Begrebet kulturkristen er en verbal vejsidebombe

Jeg er ikke kristen. Men jeg går med, når mine venners børn kommer til skelsår og må konfirmeres, fordi de har erkendt, at livet ikke giver mening, hvis de ikke får en Samsung i900 Omnia med touch skærm og 5 megapixel kamera og en tur på Bakken, hvor de brækker to rammer dåseøl op i Dyrehaven. 

Folk som mig bruger kirken til barnedåb, konfirmation og bryllup. Men ikke engang de letpåvirkelige unge mennesker, der, efter længere tids konfirmationsforberedelse med bibellæsning og tvungen altergang, frivilligt bekræfter deres dåb, forventer vi skal tro på Helligånden den horebuk, jomfrubetvinger og himmelstormer, på Gud som universets handy man og på Jesus som mirakelmager og vandringsmand på havet. 

konfirmation, kulturkristne til støttekoncert, fra TheBrickTestament.com

Jeg og de unge mennesker er ikke troende. Vi er det nogen kalder kulturkristne. Men hvad betyder ordet kulturkristen, og hvorfor er begrebet blevet nødvendigt?

De fleste – bl.a. webleksikonet Wikipedia – vil sige, at kulturkristne er mennesker, som er vokset op i et samfund med kristne værdier så som: man må ikke slå ihjel, ikke stjæle, ikke lyve, ikke voldtage naboens kvæg og ikke slå på folk, der sidder ned. Men til forskel fra kristne er kulturkristne ikke troende. Derfor er der, ifølge Wikipedia, brug for ordet til at skelne mellem de troende og de velmenende. Det kan godt være. Men det er ikke det glosen er bedst til og det den bruges til.

Et godt eksempel på en kulturkristen er Anders Fogh Rasmussen. Som statsminister sagde han i DRs Deadline: “Når Danmark er et samfund med ret stærk sammenhængs-kraft, så er det jo fordi, det massive flertal af danskere har det, jeg kalder et kulturkristent udgangspunkt. Det har på en eller anden måde holdt og holder stadig det danske samfund sammen.”

Det forklarer, hvorfor der er brug for ordet kulturkristen. Det er blevet en verbal vejsidebombe, der skal holde ”os” adskilt fra ”dem”, der ikke styrker det borgerlige samfunds sammenhængskraft. Og man forstår, hvorfor samfundet må bekæmpe ”dem” – muslimerne.

Da politiet havde ryddet Brorsons kirke og blev kritiseret for at være gået over stregen. Stod en køn casual klædt ung mand, af den slags der ser ud som en der hedder Henning og ligner enhver blondine fra Holstebro med en ikke-længerevarende-uddannelses drøm og bor i villa uden for København og har fået lavet låneomlægning og har en blød, kitfarvet tekstilbetrukket sofa med chaiselong hvor han om aftenen sidder med sin kone der er gravid i femte måned og bladrer i IKEA-katalog indtil der vises premier league-kamp fra TV2 Sport på deres Panasonic-tv med 42 tommer fladskærm, frem. Han var betjent. Og det havde været en rigtig slem oplevelse og vældig hårdt for ham og hans kollegaer, der – opregnede han – i gennemsnit havde uddelt 50 kølleslag hver. 

Han har sikkert ret. Jeg fik i hvert fald ondt af ham og havde lyst til at give ham et halvt hundrede slag, så jeg kunne dele hans knogleknusende, blodansamlende, overtidsbetalte sjælekvaler.

Hvis kulturkristne er alle os, der er vokset op i et samfund præget af kristne værdier. Så er alle mennesker i den vestlige verden enten kulturkristne eller kristne. Ligesom alle i islamiske lande må være enten muslimer eller kulturmuslimer, som er vokset op med en religion, der rummer samme medmenneskelige værdier som vores. Og så er den unge betjent og hans kollegaer kulturkristne. Det er dem de tævede også. Men det er dem, de slæbte ud af kirken, ikke!. De tilhører den samfundsskadelige “dem”-side.

Men efter den sorte nat i Brorsons kirke er der sket noget med ”dem”-siden. “Dem”-siden er begyndt at rumme folk, som er vokset op med kristne værdier. Fordi nu er de samfundsstøtter, der kalder sig kulturkristne, gået over til at mene, at det er okay at invadere kirker og tæve løs på folk, der vil beskytte kvinder og børn. Og det er jo ikke særligt kulturkristent. Det er ikke bare i strid med vore traditionelle værdier; det er noget sprogligt rod.

Af Per Vad

Foråret, generalsekretæren og selvbedraget

Foråret og Fogh som Nato-generalsekretær er fint, siger mange. Desværre, jeg må drysse malurt i bægeret, spytte i øllet og pisse på brættet, for intet af det er fint.

Det er ikke blevet forår, og der er længe til at foråret får fat, og cykelpigerne tager korte toppe på, der krymper lidt op, når de bøjer sig ind ove styret, så man kan se deres tre år gamle keltiske tatovering hen over lænnen.  Dét er løvspring. Det er ikke forår bare fordi sneen er smeltet, og en frygtløs blomst stikker hovedet op for at rekognoscere, og der mellem byens tage kan høres skrabben fra en flok CO2-desorienterede fugle.

Forår, Foghs diplomatiske evner, en nato-soldat.

Og hvad Fogh angår, så er hans sandsynlige afgang til nato hverken godt for Danmark eller for fred på jorden. Ingen uden for Holland kender eller interesserer sig for Jaap de Hoop Scheffer, der er natos nuværende generalsekretær. Og fogh vil få samme status som den ligegyldige, oversete hollandske mødevært. Det er nato-landenes statsledere, der bestemmer, hvad nato skal mene og gøre. Generalsekretæren skal blot sørge for, at der er frugt og mineralvand på bordene, når magtfulde internationale politikere mødes. Der efter skal han rejse rundt og repræsentere de andres holdninger og muligvis yde et bidrag til den fredelig stemning ved at byde ind med lidt diplomati.

Hvad har gjort Fogh værdig til den stilling? At tilbringe otte år på skødet af Bush med hovedet oppe i røven på Pis Kjærsgaard giver ikke et globalt udsyn. Og har han egentlig særlige store evner inden for international forhandling og diplomati? Han var vært, da EU blev udvidet til 27 lande.  Men alle vil have østlandene med, og alle østlandene ville med, så det var en opgave, der i sværhedsgrad minder om at være ekspedienten, der skal åbne varehusets døre til et januarudsalg med køtilbud. Tyrkerne var den eneste udfordring på det møde, og det klarede Fogh så godt, at de har hadet ham lige siden.

Hans anden inernationale udfordring var Muhammed-krisen. Alle så ham hændervridende sidde i mellemøstlige tv-programmer og uden held prøve at rode os ud af suppedasen og igen få gang i salget af tørmælk til de arabiske husmødre. Det lykkedes så godt, at muslimer verden over har hadet os lige siden.

Hans tredje udfordring var krigen i Irak. Jeg vil undlade at sige noget om den bedrift – men styrket vestens fredsimage og spredt tænk-før-du-skydder-filosofien har den vel ikke.

Fogh er ikke kvalificeret til at være generalsekretær for nato, og han vil give alliancen problemer. (Noget helt andet: Hvis Fogh bliver nato-generalsekretær, så har han løjet om formålet med sine mange rejser. Og han har brugt sin arbejdstid på at surfe rundt på Stepstone og Mercuri urval efter gode stillinger. Og han har på skatteydernes regning fløjet rundt til jobsamtaler. Det må da være en sag for rigsrevisionen?)

Når han bliver generalsekretær, så vil det gøre det nemmere for venstrefløjen at vinde magten her hjemme, tror nogen. Nej det vil ikke! Det kan godt være, at en lille buttet bøllespire med en næsten autistisk evne til at huske tal vil være et nemmere modstander for den ranke Helle Thorning og den lune Villy, men jeg tvivler. Og det kan også være lige meget. Fuck finanskrise, vækstpakker, omsorg for velfærden og Villys vittigheder. Folketingsvalg i Danmark afgøres på indvandrer- og skattepolitik – med andre ord på snæversyn, selvtilstrækkelighed, frygt og egoisme. Når vælgerne står i stemmeboksen, spørger de: Hvis jeg stemmer på S eller SF, bliver der så større problemer med indvandrene og skal jeg betale mere i skat? Og uanset hvad Helle lover, så bliver svaret et ja. Og så vil de alligevel hellere have socialliberal take away end solskin over Gudhjem.

Politik i Danmark er en værdikamp, og indtil vi kan overbevise dem om, at vores værdier er bedre en VKOs, så bliver det aldrig forår. Ærgerligt for jeg savner cykelpigerne.

Af Per Vad

Op i røven med Mellemøsten

Nu slås de igen i Mellemøsten. Og når valget i Israel er overstået og en endnu mere psykopatisk højrefløj er kommet til, vil der for alvor flyde blod ned ad verdens tv-skærme. Og der er sket noget frygteligt: Jeg er blevet ligeglad – og jeg er sikkert ikke den eneste.

Krigen i Gaza, palæstinenserne, israelerne

Fordi Mellemøsten er og bliver uden for pædagogisk rækkevidde. Det er et sted, hvor kun målsøgende missiler og selvmordsbomber, når deres mål.  Det er sted, hvor der mere meningsløshed end i TV3s underholdningsprogrammer, mere sprøjtende blod end i directers cut-udgaven af The Texas Chainsaw Massacre. Det er et sted, der er mere nedslående end Danmarks kontraspil ved VM i håndbold og mere hadefuldt end en skilsmissesag hvor forældreretten står på spil. Jeg er blevet træt af Mellemøsten. Og jeg holder ikke med nogen. Både palæstinenserne og israelerne kan rende mig i røven.

Jeg kan huske en aften under landkrigen. Jeg sad og så på Lally Hoffmann der stod med sit vindblæste morgenhår og alkoholiker-look og rapporterede fra striden. Jeg ville ikke høre om Mellemøsten, så jeg zappede over på Animal Planet, hvor en dyrlæge var ved at foretage kejsersnit på en chihuahua. Da fire hvalpe var kommet til verden skiftede jeg kanal. Og så skete det. Jeg landede på slagmarken. Jeg røg ind i en debat på DR2, hvor Martin Krasnik kaldte en ophidset Maj Kaltoft fra Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening for idiot. Den anti-muslimske forfatter og rødhårede journalist var flankeret af Arne Melchior og en anden dansk jøde – jeg har aldrig hørt en jøde, der ikke var blottet for forståelse for palæstinenserne, og som ikke brugte al sin taletid på at forklare, hvorfor Israel er nødt til at myrde løs blandt sine naboer. 

Jeg tænkte, at Krasnik og hans jødelobby var idioter, ligesom Maj Kaltoft og alle de andre terrorsympatisører var idioter. Palæstinenserne og israelerne er idioter, tænkte jeg og forbandede dem alle sammen: Palæstinensere skulle have alt håret barberet af og dunkes på deres skaldede isser med en af Bush’s forlagte sutsko, og de skulle røvpules med en ornepik mens et jødisk mandskor med grimme kalotter stod og sang ”Halleluja, halleluja”. Og når jeg tænkte på israelerne fik jeg lyst til at tage til Auschwitz’ holocaust-museum for at finde lidt opmuntring. 

Jeg zappede over til TCM og så Fred Astaire danse sorgløst og forelsket rundt i en musical, jeg ikke kendte. Man kan ikke være vred, mens man ser musical. Så jeg blev hængende og så Fred Astaire danse, mens mens der kørte der Merkava kampvogne rundt i Gazas gader, og tørklædeklædte kvinder med forgrædte og sodsværtede ansigter knugede blodige børnelig ind til sig og hævede en knyttet næve mod himlen og kameraet og hele verden og råbte sætninger, man ikke behøvede få oversat for at forstå. Jeg så Fred Astaire danse, mens palæstinensiske teenagere proppede krudt i vandrør for at bruge dem som primitive raketter og andre palæstinensere smuglede større raketter gennem tunneller under skolegårde, så de – når der blev våbenhvile – kunne fyre dem af mod storbyer som Ashkelon, hvor de ville ramme fuldstændig tilfældigt. 

Det glæder mig, at nogen utrætteligt arbejder for en varig fred i Mellemøsten. Og jeg håber selvfølgelig, at der en dag bliver fred. Forhåbentlig inden vi alle sammen er blevet kynikere, der hellere vil se handlingsløse dansefilm end følge med i millioner af menneskers skæbne.

Af Per Vad

Socialdemokraternes venstrefløj har fået et sexsymbol

Socialdemokraterne får dagligt nye medlemmer. Et af de nye medlemmer er Bodil Kornbek, der var ved at himle hos Kristendemokraterne og derfor slog korsets tegn for sig og gik over til os. Når Bodil Kornbek ruller sig ud med sin sunde, ærligt mente og rettidige sociale indignation, så minder hun om en iltert bjæffende chihuahua, der rystende af hidsighed er parat til gå i flæsket på en bulldog eller i det mindste lette ben op ad en venstremand. Den slags er – heldigvis – velkomment hos Socialdemokraterne. Men hun skræmmer ikke regeringsblokken, og hun truer ikke partilinjen. Det er noget andet med Pernille Rosenkranz-Theil.

Bodil Kornbek, Pernille Rosenkranz-Theil, oppositionspolitik, Pernille i fløjkrig

Jeg sidder i bestyrelsen for Socialdemokraternes 6. Kreds Utterslev. Selvom det bestemt ikke er en partipost, der giver mig anledning til at slå Tarzan-slag på brystkassen og famle min lille rynkede 50 års-penis frem og strint-pisse mit territorium af, så er det alligevel – organisatorisk set – en mere central og højere rangerende placering i partiet, end den nyindmeldte medlemmer, som fx Pernille Rosenkranz-Theil, har.

Pernille er faktisk ikke en skid. Hun kan fx ikke blive folketingskandidat før om tidligst to år (hvis hun skulle have lyst og hvis nogen vil opstille hende). Så hvorfor er partitoppen bange for hende? Hvorfor kan hun blive genstand for debat blandt partiledere på Christiansborg? Hvorfor mistænkeliggør partikollegaer som Christine Antorini og Mogens Lykketoft hende?

Fordi Helle Thorning og co. har en oppositionspolitik, der ikke længere kan holde sammen, og de har en skjult venstrefløj, der gerne vil se partiet gå i offensiven. Dele af partitoppen er bange for at den karismatiske, lidt frække Pernille Rosenkranz-Theil kan blive et sex-symbol for partiets venstrefløj, og fløjkrigene vil bryde ud igen.

I regeringsblokken er de også blevet forskrækkede. Hvis socialdemokraternes venstrefløj vågner og partiet formulerer nogle holdninger, der er anderledes end regeringens, så er der pludselig en opposition.

Pernilles skriver på sin blog, at hun kun er uenig med partiets linje på tre områder: Skattestop, 24 års-reglen og ØMU’en. Hun er fx, punkt for punkt, enig med partiets finanslovsudspil, der trods alt er et symbol på vores velfærdpolitik og rygraden i hele vores oppositionsstrategi.

Problemet er, at inden Helle Thorning Smith kom til var ca. halvdelen af partiet imod skattestop og den islamofobi, som 24 års-reglen er udtryk for. Så der er en venstrefløj, som har samme holdninger som Pernille Rosenkranz. (ØMU-modstanden får hun lidt sværere ved at finde opbakning til inden for partiet).

Socialdemokraterne støtter regeringens skattestop. Det har partiet kunnet gøre, fordi der var overskud på statens budget: ”Brug pengene til velfærd frem for skattelettelser,” sagde vi. Men på grund af finanskrisen vil der fra 2010 ikke være overskud på statens finanser, og så bliver det svært at fastholde et troværdigt skattestop. Og der findes en venstrefløj, der er parat til at sige til vælgerne: ”Vil du sidde tre uger i solen ved baren på et betonhotel i Alanya og få hudkræft og skrumpelever, eller kan du nøjes med fjorten dage og så betale lidt mere i skat og give dine børn en ordentlig uddannelse og dine forældre en rimelig pleje?”

Socialdemokraternes grundpiller er: Fællesskab er bedre end egoisme, vi har et ansvar over for hinanden, og vi har et særligt ansvar over for de svageste. Der findes en vestrefløj i partiet, som godt kan se, at partiets udlændingepolitik ikke kan balancere på de støttepiller.  Og venstrefløjen er ligesom Pernille imod – bl.a. – 24 års reglen. (Vi er i øvrigt også nogle EU-entusiaster der går ind for arbejdskraftens og kærlighedens fri bevægelighed).

Partiet angriber regeringen for at tage kvælertag på kommunerne. Men over halvdelen af Danmarks kommuner har en socialdemokratisk borgmester, så den aftale om udgiftsloft og skattestop, som regeringen har indgået med Kommunernes Landsforening er reelt en aftale mellem regeringen og Socialdemokraterne – Ritt Bjerregaard var den eneste borgmester, der stemte imod aftalen. Det er socialdemokraterne, der frivilligt har ladet sig fastfiksere på en politisk økonomisk galeanstalt, hvor lofterne falder ned i flager om øerne på børn i overfyldte børnehaver, hvor rotterne er de eneste der trives i folkeskolen, og ældre sidder i gennempissede bleer og selv prøver at pille cellofanen af den lunkne portionsbakke med færdigret. Der er en socialdemokratisk venstrefløj, som har fået nok af den politik..

Der er en venstrefløj, der synes, at Helle Thorning er blevet så slap i blæren, at hun bør gå med Tena Lady. Og de synes, at partiet er blevet for blegt og anæmisk. De vil gerne se blodet flyde – både i årene og i partigangen. De tidligere fløjkrige blev udkæmpet af folk som Auken, Lykketoft, Nyrup og Ritt. De dinosaurer er ufarlige. Men dele af partitoppen frygter, at en som Pernille Rosenkranz-Theil kan vække venstrefløjens slumrende kamptropper.

Af Per Vad

En neger-sejr og en splattet negerarm

”Det er en dens slags begivenheder, hvor alle kan huske, hvad de lavede på det tidspunkt – ligesom med månelandingen og 9-11,” sagde en overeksalteret kvindelig tv-kommentator, da jeg sent om aftenen hørte om Obamas sejrstale.

Jeg kan godt huske, hvad jeg foretog mig.

Mens Obama stod og talte om forandring og håb og bjergtoppe der skulle nås og lang vej endnu, da sad jeg på toilettet med tyndskid. Obama delte Kleenex ud til masserne og trak chokoladebrune silkebånd gennem deres øregange, mens et oversavet haglgevær blev affyret i min endetarm og sendte en eksplosion af beklumret væske og lort med substans som klatter af tynd grød ned i den renvaskede toiletkomme, hvor det nu dryppede fra balkonen og gled ned ad siderne. 

sindsstemning, morgen i NV, Bush og Foghs udenrigspolitik

I køkkenet skyllede jeg en håndfuld rivotril, lamotrigin, deprakine, multivitamin, kalktabletter og det hele suppleret med et par Imodium og Panodiler ned med den resterende sjat af noget look a like-juice, der havde passeret sidste salgsdato – kan vand med tilsætningsstoffer blive for gammelt?

Efter vask og tandbørstning stod jeg og betragtede mit ansigt i spejlet, mens jeg smurte creme ind i huden. Jeg havde overfyldte Bilka-poser under de røde sprækker af øjne og tydelige tegn på kalkunhud på halsen. Jeg kom til at tænke på Bob Foss i ”All that jazz”, der hver dag, hostende og hakkende, kæmper sig gennem et morgenritual med smøger, sprut, medicin og øjendråber. Og ligesom ham sluttede jeg af med at gestikulere med hænderne og proklamere til spejlet: ”It’s showtime!”

Avisbudet havde smidt vores avis nede foran gadedøren, og hen ad hele gaden kunne man se aviser, hvor disen var ved at ødelægge forsidebilleder af Obama.

Min kone har bestemt, at vi skal abonnere på Politiken. Men jeg valgte at hugge en Berlingske Tidende – den er lettere at læse i bussen, og jeg foretrækker god journalistik og interessante analyser frem for repetition af mine egne holdninger. Avisen proppede jeg ned i mappen og tog min lille billige med øreplugs der hele tiden falder ud-MP3 frem og lod gamle, vredsende, mavesure C V. Jørgensen-numre fylde mit hoved:

“Sidder på en bombe i et S-tog / og drømmer mig tilbage til dengang i de / ligeglade tressere hvor blomster var symboler / på de samme ting som bomber er i dag.” Jeg tænkte kort over sangens aktualitet, men nøjedes med at konkludere, at han ikke var særlig god til at rime, mens han fortsatte sine snerrende anklager mod middelklassen: “Det er logik for begyndere at det må gå  / som det går når de kommende generationer / drives til vanvid af dommedagsprofeter.”

Heldigvis er den periode af efteråret, hvor vi alle går med hænderne dybt begravet i lommerne og presser frakken ud af pasform, mens vi skuler til hinanden for at se hvem der først begynder at gå med vanter, forbi. Så jeg kunne roligt trække mine strikhandsker købt for 49 kr. hos Tøjeksperten på.  De fleste dag om året hænger der en sol lige over plejeboligerne på Tagensvej og skærer en ind i øjnene når man skal over fodgængerfeltet, men nu er månen oppe, både når man går og når man kommer hjem.

Da jeg nåede Hovedbanegården måtte jeg på toilettet igen. Mens tarmen blev tømt for en splattet negerarm tænkte jeg lidt over Obamas sejr:

At han er halvneger kan jeg ret beset være ligeglad med. Og jeg ønsker amerikanerne alt mulig held og lykke med en bedre sundhedsforsikring. Men det eneste der virkelig vedrører mig, er hans udenrigspolitik: Vil han kunne genstarte USA’s økonomi uden protektionisme? Er han interesseret i en klimaaftale der batter noget? Vil han stoppe den superreaktionære middelalderlige korstogs-lignende religionskrig, hvor vi med et miks af ekstrapansrede Leopard kampvogne og Pia Kjærsgaard på selvproducerende endorfiner prøver at presse kristne værdier ned i halsen på muslimer? Og hvad skal der blive af Fogh, nu hvor han har mistet sin eneste rigtige ven i hele verden?

Jeg tørrede mig med kælderlokummets lidt krassende toiletpapir og begav mig mod perron 7, hvor lyntoget ville bringe mig til Odense og Epilepsiforeningens landskontor. Om 13-14 timer ville jeg være hjemme igen – og Obama ville sikkert have sluttet sin tale.

”It’s showtime!”

Af Per Vad

Raquel Rastenni og finanskrisen

Det er først gået op for mig i dag: Der er en finanskrise. Festen er forbi. Send mariachi-musikkerne hjem, hent mørklægningsgardinerne frem, slip luften ud af luftkastellerne, skriv ”Ophørsudsalg” på alle ruder, tag Marx ned fra reolen, græd over den spildte mælk, find opskriften på søbemad frem, tegn abonnement på ”Vågn op” og vent på verdens undergang.

I over en uge er avisen ”udeblevet”, som det hedder (hvis ikke Politiken var den levende avis, ville det være naturvidenskabeligt umuligt for en stak papir at udeblive). Så uden at forstå, hvad der foregik har jeg færdes gennem byen med reallyden holdt ude ved hjælp af MP3’ens earplugs, der fyldte mit hoved med Raquel Rastenni, som sang ”Her i vores hus er glæde, her i vores hus er fest, her er liv og glade dage, og et glas til hver en gæst.”

Fru Fogh i Vild med Dans, Bossen og Bumsen, hjemløs

Jeg har uforstående set unge under 35, der med hængemuler og nedbidte negle og rødrandede øjne sendte lange blikke efter ”Hus forbi”-sælgerne. Jeg har bemærket, at der ikke længere var fedtede pletter fra fladtrykte næser på ruden hos ejendomsmægleren. Jeg har set vindhekse blæse gennem menneskeforladte mærkevarebutikker. Jeg har set dem over fyrre fylde op i  metroen med deres Samsonite kufferter på hjul på vej mod lufthavnen og syden sol, som var de på flugt fra noget. Jeg har tænkt, at nu gik de glib af statsministerfruen i dansedysten ”Vild med fandango på tynd is”. Og når jeg har puttet mit Dankort i en hæveautomat, har der pludselig været nogle langstrakte sekunder (ligesom når man venter på svaret i ”Hvem vil være millionær”), hvor det har været som om banken overvejede at suge kortet til sig og tømme det for næring.

Men i morges lå avisen igen på måtten  og pludselig forstod jeg de sære ting, jeg i den seneste tid har observeret: Boblen var bristet.

Hvis vi ser bort fra politikere, økonomer, bankfolk, ejendomsmæglere, pensionskasser, kreditselskaber, journalister, analytikere og huskøbere, så husker de fleste fra deres skoletid Newtons lov – den med, at hvis man kaster noget op i luften, så falder det altid ned igen. Det er nu sket for huspriserne. Og det har trukket bankerne, og aktierne og humøret med ned. Og frem for alt så er der op mod 50.000 førstegangsboligejere med flex- eller afdragsfri lån, der måske må sætte boligen, Toyotaen, HTH køkkenet, Weber Grillen og hele pivtøjet til salg.

Det med at lokke unge mennesker ud i økonomisk kviksand har borgerlige regeringer en historisk tradition for. Schlüter-regeringen fik os studerende til at finansiere vore studier med højtforrentede banklån. ”Inflation vil stige og stige, så I vil ikke mærke renten. Og I vil få vellønnede jobs, så I kan let betale pengene tilbage,” fik vi fortalt. Da vi var færdige med studierne var både inflationen og de ledige stillinger væk. Nu er det Fogh-regeringens tur. Og de har også lokket en generation af unge ud på dybt vand. Sådan er det bare, og sådan har det altid været. Så: Husk Newtons lov og stol aldrig på en borgerlig regering og lyt noget mere til Raquel Rastenni:

”Selv om regnen slår på ruden / så er stuen fuld af sol / vi har alt hvad vi behøver / vi har seng og bord og stol. / Her i vores hus der leves livet er det ikke det man har det til. / Der er nok af grædepile lad dem græde det det de vil. / Her er sang og klang og latter her er alt et festlig brus / så går du rundt og er lidt nedtrykt / så er du velkommen i vores hus”

Af Per Vad

Jeg gider ikke høre om cancer og sukkersyge

Hvorfor følger du ureflekterende strømmen og støtter den handicapsag, der er på mode? Har du en et-pattet, HIV-smittet veninde, der pisser honning og er skaldet på grund af kemoterapi? Eller vil du bare på en letkøbt måde promovere og selviscenesætte dig som humanist? 

Aviserne skriver om sundhed som aldrig før. PR-virksomheden GCI Mannov har på baggrund af en optælling over en måned opgjort, at alene i de landsdækkende, trykte medier er antallet af »sundhedspolitiske historier« steget med ca. 96 pct. i år sammenlignet med sidste år.

cancer, diabetes, fedme og epilepsi

Men der er tydelige tendenser i, hvad der skrives om. I år er der skrevet mest om kræft generelt, fedme, hjerte-kar-sygdomme, allergi og brystkræft, mens der absolut ikke er mode i at skrive om astma, mæslinger, sklerose, ADHD, parkinson og epilepsi. De emner har kun formået at give anledning til en artikel hver i løbet af den undersøgte måned – 1 artikel!

Diabetesforeningen har lige startet en kampagne, der skal få alle danskere i risikogruppen til at få tjekket, om de har sukkersyge – risikogruppen er alt fra natpottepissere og folk med kløe på benene eller hovedpine til dem med forhøjet blodtryk. Diabetesforeningens tal er splattergys på højde med “Motorsavsmassakren”: Hver femte danske har diabetes og hver anden time dør en dansker af diabetes! Wauw! Det lyder jo som om vi dagen igennem må træde hen over mennesker, der pludselig skvatter døde om på gaden. Men det er selvfølgelig manipulerende tal. 

Som bekendt findes der to slags diabetes. Diabetes 2 er den allermest udbredte og rammer især midaldrende, blegfede, sofakartofler der æder sig ihjel. Ud over dårlig livsstil så spiller det også en stor rolle for statistikken, at vi lever længere, og der i dag ikke er noget der hedder død af alderdom. Cancer og blodpropper (fx grundet diabetes) er “en naturlig død”.

De andre store folkesygdomme – der stjæler politikernes interesse og dine støttekroner – er også selvforskyldte dårligdomme.    

Livsstilssygdomme rammer dem, der ubeskyttet solbader lige under middagssolen og bag efter går hjem til solariet for at give kuløren et ekstra pift. Og det er dem, der klumper sammen og lynsuger nikotinen ud af cigaretten i aftenkulden uden for restauranten eller på perroner, hvor toget venter på dem i to minutter. Og det er dem, der siger: “Nej, vi skal da lige have et glas til inden du sætter dig bag rattet i din bil”. Og det er dem, der fylder sig med lørdagsslik, mens de ser tv-serien “Sommer” og synes det er synd for faren med alzheimer. Og det er dem, der trøstespiser en æske fyldte chokolader fordi deres chef er dum eller kæresten er skredet. Og det er dem, der skyller en Big Mac med fed ost og sukkerholdig ketchup og friturestegte pomfrit ned med en XXL Cola.

De er alle sammen en lige så stor trussel mod velfærdssamfundet som Anders Fogh med en forskærerkniv under en finanslovsforhandling. Og der findes to slags idioter: Dem (dig og mig) der lever, så de får en livsstilssygdom og dem (dig – ikke mig), der bundefanges til at hjælpe disse udvalgte grupper.

De samme mennesker, som griner af dårligt synkroniserede tyske tv-reklamer for Werthers ægte, hopper gang på gang på de store patient- og handicapforeningers kampagner og køber blodrøde AIDS-sløjfer og går med dem i reverset eller i Charlotte Sparre tørklædet, som var de med i en hemmelig loge for særligt udvalgte humanister, eller de går med lyseblå eller gule plastikarmbånd, eller putter 25-ører i sparebøsser på Apoteket, går til grøn koncert og drikker sig fulde og pisser op af træerne i Valbyparken fordi det går til et godt formål, eller de opretter Facebook-grupper og køber lyserøde halvsløjfer for at “støtte brysterne” (der har kampagnefolkene virkelig rågrinet så den tilbageværende patte har hoppet op og ned, da de fandt på sloganet). 

Jeg mener selvfølgelig, at alle handicap, sygdomme og sundhedsproblemer skal tages alvorligt, og vi skal gøre, hvad der kan gøres for at forebygge og helbrede ALLE sygdomme og lidelser!  Og når jeg giver den som hard core helse-kyniker og – uretfærdigt – hænger folk der støtter sygdomsbekæmpelse ud, så er der en meget, meget stor portion misundelse og brødnid i det. Jeg arbejder for en af de oversete grupper: Epileptikerne – en af den slags kroniske lidelser, der ikke er selvforskyldte.

55.000 danskere har epilepsi, og hvert år får 4.500 nye stillet diagnosen. Til sammenligning har ca. 6.000 sclerose, 5.000 har AIDS og 4.000 får årligt stillet diagnosen brystkræft.

Jeg gider ikke skrive om epilepsi – jeg har lavet en side om det her på min blog/hjemmeside – men jeg kan da vise den seneste kampagnefilm, der skal sætte fokus på epilepsi og givet et link til en side, der viser, hvordan du kan gøre noget for epileptikere.

Af Per Vad

Lene svækker regeringen

Både analytikere og de første meningsmålinger siger, at det konservative formandsskifte og ministerrokaden er en gevinst for både Konservative og regeringen. Sikken noget kortsigtet vrøvl.

Lige nu er Lene Espersen medie- og vælgerdarling. Men det var Helle Thorning Smith og Margrethe Vestager også, da de blev formænd i hhv.  S og R. Den effekt fortager sig.

Lene var reelt en ligegyldighed som justitsminister. Hun var og er ikke andet end en populist med en skarp tunge, en dyb pandefure og en imponerende kavalergang. Som justitsminister blev hun kendt som en god kommunikator med en hård og populær retspolitik.

Lene, Brian, Carina og Jens

Lene tog avisforsiderne som udgangspunkt og slog i bordet og hævede strafferammerne. Men det har hverken ført til hårdere straffe, mindre kriminalitet eller færre voldssager. Fordi: Hvor høj skal strafferammen være, for at forhindre rocker- og indvandrebander i at gå i krig mod hinanden? Hvor høj skal strafferammen være, for at plakatfulde testosteronstinkende hidsigpropper ikke stikker hinanden ned i affekt foran en natklub? Hvor høj skal strafferammen være, for at unge indvandre med stiv pik og lille ordforråd og dyr mobiltelefon får respekt for kvinder? Hvor høj skal strafferammen være, for at en narkoman med brændende indvolde og myrer under huden ikke begår indbrud for at få penge til et fiks? Hvor høj skal strafferammen være, for at dommere og domsmænd ikke skeler til, hvad der er præcedens i de forskellige sager, og dømmer som de plejer?

Den form for kriminalitet, Lene ville til livs, begås af folk, der i gerningsøjeblikket ikke tænker på det retslige efterspil (det gælder for den meste kriminalitet). Og det er dommerne, ikke politikerne, der har den dømmende magt. Og endelig så ville kriminalitets- og voldsbekæmpelsen nok virke bedre, hvis Lenes regering ikke var skyld i nedskæringer hos politiet. Det vidste Lene godt (hun er uddannet jurist med topkarakterer), men hun resonerede klogt og populistisk: ”Det her vil ikke virke, men det vil heller ikke gøre skade, og folk vil kunne lide mine tomme slag i luften.” Men for fremtiden vil hendes beslutninger få konsekvenser, og det vil helt sikkert dæmpe hendes retorik en del, hendes v-uskæring vil blive skiftet ud med en u-udskæring, og alt i alt vil hun blive mindre folkekær.

Anders Fogh Rasmussen har aldrig lagt skjult på, at regeringen var et samarbejde mellem ulige parter. Han har bevidst nedgjort Konservative. Enten som personer med sidebemærkninger, pressen selvfølgelig har fanget, eller politisk gennem de forlig, han har lavet med DF. Det vil han fortsat gøre. Enten vil Lene Espersen blive trådt under fode – og det styrker ikke hende. Eller så vil hun kæfte op – og det styrker ikke regeringen.

Rokaden har hele vejen rundt betydet risikable forfremmelser. Brian Mikkelsen er blevet justitsminister. Hvis hans fastholder sit eneste interesseområde, vil det sikkert føre til hårdere straffe for offside og tyvstart. Carina Christensen er blevet kulturminister. Hun har ikke gjort sig bemærket som transportminister, men som familieminister blev hun til grin, da hun ville løse landets problemer ved at få alle familier – undtagen sin egen – til at føde tre børn. I det lidet eftertragtede transportministerium kommer Lars Barfoed ind fra kulden. Han måtte i sin tid forlade fødevareministeriet i vanære fordi hans inkompetence var skyld i, at danskerne fik rådne fødevarer.

Alt i alt er det tre middelmådige ministre og en tilbagevendt synder, der har fået poster, hvor de for alvor kan gøre skade. Det bliver i længden ikke nogen styrkelse af regeringen eller Konservative. Det bliver tvært i mod endnu sjovere og lettere at være oppositionen.       

Af Per Vad

Palin, Helle, Obama og parketgulve

McCain har som bekendt valgt en tidligere “lige ved og næsten”-skønhedsdronning og nuværende hillbilly honey som vicepræsidentkandidat; en nepotismeanklaget exborgmester, som med et par briller forsøger at forklæde sig som sexet bibliotekar. Og som er en gammeltestamentelig våbenlidderlig abortmodstander og rugemaskine med en teenagedatter, der er gravid før ægteskabet.
Palin lyder som et mislykket vers i en dårlig countrysang og som et “lige til at gå til”-latterliggørelsesobjekt for enhver demokratisk tænkende europæer.

Sarah Palin har en politisk fortid som borgmester og har siden 2006 været senator for Alaska, der er USA’s arealmæssigt største stat, men til gengæld kun har 684.000 indbyggere. Det kan man sgu da kalde politisk uerfaren, ikk’? Da McCain er en – bogstaveligt talt – dødssyg olding, står hun kun et hjertestop fra ”verdens største og mest magtfulde embede.” Der er fa’me uhyggeligt, ikk’?

Jeg har som socialdemokrat været med til at vælge en formand med en politisk baggrund, der begrænsede sig til et par år i Europaparlamentet, der dengang blev anset for at være et beskyttet politisk værksted for wannabees og has-beens. Og jeg håbede og tror, at den mærkevareklædte blondine, med Wall Street-look og en selvsikkerhed og udstråling som en vinder af et Reality Show, kunne slå Fogh (eller Lars Løkke) og få det største og mest magtfulde embede i vores land. Det var/er sgu da dumt, ikk’? Hvis vi ser bort fra holdningerne, hvor stor er forskellen så reelt på Helle Thorning Smith og Sarah Louise Heath Palin? Det er to nydelige nobodys, der forhåbentlig har hvad der skal til, hvis de får det embede, de stiler efter. Palin har oven i købet den fordel, at der i USA findes intelligente rådgivere.

Hvis vi kigger på holdninger og politik – og det er trods alt det vigtigste (men kedeligste). Så er Obama at foretrække frem for McCain.  Obama spreder håb (det er fx mere end vores elskede landstræner, Morten Olsen, kan klare for fodboldlandsholdet). Obama har en indenrigspolitik med forslag om positive reformer på bl.a. sundheds- og uddannelsesområdet, ligesom han har præsenteret en jobplan. Hans internationale politik er grøn og global. Udenrigspolitisk går han ind for diplomati, hvilket burde passe os europæere fint. EU kan aldrig blive enige om mere end en ”vi kan vel tale om det”-politik. Så endelig kan USA og Europa arbejde sammen… Vi må så håbe, at der ikke opstår situationer, der reelt kun kan løses med militære midler og civile tab og Jens’er og Johnny’er hjem i ligposer og giver pressebilleder af den triste slags, der vinder priser.

Hvis vi igen ser på personer – og det er trods alt ikke ligegyldigt (og sjovere). Så har jeg en naturlig skepsis over for folk, der hedder noget med ”Mac” – det bringer tankerne hen på dårlig fastfood eller vennesæle, men ubegavede bonderøve. (Jeg ved godt, at McCain i hvert fald ikke er vennesæl). Men jeg har det heller ikke superfint med den kønne ranke blankpolerede og næsten Michael Jackson-farvede Obama. Han minder mig om parketgulve. De er pæne og praktiske og kan tilpasses alle hjem, og der er ingen brædder der knirker eller ar efter upassende knaster som i ægte trægulve. De ser perfekte ud. De er ved første øjekast bedre end den ægte vare…..

Lige for tiden viser TV2 og Zulu den gamle vidunderlige paranoide og paranomale  og konspirationsteoretiske serie, X-files. Den har inspireret mig til at tro, at Obama er en alien; en præsidentvalgkampudgave af Invation of the bodysnachers.

Men – på den anden eller tredje side – over ni millioner YouTube-seere kan vel ikke tage fejl, når de elsker The Obama Girl, der til gengæld ”got a crush on Obama”: 

 

 Af Per Vad

Sygeplejersker er asociale

Groft sagt, så er der ingen sygeplejerskemangel. Men der er mangel på sygeplejersker, som gider arbejde på fuld tid. Og groft sagt så får sygeplejerskerne tilstrækkeligt i indtægt. Den burde bare være fordelt anderledes, så de fik mere som ”normalt” ansatte og mindre som vikarer.

60 % af sygeplejerskerne arbejder på nedsat tid, og de fleste af dem bruger ”fritiden” til at arbejde som vikarer til høje honorarer, der dræner regionernes kasse, uden at patienter får noget ud af det – tvært i mod så påvirker de mange vikarer arbejdsgangen på afdelingerne negativt.

Lige nu udnytter sygeplejerne, asocialt, et idiotisk system.

Jeg støtter normalt folk, der strejker – den store undtagelse er buschauffører. Folk der strejker holder aftalesystemet i live, viser fagforeningernes værdi, viser at man får noget ud af at kæmpe og opnår resultater, som andre kan bruge som pejlemærke og argument for bedre vilkår.

Jeg støtter også sygeplejerskernes strejke. Og selvfølgelig skal sygeplejernes løn være højere – de 12-13 % som soso-assistenterne har fået, ville være passende. Og selvfølgelig skal der nedsættes en ligelønskommission, som fører til et løft i lønnen hos kvindefag. Men hvis det skal lykkes, og den nuværende konflikt skal have en happy ending, så er der brug for en holdningsændring hos sygeplejerne, brug for en ændring af de idiotiske vikarregler og brug for politikere, der vil nedsætte en ligelønskommission og give regionerne rum til at tilbyde de strejkende en fornuftig løsning.