sted.

Jeg er ikke til indkøb i helt samme grad som mine bridgevenner, så jeg tog på et par udflugter på egen hånd. Bl.a. den nævnte tur med linje 7, men også et kig ind i læsesalene på New York Publick Library (hvis jeg var en bog ville jeg gerne stilles til hvile der) og en guidet rundtur i FN-bygningen med masser af tal, der viser hvor skævt verdens goder og verdens smerte er fordelt, og et privilegeret kig ind i både mødelokalerne for generalforsamlingen og sikkerhedsrådet (flotte rum med nedslidt gammelt interiør og forældet teknik) og endelig en spadseretur gennem et af New Yorks nye parkanlæg, The High Line, der er anlagt på en nedlagt højbanestrækning, hvor der nu gror blomster, buske og små træer op mellem de gamle skinner, og folk sidder på bænke i forskellige udformninger eller går tur med udsigt ud over Hudson River.

Højbane-parken ligger downtown i The Meatpacking district og starter i bunden af west 20. street, hvor man kan opleve en ”Håb om”-søjle, som folk spontant har startet; et mindre trafikskilt dekoreret med et hjemmelavet ”Hope”-skilt og nogle blomster og frem for alt en masse sedler, hvor folk har skrevet deres forhåbninger – lige fra ønsker om fisse over globaliseret 68’er-revival neo-empatiske ønsker om fred på jord til de mere personlige som pigen Blanches seddel med teksten: ”Solve cancer for my mom.”  Jeg kunne have skrevet “et håb om at gense New York”, men jeg nøjedes med at tænke det.

Foto

Mine 52 billeder fra New York 2011

Fire af de bedste New York-film

Taxi Driver

Midnight Cowboy

Manhattan

Die Hard III / Die Hard with a Vengeance

Hvis den gennemføres – og det svært at se et realistisk politisk scenarie, hvor den ikke gør det – så vil jeg kunne få efterløn, når jeg 62 år i stedt for 60 år, og jeg kan få den i tre år i stedet for fem år.

 Jeg er en ”byrde”
De siger, at reformen er nødvendig, fordi personer som mig bliver en ældrebyrde. ”Ældrebyrde”!? Det er sgu ikke mig, der brugte halvdelen af 60’erne på at ryge mig skæv, 70’erne på manisk forbrug, 80’erne på at medfinansiere atomraketter, 90’erne på at være bagstræberisk og holde yngre dynamiske mennesker væk fra erhvervs- og kulturlivets top (90′erne var ikke andet end trætte gamle mennesker der genudsendte “Matador” og byggede grimme operaer) og 00’erne på at give skattelettelser til de rigeste og ”gratis” boliglån til middelklassen. Kort sagt. Det er sgu ikke mig, der har fucket tingene op. Men det er mig, de kalder en ”byrde”.

Kære efterkrigsgeneration: Jeg vil gerne betale for jeres børns uddannelse og jeres ture i Det kongelige Teater og for cancerbehandlingen af jeres rygerlunger og for jeres mors ældrepleje og finansiere jeres efterløn – for I får efterløn! Men jeg vil ikke kaldes en ”byrde”.

Men pyt. Jeg overlever nok, at blive kaldt en ”byrde” – det er jo mig, der har betalt analytikere for at finde på ordet. Men jeg er imod tilbagetrækningsreformen på grund af fire løgne:

Politikerne lyver
De holder ikke hvad de lovede ved velfærdsforliget. Det er måske lidt barnligt at hænge sige i dét. Men man har lovet mig efterløn og jeg har betalt for det – jeg ved godt, at jeg kan få mine indbetalinger tilbage; men jeg har sagt ja til en indbetaling til efterløn ikke til en dårlig forrentet opsparing.

Der ud over er det vel lidt selvmodsigende, når Lars Hjort hakker endnu en stor luns af  velfærdssamfundet og siger: “Vi har lavet et forlig, der sikrer velfærden.”? Man kan ikke stå med kage i munden og sige, at man redder kagen.

Økonomerne lyver
Jeg tror ikke på gammeldags økonomisk tænkning, der bygger på lineære fremskrivninger i lukkede økonomiske rum.  Jeg har mere fidus til økonomer og nobelprismodtagere som Peter A. Diamond, Dale T. Mortensen, Christopher A. Pissarides og Paul Krugman, der alle er imod liberalisme og har tilføjet lidt kaos og paradoks-teori til traditionel økonomiske tænkning.  Bønderne flyttede til byerne og vendte op og ned på økonomiske prognoser, kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet og vendte op og ned på økonomiske prognoser, og globaliseringen kom og vendte op og ned på økonomiske prognoser. På samme måde kan man ikke vide, hvor samfundsøkonomiens vil få sin dynamik fra i 10’erne og 20’erne – mange nydanskere står reelt uden for arbejdsmarkedet, ny teknologi, nye former for sameksistens (fx web 3.0 og 4.0), ny verdensorden (Fx Kina og Indiens globale rolle og revolutionerne i Nordafrika og Mellemøsten) og innovative igangsættere (man kan investere i andet end bankaktier og boliger og på en optimistisk dag i vindmøller og medicin). En af den slags ting vil måske skabe en ny dynamik, der gør, at vi ikke kommer til at mangle 20 milliarder kr. og en masse arbejdskraft.  Og frem for alt så er der jo også den mulighed, at man valgte en anden måde at skaffe 20 milliarder kr. på end besparelser.

Erhvervsanalytikerne lyver
Jeg tror ikke på, at jeg – hvis jeg skal søge arbejde – vil kunne få en stilling på et rimeligt niveau, når jeg er 57-62 år. Hvis man kan få en 37-42-årig med mere tidssvarende uddannelse, samme relevante erhvervserfaring (det er kun de seneste 5-10 år der reelt tæller), bedre helbred og mindst 25 år til sin pensionsalder, så vil man altid vælge hende.

Pia Kjærsgaard lyver
Radikale og Konservative har altid ønsket efterlønnen afskaffet, Venstre har siden nytår også ønsket den stort set afskaffet. Men Dansk Folkeparti ville bevare efterlønnen. Bevares, en del af den er bevaret. Men der vil ikke have været nogen tilbagetrækningsreform med mindre Pia Kjærsgaard havde brudt sine løfter.

Nu stod hun selv i Bog & Ide på Nytorv i Aalborg og kunne godt forstå, hvorfor ekspedienten, der havde åbnet butikken og gjort det makabre fund, sad i et hjørne og kastede op i en indkøbspose, mens en uniformeret betjent prøvede at berolige hende.

Ryggen var brutalt knækket på tyve hard cover udgaver af Lars Keplers ”Paganinikontrakten”, og på væggen var der med blod skrevet ”kvadratroden af 4096”. Patricia Larsen gættede på at den blodige matematik var en henvisning til Jussi adler-Olsen-bøgerne, hvor smudsomslagene var skamferet med talrige voldsomme snit, så titlen var ulæselig. En Relief-hullemaskine til fire huller med anlægsskinne lå ved tolv eksemplarer af Camilla Läckbergs ”Fyrmesteren”, hvor det sidste kapitel i dem alle var forvandlet til konfetti, der nu lå som sne ud over det hele.

”Det er dig der er geniet.” Dam gav hende et lille puf, der skubbede hende ud af choktilstanden: ”Hvem fanden har myrdet krimien?” ………

Ja, det kunne jeg også godt lide at vide. Hvem har myrdet krimien? Hvorfor er næsten alle krimier urealistiske splatterfortællinger, der skal opklares af en utroværdig person, der samtidig kæmper med en forudsigelig parforholds- eller forældrekrise? Og hvordan er det sket, at den litterære standard er sunket så lavt, at Stieg Larsson kan blive allemandseje og Elsebeth Egholm kan få udgivet bøger?

Allerførst må jeg indrømme, at jeg læser masser af krimier og har gjort det lige siden den stod på Raymond Chandler og Dashiell Hammett, hvor mysteriet var ligegyldigt; det var bare en rutchebanetur af sprogglæde. Der er noget i tiden, der giver os lyst til at læse krimier, og den store efterspørgsel er selvfølgelig en del af forklaringen på bøgernes dårlige kvalitet – hvis lort kan sælges, så print lortet og hyld røvhullerne.

Men det er ikke hele forklaringen. Jeg tror, at det bl.a. er Dan Brown og svenskernes skyld.

Dan Browns  ”Da Vinci Mysteriet” starter med et makabert ligfund, der sætter det hele i gang. Og lige siden Browns og vores alles jagt på Jesus’ efterkommer via overfladiske tolkninger af kendte kunstværker, har krimiforfattere startet deres bøger med et grusomt ligfund – og det er der selvfølgelig gået inflation i, så mordene bliver mere og mere syrede. Lige nu er jeg i gang med Elsebeth Egholms ”Liv og legeme”, hvor ofret findes udbenet og med øjnene gravet ud.

Dan Brown har også været med til at sænke det litterære niveau. Hans bøger – i hvert fald to af dem – har gode plots, men er dårligt skrevet og holdes kun sammen af en plat, gammeldags computerspils-dramaturgi, hvor man skal løse en opgave for at komme videre til den næste.

Svenskernes rolle i mordet på krimien starter med Sjöval & Wahlö som ikke kunne vide, at deres samfundskritiske vinkler skulle føre til totalt ude i hampen komplotteorier a la Stieg Larsson. Hans trilogi starter som en god, velfortalt krimi, hvor en lesbisk hacker prydet med punk og piercing stjæler billedet fra den ret kedelige journalistfigur som reelt er bøgernes hovedperson. Og den ender som en usammenhængende, rodet og uoverskueligt fortalt komplotteori-thriller.

Sjöval & Wahlö havde et horn i siden på overklassen. Hvis der er i nutidige krimier optræder rige eller magtfulde mennesker, så kan man få pengene to gange igen på unibet.com, hvis man satser på, at de rige svin har nøglen til mysteriet og skeletter i skabet.

Sjöval & Wahlö gjorde også hovedpersonerne mere realistiske og gav dem almenmenneskelige hverdagsproblemer. Det har ført til at alle opdagerne i dag kommer fra middelklassen og har problemer på hjemmefronten, der – grundet forfattersjusk eller dovenskab – altid er de samme ”min-teenagedatter-forstår-mig-ikke”-problemer eller parforholdsskamysler, der roterer om utroskab, hvor karrieren gør det trangt i dobbeltsengen eller ”langt fra hjemmet uden sex” giver problemer/oplevelser.

Det var også svenskerne, fx Liza Marklund, der gjorde det til en trend at opdageren skulle være journalist. At en journalist skulle opklare et mord er lige så usandsynligt, som at en klummeskribent fra Berlingerens sundhedssektion skulle løse kræftens gåde. Det er kun på sportsredaktionerne at man finder en gennemsnits IQ, der er lavere end hos kriminalreporterne.

Ja, mine platte opdagerfigurer, Patricia Larsen og kriminalinspektør Dam, kan tage hjem i seng. Det var Dan Brown og svenskerne, der lagde gift for krimien. Men Liza Marklund, Stieg Larsson, Elsebeth Eglund, Jo Nesbø, Anne Holt, Lars Kepler, Hjorth Rosenfeldt, og alle de andre jeg har læst (og læser), bør anklages for usømmelig omgang med lig og brud på privatlivets fred.