Nu er OL i Beijing godt i gang. Systemkritikkerne og håndboldherrerne har fået nogle bank, men de rejser sig sikkert alle igen. Danmark har foreløbig fået medaljer i at gå pænt med hest og ro – hurtigt – i takt. Og banecykelholdet, med sjove hjelme og dragter i samme materiale som Anders Foghs undertøj, får enten guld eller sølv.

Men når jeg tænker på OL, så prøver jeg at huske navnet: Kai Seier-Larsen. Hvilket er ekstra aktuelt ved charmeoffensiven i Beijing

Mikrofon, filmen Olympia, Hitler

Kai Seier-Larsen var sportsjournalisten fra Social-Demokraten, der takkede nej til at dække OL i ’36, fordi han ikke ville lave reklame for nazisterne. Den slags moralsk tankevirksomhed havde Gunnar “Nu” Hansen som bekendt ikke. Så han tog derned og hyldede kritikløst de spektakulære lege med en medrivende ordstrøm, der kunne konkurrere med billederne i filminstruktøren Leni Riefenstahls OL-film “Olympia” (et flot og fascinerende, men fascistoidt værk). 

Da jeg Googlede ”Seier-Larsen” fik jeg fire brugbare hits:  

I Aktuelts afskedsleder fra 6. april 2001, der er en blanding af svanesang, klagesang og hyldestkor, beskrives Seier-Larsen som et fyrtårn i sportens verden. På Danske Sportsjournalisters hjemmeside (ja, de kalder sig journalister) kan man på siderne om foreningen læse, at Seier-Larsen spillede en ikke uddybet rolle i foreningens historie. I ’38 havde han en rolle i indstiftelsen af Fagenes Fest, hvor man med arbejder-sportleg skaffede penge til Børnenes Kontor. Og i ‘39 var han redaktør på en 32 siders udgivelse, “Dansk Arbejder Idrætsforbund: 1929 – 1939.” 

Mere ved jeg ikke om Kai Seir-Larsen. Gunner Hansens tilstedeværelse på Google er så omfattende, at jeg ikke gider gengive noget. Jeg vil hellere hæfte mig ved hans betydning for sports-”journalistikken”: Med sin succes ved OL i ’36 var han med til forvandlede sports-”journalister” fra at være journalister, der bedrev holdningsfyldt og opsøgende journalistik og lavede kritiske interviews, til at være pressekorpsets underklasse, der ikke længere er journalister, men er kommentatorer og mikrofonholder, der med deres fantasiforladte ”hvordan føles det at vinde”-spørgsmål er på niveau med kassemedarbejdere, der automatisk spørger dankort-kunderne: ”På beløbet?”

Hver gang jeg tænker på Gunnar Hansen og/eller Kai Seier-Larsen kommer jeg til at tænke på en gang i Hannover, hvor vi tilfældigt kom forbi en undseelig skulptur af et par forladte soldaterstøvler og titlen ”Til minde og den ukendte desertør.” Nogen gange er det ikke de store bedrifter og højlydte stemmer, der skal huskes, men de mennesker, som, for princippets skyld, slet ikke deltog.

Af Per Vad

“Lars and the real girl” er den der med dukken. Men hvis man håber at se en fuldvoksen mand med en dunkende lem gøre unævnelige ting ved en oppustet dukke, så bliver man slemt skuffet. For Lars er bare en sød, ensom fyr, der har så svært ved at omgås andre, at det trods fire lag tøj gør fysisk ondt, hvis nogen vil give ham et knus. Så via Nettet køber han en biologisk korrekt elskovsdukke i fuld størrelse og insistere på, at hun er hans ny kæreste fra Østeuropa.

Vi har jo alle vore særheder og små fejl, så byen går med på hans sindsforvirring og byder dukkekæresten indenfor i bylivet og behandler hende som en rigtig kvinde. Det kommer der masser af sjove situationer ud af. Men det er en skæv og stille film af den slags, hvor man kan høre, når man selv ler. Og den er så fin og diskret, at man kan mærke sit eget smil.

Billeder fra: Batman, X-files og Lars and the real girl

Den viser hvordan tolerance, forståelse og næstekærlighed kan løse de fleste problemer. Og så spiller Emilily Mortimer Lars’ gravide svigerinde. Og hun er lige så smuk og indtagende her, som hun var som millionøsen i ”Match Point” og lejemordersken i ”51st State”.

I ”The Dark Knight” overdøver larmen fra eksploderende bygninger, tunge dumpe slag mod kroppe, brølende køretøjer og hysteriske menneskemasser enhver chance for at høre sig selv le eller gispe. Og der er heller ikke meget at grine af.

Heath Ledger spiller Jokeren, som vil dræbe Batman og sprede død, kaos og skræk i Gotham. Og Ledger viser, at han er langt bedre som psykopatisk morder med for megen make up end som bøsse med cowboyhat. 

Flere anmeldere har peget på styrken i, at Jokeren handler uden rationel grund. Det er forkert. Han vil gerne bevise over for Batman, at Gothams borgere (som Batman har viet sit liv til at beskytte) og statsadvokaten (som Batman sætter sin lid til) på bunden er selviske krystere, der er parat til selv at slå ihjel og sprede kaos. Jokeren vil både taget livet og ”illusionerne” fra Batman. Det lykkedes selvfølgelig ikke. Så ligesom ”Lars and the real girl” må filmen være en skuffelse for folk uden tiltro til menneskeheden.

Ud over at kæmpe med Jokeren, så går Batman også slås med moralske tanker og romantiske ideer, og det er med til at gøre filmen 20 min. for lang. For så store tanker kan en tegneseriehelts hoved ikke rumme, hvis han skal tages seriøst som en helt fra fantasiens overhalingsbane. Hvis man sammenligner Batmans livsfilosofering med fx Edderkoppens eksistentialistiske small talking med sig selv, så overdriver Edderkoppen ikke sine åndelige evner. Og frem for alt kommer ”Edderkoppen” fra Marvels tegneserieverden, hvor heltene har lidt tankevirksomhed og personlighed. Hvor i mod Batman kommer fra DC Comix’ todimensionelle verden

Filmen er også en indirekte kommentar til de første Batman-film. Tim Burtons dystre, fiktive og fascinerende univers er erstattet af en realistisk – men stadig dyster – storby. Og skurkene viser, at alle de tidligere Batmanfilms megastjerner, der fjollede rundt som parodier på superskurke, var fejlcastede.

I ”X-Files: I Want to Believe” bruger Mulder og Scully og alle de andre også tid på at tænke over sagerne, men det gør ikke filmen langtrukken. Filmens tema kræver omtanke: ”Skal man to eller ej”. Hér er spørgsmålet: Skal man tro på en pædofil præst, der siger han har syner, der kan hjælpe med at redde en bortført FBI-agents liv?

Denne ”X-Files” er uden tv-seriens og den første X-File-films særlige paranoide karakter med uhygge, overnaturlige væsener, konspirationsteorier og close encounter of the bad kind. Det gør filmen nutidig, men er et tab for os fan, og gør den til ”bare” en god – og fantastisk flot fotograferet – thriller.

Den bedste af disse tre film er ”Lars and the real girl”.

Af Per Vad

”Det hedder staycation,” forklarede min kone, mens jeg for mit indre blik kunne se lysene blive slukket i Amsterdams red light kvarter, gondolerne blive trukket på land i Venedig, og tønderne blive rullet tilbage i de franske vinslottes kældre. Jeg skulle ingen steder i min ferie. Jeg skulle være turist i København.

Billederne: Kanalrundfart. Eisners gavlmaleri, lakgiftsumak, italiensk skoleskib

Det har faktisk vist sig at være væsentligt sjovere end forventet.

Jeg er en oplevelsesøkonomiens forbrugere og tager min bid af Københavns kulturelle konditorkage. Vi var for nylig i Tivoli. Vi går jævnligt i biografen og ud at spise på den slags steder der kaldes ”mellemniveau” i Berlingeren og Politikens restaurantguide eller fremhæves blandt ”de fem bedste”-et eller andet på AOK.  Og det er ikke særlig længe siden vi var i ZOO – hjemløseavisen, ”Hus Forbi”, burde lave en ”bare det var mig”-reportage fra Elefanthuset.

Som turister i København valgte vi en kanalrundfart med Nettobådene, hvor jeg klikkede løs med kameraet, når vi passerede husbådene i Christianshavn, operahuset, mastekranen, bagdelen af havfruen, underdelen af marmorbroen, Amaliehaven og alle de andre seværdigheder. Dernæst var der strøgtur, hvor jeg købte mig en ny læderjakke, der indtil videre skal hænge i skabet.

Man ser noget andet, når man går rundt og ser byen gennem en 50 x 40 mm skærm på et Olympus digitalkamera. Man leder efter detaljer, man til daglig overser og besøger steder, man sjældent kommer. Fx bemærker man hvordan Frelserkirkens restaurerede brune kobberspir virker grimt og forket, når man ser det ved siden af byens gamle irgrønne tårne, spir og tage 

Byen har ikke bare tårne på. Den har også flotte arkitektoniske bygninger. Fx de flotte funkisbyggerier som Hotel Astoria, Nørrebro Station og Lagkagehuset over for grønlænderpladsen, hvor vi – ligesom de andre turister – tog på konditori.

Christianshavn har også Will Eisners gavlmalere (på Christianshavns Voldgade). Og så er der selvfølgelig Christiania, hvor hedengangne Pusher street nu lugter mere af grillkul fra interimistiske fastfoodboder end af røg fra chillumer. Helt væk er pusherne dog ikke. Mens jeg sad ved Oasen og drak en økologisk Thy-pilsner kunne jeg iagttage en dealer, der lænede sin bagdel mod en barstol, han havde sat ud i skyggen under et træ, og lavmælt reklamerede for: ”Hash… Hash.. Hash..”. Indtil han blev kontaktet af et ældre ægtepar fra Nordsjælland med pengetaske om maven og taskeremmen hen over brystet, der var på en nostalgisk indkøbstur.  Jeg nøjedes med – som enhver god turist – at købe en T-shirt.

Det er sjældent, at jeg er i botanisk have. Vi tog et plastiklamineret kort med en rute, der viste vej til alle havens giftplanter. I et af bedene var samlingen af giftplanter så stor, at man kom til at tænke på ”The Green Mile”. Der var planter lige fra klassiske mordvåben som skarntyde over tomater og kartofler og andre argumenter mod at blive vegetar til det fantastiske lakgiftsumak træ, der er så giftigt at gartneren skal være i beskyttende heldragt, når træet skal beskæres.

Vi har selvfølgelig også besøgt nogle af byens aktuelle tilbud: Det italienske skoleskib, der lå ved Langelinie og ramme-udstillingen på Statens Museum for Kunst, hvor museumsbutikken har sat prisen på ”13 år med Allis” ned fra 100 til tyve kr.

Og ferien er ikke forbi. København har mange flere oplevelser at byde på.

Af Per Vad

Hvorfor kan kvinder lide romantiske komedier, mens mænd er til bulder, brag og blodsprøjt? Ifølge en ny phd-afhandling af Mette Kramer har kvinder et biologisk behov og en psykosocial interesse for at se film hvor fire logo-fikserede metropol- og millennium-stereotypiske kvinder eller en buttet dagbogsskrivende pige jagter romantik og roder sig ind i akavede situationer.

Kvinder har hovedansvaret for reproduktionen og har en nedarvet interesse i at finde den bedst egnede at pare sig med; kort sagt deres interessere for jagten på den eneste ene påvirker deres filmvalg. Og så rummer film som ”Sex and the City: The Movie” og ”Bridget Jones dagbog” situationer, kvinder kan lære af, når de skal begå sig socialt og løse følelsesmæssige eller parforholds problemer. Det er i hvert fald Mette Kramers teori.

Ud fra samme logik kan man sige, at mænd kan lide volds- og actionfilm, fordi vi oprindeligt er jægere og derfor interesserer os for jagten og nedlæggelsen af byttet. Der ud over rummer filmene opbyggelige situationer. Selvom jeg ikke kan ramme kridtet om plastikblomstens stilk i skydeboden på Bakken eller lave et cirkelspark uden at falde på halen med en forstrakt sene, så forlader jeg alligevel film som ”Replacement Killers” og ”Romeo must Die” med en større (oppustet) selvtillid.

Det lyder da som en okay analyse, ikk’?  Det synes jeg ikke helt. Men ligesom alle gode samfundsborgere i dag sorterer deres affald, så vil jeg ikke smide teorien om biologisk betingede filminteresser længere væk, end at den kan genbruges. For helt tosset er den ikke. Og hende phd-damen fra Institut for Medier, Erkendelse og Filosofi ved Københavns Universitet har sikkert tænkt længe over det, set masser af film og kan henvise til en lang række af kloge skribenter med teorier, der underbygger hendes konklusioner.
 
Jeg vil dog i stedet pege på interessen for volds- og actionfilm som en hyldest til filmsproget: Actionfilm er den eneste filmgenrer der rummer ting, som ikke kan formidles på andre måder end film. Fx vil en biljagt i en spændingsroman blive kørt i rabatten af jagterne i ”Bourne”-filmene, Tarantinos ”Death Proof” eller mere undselige dækfræsene film. Ligesom Bruce Lee-agtige slagsmål, de evige, lidt trivielle, eksplosioner eller herlige meningsløse voldsorgier som i ”Planet Terror” ikke er helt det samme på skrift. Fascinationen af volds- og actionfilm er en bevidst eller ubevidst kærlighed til ægte filmkunst; de kunstoplevelser som kun film kan formidle. Eller groft og forsimplet: Når mænd er til action og kvinder til romantik, så er det fordi mænd generelt har bedre filmsmag end kvinder.
 
Jeg er selvsagt en fan af volds- og actionfilm – også selvom det er en skodfilm med fx Steven Seagal. Jeg kan lide når man sider på ottende række og blodet oversprøjter popcornene mens filmens flammer slikker biografloftets stuk.  Men jeg er filmjunkie. Jeg er til det hele. Hvis levende billeder kunne fås på sprøjte, ville jeg sidde sammenkrympet i det svage blågrønne lys på Hovedbanens lokum med en kanyle vippende i en af de stenede årer og sejle væk i en rus eller gå rundt i S-togene med et tomt McDonald-krus og tikke mønter til det næste fiks hos min pusher hos Blockbuster.

Jeg kan for den sags skyld også lide romantiske komedier. Mine yndlings er ”Da Harry mødte Sally”, ”Forget Paris”, ”Manhattan” og ”Loveactually”. Men jeg tror kvinder er mere til fx Hugh Grant end til Billy Crystal og Woody Allen, så den lille forskel spiller måske alligevel en rolle…. 
 
(Foto fra filmene ”Death Proof”, ”Bridget Jones dagbog”, ”Planet Terror”)

Af Per Vad

I ti år har tegneserier i stigende grad været inspiration for Hollywoodfilm og lige nu er der et filmboom, samtidig inspirerer heltenes kulørte dragter haute couturen, og Politiken slår sommeren ihjel med kommentarer om skribenternes yndlingsserier. Inspireret af tidsånden satte jeg på gulvet og hev album efter album ud af mine tre meter reolhylder med tegneseriealbum og –hæfter.

Ud over et par Anders And-blade fra ’54 og nogle forskellige first edition af forskellige serier, består min samling af mainstream fra 70’erne og begyndelsen 80’erne. Det er hæfter fra den tid, hvor serierne begyndte at få selvbevidsthed, større kvalitet og blev modtaget mere seriøst. Hidtil havde Super Oves brevkasse i Superman været det tætteste man kom reflektering over tegneserier, men nu dukkede magasiner om tegneserier op – fx ”Kulørte Sider”. Ligesom specialbutikken Fantask åbnede, og der kom alternative danske udgivelser som ”Sejd”.

På comix-hylderne i min reol er der materiale nok til mange blogindlæg. Men da det at skrive weblog i høj grad er en selviscenesættelse, kan jeg reelt kun vælge mellem to emner: ”Kvinderne” eller ”Heltene og deres storbyer.” I denne omgang vælger jeg kvinderne.

Fra at have været stafage – i det omfang de over hovedet var til stede – blev comix-kvinder i 70’erne til helte og skurke og centrum for erotiske serier. Et eksempel er X-men: På trods af navnet så rummer superteamene faktisk et overtal af kvinder. Der kom også heroiske kvinder med mindre overnaturlige evner. Fx den danske Sussi Bechs Nofret, der drager rundt i det mytologiske Ægypten og roder sig ind og ud af alskens eventyr, og Francois Waltherys barmfagre stewardesse Natacha, der er en letbenet spændingsserie i klassiske europæiske streg. Asterix-tegneren Lauzier slog sig løs med albummet “Lilly Fatal” om en hjemmegående husmor, der får nok og går amok.

De kvindelige skurke var især sexede femme fatales i tegneserieverdenens film noir-pasticher. Fx i Will Eisners Spirit (der konkurrerer med Hævneren om at være den dårligst maskerede superhelt), hos Loros down and out-detektiv Phil Garlic i album med gode titler som ”Fandens til vejr at dø i” og i Matthias Schultheis’ tegneserieudgave af Charles Bukowskis noveller, der ikke handler om andet end druk, vold og sex i et comix-univers, der får film noir til at ligne en lalleglad Brodway musical af Roger og Hammerstein.

Kvindeoprøret nåede selvfølgelig også frem til tegneserierne – fx i albummet med den alt-sigende titel ”Giv ham kniven søster”. Det er en samling  feministiske historier tegnet af amerikanske, mandlige (!) undergrunds-tegnere. I flere af historierne bliver mændene først kneppet og siden kastreret. Det giver dog albummet en skærende mislyd, at undergrundstegnernes mester og mest maniske mandschauvinist, Robert Crumb, havde et bidrag med. Crumb er kendt for Fritz the Cat, men  nok især for sine syrede små-psykotiske serier med store kvinder som, med kæmpe røve, kæmpe barme og fede behårede ben, bliver voldbollet så det sprøjter af små mænd.

I det hele taget havde de fleste tegneseriekvinder bryster, der kunne få Dolly Parton og Pamela Anderson til at se hulbrystede ud. Bryster var der fx masser af i de erotiske serier. Fx i albumserien “Fanny”, hvor en række af Europas bedste tegnere med held prøvede kræfter med den erotiske genre. De bedste af dem var tegnere som Prado, Varenne, Beltran og Martel – Varenne lavede også en række udmærkede - muntre - erotiske soloalbums.  

Nu sidder jeg så her med et næsten færdigt blogindlæg og et gulv dækket til med tegneserier og har ikke præsteret andet end en opremsning af navne. Men der er til gengæld alle sammen navne på tegneserietegnere, der har fortjent en lille hyldest.  
 
(Billederne er fra ”Natacha”, ”Giv ham kniven søster”, Jean Pierre Gibrats feministiske selvtægthistorie ”Udflugter” og ”Lilly Fatal”)

Af Per Vad

Er en dejlig aften, en aften hvor aftensolen flimrer gennem løvet på de stynede træer, mens I sidder på den udbyggede veranda med duften af nyslået græs og osen fra grillen i næsen og kan høre børnelatter fra trampolinen i baghaven? Eller foretrækker du en vinteraften hvor I – hvis I havde fået en siddeplads i bussen – kunne se Irma-hønen og neoreklamerne på jeres vej ind til restauranterne og biograferne?

Er du mere til Henry Miller, Norman Mailer og Stieg Larsson end til Rifbjerg, Panduro og Bjarne Reuter? Var du mere til Batman og Gotham City frem for Superman og Metropolis? Hvornår lavede du første gang et æseløre i en digtsamling? 

Starter en god søndag formiddag med at du kommer tidligt i gang og får ryddet ud i kælderen og startet på isoleringen, for I har planer og kan se muligheden i det store areal under samtalekøkkenet? Eller er det bedre med brunch, en særudstilling på Statens Museum for Kunst eller en kanalrundfart for gu’ ved hvilken gang, fordi du kan lide at blive ført gennem byens blodårer?

Går sommerferien til en campingplads i Sydfrankrig med vandland og minigolf og kulturelle udflugter, der kun ligger tre timers kørsel fra den femstjernede plads? Eller foretrækker du hotelværelser med stivelse i det hvide sengetøjsbetræk og fyldige puder, du samler i ryggen og læser Politikens ”Turen går til”s kapitel om den gamle bykerne, inden du falder i dyb søvn med en halv øl stående på sengebordet?

Er den bedste udsigt fra tårnet i ZOO, toppen af pariserhjulet i Tivoli eller fra sidevinduet i din Citroën Berlingo, når du krydser Storebæltsbroen?

Hvor meget fritid bruger du på Nettet? Kunne du finde på at købe en slipover og gå med hvide sokker i sandaler eller køber du stadig T-shirts hos Jack & Jones?  Har du fået talt pension og låneomlægning med din bankrådgiver?  Er du til vinyl, CD eller iPod og har du stadig album med Nina Hagen og Malurt?

Hvis du svarer: Nummer to, de første, den første, tidligt i firserne og mange gange siden, den anden, nummer to, det andet, nummer to, Pariserhjulet, for meget, nummer to, nej desværre, CD og ja, men på vinyl der står i vakkelvorne flyttekasser på loftet?  Så er jeg ikke den eneste, der galt på den.

Af Per Vad

Så har jeg fået set mine ”lej fem favoritter i syv dage”-film: Der var den dæmoniske side af Kevin Costner i ”Mr. Brooks”, pjat og vandpjask i de to sidste ”Pirates of the Caribbean”, skabslesbisk psyko-terror i ” Notes on a Scandal” og testosteron-kogende action i “Shooter”.

I ”Mr. Brooks” er Kevin Costner den skizofrene seriemoder og beskyttende far, der er blevet afhængig af sin blodtørst, og Demi Moore er politikvinden som jagter ham. En amatørfotograf bliver vidner til et af Costners mord og bliver så opgejlet, at han får presset sig med på Costners næste mord-togt. På den måde bliver ”Mr. Brooks” næsten en meta-film, hvor den utiltalende blodtørstige groupie bliver repræsentant for den fascination af seriemordere, som Hollywood og alle os fra biografkøen og sofarækken føler.

Filmen har gode chokeffekter, vellykkede actionscener og en stemning af uhygge, der lugter af jordslået familie- og overklasseidyl, som Costner skal have en stor del af æren for.

På trods af søuhyrer, genfærd og en tur til dødsriget, så er der ingen uhygge i de to seneste afsnit af ”Pirates of the Caribbean”-serien (”Død mands kiste” og ”Ved verdens ende”). Men det, der begyndte som en munter, actionfyldt og selvironisk sørøverfilm med gode specialeffekts, er nu blevet til pjat og pjank og en Johnny Depp, som overspiller rollen som snalret amoralsk pirat med androgyne træk og bøssoide fakter.

Hvis man er til mistænkelig seksualitet, så er ”Notes on a Scandal” lige sagen. Smukke, ensomme Cate Blanchet er den nye lærerinde, som ikke helt har fået rystet 68’er-ånden af sig, og den skræmmende Judi Dench er skolens gammeljomfru og hejre med skarpslebent næb, der bliver hendes fortrolige veninde. Da Cate Blanchet indleder et forhold til en skoledreng, bliver Judi Dench forarget, såret og hysterisk og begynder at afpresse Cate Blanchet følelsesmæssigt.

Judi Dench spiller så godt og er så skræmmende, at hun har fortjent et forgiftet maltbolche eller den Oscar, hun blev indstillet til for rollen. Men filmens historie er ret lille, helvedet får ikke for alvor lov til at udfolde sig - og vi ved jo godt i forvejen, at ensomhed er noget lort, og stramtantede skabslebber med indtørrede fisser er livsfarlige.

I ”Shooter” er Mark Wahlberg en snig- og skarpskytte, der har trukket sig tilbage fra hæren, men pludselig bliver jagtet som mistænkt for et attentatforsøg mod præsidenten. Og Danny Glover er obersten fa den mystiske nationale sikkerhedsorganisation, der står bag det hele. Hér er der ikke nogen Oscar i sigtekornet. Til gengæld er der valuta for pengene til os, der kan lide non stop action, konspirationsteorier, der er langt ude i hampen, og seje og determinerede helte, der dyrker selvtægt.

”Shooter”s actionscener er ikke så flamboyante og virtuose som fx ”Mission: Impossible” eller så intense og medrivende som ”Bourne Identity”. Og ”Mr. Brooks” er ikke i vægtklasse med film som ”Seven”, ”Amarican Psyko” og ”Ondskabens øjne”. Men det er alligevel de to – ud af de fem ”favoritter” – som jeg vil anbefale.
Af Per Vad

”Det er dyrt at se så billig ud … ha, ha, ha.” Dolly Partons falset-latter lød ud over Malmö Stadion, mens hun løftede op i plastikbarmen og rettede lidt på den blonde, opsatte paryk, der alt sammen fik hende til at ligne en Disney-udgave af en country-skøge. Og hun takkede os for at ville bruge penge på hende og svor, at vi var de dejligste mennesker, hun nogensinde havde mødt.

Hun skulle have været på scenen for en time siden. I ventetiden havde jeg drukket et par ”starke öl” fra Pribs’ købt ved et af de til lejligheden interimistisk opstillede salgssteder med et par lange borde, et køleskab og en palle øl i plastikflasker – en emballageform der, meget passende, føltes som at befamle silikonebryster. Jeg hang ud og hyggede med hustruen og tjekkede stedet og publikum af. Der var en aldersspredning fra midt i tyverne til sidst i tresserne. Tre danske piger med sofapude-udstoppede brysteholdere, tilpasset countrytøj og farverige Cracker Jack Buffel hatte i fastelavns-materiale rendte rundt og spredte liv og lir og smil, ligesom mængden at souvenirbodens lyserøde cowboyhatte steg en smule i antal og også spredte lidt stemning.  

Da Dolly kom på scenen føg en kølig sommervind hen over det lille, gamle stadion og fik hende – så vidt man kunne se - til at skutte sig. På grund af vinden var det til det første sæt ikke lykkedes at sætte storskærmene op, så hun var bare en lille lattermild, lyserødt klædt figur i det fjerne. Og da hun begyndt at synge, fik lyden - der lød som musik fra en ghettoblaster i en plastikspand - folk til at flygte fra indercirklens dyre pladser og ud til os på lægterne, hvor der var rigeligt med ledige pladser.

Solen var ikke gået helt ned og vinden havde fejet de grå skyer væk, så i første sæt var publikum bedre oplyst end scenen. I andet sæt var storskærmene kommet op, solen havde overladt lyssætningen til sceneprojektørerne, og folk slog cafe-plaiderne til side og rejste sig og klappede og stampede og sang med på yndlingsnumrene. Hvad det angår så er skåninge og Københavnere mere til storby-sange som ”9 to 5” end ”Thank’ God I’m a Countrygirl”. Der var gamle syng-med-klassikere; et indslag med vittige råd og svar til ”alle de dejlige mennesker, som havde indsendt spørgsmål til lokalpressen”; en flot a cappella-udgave af ”Do I ever cross your Mind”; og en håndfuld sange fra hendes seneste CD, ”Backwoods Barbie”, hvor et par af dem lød til at være inspireret af keltisk begravelsesmusik – på den fede måde.

Honky tonk-dronningen spillede i to timer, og gav os det vi kom for af bluegrass, steelguitar med sirup og country-rock og -pop. Men når resultatet skal gøres op, så vandt vinden på en teknisk knockout, der ødelagde lyden, gjorde det umuligt at se noget i første sæt og fik folk til at småfryse.

I øvrigt: Inden koncerten var vi på Moosehead på Malmö Lilla Torg og fik et par lækre elg-burgere med lingonsylt (en tyttebær-substans, der er en velsmagende mellemting af syltetøj og yoghurt). Det kan anbefales…. Malmø kan i det hele taget anbefales!… Og det kan Dolly Parton trods alt også.

Af Per Vad

Groft sagt, så er der ingen sygeplejerskemangel. Men der er mangel på sygeplejersker, som gider arbejde på fuld tid. Og groft sagt så får sygeplejerskerne tilstrækkeligt i indtægt. Den burde bare være fordelt anderledes, så de fik mere som ”normalt” ansatte og mindre som vikarer.

60 % af sygeplejerskerne arbejder på nedsat tid, og de fleste af dem bruger ”fritiden” til at arbejde som vikarer til høje honorarer, der dræner regionernes kasse, uden at patienter får noget ud af det – tvært i mod så påvirker de mange vikarer arbejdsgangen på afdelingerne negativt.

Lige nu udnytter sygeplejerne, asocialt, et idiotisk system.

Jeg støtter normalt folk, der strejker – den store undtagelse er buschauffører. Folk der strejker holder aftalesystemet i live, viser fagforeningernes værdi, viser at man får noget ud af at kæmpe og opnår resultater, som andre kan bruge som pejlemærke og argument for bedre vilkår.

Jeg støtter også sygeplejerskernes strejke. Og selvfølgelig skal sygeplejernes løn være højere – de 12-13 % som soso-assistenterne har fået, ville være passende. Og selvfølgelig skal der nedsættes en ligelønskommission, som fører til et løft i lønnen hos kvindefag. Men hvis det skal lykkes, og den nuværende konflikt skal have en happy ending, så er der brug for en holdningsændring hos sygeplejerne, brug for en ændring af de idiotiske vikarregler og brug for politikere, der vil nedsætte en ligelønskommission og give regionerne rum til at tilbyde de strejkende en fornuftig løsning.

”Det hedder shabby chic,”  forklarede min kone, da jeg stod i det Kongelige Danske Haveselskabs Have på Frederiksberg og så på livsstilsudstillingen ”Mit Hjem er Mit Slot”s udvalg af vakkelvorne havebænke med afskallet maling og rustne ben.

Den årligt tilbagevendende messe for haveromantikere er en liveopførsel af et havemøbelkatalog fra Isabella Smith eller Aura-4-Laura. Heldigvis har jeg pressekort og kan komme gratis ind; for selvom det er en noget af en oplevelse, så ville jeg ikke betale 90 kr. for at komme ind og se de fisefornemmes svar på Søstrene Grene og loppemarkedet i Forum.

Stilen shabby chic er en blanding af country romantik, Ludvig 14s barok og gammel ragelse fra en havestue. Tingene er lavet af metal, træ og hygge; er formet med sving og krummelurer og malet i uangribelige pastelfarver og slebet og efterbehandlet, så det kommer til at fremstå som ældet med værdighed – og høj værdi. Og til det hele hører der søde mønstrede puder og klæder, der kunne være syet af hende ens irriterende gamle tante, der aldrig er flyttet mentalt ud af sin ungdoms hash-tågede kollektiv, og som selv syr og farver alt sit tøj og samler på healende sten, som hun sætter på snor og sælger som unikasmykker.

I mandeafdelingen er der ingen af mine venners plæneklippere, der ser ud til at have ambition om at vokse op og blive landbrugsmaskine, eller deres banale kuglegrill fra Weber. Hér er der mærkevare-spader og højteknologiske eller romantisk griller med design og ophæng, der gør det muligt at genskabe barndommens lejrbålshygge, næste gang far skal grille kødstykker.

Afdelingen med delikatesser er vel også mest for far. Hér er vildtpølser og emukød og vine fra fjerne egne, der – heldigvis – sjældent når frem til Brugsens vinudsalg.

Og mens far får smagsprøver eller fascineret står og åbner og lukker låget på en højteknologisk havegrill, der kunne være designet i fællesskab af NASA og Kvik Køkken, så kan mor og veninderne gå rundt og se på blomster. Overalt i potter og krukker finder man et farvestrålende udvalg af sommerblomster; lige fra bøssernes botaniske svar på majskolben - lyserøde lupiner - over pompøse pæoner til yndige blomster af den slags, man planter, fordi det spreder sommer og sol inden i bare at sige navnene: Morgenfrue, Mandstro, Ridder spore og Jomfru i det grønne.

Vi har tre dejlige altaner (ja, vi er skide heldige) med havemøbler fra Jysk – de er vakkelvorne på den billige måde - og tæt beplantet med årstidens planter og blomster fra Netto, Føtex og stiklinger fra min papsvigermors have.  Jeg er glad for vores altaner, men når man går rundt på shabby chic-festivalen i Haveselskabet flotte anlæg er jeg glad for, at det er alt vi har – for hvad kunne det dog ikke udvikle sig til, hvis vi havde haft en have?  Denne gang blev det til en fadøl i skyggen, mens min kone købte nogle stykker sæbe med krydderier og en revolutions-rød kæde i terningeformede sten.

Af Per Vad