Med rutebil mod Ærø

Markerne ligger i et blødt bakkelandskab med firkanter af jordsort og græsgrøn ved siden af hinanden, række efter række, som et bulet og mørnet spillebræt. Over det østlige spillebræt hænger en varulve-måne og horisonten over den vestlige er dækket af et flot orange skær, der skinner gennem de grå skyer, der tidligere på dagen gav regn og rusk, hvor blæsten farede om på vores fire kvadratmeter store altan og vendte vrangen ud på vores plastik-99 kr-i-Jysk-solstol.

Ærøskøbing i oktober

Jeg sidder i en rutebil på vej mod Esbjerg. ”Rutebil”; alt efter hvilken vej man kører så har lyden af ordet en undertone af romantisk opfyldelse af udlængsel eller noget fandens provinsielt. Bussen er fyldt med efterskoleelever; endnu ikke stikmodne piger, der ler og taler i mobil, og bumsede drenge med hængerøv, kasketter eller hættetrøjer og rygsække eller store sportstasker, der buler ud af laptops og skiftetøj. 

Bussen kører gennem byer med navne, der ikke er værd at huske, mellem marker med vindmøller og lange indkørsler, hvor der forenden står biler med anhænger foran bygninger, der ligner et håndværkertilbud.  Da vi kommer til Esbjerg står jeg ved havnemolen og kigger efter færgen. Byen går næsten helt ned til færgelejet, og en af de sidste bygninger er en italiensk restaurant med en ejer der, at dømme efter lyskæderne, ikke har besluttet sig for, om han vil gå efter det italienske look eller julestemning hele året.

Om bord på færgen er den første højtalerbesked en beklagelse over, at båden på grund af vejret ikke kan sælge andre ”varme retter” end pølser med brød. Det betyder at jeg slipper for det tunge valg mellem ”Pølsemix”, der på illustrationen over skranken ser ud til at være hotdogpølser skåret i stykker og rodet sammen med pommes frites og ketchup, eller to frikadeller med kartoffelsalat. Jeg tager en af de sidste tallerkener med tre cellofantildækkede håndmadder samt en cola light.

Efter kl. ni er Ærøskøbing mørk og menneskeforladt. Jeg har problemer med at finde Hotel Ærøhus, der skulle bestå af en hovedbygning og nogle motel- eller minirækkehus-lignende bygninger. Jeg kommer forbi et af byens eneste oplyste steder. Det består af en større bygningen med nogen tilhørende bygninger med værelser, så jeg går ind i håb om at det er hotellet eller der er nogen, som kan vise på vej. Der er ikke nogen. Så jeg går lidt rundt på det der viser sig at være et plejehjem og går igen uden at have set andre end de sovende pensionister på de oplyste værelser. I Ærøskøbing sidder borgerne bag tildækkede ruder i mørke stuer, der kun er oplyst af skæret fra tv-apparaterne, mens de gamle på plejehjemmet sover bag glasfacader med alt lyset tændt.

Jeg finder mit hotel. Og næste dag begynder to personaledage for de ansatte på epilepsiforeningens landskontor. I programmet er der lagt en længere pause ind, så vi kan gå rundt og se byen.  Ærøskøbing i oktober er en affolket død by, hvor de sammensunkne bindingsværkshuse på de brostensbelagte gader ser ud som om de puster ud og samler kræfter, så de kan rejse sig og stå klar når sæsonen starter. Netto har åbent – helt til kl. 19. Nede i nærheden af havnen sidder fire surmulende og skulende knægte på en bænk og spiser chips. På havnen er røgeriget lukket for i år. Men havnegrillen har åbent.

Maden på Hotel Ærøhus er så omfattende og storslået, at jeg ikke kan klemme så meget som en kradser ned. Jeg vil ellers gerne prøve en af grillens hotdogs eller bøfsandwich med færdiglavet bøf, remoulade, ristede løg, rødkål og agurkesalat i en lille overskåret tør melbolle. Jeg vil også gerne se Flaske-Peters samling af flaskeskibe og tage en tur til Marstal og se verdens største solvarmeværk, der med sine 18.365 kvadratmeter ligger og ligner kulisserne til en sience fiction-film, og stå på havnen i Marstal og tænke på Carsten Jensens roman, ”Vi, de druknede”, om Marstal, drengene der blev mænd i mastetoppene, mændene der omkom på havet, kvinderne der klarede sig på land, og tiderne der skiftede og gjorde en ende på al romantikken og dramatikken. Men det er to arbejdsdage. Heldigvis. Så undgår man ø-kuller.

På hjemvejen kører jeg med i en af kollegaernes bil og farer hjem ad motorvejenes asfalt og beton og frakørselsskilte.

Af Per Vad

Tre dage i Berlin

Berlin er en skøn by, man burde besøge en gang om året. Berlin er byen med de tusind apoteker og meget få hæveautomater. Det sidste er et problem, da de færreste restauranter og mange mindre butikker ikke tager visakort.

Når man bevæger sig rundt i Berlin, kan man tage en tur med bus 100 eller 200, der kører forbi de fleste af byens seværdigheder og vigtigste alléer og kan spare en for en del vabler. Men det meste af transporten foregår via S- og U-banen. På Alexander Platz station – og andre af undergrundsbanens store stationsområder – er der et fascinerende folke- og butiksliv, der matcher et middelstort dansk indkøbscenter med butikker, der kunne være hentet fra Strøgets billige, klistrede ende. I undergrundsbanens butikker og fastfoodsteder kan man bl.a. finde bevis for, at Berlin er en billig by – Otte kr. (1,40 euro) for en karrypølse og en cola samt gratis kaffe. 

Alexander Platz, Molecule men, Potsdamer Platz, Brandenburger Tor

Efter nazisme og krig og kommunisme er byen genopbygget, restaureret og nyopført i en grad at de risser og hudafskrabninger og ar og åbne sår, som historien efterlader i alle byer, de er i Berlin pudset op som hos en Hollywood has-been med brystimplantaltioner og kit i rynkerne, så den på overfladen er som ny. Det betyder, at der er masser af dristige, moderne arkitektur, der overgår vores Ørestad og havnefront. Det betyder også, at den på overfladen virker historieløs. Men hvad bygningerne ikke længere afslører, det kan ses på museer og ved avantgardistiske mindesmærker. Fx det højtprofilerede Denkmal für die ermordeten juden Europas, der er en 19.000 kvadratmeter stenmark med søjler i størrelser, der vokser fra gravstenslignende granitblokke til høje monolitter placeret i rette linjer langs skrånende og bakkede gange. For de historiebevidste er det et monument der vækker tanker og følelser. For børn og kåde teenagere er det en uimodståelig legeplads, hvor man kan hoppe fra sten til sten. For kørestolsbrugere er det – som det meste af Berlin – 100 % utilgængeligt. Et kort stykke der fra står mindesmærket for naziforfulgte homoseksuelle. En stor grå klods på størrelse med et vagtskur med et vindue, hvor i gennem man kan se en lille film med to unge mænd der kysser hinanden. Effektivt og modigt.

Byen og landets blakkede historie møder man især på museerne. Vores favorit var det lille overfyldte DDR museum med begejstrede besøgende, der nød det kærlige, udleverende portræt af DDR og gik rundt og åbnede låger og trak skuffer ud for at se kitsch fra den socialistiske bonde og arbejder republik: FDJ-skjorter, kaffe der nærmest var müesli med kaffebønner, kradsende toiletpapir der bl.a. blev brugt når alle børnehavebørnene sad på ræd og række på de faste pottetidspunkter, medajler som fx blev givet til de hårdtarbejdende byggearbejdere, der med stolthed rejste klonede betonghettoer, varer som var ubehjælpelige efterligninger af vestlige ting, en medlytter ved efterretningsvæsenets lytteudstyr og et besøg i en almindelig østtysk dagligstue med grimt tapet, lyseduge, teaktræ, slidt sofa og en kasse af et tv – i det hele taget så det ud som om DDR kulturelt var en republik fanget i et mareridt fra 70’erne. Men ved stranden slog borgerne sig løs og sprang rundt og nød nudismens nøgne frihed. 

DDR-museets virkemidler var simple, men effektive. Jüdisches Museum Berlin var et ex på, hvad man kan få ud af at bruge hele museumspædagogikkens klaveriatur – fra arkitekturen over trække-skuffer-ud og illustrerede personhistorier fortalt ud fra et par artefakter i en montre til computere med touch screen. Ud over at fjerne myter og fordomme om den jødiske religion og dens traditioner, så var museets pointe, at selvom det aldrig har været nemt at være jøde, så har mange store jødiske personligheder bidraget væsentligt til Tysklands og verdens økonomiske, videnskabelige og kulturelle udvikling. Det er ikke nogen ny historie og mange mindretal kan fortælle den samme historie – hvis de havde råd og kulturradikal opbagning.

Det er dog ikke alle historiske ting, der er forsvundet fra bybilledet. For at give plads til Hitlers mange parader blev den brovtende, 67 m høje hyldest til 1864-sejren over danskerne, Siegessäule, flyttet fra pladsen foran rigsdagsbygningen til midt ude på Groser Stern, hvor man skal gennem dunkle fodgængertunneller for at komme ud til det imponerende monstrum. Sejrssøjlen er ikke uberørt af krigen – man kan se talrige skudhuller i de forskellige relieffer. En anden rest af fortiden er bomberuinerne af Gedächtniskirche, hvor det ødelagte tårn står som en løftet pegefinger og advarer mod krig og ødelæggelse. Og uanset hvor man er i Berlin, kan man se det tidligere Østberlins fjernsynstårn – 365 m politisk penismisundelse. Når solen skinner på det, former der sig et lysende kors på tårnets kuppel; uden held forsøgte kommunisterne i årevis at fjerne den uforudsete og uønskede dekoration. På Potsdamer Platz er der nogle stykker mur tilbage; ellers er Berlinmuren markeret som en dekorativ linje, der går hen over pladsen og lidt ned ad gaden. Men i de østberlinske kvarterers fodgængerfelter er det stadig ampelmann’en – og ikke bare et grønt eller rødt signal – der fortæller om man må gå eller skal stå.

Ampelmann eller ej, så gik vi med en Marco Polo-guidebog fyldt med æselører, understregede afsnit og et krøllet og flosset toglinjekort på opdagelse i Berlin: Bl.a. Brandenburger Tor, Unter den Linden, Potsdamer Platz, Alexander Platz, Verdensuret, Sony Center, Berliner Dom, Deutsches Historisches Museum, Molecule Men, turistbåd op og ned ad Spree, Kaufhaus des Westens, udskænkningssteder med Berliner Pils, Zoologisher garten der rummer en imponerende abesamling og isbjørnen Knut, der er en dysfunktionel bamse, som blev opfostret af mennesker og er vokset op som berlinernes kæledække samt et akvarium, der grænser til en verdensomsejling under havet. Og ved dagens ende sluttede vandreturene ved lidt kuriøse spisesteder anbefalet af guidbogen: Henne med masser af atmosfære, et brev fra Kennedy på væggen og en saftig grillkylling med sprød, knasende skind som stedets specialitet. Og Toca Rouge med interiør med fast food-look, Mao på facaden og et dejligt asiatisk fusionskøkken. 

Man kan se billeder fra turen: http://www.flickr.com/photos/pervad/    

Af Per Vad

Jeg er turist i København

”Det hedder staycation,” forklarede min kone, mens jeg for mit indre blik kunne se lysene blive slukket i Amsterdams red light kvarter, gondolerne blive trukket på land i Venedig, og tønderne blive rullet tilbage i de franske vinslottes kældre. Jeg skulle ingen steder i min ferie. Jeg skulle være turist i København.

Billederne: Kanalrundfart. Eisners gavlmaleri, lakgiftsumak, italiensk skoleskib

Det har faktisk vist sig at være væsentligt sjovere end forventet.

Jeg er en oplevelsesøkonomiens forbrugere og tager min bid af Københavns kulturelle konditorkage. Vi var for nylig i Tivoli. Vi går jævnligt i biografen og ud at spise på den slags steder der kaldes ”mellemniveau” i Berlingeren og Politikens restaurantguide eller fremhæves blandt ”de fem bedste”-et eller andet på AOK.  Og det er ikke særlig længe siden vi var i ZOO – hjemløseavisen, ”Hus Forbi”, burde lave en ”bare det var mig”-reportage fra Elefanthuset.

Som turister i København valgte vi en kanalrundfart med Nettobådene, hvor jeg klikkede løs med kameraet, når vi passerede husbådene i Christianshavn, operahuset, mastekranen, bagdelen af havfruen, underdelen af marmorbroen, Amaliehaven og alle de andre seværdigheder. Dernæst var der strøgtur, hvor jeg købte mig en ny læderjakke, der indtil videre skal hænge i skabet.

Man ser noget andet, når man går rundt og ser byen gennem en 50 x 40 mm skærm på et Olympus digitalkamera. Man leder efter detaljer, man til daglig overser og besøger steder, man sjældent kommer. Fx bemærker man hvordan Frelserkirkens restaurerede brune kobberspir virker grimt og forket, når man ser det ved siden af byens gamle irgrønne tårne, spir og tage 

Byen har ikke bare tårne på. Den har også flotte arkitektoniske bygninger. Fx de flotte funkisbyggerier som Hotel Astoria, Nørrebro Station og Lagkagehuset over for grønlænderpladsen, hvor vi – ligesom de andre turister – tog på konditori.

Christianshavn har også Will Eisners gavlmalere (på Christianshavns Voldgade). Og så er der selvfølgelig Christiania, hvor hedengangne Pusher street nu lugter mere af grillkul fra interimistiske fastfoodboder end af røg fra chillumer. Helt væk er pusherne dog ikke. Mens jeg sad ved Oasen og drak en økologisk Thy-pilsner kunne jeg iagttage en dealer, der lænede sin bagdel mod en barstol, han havde sat ud i skyggen under et træ, og lavmælt reklamerede for: ”Hash… Hash.. Hash..”. Indtil han blev kontaktet af et ældre ægtepar fra Nordsjælland med pengetaske om maven og taskeremmen hen over brystet, der var på en nostalgisk indkøbstur.  Jeg nøjedes med – som enhver god turist – at købe en T-shirt.

Det er sjældent, at jeg er i botanisk have. Vi tog et plastiklamineret kort med en rute, der viste vej til alle havens giftplanter. I et af bedene var samlingen af giftplanter så stor, at man kom til at tænke på ”The Green Mile”. Der var planter lige fra klassiske mordvåben som skarntyde over tomater og kartofler og andre argumenter mod at blive vegetar til det fantastiske lakgiftsumak træ, der er så giftigt at gartneren skal være i beskyttende heldragt, når træet skal beskæres.

Vi har selvfølgelig også besøgt nogle af byens aktuelle tilbud: Det italienske skoleskib, der lå ved Langelinie og ramme-udstillingen på Statens Museum for Kunst, hvor museumsbutikken har sat prisen på ”13 år med Allis” ned fra 100 til tyve kr.

Og ferien er ikke forbi. København har mange flere oplevelser at byde på.

Af Per Vad

Afgørende spørgsmål

Er en dejlig aften, en aften hvor aftensolen flimrer gennem løvet på de stynede træer, mens I sidder på den udbyggede veranda med duften af nyslået græs og osen fra grillen i næsen og kan høre børnelatter fra trampolinen i baghaven? Eller foretrækker du en vinteraften hvor I – hvis I havde fået en siddeplads i bussen – kunne se Irma-hønen og neoreklamerne på jeres vej ind til restauranterne og biograferne?

Er du mere til Henry Miller, Norman Mailer og Stieg Larsson end til Rifbjerg, Panduro og Bjarne Reuter? Var du mere til Batman og Gotham City frem for Superman og Metropolis? Hvornår lavede du første gang et æseløre i en digtsamling? 

Starter en god søndag formiddag med at du kommer tidligt i gang og får ryddet ud i kælderen og startet på isoleringen, for I har planer og kan se muligheden i det store areal under samtalekøkkenet? Eller er det bedre med brunch, en særudstilling på Statens Museum for Kunst eller en kanalrundfart for gu’ ved hvilken gang, fordi du kan lide at blive ført gennem byens blodårer?

Går sommerferien til en campingplads i Sydfrankrig med vandland og minigolf og kulturelle udflugter, der kun ligger tre timers kørsel fra den femstjernede plads? Eller foretrækker du hotelværelser med stivelse i det hvide sengetøjsbetræk og fyldige puder, du samler i ryggen og læser Politikens ”Turen går til”s kapitel om den gamle bykerne, inden du falder i dyb søvn med en halv øl stående på sengebordet?

Er den bedste udsigt fra tårnet i ZOO, toppen af pariserhjulet i Tivoli eller fra sidevinduet i din Citroën Berlingo, når du krydser Storebæltsbroen?

Hvor meget fritid bruger du på Nettet? Kunne du finde på at købe en slipover og gå med hvide sokker i sandaler eller køber du stadig T-shirts hos Jack & Jones?  Har du fået talt pension og låneomlægning med din bankrådgiver?  Er du til vinyl, CD eller iPod og har du stadig album med Nina Hagen og Malurt?

Hvis du svarer: Nummer to, de første, den første, tidligt i firserne og mange gange siden, den anden, nummer to, det andet, nummer to, Pariserhjulet, for meget, nummer to, nej desværre, CD og ja, men på vinyl der står i vakkelvorne flyttekasser på loftet?  Så er jeg ikke den eneste, der galt på den.

Af Per Vad

Münchens seværdigheder

München er en tysker i brun vindjakke, gummisko og med blege, mørkt behårede ben, der stikker ud af et par uklædeligt stramme lederhosen, som står ved en majfest og spiser en halv meter lang pølse. München er verdens mest kendte ølhus, Hofbräuhaus, hvor 1500-tallets royale fik deres øl, og nazisterne i 1919 holdt deres første møde, og hvor en hær af midaldrende, solidt byggede servitricer i folkedragt med en hånd svinge tre et-liters krus med skummende fadøl ind over de lange bænke og borde til borgere og turister, der spiser pølser og svinekød og prøver at overdøve tyrolerorkesterets blæseinstrumenter og harmonika.

Hustroen og jeg var fire dage i München, der ligger tolv nattogstimer fra København og så langt sydpå, at man de sidste dage i april kan få solskoldet næse på en overskyet dag.

Bayerns tulipanfyldte hovedstad har selvfølgelig sine udgaver af sædvanlige storbyseværdigheder som kirker, udsigtpunkter, torve, udflugtsmål, museer, bygningsværker og klokkespil. Hér hedder de fx Frauenkirche; Bravaria der er hul som en chokoladekanin så man gå op i den og se ud over den forladte oktoberfest-plads; og Marienplatz; og Bavaria Filmstadt – Europas største filmstudier, hvor man kan se stuntshow og ubåden fra Das Boot; og Alte og Neue Pinakothek der bl.a. huser van Goghs ”Tolv solsikker i en vase”; og Olympiapark hvor 11 israelske atleter blev dræbt ved OL i ’72 og man fra restauranten i toppen af det 290 meter høje Olympiaturn kan se BMW-tårnet og se byen med snedækkede Alper som baggrund ; og Neus Rathaus med dets carillon hvor 32 kobberfigurer opfører ridderturnering og jubeldans til tonerne fra 43 klokker.

Ud over det rummer byen også et par enestående ting. Fx Hellabrunn Zoo, der var en af de første zoo, der i stedet for bure gav dyrene omgivelser, der minder om deres oprindelige habitat – og når man ser vilddyrenes vilkår i München, så kommer Københavns udmærkede gamle zoo til at ligne noget, der burde meldes til WSPA. Og Hellabrunn har ikke blot dyr fra fjerne egne, men også fra fjerne tider. Der er fx urokser og ur-hest – eller hvad sådan nogen hedder.

Byen har også Englisher Garten – en anlagt naturpark der er større end Central Park i New York – hvor man må vade i timevis gennem pircede nudister, krimilæsende studiner og andre solglade tyskere for at nå frem til byens mest overvurderede seværdighed: Chinesissher Turm, der er et lavstammet, gråbrunt tårn i kinesisk stil omgivet af en stor ølhave.

Endelig er der Deutches Museum. Hvor man – mens ens kone kritiserer udstillingspædagogikken, der mangler fortælling og mulighed for inddragelse af gæsterne – kan man gå fra sal til sal og blive overvældet af den grænseløse samling af gamle maskiner; alle slags maskiner: Metalindustri, glas-, fødevare-, tekstil- og alle andre industriemaskiner, flyvemaskiner og gamle automobiler og et kælderkompleks indrettet som en mine-udstilling, hvor man i de klaustrofobiske gange mister retningssansen, mens man ser modeller af knoklende minearbejdere.

München var en ruinhob efter ’45 og byen består næsten udelukkende af huse bygget eller genopført efter den tid. Muligvis for at kompensere for manglende patina, charme og afvekslende bygningsstil har de malet mange af bygningerne i sarte gule, rosa og grønne farver. Men de farvelagte huse kan ikke rede byen fra at virke lidt kedelig. Den er et besøg værd, men man taber ikke sit hjerte til stedet, der hverken er en moderne metropol eller en hyggelig gammel adelsby. Det er en praktisk og effektiv by, der er ren og pæn og har offentlig transport, der kører til tiden – hele tiden. Og frem for alt: En by med masser af øl.

Af Per Vad

På hotel i Sønderborg

Jeg har været i Sønderborg i forbindelse med et teaterprojekt, Dansk Epilepsiforening muligvis vil gennemføre.

Sønderborg har små hyggelige gader med gamle huse malet i flotte farver, en bro der knytter Als- og Sønderjyllandssiden sammen og et havnekvarter med fascionabelt nybyggeri og dyre kedelige turist-restaurenter. Mit hotel, Hotel Søderborg Garni, var en forunderlig bygning som mørk og nedslidt kunne have været med i “Psyko”, men velholdt og hvidt lignede det nu et dukkehus eller noget fra en Disney-film med prinsesser. Jeg kom torsdag, men havde ved en fejl først reserveret til om fredagen, men efter en smule koldsved fandt hotelmutter et værelse fra et bryllupsselskan, der havde overbooket.

Jeg kan godt lide hoteller. Jeg kan lide værelsernes bedstefar-æstetik med tunge møbler, skrivebord, små tv-skærme og grimme sengetæpper, der knalder sammen med den klinisk, hvide renhed. Der er en overflod af hvide håndklæder på de små badeværelser, morgenmads-restaurenten har hvide kaffestel med “tre kopper kaffe”-kander, og hotelhovedpuderne – i hvidt betræk – er de bedste hovedpuder der findes.

Jeg gik ind på Oxen, som hotelmutter havde anbefalet, og spiste en dyr bøf med bagekartoffel og sad og følte mig som en,  der var blevet  brændt af af en blind date eller var en ensom fyr med flere penge end venner. Bag efter gik jeg ind på den næsten tomme pub, Dråben, med storskærm for at få en fadøl og høre resultatet af håndboldkampen – på kontoret havde vi vædet om udfaldet (jeg vandt). Jeg drak to øl, mens jeg fik en sporadisk snak med tjeneren, som på Oxen havde arbejdet sig op fra opvasker til kok, glædede sig til at skulle en måned til USA med pub-ejeren og drømte om at åbne sit eget sted nede ved havnen. Da jeg kom tilbage til hotellet mødte jeg hotel-mutter, der var ved at lægge nøglen til frontdøren under en urtepotteskjuller på trappen. Hun fortalte at bysladeren sagde, at min pub var byens narkosted.

Næste dag tog jeg en taxa ad helvede til for at se Dacabos opførsel af forum-teaterstykket “Forandring fryder”. Kammerstykket om tre fabriksarbejderes problemer med at gå over til teamwork, var ikke den største kulturelle oplevelse i mit liv. Men teaterformen, der viser et problem og inddrager publikum i løsningen, passer til vores projekt. Endelig kunne jeg så tage hjem – en lang togtur med dåsecolaer, chokolade og Jonas T. Bengtssonss socialkradser af en velskrevet roman med langsomt stigende suspens, “Submarino”.