Stille efterårsblues i NordVest

Efteråret er en af årets mest opreklamerede årstider. Det er kolde fingre og snottede næser. Det er usexede kvinder i overtøj, der får dem til at ligne en vinkelsofa på tilbud fra Biva. Det er savn af sommer og længsel efter vinter. Det er menneskeforladte forlystelsesparker uden latter og hvin. Det er grim himmel og rendestene med et plutte af døde blade halvt opløst i regnvand. 

Det går jeg og tænker på, mens jeg går ned ad Landsdommervej.

Nørrebrogade. Lige så sexet som efterårskvinder. Plutte med løvfald

Hækken ind til Grundtvigskolen er så afpillet og død, at man kan se ind i skolegården, hvor en rusten basketball-kurv med et iturevet net er ved at falde ned. På Frederiksborgvej er de småhandlende stadig danskere. Det gælder også frisøren ”Frank”, hvor jeg bliver klippet for 150 kr. – det er 50 kr. over kvarterets normalpris, men det er hvad det koster, hvis man vil klippes af en der taler dansk og forstår hvad man siger, når man beskriver sin ønskede frisure.

Når man er forbi nybyggeriet, der ligger mellem et godt gammelt møntvaskeri af den slags hvor der aldrig er nogen mennesker, og en gavl med et farvestrålende graffiti-maleri der hylder NordVest, og forbi serveringsstedet der er en blanding af en bodega og en restaurant med flæskesteg og rødkål som dagens ret til 79 kr., så når man op til Frederikssundsvej, hvor det pludselig kun er Blockbuster og Tandklinikken, der er danske – hvis man kan kalde Blockbuster dansk.  De unge ekspedienter er i det mindste danske. Hvis man lavede en konkurrence mellem Mc Donald, 7-Elleven og Blockbuster om hvis teenageekspedienter, der virker mest tanketomme, ville videokædens tyggegummityggende filipensbefængte filmignoranter nok vinde. Og det siger ikke så lidt.

På hjørnet af Frederiksborgvej og Frederikssundsvej er der kommet tre – udmærkede – baklava-konditorier lige ved siden af hinanden, ligesom Nørrebrogade er så fyldt med Pizza- og Shawarma-bikse, at man på en regnvejrsdag kan komme tørskoet op til runddelen ved at hoppe fra sted til sted. Et af stederne er Öz ved Skoda-pladsen skråt over for Titan Computer, hvor Muhammed – byens bedste pc-mekanikker – står bag disken og sælger de allerseneste og sejeste computerspil. Öz ligner et banalt shawarmasted, men er en af bydelens bedste etniske familierestauranter, hvor man kan spise sig mæt i gode billige tyrkiske retter og sidde og hænge ud og drikke gratis stærk te med masser af sukker, mens indvandrefamilierne kommer ind og spiser og lader deres børn lege i underetagens kugleland.    

I dag gider jeg ikke tage turen op ad Nørrebrogade. Jeg nøjes med at gå ind og kigge lidt i Nørrebro Boghandel. Ikke fordi jeg skal have noget. Jeg vil bare gerne gå lidt rundt i kvarterets mest autentiske boghandel og røre lidt ved nogle af bøgerne og se om der skulle være nogle gode tilbud. Fra boghandlen tager jeg de sidste ti meter op til Svale Apoteket. Jeg skal til Uganda om et par dage, så jeg skal have købt malariapiller, desinfektionsservietter og Imodium i tilfælde af diare.  

På hjemvejen passerer jeg Tit Inn. Det forfaldne brætbeklædte sted er et af Nørrebrogades sidste brune værtshuse – de andre er rockerstedet Det Rene Glas og Understellet, der er et unge mennesker og højt musik uden dansegulv-sted. Jeg går ind i Føtex og maser mig gennem klumpen af buttede indvandrekoner, der roder i tilbudsbunkerne med tøj. Kvinderne virker slankere om sommeren, så måske er de ikke buttede, men bare klædt i lag på lag af tøj.  Jeg køber kattemad og kattegrus og en tubelignende plasticpose med risalamande og går gennem en af selvbetjeningskasserne, der som altid giver sig til at hyle fordi jeg har gjort et eller andet galt. Efter at der er kommet selvbetjeningskasser, er min respekt for kassedamer vokset markant – det er sgu ikke nemt at indlæse stregkoder.

Jeg tager ad Lygten hjem, hvor jeg kan gå gennem Nørrebrocenteret. Nørebrocenteret er et lille provinsielt center, der er et misfoster af en parring mellem gågaden i Horsens og evig kunstig sommer med el-oplyst himmel, der genlyder af elevatormusik, mens ventilationssystemet sikrer frisk, lun luft. Ud over et par gode billige butikker med herretøj er der også en Matas, hvor jeg vil købe en aftershave. Inde i butikken er det meste af gulvpladsen dækket af en stor udstilling med julegavesæt med duft og creme til mænd og damer. Jeg spørger den unge ekspeditrice, om de har Ceruttis 1881 eller Hugo Boss’ Number One. Efter at have søgt råd hos en mere erfaren ekspeditrice henter hun en lille flaske og sprayer et pift Boss-duft ud i lokalet og siger, at de har den her. Jeg forklarer hende, at det er en eau de toilette og ikke en aftershave og går med uforrettet sag. Jeg overvejer at gå ind på Cafe Palmen, der har plastik palmer og en god kaffe, men dropper det. 

Da jeg kommer hjem Googler jeg nogle artikler om Uganda, printer dem ud og sætter mig til at læse om det varme centralafrikanske land.

Af Per Vad

Twitter og værdien af nuet

Man skal leve i nuet, livet er skønt, og hver eneste øjeblik skal man suge til sig i dybe åndedrag. Det lærte vi af 68′erne. Og tiden er så kort, og det ku’ hænde, man kom for sent, for sent til livets ende. Det lærte vi af Rachel Rastenni. Men den lovprisning af nuet er under angreb, fordi mange har fået nok af trivielle twit, ligegyldige Facebook-opdateringer og tanketom SMS-chat fra folk, der simpelthen bare er for kedelige. En af dem, der har fået nok, er det amerikanske teenageidol Hannah Montana. (Hendes argumenter kan høres i den nedenstående musikvideo).

Tippi Hedren overfaldet af twittere i Hitchcocks "The Twitters". Min Twitter-konto. Filmen der er kedeligere end de fleste indlæg på sociale medier

Det er skønt at klø sig i røven, hvis det klør. Men det er ikke nødvendigvis en aktivitet, resten af verden vil høre om. Ligesom ”jeg laver mad” og ”jeg lejer med mine børn” og ”jeg ser på solnedgangen” måske heller ikke giver globale åbenbaringer. I det hele taget er det ”nu” og ”hvert eneste øjeblik”, som vi har lært er kostbart – og måske derfor priser i vores opdateringer – ret røvsygt set gennem andres læsebriller. 

På den anden side så er en blog som Dave Walkers “Dullest blog in the World” en af de mest besøgte i verden. Her er et typisk indlæg, som jeg gengiver i sin fulde længde:

”Closing a window
July 6th, 2009. A window was slightly open. I decided that I did not need it to continue to be so. I closed it and securing it using the window handles.” Indlægget har fået 96 kommentarer.

Dave Walker befinder sig et sted i en gylden triangel mellem haiku digt, gonzo-journalistik af Hunter S. Thomsen og en fornemmelse for kommunikationen på sociale medier af næsten zenbuddhistisk dybde, hvor det at lave en diggmarkering kan rumme langt mere og bedre kommunikation end fx mine sidelange og selvsmagende blogindlæg.

Dave Walkers blog fik mig til at tænke på Sofia Coppolas film ”Lost in Translation”, hvor Bill Murray er en skuespiller med de bedste år af sit liv, sin karriere og sit ægteskab bag sig. Han går rundt og føler sig uden for i Tokyo, hvor han møder Scarlett Johansson. At møde Scarlett Johanssen burde give materiale til et par stoflige blogindlæg, men filmen er to indholdsløse timer.

Selvom ”Lost in Translation” nok er den kedeligste film, der nogensinde har vundet en Oscar – eller netop fordi den på en tragikomisk måde er så kedelig – kan man ikke få øjnene fra den, før rulleteksterne kommer, og man ærgrer sig over at have spildt tid på det lort.

Hvis du har det ligesådan med opdateringer, twit, SMS’er sendt af en ex-ven i en brandert fra et værtshus efter midnat eller mine trælse blogindlæg, så drop læsningen og inviterer fx mig over. Så kan vi drikke os snalrede i billig whisky med cola, importeret øl eller et par flasker rimelig god rødvin, mens vi udveksler mainstream-holdninger, i-dag-så-jeg-en-scleroseramt-med-punkteret-kørestol-oplevelser og livsfilosofier, der er lettere at fordøje end pastaskruer med kødsovs. Det vil give øjeblikke der er mere værd end at læse blogindlæg. Men det vi faktuelt vil kommunikere til hinanden vil være det samme som man læser i tomgangssnakkende indlæg på sociale webmedier.

De, som min totalt sociale medier afgudsdyrkende kone fnysende kalder GAL’ere (står for Get A Life), vil være enige med  Hannah Montana og hendes video. Jeg ved godt, at Twitter er bedst til udveksling af gode link og formidling af nyheder, og en god blog skal have korte, seriøse indlæg om en afgrænset og defineret gruppe af emner. Men jeg er ligeglad. Jeg synes, at livet er skønt og hvert eneste øjeblik er så værdifuldt, at det mindst er et twit værd. Så gør dine twit, dine opdateringer og dine blogindlæg til en hyldest til dit eget liv! Det er en mulighed for at fejre hverdagen, som er ny. Og så fuck om andre gider læse det.

Af Per Vad

Med rutebil mod Ærø

Markerne ligger i et blødt bakkelandskab med firkanter af jordsort og græsgrøn ved siden af hinanden, række efter række, som et bulet og mørnet spillebræt. Over det østlige spillebræt hænger en varulve-måne og horisonten over den vestlige er dækket af et flot orange skær, der skinner gennem de grå skyer, der tidligere på dagen gav regn og rusk, hvor blæsten farede om på vores fire kvadratmeter store altan og vendte vrangen ud på vores plastik-99 kr-i-Jysk-solstol.

Ærøskøbing i oktober

Jeg sidder i en rutebil på vej mod Esbjerg. ”Rutebil”; alt efter hvilken vej man kører så har lyden af ordet en undertone af romantisk opfyldelse af udlængsel eller noget fandens provinsielt. Bussen er fyldt med efterskoleelever; endnu ikke stikmodne piger, der ler og taler i mobil, og bumsede drenge med hængerøv, kasketter eller hættetrøjer og rygsække eller store sportstasker, der buler ud af laptops og skiftetøj. 

Bussen kører gennem byer med navne, der ikke er værd at huske, mellem marker med vindmøller og lange indkørsler, hvor der forenden står biler med anhænger foran bygninger, der ligner et håndværkertilbud.  Da vi kommer til Esbjerg står jeg ved havnemolen og kigger efter færgen. Byen går næsten helt ned til færgelejet, og en af de sidste bygninger er en italiensk restaurant med en ejer der, at dømme efter lyskæderne, ikke har besluttet sig for, om han vil gå efter det italienske look eller julestemning hele året.

Om bord på færgen er den første højtalerbesked en beklagelse over, at båden på grund af vejret ikke kan sælge andre ”varme retter” end pølser med brød. Det betyder at jeg slipper for det tunge valg mellem ”Pølsemix”, der på illustrationen over skranken ser ud til at være hotdogpølser skåret i stykker og rodet sammen med pommes frites og ketchup, eller to frikadeller med kartoffelsalat. Jeg tager en af de sidste tallerkener med tre cellofantildækkede håndmadder samt en cola light.

Efter kl. ni er Ærøskøbing mørk og menneskeforladt. Jeg har problemer med at finde Hotel Ærøhus, der skulle bestå af en hovedbygning og nogle motel- eller minirækkehus-lignende bygninger. Jeg kommer forbi et af byens eneste oplyste steder. Det består af en større bygningen med nogen tilhørende bygninger med værelser, så jeg går ind i håb om at det er hotellet eller der er nogen, som kan vise på vej. Der er ikke nogen. Så jeg går lidt rundt på det der viser sig at være et plejehjem og går igen uden at have set andre end de sovende pensionister på de oplyste værelser. I Ærøskøbing sidder borgerne bag tildækkede ruder i mørke stuer, der kun er oplyst af skæret fra tv-apparaterne, mens de gamle på plejehjemmet sover bag glasfacader med alt lyset tændt.

Jeg finder mit hotel. Og næste dag begynder to personaledage for de ansatte på epilepsiforeningens landskontor. I programmet er der lagt en længere pause ind, så vi kan gå rundt og se byen.  Ærøskøbing i oktober er en affolket død by, hvor de sammensunkne bindingsværkshuse på de brostensbelagte gader ser ud som om de puster ud og samler kræfter, så de kan rejse sig og stå klar når sæsonen starter. Netto har åbent – helt til kl. 19. Nede i nærheden af havnen sidder fire surmulende og skulende knægte på en bænk og spiser chips. På havnen er røgeriget lukket for i år. Men havnegrillen har åbent.

Maden på Hotel Ærøhus er så omfattende og storslået, at jeg ikke kan klemme så meget som en kradser ned. Jeg vil ellers gerne prøve en af grillens hotdogs eller bøfsandwich med færdiglavet bøf, remoulade, ristede løg, rødkål og agurkesalat i en lille overskåret tør melbolle. Jeg vil også gerne se Flaske-Peters samling af flaskeskibe og tage en tur til Marstal og se verdens største solvarmeværk, der med sine 18.365 kvadratmeter ligger og ligner kulisserne til en sience fiction-film, og stå på havnen i Marstal og tænke på Carsten Jensens roman, ”Vi, de druknede”, om Marstal, drengene der blev mænd i mastetoppene, mændene der omkom på havet, kvinderne der klarede sig på land, og tiderne der skiftede og gjorde en ende på al romantikken og dramatikken. Men det er to arbejdsdage. Heldigvis. Så undgår man ø-kuller.

På hjemvejen kører jeg med i en af kollegaernes bil og farer hjem ad motorvejenes asfalt og beton og frakørselsskilte.

Af Per Vad

En dag med racekatte

Det var selvfølgelig hustruens ide – som hun havde fået ved at bladre i en tilfældig udgave af Vesterbro Bladet – at vi skulle besøge den Internationale racekatteudstilling 2009 i Frederiksberghallerne.

Udstilligsgang, lille kat, dommeren voterer

Hallerne lugtede af dyrskue og støv. Og arrangørerne havde øjensynlig hentet inspiration fra persiske markeder og mellemøstlig byplanlægning. I snævre gange, tæt befolket med et mylder af overvægtige koner, ældre på efterløn, familiebander med katte-rygmærker, handicappede og børn og bøsser, stod katteburene op ad hinanden med præmiepokaler, indrammede billeder af kattenes familie og tilfældigt skrammel på taget og havde næsten alle sammen en beklædning og et interiøer, der ledte tankerne hen på boudoir og tyrkiske festlokaler.

Inde i burene var katte af alle racer.  Mine yndlinge er fx bengal med den familievenlige udgave af leopardpels, de vildkat-orange abyssinere og selvfølgelig britisk korthår, der er levende Whiskasreklamer.  Sorte bombay, der er som avlet til brug for gyserfilm og sataniske messer, er selvfølgelig også flotte.

Til gengæld har jeg det svært med racer som russian blue og blå britisk korthår, hvor den tætte, korte støvgrå pels får mig til at tænke på småborgerlige bløde væg til væg-gulvtæpper i Dansk Folkepartis kernevælgeres jyske forstadsvillaers vinkelstuer.

Og jeg har det meget svært med de langhårede racer. Uanset om det er hårdføre norske skovkatte med sejt ansigtsudtryk og vind- og snetæt pels eller perserkatte, der med indsunket ansigt og filtret lang pels, ser ud som en skovkat vasket på forkert program. Ligesom jeg har det svært med deres modsætning: Den skaldede sphynx, der ligner en krydsning af en flået siameser og ET – hvilken pervers person har fundet på at avle videre på disse gruopvækkende og grinagtige skabninger, der stammer fra en muteret killing født i Ontario i 1966? 

I et par af burene var der avlede huskatte med papir på, at de i flere generationer var ubesmittet af gener fra racekatte. Da de besøgende skulle stemme på udstillingens sødeste kat, gik hustruens stemme selvfølgelig til en huskat, der så ud som en forædlet stamtavleudgave af vores egen rødstribede Firefox-logo-lignede huskat.

De autoriserede dommere var kraftige kvinder i trøjer med dårlig pasform eller fimsede mænd med farvestærke skjorter, der vaskede hænder i en særlig lotion mens bordene blev sprayet, før næste kat kom frem og fik bedømt pelsens glød, kroppens harmoni og ansigtets udtryk, der blev forstærket med en fjerklædt pind som dommeren, med gestik som en parodi på en indretningsarkitekt, viftede foran katten.  Hvem der vandt, og hvem der blev nummer to og tre betød i sidste ende ikke så meget, for alle kendte hinanden fra talrigre tidligere stævner, hvor de skiftedes til at få den billigt udseende, guldfarvede pokal.

Efter en tur rundt i standene for enden af hallerne, der solgte alt, hvad et katte og katteelskeres hjerter kunne begære af foder, sanitært udstyr, skønhedspleje, helsemidler, legetøj og ekstravagance, hvor hustruen købte et par æsker lækkerbider, baldrian bolcher, en lille æltepude og noget Catnip Spray, gik vi op i Frederiksberghallernes cafe. Og i solskin på terrassen med udsigt til boldbanerne, hvor grupper af børn og voksne løb rundt i dovent tempo og skød på mål, fik vi en club sandwich og hhv. en fadøl og en cola light.

En dejlig dag, hvor hustruen atter viste, at hun er god til at finde på udflugter.

Af Per Vad

Op i røven med Mellemøsten

Nu slås de igen i Mellemøsten. Og når valget i Israel er overstået og en endnu mere psykopatisk højrefløj er kommet til, vil der for alvor flyde blod ned ad verdens tv-skærme. Og der er sket noget frygteligt: Jeg er blevet ligeglad – og jeg er sikkert ikke den eneste.

Krigen i Gaza, palæstinenserne, israelerne

Fordi Mellemøsten er og bliver uden for pædagogisk rækkevidde. Det er et sted, hvor kun målsøgende missiler og selvmordsbomber, når deres mål.  Det er sted, hvor der mere meningsløshed end i TV3s underholdningsprogrammer, mere sprøjtende blod end i directers cut-udgaven af The Texas Chainsaw Massacre. Det er et sted, der er mere nedslående end Danmarks kontraspil ved VM i håndbold og mere hadefuldt end en skilsmissesag hvor forældreretten står på spil. Jeg er blevet træt af Mellemøsten. Og jeg holder ikke med nogen. Både palæstinenserne og israelerne kan rende mig i røven.

Jeg kan huske en aften under landkrigen. Jeg sad og så på Lally Hoffmann der stod med sit vindblæste morgenhår og alkoholiker-look og rapporterede fra striden. Jeg ville ikke høre om Mellemøsten, så jeg zappede over på Animal Planet, hvor en dyrlæge var ved at foretage kejsersnit på en chihuahua. Da fire hvalpe var kommet til verden skiftede jeg kanal. Og så skete det. Jeg landede på slagmarken. Jeg røg ind i en debat på DR2, hvor Martin Krasnik kaldte en ophidset Maj Kaltoft fra Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening for idiot. Den anti-muslimske forfatter og rødhårede journalist var flankeret af Arne Melchior og en anden dansk jøde – jeg har aldrig hørt en jøde, der ikke var blottet for forståelse for palæstinenserne, og som ikke brugte al sin taletid på at forklare, hvorfor Israel er nødt til at myrde løs blandt sine naboer. 

Jeg tænkte, at Krasnik og hans jødelobby var idioter, ligesom Maj Kaltoft og alle de andre terrorsympatisører var idioter. Palæstinenserne og israelerne er idioter, tænkte jeg og forbandede dem alle sammen: Palæstinensere skulle have alt håret barberet af og dunkes på deres skaldede isser med en af Bush’s forlagte sutsko, og de skulle røvpules med en ornepik mens et jødisk mandskor med grimme kalotter stod og sang ”Halleluja, halleluja”. Og når jeg tænkte på israelerne fik jeg lyst til at tage til Auschwitz’ holocaust-museum for at finde lidt opmuntring. 

Jeg zappede over til TCM og så Fred Astaire danse sorgløst og forelsket rundt i en musical, jeg ikke kendte. Man kan ikke være vred, mens man ser musical. Så jeg blev hængende og så Fred Astaire danse, mens mens der kørte der Merkava kampvogne rundt i Gazas gader, og tørklædeklædte kvinder med forgrædte og sodsværtede ansigter knugede blodige børnelig ind til sig og hævede en knyttet næve mod himlen og kameraet og hele verden og råbte sætninger, man ikke behøvede få oversat for at forstå. Jeg så Fred Astaire danse, mens palæstinensiske teenagere proppede krudt i vandrør for at bruge dem som primitive raketter og andre palæstinensere smuglede større raketter gennem tunneller under skolegårde, så de – når der blev våbenhvile – kunne fyre dem af mod storbyer som Ashkelon, hvor de ville ramme fuldstændig tilfældigt. 

Det glæder mig, at nogen utrætteligt arbejder for en varig fred i Mellemøsten. Og jeg håber selvfølgelig, at der en dag bliver fred. Forhåbentlig inden vi alle sammen er blevet kynikere, der hellere vil se handlingsløse dansefilm end følge med i millioner af menneskers skæbne.

Af Per Vad

En hyldest til julen

Det ville være oplagt for en som mig at række julen ned, flå vatskægget af den, spytte den i ansigtet, knuse pebernødderne og klage over at det hele kommer så tidligt, at julen får præmatur ejakulation. Men jeg vil holde mig for ørene, mens Whams ”Last Christmas” runger i Nørrebro Indkøbscenter, se bort fra ugebladenes forsider med guides til den perfekte jul og træde hen over stakken med tilbudsaviser og reklamer, hvor den grimmeste er BRs billige papirhæfte med et mix af tarvelige og disharmoniske farver, hvor en øretæveindbydende garderhueklædt og psykotisk storgrinende møgunge præsenterer et rodet udbud af gaver. Og man får det ikke bedre, når man tænker på, at selv de mindste legetøjsgaver sælges i store uhåndterlige pakker, hvor en lille bil er præcenteret på et hult podium i en stor gennemsigtig montre, der er hæftet fast til en kæmpe papryg med reklamer for de andre ting i serien. Den slags gaver er umulige at pakke ind – ligesom det er vanskelig at pakke velgørenhedsgaver som en ged eller et abonnement på en negerdreng ind.

Krybbespil, gaver, juleøl

Nej, jeg må bevare selvkontrollen, give julen en chance og liste alle de gode ting ved julen op:

Julefrokoster. Risalamande. Furs Julebryg. At ønske det bedste for sig selv og andre. Tændte stearinlys. Synet fra gaden når man ser op på altanen, konen har smykket med gran og diodelyskæder. Gadeudsmykning med oplyste træer, der giver byens lysreklamer en ny og mere romantisk grundtone. Familiearrangementer. Händels Messias i Helligåndskirken. At tænde lyslamper på kirkegårdsgrave. At stoppe op ved nedgangen til Nørreport og tømme lommerne for småpenge til tiggeren med byens værste saxofonspil (især den selvgode følelse er værd at svælge i, mens man tænker på chancen for at de sænker topskatten). Stormagasiner på en tirsdag formiddag. Den kvindelige højtalerstemme der annoncerer tilbud på dametøj, oplyser at om lidt er toget fremme ved endestationen og gør kunderne opmærksomme på, at kasse syv også er åben. Julehilsner. Julegratiale. Juleferie. Fyrværkeriet der fra begyndelsen af december og frem til nytår spreder sig langsomt fra Københavns etniske kvarterer til forstadens villaveje. Smilene. Selvtilfredsheden og smagen af en shawarma efter at have købt gaver til to familier på en dag. Første juledag hos hendes familie. Julehilsner. Give nevøer og niecer et knus. Post med frimærker og håndskrevet adresse. Duften fra messedrengenes svingende røgelseskar. Julekrybber. Slik og småkager. Glög. Svinekød. Lillejuleaften med ”Life of Brian” på video og pizza i sengen sammen med konen. At få gavekort eller andre brugbare ting, man har ønsket sig (frem for resultatet af folks dårlige fantasi). Lyden af en taxidør, der lukker og holder kulden ude (det er ekstrafedt, hvis vognen har GPS, så man ikke selv skal guide den etniske chauffør frem til gader uden for København K). Når Muhammed nede i døgnkiosken ønsker en glædelig jul, selv om det intet siger ham og ingen ønsker ham godt på hans helligdage. Duften af gran når man krydser gennem hjørnepladserne med juletræssælgere. At stå hos en boghandler og bladre i mandelgave-bøger. Året der gik-programmer i tv. Hvis der er penge tilbage på kontoen, når måneden er omme. Og frem for alt: Når det er overstået.

Skulle man i anledning af højtiden af lyst til at få opsummeret sin bibelkundskab, så vil jeg anbefale, http://www.thebricktestament.com/, hvor historien er gengivet ved hjælp af legoklodser.

Hvis man skulle tilhøre gruppen af julehader, så er her en video:

Af Per Vad

En neger-sejr og en splattet negerarm

”Det er en dens slags begivenheder, hvor alle kan huske, hvad de lavede på det tidspunkt – ligesom med månelandingen og 9-11,” sagde en overeksalteret kvindelig tv-kommentator, da jeg sent om aftenen hørte om Obamas sejrstale.

Jeg kan godt huske, hvad jeg foretog mig.

Mens Obama stod og talte om forandring og håb og bjergtoppe der skulle nås og lang vej endnu, da sad jeg på toilettet med tyndskid. Obama delte Kleenex ud til masserne og trak chokoladebrune silkebånd gennem deres øregange, mens et oversavet haglgevær blev affyret i min endetarm og sendte en eksplosion af beklumret væske og lort med substans som klatter af tynd grød ned i den renvaskede toiletkomme, hvor det nu dryppede fra balkonen og gled ned ad siderne. 

sindsstemning, morgen i NV, Bush og Foghs udenrigspolitik

I køkkenet skyllede jeg en håndfuld rivotril, lamotrigin, deprakine, multivitamin, kalktabletter og det hele suppleret med et par Imodium og Panodiler ned med den resterende sjat af noget look a like-juice, der havde passeret sidste salgsdato – kan vand med tilsætningsstoffer blive for gammelt?

Efter vask og tandbørstning stod jeg og betragtede mit ansigt i spejlet, mens jeg smurte creme ind i huden. Jeg havde overfyldte Bilka-poser under de røde sprækker af øjne og tydelige tegn på kalkunhud på halsen. Jeg kom til at tænke på Bob Foss i ”All that jazz”, der hver dag, hostende og hakkende, kæmper sig gennem et morgenritual med smøger, sprut, medicin og øjendråber. Og ligesom ham sluttede jeg af med at gestikulere med hænderne og proklamere til spejlet: ”It’s showtime!”

Avisbudet havde smidt vores avis nede foran gadedøren, og hen ad hele gaden kunne man se aviser, hvor disen var ved at ødelægge forsidebilleder af Obama.

Min kone har bestemt, at vi skal abonnere på Politiken. Men jeg valgte at hugge en Berlingske Tidende – den er lettere at læse i bussen, og jeg foretrækker god journalistik og interessante analyser frem for repetition af mine egne holdninger. Avisen proppede jeg ned i mappen og tog min lille billige med øreplugs der hele tiden falder ud-MP3 frem og lod gamle, vredsende, mavesure C V. Jørgensen-numre fylde mit hoved:

“Sidder på en bombe i et S-tog / og drømmer mig tilbage til dengang i de / ligeglade tressere hvor blomster var symboler / på de samme ting som bomber er i dag.” Jeg tænkte kort over sangens aktualitet, men nøjedes med at konkludere, at han ikke var særlig god til at rime, mens han fortsatte sine snerrende anklager mod middelklassen: “Det er logik for begyndere at det må gå  / som det går når de kommende generationer / drives til vanvid af dommedagsprofeter.”

Heldigvis er den periode af efteråret, hvor vi alle går med hænderne dybt begravet i lommerne og presser frakken ud af pasform, mens vi skuler til hinanden for at se hvem der først begynder at gå med vanter, forbi. Så jeg kunne roligt trække mine strikhandsker købt for 49 kr. hos Tøjeksperten på.  De fleste dag om året hænger der en sol lige over plejeboligerne på Tagensvej og skærer en ind i øjnene når man skal over fodgængerfeltet, men nu er månen oppe, både når man går og når man kommer hjem.

Da jeg nåede Hovedbanegården måtte jeg på toilettet igen. Mens tarmen blev tømt for en splattet negerarm tænkte jeg lidt over Obamas sejr:

At han er halvneger kan jeg ret beset være ligeglad med. Og jeg ønsker amerikanerne alt mulig held og lykke med en bedre sundhedsforsikring. Men det eneste der virkelig vedrører mig, er hans udenrigspolitik: Vil han kunne genstarte USA’s økonomi uden protektionisme? Er han interesseret i en klimaaftale der batter noget? Vil han stoppe den superreaktionære middelalderlige korstogs-lignende religionskrig, hvor vi med et miks af ekstrapansrede Leopard kampvogne og Pia Kjærsgaard på selvproducerende endorfiner prøver at presse kristne værdier ned i halsen på muslimer? Og hvad skal der blive af Fogh, nu hvor han har mistet sin eneste rigtige ven i hele verden?

Jeg tørrede mig med kælderlokummets lidt krassende toiletpapir og begav mig mod perron 7, hvor lyntoget ville bringe mig til Odense og Epilepsiforeningens landskontor. Om 13-14 timer ville jeg være hjemme igen – og Obama ville sikkert have sluttet sin tale.

”It’s showtime!”

Af Per Vad

Jeg gider ikke høre om cancer og sukkersyge

Hvorfor følger du ureflekterende strømmen og støtter den handicapsag, der er på mode? Har du en et-pattet, HIV-smittet veninde, der pisser honning og er skaldet på grund af kemoterapi? Eller vil du bare på en letkøbt måde promovere og selviscenesætte dig som humanist? 

Aviserne skriver om sundhed som aldrig før. PR-virksomheden GCI Mannov har på baggrund af en optælling over en måned opgjort, at alene i de landsdækkende, trykte medier er antallet af »sundhedspolitiske historier« steget med ca. 96 pct. i år sammenlignet med sidste år.

cancer, diabetes, fedme og epilepsi

Men der er tydelige tendenser i, hvad der skrives om. I år er der skrevet mest om kræft generelt, fedme, hjerte-kar-sygdomme, allergi og brystkræft, mens der absolut ikke er mode i at skrive om astma, mæslinger, sklerose, ADHD, parkinson og epilepsi. De emner har kun formået at give anledning til en artikel hver i løbet af den undersøgte måned – 1 artikel!

Diabetesforeningen har lige startet en kampagne, der skal få alle danskere i risikogruppen til at få tjekket, om de har sukkersyge – risikogruppen er alt fra natpottepissere og folk med kløe på benene eller hovedpine til dem med forhøjet blodtryk. Diabetesforeningens tal er splattergys på højde med “Motorsavsmassakren”: Hver femte danske har diabetes og hver anden time dør en dansker af diabetes! Wauw! Det lyder jo som om vi dagen igennem må træde hen over mennesker, der pludselig skvatter døde om på gaden. Men det er selvfølgelig manipulerende tal. 

Som bekendt findes der to slags diabetes. Diabetes 2 er den allermest udbredte og rammer især midaldrende, blegfede, sofakartofler der æder sig ihjel. Ud over dårlig livsstil så spiller det også en stor rolle for statistikken, at vi lever længere, og der i dag ikke er noget der hedder død af alderdom. Cancer og blodpropper (fx grundet diabetes) er “en naturlig død”.

De andre store folkesygdomme – der stjæler politikernes interesse og dine støttekroner – er også selvforskyldte dårligdomme.    

Livsstilssygdomme rammer dem, der ubeskyttet solbader lige under middagssolen og bag efter går hjem til solariet for at give kuløren et ekstra pift. Og det er dem, der klumper sammen og lynsuger nikotinen ud af cigaretten i aftenkulden uden for restauranten eller på perroner, hvor toget venter på dem i to minutter. Og det er dem, der siger: “Nej, vi skal da lige have et glas til inden du sætter dig bag rattet i din bil”. Og det er dem, der fylder sig med lørdagsslik, mens de ser tv-serien “Sommer” og synes det er synd for faren med alzheimer. Og det er dem, der trøstespiser en æske fyldte chokolader fordi deres chef er dum eller kæresten er skredet. Og det er dem, der skyller en Big Mac med fed ost og sukkerholdig ketchup og friturestegte pomfrit ned med en XXL Cola.

De er alle sammen en lige så stor trussel mod velfærdssamfundet som Anders Fogh med en forskærerkniv under en finanslovsforhandling. Og der findes to slags idioter: Dem (dig og mig) der lever, så de får en livsstilssygdom og dem (dig – ikke mig), der bundefanges til at hjælpe disse udvalgte grupper.

De samme mennesker, som griner af dårligt synkroniserede tyske tv-reklamer for Werthers ægte, hopper gang på gang på de store patient- og handicapforeningers kampagner og køber blodrøde AIDS-sløjfer og går med dem i reverset eller i Charlotte Sparre tørklædet, som var de med i en hemmelig loge for særligt udvalgte humanister, eller de går med lyseblå eller gule plastikarmbånd, eller putter 25-ører i sparebøsser på Apoteket, går til grøn koncert og drikker sig fulde og pisser op af træerne i Valbyparken fordi det går til et godt formål, eller de opretter Facebook-grupper og køber lyserøde halvsløjfer for at “støtte brysterne” (der har kampagnefolkene virkelig rågrinet så den tilbageværende patte har hoppet op og ned, da de fandt på sloganet). 

Jeg mener selvfølgelig, at alle handicap, sygdomme og sundhedsproblemer skal tages alvorligt, og vi skal gøre, hvad der kan gøres for at forebygge og helbrede ALLE sygdomme og lidelser!  Og når jeg giver den som hard core helse-kyniker og – uretfærdigt – hænger folk der støtter sygdomsbekæmpelse ud, så er der en meget, meget stor portion misundelse og brødnid i det. Jeg arbejder for en af de oversete grupper: Epileptikerne – en af den slags kroniske lidelser, der ikke er selvforskyldte.

55.000 danskere har epilepsi, og hvert år får 4.500 nye stillet diagnosen. Til sammenligning har ca. 6.000 sclerose, 5.000 har AIDS og 4.000 får årligt stillet diagnosen brystkræft.

Jeg gider ikke skrive om epilepsi – jeg har lavet en side om det her på min blog/hjemmeside – men jeg kan da vise den seneste kampagnefilm, der skal sætte fokus på epilepsi og givet et link til en side, der viser, hvordan du kan gøre noget for epileptikere.

Af Per Vad

Afgørende spørgsmål

Er en dejlig aften, en aften hvor aftensolen flimrer gennem løvet på de stynede træer, mens I sidder på den udbyggede veranda med duften af nyslået græs og osen fra grillen i næsen og kan høre børnelatter fra trampolinen i baghaven? Eller foretrækker du en vinteraften hvor I – hvis I havde fået en siddeplads i bussen – kunne se Irma-hønen og neoreklamerne på jeres vej ind til restauranterne og biograferne?

Er du mere til Henry Miller, Norman Mailer og Stieg Larsson end til Rifbjerg, Panduro og Bjarne Reuter? Var du mere til Batman og Gotham City frem for Superman og Metropolis? Hvornår lavede du første gang et æseløre i en digtsamling? 

Starter en god søndag formiddag med at du kommer tidligt i gang og får ryddet ud i kælderen og startet på isoleringen, for I har planer og kan se muligheden i det store areal under samtalekøkkenet? Eller er det bedre med brunch, en særudstilling på Statens Museum for Kunst eller en kanalrundfart for gu’ ved hvilken gang, fordi du kan lide at blive ført gennem byens blodårer?

Går sommerferien til en campingplads i Sydfrankrig med vandland og minigolf og kulturelle udflugter, der kun ligger tre timers kørsel fra den femstjernede plads? Eller foretrækker du hotelværelser med stivelse i det hvide sengetøjsbetræk og fyldige puder, du samler i ryggen og læser Politikens ”Turen går til”s kapitel om den gamle bykerne, inden du falder i dyb søvn med en halv øl stående på sengebordet?

Er den bedste udsigt fra tårnet i ZOO, toppen af pariserhjulet i Tivoli eller fra sidevinduet i din Citroën Berlingo, når du krydser Storebæltsbroen?

Hvor meget fritid bruger du på Nettet? Kunne du finde på at købe en slipover og gå med hvide sokker i sandaler eller køber du stadig T-shirts hos Jack & Jones?  Har du fået talt pension og låneomlægning med din bankrådgiver?  Er du til vinyl, CD eller iPod og har du stadig album med Nina Hagen og Malurt?

Hvis du svarer: Nummer to, de første, den første, tidligt i firserne og mange gange siden, den anden, nummer to, det andet, nummer to, Pariserhjulet, for meget, nummer to, nej desværre, CD og ja, men på vinyl der står i vakkelvorne flyttekasser på loftet?  Så er jeg ikke den eneste, der galt på den.

Af Per Vad

Shabby chic til haven

”Det hedder shabby chic,”  forklarede min kone, da jeg stod i det Kongelige Danske Haveselskabs Have på Frederiksberg og så på livsstilsudstillingen ”Mit Hjem er Mit Slot”s udvalg af vakkelvorne havebænke med afskallet maling og rustne ben.

Den årligt tilbagevendende messe for haveromantikere er en liveopførsel af et havemøbelkatalog fra Isabella Smith eller Aura-4-Laura. Heldigvis har jeg pressekort og kan komme gratis ind; for selvom det er en noget af en oplevelse, så ville jeg ikke betale 90 kr. for at komme ind og se de fisefornemmes svar på Søstrene Grene og loppemarkedet i Forum.

Stilen shabby chic er en blanding af country romantik, Ludvig 14s barok og gammel ragelse fra en havestue. Tingene er lavet af metal, træ og hygge; er formet med sving og krummelurer og malet i uangribelige pastelfarver og slebet og efterbehandlet, så det kommer til at fremstå som ældet med værdighed – og høj værdi. Og til det hele hører der søde mønstrede puder og klæder, der kunne være syet af hende ens irriterende gamle tante, der aldrig er flyttet mentalt ud af sin ungdoms hash-tågede kollektiv, og som selv syr og farver alt sit tøj og samler på healende sten, som hun sætter på snor og sælger som unikasmykker.

I mandeafdelingen er der ingen af mine venners plæneklippere, der ser ud til at have ambition om at vokse op og blive landbrugsmaskine, eller deres banale kuglegrill fra Weber. Hér er der mærkevare-spader og højteknologiske eller romantisk griller med design og ophæng, der gør det muligt at genskabe barndommens lejrbålshygge, næste gang far skal grille kødstykker.

Afdelingen med delikatesser er vel også mest for far. Hér er vildtpølser og emukød og vine fra fjerne egne, der – heldigvis – sjældent når frem til Brugsens vinudsalg.

Og mens far får smagsprøver eller fascineret står og åbner og lukker låget på en højteknologisk havegrill, der kunne være designet i fællesskab af NASA og Kvik Køkken, så kan mor og veninderne gå rundt og se på blomster. Overalt i potter og krukker finder man et farvestrålende udvalg af sommerblomster; lige fra bøssernes botaniske svar på majskolben – lyserøde lupiner – over pompøse pæoner til yndige blomster af den slags, man planter, fordi det spreder sommer og sol inden i bare at sige navnene: Morgenfrue, Mandstro, Ridder spore og Jomfru i det grønne.

Vi har tre dejlige altaner (ja, vi er skide heldige) med havemøbler fra Jysk – de er vakkelvorne på den billige måde – og tæt beplantet med årstidens planter og blomster fra Netto, Føtex og stiklinger fra min papsvigermors have.  Jeg er glad for vores altaner, men når man går rundt på shabby chic-festivalen i Haveselskabet flotte anlæg er jeg glad for, at det er alt vi har – for hvad kunne det dog ikke udvikle sig til, hvis vi havde haft en have?  Denne gang blev det til en fadøl i skyggen, mens min kone købte nogle stykker sæbe med krydderier og en revolutions-rød kæde i terningeformede sten.

Af Per Vad