Mænd har bedre filmsmag end kvinder

Hvorfor kan kvinder lide romantiske komedier, mens mænd er til bulder, brag og blodsprøjt? Ifølge en ny phd-afhandling af Mette Kramer har kvinder et biologisk behov og en psykosocial interesse for at se film hvor fire logo-fikserede metropol- og millennium-stereotypiske kvinder eller en buttet dagbogsskrivende pige jagter romantik og roder sig ind i akavede situationer.

Kvinder har hovedansvaret for reproduktionen og har en nedarvet interesse i at finde den bedst egnede at pare sig med; kort sagt deres interessere for jagten på den eneste ene påvirker deres filmvalg. Og så rummer film som ”Sex and the City: The Movie” og ”Bridget Jones dagbog” situationer, kvinder kan lære af, når de skal begå sig socialt og løse følelsesmæssige eller parforholds problemer. Det er i hvert fald Mette Kramers teori.

Ud fra samme logik kan man sige, at mænd kan lide volds- og actionfilm, fordi vi oprindeligt er jægere og derfor interesserer os for jagten og nedlæggelsen af byttet. Der ud over rummer filmene opbyggelige situationer. Selvom jeg ikke kan ramme kridtet om plastikblomstens stilk i skydeboden på Bakken eller lave et cirkelspark uden at falde på halen med en forstrakt sene, så forlader jeg alligevel film som ”Replacement Killers” og ”Romeo must Die” med en større (oppustet) selvtillid.

Det lyder da som en okay analyse, ikk’?  Det synes jeg ikke helt. Men ligesom alle gode samfundsborgere i dag sorterer deres affald, så vil jeg ikke smide teorien om biologisk betingede filminteresser længere væk, end at den kan genbruges. For helt tosset er den ikke. Og hende phd-damen fra Institut for Medier, Erkendelse og Filosofi ved Københavns Universitet har sikkert tænkt længe over det, set masser af film og kan henvise til en lang række af kloge skribenter med teorier, der underbygger hendes konklusioner.
 
Jeg vil dog i stedet pege på interessen for volds- og actionfilm som en hyldest til filmsproget: Actionfilm er den eneste filmgenrer der rummer ting, som ikke kan formidles på andre måder end film. Fx vil en biljagt i en spændingsroman blive kørt i rabatten af jagterne i ”Bourne”-filmene, Tarantinos ”Death Proof” eller mere undselige dækfræsene film. Ligesom Bruce Lee-agtige slagsmål, de evige, lidt trivielle, eksplosioner eller herlige meningsløse voldsorgier som i ”Planet Terror” ikke er helt det samme på skrift. Fascinationen af volds- og actionfilm er en bevidst eller ubevidst kærlighed til ægte filmkunst; de kunstoplevelser som kun film kan formidle. Eller groft og forsimplet: Når mænd er til action og kvinder til romantik, så er det fordi mænd generelt har bedre filmsmag end kvinder.
 
Jeg er selvsagt en fan af volds- og actionfilm – også selvom det er en skodfilm med fx Steven Seagal. Jeg kan lide når man sider på ottende række og blodet oversprøjter popcornene mens filmens flammer slikker biografloftets stuk.  Men jeg er filmjunkie. Jeg er til det hele. Hvis levende billeder kunne fås på sprøjte, ville jeg sidde sammenkrympet i det svage blågrønne lys på Hovedbanens lokum med en kanyle vippende i en af de stenede årer og sejle væk i en rus eller gå rundt i S-togene med et tomt McDonald-krus og tikke mønter til det næste fiks hos min pusher hos Blockbuster.

Jeg kan for den sags skyld også lide romantiske komedier. Mine yndlings er ”Da Harry mødte Sally”, ”Forget Paris”, ”Manhattan” og ”Loveactually”. Men jeg tror kvinder er mere til fx Hugh Grant end til Billy Crystal og Woody Allen, så den lille forskel spiller måske alligevel en rolle…. 
 
(Foto fra filmene ”Death Proof”, ”Bridget Jones dagbog”, ”Planet Terror”)

Af Per Vad

Kvinder i tegneserier

I ti år har tegneserier i stigende grad været inspiration for Hollywoodfilm og lige nu er der et filmboom, samtidig inspirerer heltenes kulørte dragter haute couturen, og Politiken slår sommeren ihjel med kommentarer om skribenternes yndlingsserier. Inspireret af tidsånden satte jeg på gulvet og hev album efter album ud af mine tre meter reolhylder med tegneseriealbum og –hæfter.

Ud over et par Anders And-blade fra ’54 og nogle forskellige first edition af forskellige serier, består min samling af mainstream fra 70’erne og begyndelsen 80’erne. Det er hæfter fra den tid, hvor serierne begyndte at få selvbevidsthed, større kvalitet og blev modtaget mere seriøst. Hidtil havde Super Oves brevkasse i Superman været det tætteste man kom reflektering over tegneserier, men nu dukkede magasiner om tegneserier op – fx ”Kulørte Sider”. Ligesom specialbutikken Fantask åbnede, og der kom alternative danske udgivelser som ”Sejd”.

På comix-hylderne i min reol er der materiale nok til mange blogindlæg. Men da det at skrive weblog i høj grad er en selviscenesættelse, kan jeg reelt kun vælge mellem to emner: ”Kvinderne” eller ”Heltene og deres storbyer.” I denne omgang vælger jeg kvinderne.

Fra at have været stafage – i det omfang de over hovedet var til stede – blev comix-kvinder i 70’erne til helte og skurke og centrum for erotiske serier. Et eksempel er X-men: På trods af navnet så rummer superteamene faktisk et overtal af kvinder. Der kom også heroiske kvinder med mindre overnaturlige evner. Fx den danske Sussi Bechs Nofret, der drager rundt i det mytologiske Ægypten og roder sig ind og ud af alskens eventyr, og Francois Waltherys barmfagre stewardesse Natacha, der er en letbenet spændingsserie i klassiske europæiske streg. Asterix-tegneren Lauzier slog sig løs med albummet “Lilly Fatal” om en hjemmegående husmor, der får nok og går amok.

De kvindelige skurke var især sexede femme fatales i tegneserieverdenens film noir-pasticher. Fx i Will Eisners Spirit (der konkurrerer med Hævneren om at være den dårligst maskerede superhelt), hos Loros down and out-detektiv Phil Garlic i album med gode titler som ”Fandens til vejr at dø i” og i Matthias Schultheis’ tegneserieudgave af Charles Bukowskis noveller, der ikke handler om andet end druk, vold og sex i et comix-univers, der får film noir til at ligne en lalleglad Brodway musical af Roger og Hammerstein.

Kvindeoprøret nåede selvfølgelig også frem til tegneserierne – fx i albummet med den alt-sigende titel ”Giv ham kniven søster”. Det er en samling  feministiske historier tegnet af amerikanske, mandlige (!) undergrunds-tegnere. I flere af historierne bliver mændene først kneppet og siden kastreret. Det giver dog albummet en skærende mislyd, at undergrundstegnernes mester og mest maniske mandschauvinist, Robert Crumb, havde et bidrag med. Crumb er kendt for Fritz the Cat, men  nok især for sine syrede små-psykotiske serier med store kvinder som, med kæmpe røve, kæmpe barme og fede behårede ben, bliver voldbollet så det sprøjter af små mænd.

I det hele taget havde de fleste tegneseriekvinder bryster, der kunne få Dolly Parton og Pamela Anderson til at se hulbrystede ud. Bryster var der fx masser af i de erotiske serier. Fx i albumserien “Fanny”, hvor en række af Europas bedste tegnere med held prøvede kræfter med den erotiske genre. De bedste af dem var tegnere som Prado, Varenne, Beltran og Martel – Varenne lavede også en række udmærkede – muntre - erotiske soloalbums.  

Nu sidder jeg så her med et næsten færdigt blogindlæg og et gulv dækket til med tegneserier og har ikke præsteret andet end en opremsning af navne. Men der er til gengæld alle sammen navne på tegneserietegnere, der har fortjent en lille hyldest.  
 
(Billederne er fra ”Natacha”, ”Giv ham kniven søster”, Jean Pierre Gibrats feministiske selvtægthistorie ”Udflugter” og ”Lilly Fatal”)

Af Per Vad

Jeg holder af menneskehandel

Hvis du er på Facebook, så er du til salg – og jeg kunne godt finde på at købe dig. ”Own”, hedder den applikation og det virtuelle kødmarked, hvor jeg gør mine indkøb. Men hvorfor synes jeg, at det er underholdende?

Man må ikke slå ihjel. Nej, man må i det hele taget ikke slå! Men det betyder ikke, at der noget etisk forkert i at nyde en splatterfilm eller træde ind i et computerspil og skyde løs på alt hvad der rør sig, så blod fra både skurke og uskyldig sprøjter ud på spiluniversets kulisser. På samme måde, er det ikke noget etisk angribeligt i, at vi er nogen som muntrer os med at købe og sælge billedprofiler på samme måde, som ens niece samlede på Diddl-papir og satte forskellig pris på de forskellige motiver og farver – nogen gik hun gladeligt af med; andre ville hun gå i døden for.

Ligesom ”Hot or not”, giv karma, få vampyrbid, giv et knus og alle den slags applikationer, så handler Own også om, at man gerne vil have et bevis for, at man er noget værd. I Own vil man gerne se, at prisen på ens egen profil stiger og stiger, samtidig med, at man gerne vil være rigere, så man kan holde fast i de venneprofiler, man holder mest af. For det handler også om at ville vise nogen, at man værdsætter dem meget og vil beholde deres profil for – næsten – enhver pris. 
   
Personligt har jeg også den særlige voyeurristiske glæde, at føler jeg mig som en desperate housewife på powershopping, når jeg bladrer kataloget af kvinder og mænd igennem.

Jeg elsker at se folks profiler. Der er personer, et kamera har fanget i lige det rette øjeblik – og det er bare et øjeblik – hvor der ikke er skyggen af komplekser og bekymringer i det afslappede smilende ansigt. Der er folk der vrænger af kameraet. Der er overbelyste billeder, underbelyste billeder, tågede billeder og manipulerede billeder fra både vinderen og taberen af de åbne og uofficielle Photoshop-mesterskaber. Der er portrætfotos og pasfotos og feriebilleder, hvor himlen over solkysten fylder 80 procent af billedet og hun står nede i hjørnet i badedragt og med en drink i hånden. Der er ansigter klippet ud af et gruppebillede og forstørret til grovkornet ukendelighed. Der er festaber i tilrøgede lokaler omgivet af tomme flasker og venner med åndssvage hatte. Der er mænd, der viser muskler og vaskebræt maver. Der er kvinder, som byder sig til med barmen mast frem mellem armene. Der er babyfotos, der har ligget som wallpaper på nogens kontor-pc. Mænd der viser motorcykler. Mænd med en gylpende baby over skulderen. Og profiler der lader sig repræsentere af deres hund.  De er der alle sammen. Og jeg elsker at se dem, og jeg holder af at handle med dem. For jeg sætter pris på andre mennesker – og jeg håber at de sætter (en høj) pris på mig. 

Af Per Vad

Livet bag Jeppes lynlås

Påsken er for længst forbi. Det er flere dage siden, at chokoladen smeltede, æggene klækkede, kyllingerne sagde deres sidst pip, Jesus forlod bygningen, liljerne blomstrede af, harerne løb bort, Jeppe kom og gik og fridagene var forbi, og hverdagen var i gang igen. Men det hele startede op så hurtigt, at jeg først nu fornemmer det.

Ligesom jeg først nu, kan muntre mig over påskens største politiske begivenhed: Jeppe Kofoeds teenage-sex uden gummi. Efter at have nedlagt en 15-årig pige, nedlagde han også sine ordførerskaber, og han skulle nok ikke have gjort nogen af delene.

Han har også udtalt, at han har sagt undskyld til pigen!? I første omgang lyder det som en mærkelig ting at sige. Men på den anden side, så har påskens oplevelse, og natten med pigen, ikke været så stor en oplevelse, at han har omtalt det på sin blog. Og så er en undskyldning vel på sin plads.

Der er til gengæld mange andre, der har kommenteret hans bedrift.

Jeg er så heldig at være socialdemokrat (I skulle prøve det – det har sin egen småmasochistiske charme),  så jeg kan følge den interne debat, når den er værst – og det er den som regel altid. Jeppe har virkelig rodet sig ud i noget, der kan ophidse hans partifæller, så de flyder over med klamme klicheer:

”Gamle grise skal ikke forlyste sig på den måde, og slet ikke når de er offentlige personer. Den går bare ikke,” mener en Stefan Bøgh.

” Jeg forstår ikke, den store lyst til børn- og unge som sexpartner, nogle voksne har. Men et ligeværdig, smukt og fair forhold er og kan det ikke være,” siger en Jan H. Kronborg.

For fanden. Det drejer sig om sex. Og dér begrænses mænds lyst og adfærd kun af fornuft og fysiske muligheder. Det drejer sig om sex. Og der er kvinder ikke – heller ikke 15-årige piger – dukker man puster op eller blomster man plukker på marken: De bestemmer selv. Et ”nej” betyder nej. Et ”ja” betyder ja. Og et ”kom” er altid værd at tænke over.

Det lykkedes mig at finde en fornuftig debattør ved navn Else Holm. For det første kunne hun fra sin egen DSU-tid huske, hvordan der var en hvis sport i at nedlægge fx folketingspolitikere og foredragsholdere – et fænomen som fx gymnasie- og universitetslære og journalister vel også har oplevet. For det andet runder hun af med det, som burde være partiets og almenhedens holdning:

”Hvis DSU har en skreven eller uskreven regel om, at sligt gør en underviser ikke, må man selvfølgelig gå ud fra, at alle undervisere, foredragsholdere etc. er bekendt med en sådan regel – og så er det dumt at falde i – men det behøver nu ikke at berøre Rigets stilling i den grad, at man skal forlade samtlige udvalgsposter etc.”

Sådan. En fornuftig kvinde! …. Man får næsten lyst til at gøre tilnærmelser til hende. Men jeg ved bare ikke, hvor gammel hun er, og man kunne hurtigt komme ud i noget upassende.

Af Per Vad

Epileptikere har minder uden krydderi

Hun skubbede en indkøbsvogn langsomt ned gennem gangen med pastavarer, bag hende kom en surmulende yngre teenage-pige, der så ud til at stå ved en korsvej hvor hun med ungdommeligt sløvsind overvejede, om hun skulle blive storbypartisan og sprænge varehuse i luften eller satse på at blive skolens vamp med stram stumpet trøje. Da moren så mig lyste hende ansigt op i gensynsglæde.

Enkelte af mine hjerneceller, som bar på en stump af minde om hende, flagrede med sine axoner og viftede med febrilske dendritter i håb om at komme i kontakt med andre celler, hvor de kunne finde supplerende oplysninger. Men der var intet at få fat i. Otte års epilepsi havde udslettet et hvert brugbart minde om hende.

Vi hilste på hinanden. Ja, det var pudsigt at vi skulle støde på hinanden her. Ja, det var godt nok nogle år siden. Ja, jeg boede ikke så langt her fra. Ja, jeg var gift – ligesom hende. Og hvad laver du så? Måden hun talte på, hendes blik og smil og de små glimt af erindring, der dukkede op, overbevidste mig om, at vi en gang havde været kærester eller noget lignende.

Men min mund kunne ikke huske smagen af hendes køn, mine øjne kunne ikke huske om hun havde fregner på brysterne, mine fingre kunne ikke mærke følelsen af hendes hud eller fornemmelsen af hendes fyldige, glatte hår mellem fingrene. Og min epileptikerhjerne anede ikke, hvem hun var!

Jeg har stået i den slags situationer før, så jeg har lært, hvordan man fører en varm personlig samtale med mennesker, man reelt ikke kender. Så, bortset fra at hendes datter kede sig, gik det fint.

Det er otte-ti år siden jeg blev anfaldsfri, og de fleste af mine intellektuelle færdigheder er blevet genopbygget og mange erindringer er blevet restaureret, men miderne mangler krydderi og smag. Jeg har fx været i Rom. Men for mine erindringer kan det være lige meget, om jeg rent fysisk har stået på Avenue des Champs-Élysées og set bygningsværket Napoleon fik rejst for at hylde sin krigskunnen, eller om jeg bare har set et postkort med Tiumfbuen.

Sol gør kvinde skøn og mand grim

Solen får det bedste fra kvindernes garderobe frem: Tøj der fremhæver de dele af deres krop og look, som de selv er mest stolte af. I år ser det hotte område ud til at være nøgne skuldre.

Skuldrene har den samme kælne runding, som man finder ved fx hofter. Kravebenet viser, at kroppen kun er et par evolutionstrin fra dyrene – se knoglestrukturen under den halvslappe pels på Zoos gorillaer, se benresterne fra en hurtigt flået og ædt grillkylling, se knoglerne fra dyrekøler eller se benene fra afgnavede sparreribs og se så kvindens kraveben, det er en flot, dyrisk lækkerbisken. Og så er der halsen – i sig selv en smuk søjle og som funktion en piedestal for hovedet og ansigtet.

Buksemoden er stadig med lavtsiddende talje, der fremhæver bagdelen og hendes skød. Men de ofte stramtsiddende trøjer stumper ikke så meget, som de gjorde for et par somre siden. Så det er kun når cykelpigerne læner sig frem over styret, at man ser den tatovering over halebenet med karrysliske tegn, som mange fik lavet for et par år siden.

Til gengæld afslører sommeren mænds elendige tøjstil. Desværre er den åbenstående krøllede skjorte endnu ikke gået af mode, men det er ikke det værste. Det værste er sandfarvede bukser der lige dækker knæskallerne og minder om mellemting mellem metamamelukker og arbejdsbukser for dværge. Og så er der slaskede T-shirt i pangfarver og aggressive eller selvhævdende slogans. Og endelig er der beskidte fødder i storbystøvede sandaler. Fyrene sidder uden for cafeerne, men det er tydeligt, at vi kun er en generationer fra deres flommefede forældre der sad i cambinghabit under baghavens farveglade parasol i et åndeligt univers, der havde en stueantennes radius, og drak dåseøl købt på en af spritruterne.

Der er selvfølgelig også det tåbelige Royal-øl-look, der har grebet om sig, hvor de går i håndplukkede hæsligheder af shorts og T-shirts, og deres fjogede, lalleglade ansigtsudtryk får det til at virke, som om hele deres hjernemasse er en I-pod med downloadede ligegyldigheder af småspil, sommerhits og jokes fra TV og morgenradioen.