Fire fede og en fuser fra kulturnatten

Ligesom alle andre byer har København en puls og en rytme. Der er selvfølgelig byer, hvor pulsen ikke er højere end hos en buddhist der er faldet i søvn under meditationen. Men i København kan man mærke pulsen og leve med i rytmen. Den ændrer sig. Der er forskel på om det er første maj kl. fjorten, lillejuleaften kl. atten eller den 9. oktober kl. to og tyve.

Kultur i Københavns nat

Kulturnatten har sin egen rytme og puls. I ”Kort og godt”-køen, hvor vi alle skulle have en kulturkit med pas, kort og program. I bussen ind til byen, hvor vi stod tæt og gnubbede kulturnat-badges mod hinanden. I fodgængerfeltet, hvor vi som en bisværm, der lige var lukket ud af staderne, suste af sted på jagt efter kulturblomster og personlig næring.  Og i den stadig voksende kø foran frimurernes hus i Smallegade, hvor vi stampede lidt med fødderne i den kølige aften. Overalt kunne man mærke tusinder af hjerter banke for kultur. Jeg var en af dem der stod i køen foran frimurerne. Et tilbud min kone havde anbefalet. Hun skulle på arbejde på Nationalmuseet, så jeg var på tur med mit eget program: Koncert med fodbad, fangekor, landbrug og slutteligt fotokunst.  Men først ville jeg inden for i frimurernes forunderlige verden.

Da vi stod fem og tyve mennesker – de fleste kvinder – i et lille forlokale, og manden i pingvindress sagde: ”Og det her er så vores museum”, vidste jeg, at jeg havde gjort en fejl. Frimurerlaugets museum var et lille lokale. Et lille bord var dækket til med en dug i et look jeg ikke havde set siden min mormors død og på to vægge hang en række vægmontrer af en kvalitet, som et lille privatdrevet egnsmuseum ville have takket nej til. I montrerne var der hylder med brødrenes forskellige skøder og junkgaver fra rejser til andre loger.

Det her er sgu forkert, tænkte jeg, mens den gråhårede pingvin forklarede forskellen på frimurerlauget og den meget større frimurerloge, der ligger på Blegdamsvej. Min kone havde tænkt på logen på Blegdamsvej, men den havde desværre ikke åbent hus. Efter museet kom vi ind i laugssalen, hvor endnu en pingvin tog imod og fortalte næsten det samme som hans broder i museet. Har de en sponsoraftale med Fætter BR? tænkte jeg, da jeg så tronstolen for enden af salen.

Salen bestod af et sort/hvid ternet tæppe, stolerækker langs væggene og en højrygget efterligning af en tronstol til stormesteren for enden.  Det hele var billigt, lidt nusset og dårlig møbelhåndværk. Jeg kiggede op i loftet, hvor der hang et par guldmalede symboler, der lignede dårlig festlokalepynt. Og så kom rundturens store højdepunkt. De dæmpede lyset og tændte en lysende stjernehimmel i loftet, som laugsbrødrene sad og så op på og filosoferede et lille kvarters tid ved hvert møde.

Der efter blev vi præsenteret for salen med langbordet, hvor logeaftenerne altid sluttede med fællesspisning. ”Langbordet” var løse borde stillet i en mislykket vinkel og dækket med en dug af otte meter tilfældigt afklippet nervøst velour. Højt oppe på spisesalens vægge hang en frise af våbenskjolde, som kunne have været savet ud i finérplader og malet af nogle spejdere. 

Hold så jeres kæft, kvinder! tænkte jeg. Mens en broder i et dårligt siddende kjolesæt stod op ad en skranke, de kunne have fået gratis fra et nedlagt kulturhus, og svarede på spørgsmål efter spørgsmål fra videbegærlige kvinder, vandrede mine tanker til Sjællandsgade bad, hvor gæsterne nu var ved stikke fødderne i fodbad med salt fra Det Døde Hav og gjorde klar til at lytte til sang og musik. For fanden, kvinder, er I ikke gift? Skreg jeg indvendigt. Laugsbrødre er mænd, for helvede! Der behøver ikke være mål og mening med de ting, vi mænd foretager os. 

Besøget hos det latterlige discountforetagende var gået over den planlagte tid, så jeg måtte droppe musikken i badeanstalten. I stedet slog jeg et smut forbi det lille, hyggelige Politimuseet. Mens guiderne stod og trippede af fortælleglæde, og de fleste mandlige gæster var fascineret af de forskellige våbenskabe, lod jeg mig lokke af en lille montre med klip fra pornofilm fra forrige århundredskifte.

Der efter tog jeg Bethesda – Indre Mission i København. I det kristne kulturcenter - der til daglig huser en række sociale tilbud og andre kristne gerninger fuldt udstyret med kaffestue, festsal, møde- og arbejdslokaler, bederum med bibler og fyrfadslys, gratis suppe, religiøse bagtanker og hele pibetøjet – fik jeg et par kopper god kaffe og nogle småkager, mens jeg ventede på koncerten med Fangekoret fra Vridsløse Statsfængsel. Da fyrene, der afsoner domme på mellem ti og tyve år, stod klar på scenen og lignede en mellemting mellem plakaten til ”The Usual Suspect” og et old boys hold fra Hells Angels, var den indremissionske festsal proppet – både salen og balkonerne.  

Der er noget helt særligt ved at høre gospel og salmer sunget for lungernes fulde kraft af ca. femten mordere, røvere og voldsmænd.  Som solister kunne de alle holde tonen, ingen ville have klaret sig i X-faktor, men som kor var de fuld af styrke og et smittende håb om, at mennesker altid kan forbedre sig.  ”Det var altså det bedste i aften!” sagde et ældre venindepar, der var typiske kulturelle storforbrugere af den type, som går på SMK blot for at få formiddagskaffe på Café Republic.

De to unge piger, der stod ved et af de høje cafeborde i stueetagen på Landbrug & Fødevarers hus og talte i mobil, var næppe kulturforbrugere i samme frekvens: ”Lige nu står vi i Axelslot eller Axelborg, eller hvad er det nu det hedder?… Her lugter enormt af ost,” sagde pigen, der talte i mobil og prøvede at overdøve støjen fra den fyldte sal og begejstret fortsatte: ”Vi har bare været over det hele! Rundetårn og alt muligt! Men, mor, du må altså vente med at høre om det, til jeg kommer hjem.”

Axelborg kaldte rundturen i stueetagen for ”Mælkevejen”. Og jeg havde været hele smagsturen ved det tre hundrede meter lange ostebord rundt og stod nu og drak cafelatte med varmet mælk fra et mejeri, som jeg ikke lagde mærke til navnet på, og lyttede til en strygekvartet, der spillede, så det kunne have været et indslag i en landbrugsudgave af ”Titanic” med musikken der spiller, mens mælkebønder går til bunds i priskrigen på minimælk.      

Jeg forlod Axelborg – som jeg besøger næsten hvert år – og fortsatte ud af Vesterbrogade ned til fotogruppen 16TYVE, der i en baggård for enden af Vesterbrogade lavede en effektfuld præsentation af deres billeder på et lærred, der var større end biograflærrederne i Grands små sale, mens rocktoner fra halvdårlige højtalere bankede mod murene i den lille gård.

Jeg købte en portion god, stærk græskarsuppe med hjemmebagt bolle og satte mig og nød billederne. Pludselig kom der en serie med 100 glade, farverige billeder af hjerter fra graffiti, tags og hurtige kærlige hilsner på byens murer. Fotografen var Agnete Schlichtkrull, som jeg kender fra en projekt, vi en gang lavede i Dansk Epilepsiforening. Det var fa’ens! tænkte jeg og gik hen og fandt hende i gruppen, der stod og hang omkring fremvisningsudstyret. Vi stod og snakkede, da mobilen i min lomme begyndte at snurre. Det var et opkald fra min kone. Vi aftale at mødes og følges hjem.

København har en rytme og en puls, og på kulturnatten, er den noget særligt. Men uanset, om det er, når kulturnatten slutter, og folk drager hjem i overfyldte ekstrabusser, eller er en almindelig fredag, hvor publikum fra biografernes sene forestilling er taget hjem, så skifter den indre by puls og rytme efter midnat til et beat, man skal være fuld, høj eller aggressiv for at kunne leve med i – eller måske skal man bare være yngre end mig.

Vi tog en taxi hjem.

Af Per Vad

Mig og Michael Jackson

Hvis Michael Jackson ikke var død, ville jeg ikke have skænket ham mange tanker. Og hvis en meget god veninde ikke havde sendt mig en mail med tanker om Michael Jackson, ville jeg nok ikke have brugt mange ord på ham.

Ligesom alle andre lyttede jeg til Jackson-musik og så Jackson-videoer i min ungdom, men vi lyttede alle sammen også til mange, mange andre ting. Og jeg har faktisk ikke ejet nogle af hans album før nu. Jeg gik ned i Fona og købte to CD’er efter at have stået lidt foran deres top-40-reol med alle Michael Jackson-CD’erne, hvor titler med ord som fræk, nervepirrende, blod og farlig står i kontrast til virkelighedens både fysiske og psykiske splejsede Michael. 

Jacksons ansigt, Jacksons optræden, Elvis

Ud over at købe et par af hans CD’er fik hans død mig også til at interessere mig lidt mere for fænomenet Michael Jackson. Det var umuligt andet. Tv-stationerne kørte non stop nyhedsovervågning ; viste gamle klip med Jackson ved retssagerne, hvor han med pyjamasbukser og paraply lignede en afpillet karikatur på en magisk figur fra en eventyrfilm; viste Jackson i Berlin med sin baby dinglende i favnen ud over hotelvinduets  karm; Stilbilleder af Jackson med bleg hud og legoklodsformede ansigtstræk, kantet spids næse og et langt, livløst hår, der så ud til at sukke efter en balsam-kur; viste Jackson i interview hvor han med store, sminkede og uskyldige øjne sad med tøset falsetstemme og fortalte om farens brutalitet og var sandpapir–slebet–hudløs- ærlig om sin sexforskrækkelse, men talte uden om på spørgsmål om, hvordan hans børn kom til verden; og viste frem for alt Jackson syngende og dansende i mindeværdige musikvideoer, hvor dansen var et miks af Gene Kellys elegance, John Travoltas disko-macho og en showdanser fra Brodways badutspring til musik, der var et crossover mellem sort soul og hvid poprock.

I min gode venindes mail om Jackson, kom hun bl.a. med en hvem-var-størst-sammenligning mellem ham og Elvis. En af hendes pointer om Elvis var, at han revolutionerede mandebilledet og gjorde det legitimt for kvinder at se og uhæmmet dyrke mænd som sexsymboler. Det tror jeg hun har ret i. Ligesom hans blanding af sort soul og hvid country skabte en ny musikgenre, og hans globale popularitet var noget, der aldrig var set før – og i modsætning til Michael Jackson blev han global et halvt århundrede, før nogen fandt på ordet globalisering.  Michael Jackson var også populær hele kloden rundt. Og ligesom Elvis blandede han sort og hvid musik, og han fik både sorte og hvide fans – hvilket Elvis vist aldrig rigtig fik. Elvis kunne ikke have sunget ”Black or white” eller ”We are the world”, mens han svingede med underlivet.   

Hvis man skal lave sammenligninger, så synes jeg, Elvis var den største. Michael Jackson er et navn, ”Elvis” er ikke et navn; det er et brand. Og når det kommer til stykket, var Michael Jackson bare en hitmager af dimensioner hvor man skal til Sverige og ABBA for at finde noget, der kan bruges som en slags måleenhed, en fantastisk performer og en popstjerne med verdenshistoriske salgstal og så i øvrigt en meget mærkelig mand med en dårlig plastikkirurg – hvorfor brugte han ikke bare den samme som Cher, Tina Turner og Dolly Parton?  

Ensomhed og isolation gør mennesker underlige og potentielt farlige for deres omgivelser og sig selv. Det er lige meget, om de bor som socialt affald i en trailerpark, om de sidder og skyder på deres tv og æder peanutbutter og banan-sandwich i en rock-herregård som Graceland, om de sidder i et aflukke omgivet af computere og spiser færdigretter, hacker og foretrækker sprog som php, HTML og typo script frem for talesprog, eller om de går og savner legekammerater i en eventyrpark som Neverland. Alle sådan nogle skabninger bliver mærkelige. Og Michael Jackson var mærkelig og gjort af det stof som både myter og udødelige pophits er gjort af. Hverken mere eller mindre.

Og nu står ”Bad” og ”Dangeruos” på min CD-hylde – lidt malplaceret – mellem C. V. Jørgensen og Tom Jones.

Af Per Vad

En dag med racekatte

Det var selvfølgelig hustruens ide – som hun havde fået ved at bladre i en tilfældig udgave af Vesterbro Bladet – at vi skulle besøge den Internationale racekatteudstilling 2009 i Frederiksberghallerne.

Udstilligsgang, lille kat, dommeren voterer

Hallerne lugtede af dyrskue og støv. Og arrangørerne havde øjensynlig hentet inspiration fra persiske markeder og mellemøstlig byplanlægning. I snævre gange, tæt befolket med et mylder af overvægtige koner, ældre på efterløn, familiebander med katte-rygmærker, handicappede og børn og bøsser, stod katteburene op ad hinanden med præmiepokaler, indrammede billeder af kattenes familie og tilfældigt skrammel på taget og havde næsten alle sammen en beklædning og et interiøer, der ledte tankerne hen på boudoir og tyrkiske festlokaler.

Inde i burene var katte af alle racer.  Mine yndlinge er fx bengal med den familievenlige udgave af leopardpels, de vildkat-orange abyssinere og selvfølgelig britisk korthår, der er levende Whiskasreklamer.  Sorte bombay, der er som avlet til brug for gyserfilm og sataniske messer, er selvfølgelig også flotte.

Til gengæld har jeg det svært med racer som russian blue og blå britisk korthår, hvor den tætte, korte støvgrå pels får mig til at tænke på småborgerlige bløde væg til væg-gulvtæpper i Dansk Folkepartis kernevælgeres jyske forstadsvillaers vinkelstuer.

Og jeg har det meget svært med de langhårede racer. Uanset om det er hårdføre norske skovkatte med sejt ansigtsudtryk og vind- og snetæt pels eller perserkatte, der med indsunket ansigt og filtret lang pels, ser ud som en skovkat vasket på forkert program. Ligesom jeg har det svært med deres modsætning: Den skaldede sphynx, der ligner en krydsning af en flået siameser og ET – hvilken pervers person har fundet på at avle videre på disse gruopvækkende og grinagtige skabninger, der stammer fra en muteret killing født i Ontario i 1966? 

I et par af burene var der avlede huskatte med papir på, at de i flere generationer var ubesmittet af gener fra racekatte. Da de besøgende skulle stemme på udstillingens sødeste kat, gik hustruens stemme selvfølgelig til en huskat, der så ud som en forædlet stamtavleudgave af vores egen rødstribede Firefox-logo-lignede huskat.

De autoriserede dommere var kraftige kvinder i trøjer med dårlig pasform eller fimsede mænd med farvestærke skjorter, der vaskede hænder i en særlig lotion mens bordene blev sprayet, før næste kat kom frem og fik bedømt pelsens glød, kroppens harmoni og ansigtets udtryk, der blev forstærket med en fjerklædt pind som dommeren, med gestik som en parodi på en indretningsarkitekt, viftede foran katten.  Hvem der vandt, og hvem der blev nummer to og tre betød i sidste ende ikke så meget, for alle kendte hinanden fra talrigre tidligere stævner, hvor de skiftedes til at få den billigt udseende, guldfarvede pokal.

Efter en tur rundt i standene for enden af hallerne, der solgte alt, hvad et katte og katteelskeres hjerter kunne begære af foder, sanitært udstyr, skønhedspleje, helsemidler, legetøj og ekstravagance, hvor hustruen købte et par æsker lækkerbider, baldrian bolcher, en lille æltepude og noget Catnip Spray, gik vi op i Frederiksberghallernes cafe. Og i solskin på terrassen med udsigt til boldbanerne, hvor grupper af børn og voksne løb rundt i dovent tempo og skød på mål, fik vi en club sandwich og hhv. en fadøl og en cola light.

En dejlig dag, hvor hustruen atter viste, at hun er god til at finde på udflugter.

Af Per Vad

Hyldest til zombiefilm

Hvor hurtig og sej må en zombie være? Det spørgsmål deler fans af denne nekromantiske, post-woodoo-dyrkende horrorfilmgenre, hvor de u-døde går rundt med blod på tøjet, trevler af menneskekød mellem de rådne tandstumper og indvolde hængende ud af store skudhuller.

Spørgsmålet er bl.a. aktuelt i forbindelse med de to zombiefilm, jeg har set under CPH:PIX filmfestivalen, ”Wasting Away” (’07) og ”Død sne” (’09)

Filmhistoriens første zombie var i filmen ”White Zombie” (’39) med Bela Lugosi. Men den første zombiefilm, som vi kender og elsker dem, var George A. Romeros ”Night of the Living Dead” (’68).

 ”Night og the Living Dead” introducerede tre vigtige ting, som er kendetegnende for genren.

"Dawn of the Dead", "I Legend", "Død sne", Wasting Away"

1) Zombiefilm er civilisationskritik, der viser, hvor selvdestruktive og dårlige vi er til at samarbejde, når lokummet for alvor brænder. De civiliserede mennesker slås indbyrdes, og i filmens slutning skyder det indifferente oprydningshold den sorte helt, der har holdt zombierne stangen hele natten. Og i alle zombiefilm siden har skænderier, der får råberiget i det britiske og andre primitive parlamenter til at ligne talkshowet Meyerheim, ført til svig og drab.

Civilisationskritikken har i senere film fået en tand til i retning af reel samfundskritik, hvor det ofte er menneskeskabte ting så som giftgasser, virus eller radioaktivitet, der sætter tingende i gang.  Og ofte vokser zombierne så voldsomt og hastigt i antal, at det når apokalyptiske dimensioner – fx i ”Dawn of the Dead” (’78 og ’04), ”28 Days later” (’02) og ”I legend” (’08).    

2) ”Night og the Living Dead” er også introduktionen til det totalt nihilistiske univers, som zombiefilm viser mere uforfærdet end andre genrer. Her er ingen gode og onde. Her hersker det allermest primitive overlevelsesinstinkt i form af raseri og blodtørst.

3) Filmen giver også opskriften på, hvordan man slår zombier ihjel: “If you have a gun, shoot ‘em in the head. That’s a sure way to kill ‘em. If you don’t, get yourself a club or a torch. Beat ‘em or burn ‘em. They go up pretty easy,” forklarer den seje, erfarne overlever, der søger tilflugt i negerens bolig. Den sandhed er blevet udnyttet med større og større fantasifuldhed op gennem zombiefilmenes historie og har givet mulighed for at udsplattede kroppe, der er blevet skudt med dobbeltløbede haglgeværer, spiddet med spyd eller spidse kævler, skrællet med plæneklippere eller flænset op med motorsave, kan rejse sig op med deres ødelagte lemmer hængende og dinglende i nerve- og muskelstrenge og vade videre gennem de voksende blodpøle på jagt efter en mundfuld frisk menneskekød, indtil nogen smadrer deres hjerneskal.

Men så er der det med diskussionen om zombiers tempo og porøsitet. I ”Night og the Living Dead” er zombierne lettere forrådnede skabninger, der langsomt og usikkert stavrer af sted med døde øje, blågrå ansigter, luvslidt tøj og hud der hænger i laser. Og sådan skal en ægte zombie se ud, mener nogle. Mens vi er andre, der har det fint med, at zombierne i nyere film som ”28 Days Later”, ”I Legend” og ”Planet Terror” (’07) er noget mere adrætte og har en lille smule tankevirksomhed.

De to film fra KBH:PIX festivalen er begge selvironiske zombiefilm, men tilhører hver sin skole, hvad zombiehastighed angår.

Den britiske ”Wasting Away” viser tingene fra zombierne synsvinkel. To unge par bliver u-anende forvandlet til zombier med fordærvede kroppe og langsomme kluntede bevægelser. Og de forstår ikke, hvorfor alle mennesker øjensynligt er blevet smittet af en virus, der får dem til at fise rundt i lyntempo, tale med Mickey Mouse-stemme og enten flygte skrigende bort eller helt uprovokeret prøver at slå dem ihjel.

I den norske ”Død sne” er den deling nazister, der efter et halvt århundrede bliver vækket fra deres grav i den norske fjelde, særdeles adrætte og har et større mål end bare at æde unge mennesker på hyttetur. Hvis der er nogen retfærdighed til, så kommer ”Død sne” i dansk biografdistribution og bliver en skandinavisk kultklassiker.  Ud over unge på hyttetur, gys, mange hektoliter blod der sprøjtes ud over den hvide sne og de frostgrå træer, heftig sex på et udendørs das, en yngling med en motorsav samt indvolde der vælter ud af både zombie- og menneskekroppe, så har den masser af ægte humor.

 ”Wasting Away” tilhører grenen af zombiefilm, hvor civilisationskritikken bl.a. kommer til udtryk ved, at det er giftaffald fra militærvidenskabelige eksperimenter, der skaber zombierne.  Mens ”Død sne” tilhører grenen, hvor det er det dannede menneskes manglende respekt for historien, naturen og døden, der – ligesom i ”The Evil Dead” (’81) – vækker zombierne.

En titel som ”Død sne” er måske ikke det mest opfindsomme – den er nogenlunde på niveau på med titlerne på de svenske femikrimier der er på mode blandt Politikenlæsere – men der findes mere hjernedøde titler. Der er fx. “Day of..”, “House of ..”, “Land of..”, “Forest of ..”, “Diary of..”, “Shawn of..” og ”Dawn of the Dead”.  De fantasi- og poesiforladte titler viser, at vi zombiefans ikke er på jagt efter intellektuelle udfordringer. Vi vil se blod.

Af Per Vad

Tre dage i Berlin

Berlin er en skøn by, man burde besøge en gang om året. Berlin er byen med de tusind apoteker og meget få hæveautomater. Det sidste er et problem, da de færreste restauranter og mange mindre butikker ikke tager visakort.

Når man bevæger sig rundt i Berlin, kan man tage en tur med bus 100 eller 200, der kører forbi de fleste af byens seværdigheder og vigtigste alléer og kan spare en for en del vabler. Men det meste af transporten foregår via S- og U-banen. På Alexander Platz station – og andre af undergrundsbanens store stationsområder – er der et fascinerende folke- og butiksliv, der matcher et middelstort dansk indkøbscenter med butikker, der kunne være hentet fra Strøgets billige, klistrede ende. I undergrundsbanens butikker og fastfoodsteder kan man bl.a. finde bevis for, at Berlin er en billig by – Otte kr. (1,40 euro) for en karrypølse og en cola samt gratis kaffe. 

Alexander Platz, Molecule men, Potsdamer Platz, Brandenburger Tor

Efter nazisme og krig og kommunisme er byen genopbygget, restaureret og nyopført i en grad at de risser og hudafskrabninger og ar og åbne sår, som historien efterlader i alle byer, de er i Berlin pudset op som hos en Hollywood has-been med brystimplantaltioner og kit i rynkerne, så den på overfladen er som ny. Det betyder, at der er masser af dristige, moderne arkitektur, der overgår vores Ørestad og havnefront. Det betyder også, at den på overfladen virker historieløs. Men hvad bygningerne ikke længere afslører, det kan ses på museer og ved avantgardistiske mindesmærker. Fx det højtprofilerede Denkmal für die ermordeten juden Europas, der er en 19.000 kvadratmeter stenmark med søjler i størrelser, der vokser fra gravstenslignende granitblokke til høje monolitter placeret i rette linjer langs skrånende og bakkede gange. For de historiebevidste er det et monument der vækker tanker og følelser. For børn og kåde teenagere er det en uimodståelig legeplads, hvor man kan hoppe fra sten til sten. For kørestolsbrugere er det – som det meste af Berlin – 100 % utilgængeligt. Et kort stykke der fra står mindesmærket for naziforfulgte homoseksuelle. En stor grå klods på størrelse med et vagtskur med et vindue, hvor i gennem man kan se en lille film med to unge mænd der kysser hinanden. Effektivt og modigt.

Byen og landets blakkede historie møder man især på museerne. Vores favorit var det lille overfyldte DDR museum med begejstrede besøgende, der nød det kærlige, udleverende portræt af DDR og gik rundt og åbnede låger og trak skuffer ud for at se kitsch fra den socialistiske bonde og arbejder republik: FDJ-skjorter, kaffe der nærmest var müesli med kaffebønner, kradsende toiletpapir der bl.a. blev brugt når alle børnehavebørnene sad på ræd og række på de faste pottetidspunkter, medajler som fx blev givet til de hårdtarbejdende byggearbejdere, der med stolthed rejste klonede betonghettoer, varer som var ubehjælpelige efterligninger af vestlige ting, en medlytter ved efterretningsvæsenets lytteudstyr og et besøg i en almindelig østtysk dagligstue med grimt tapet, lyseduge, teaktræ, slidt sofa og en kasse af et tv – i det hele taget så det ud som om DDR kulturelt var en republik fanget i et mareridt fra 70’erne. Men ved stranden slog borgerne sig løs og sprang rundt og nød nudismens nøgne frihed. 

DDR-museets virkemidler var simple, men effektive. Jüdisches Museum Berlin var et ex på, hvad man kan få ud af at bruge hele museumspædagogikkens klaveriatur – fra arkitekturen over trække-skuffer-ud og illustrerede personhistorier fortalt ud fra et par artefakter i en montre til computere med touch screen. Ud over at fjerne myter og fordomme om den jødiske religion og dens traditioner, så var museets pointe, at selvom det aldrig har været nemt at være jøde, så har mange store jødiske personligheder bidraget væsentligt til Tysklands og verdens økonomiske, videnskabelige og kulturelle udvikling. Det er ikke nogen ny historie og mange mindretal kan fortælle den samme historie – hvis de havde råd og kulturradikal opbagning.

Det er dog ikke alle historiske ting, der er forsvundet fra bybilledet. For at give plads til Hitlers mange parader blev den brovtende, 67 m høje hyldest til 1864-sejren over danskerne, Siegessäule, flyttet fra pladsen foran rigsdagsbygningen til midt ude på Groser Stern, hvor man skal gennem dunkle fodgængertunneller for at komme ud til det imponerende monstrum. Sejrssøjlen er ikke uberørt af krigen – man kan se talrige skudhuller i de forskellige relieffer. En anden rest af fortiden er bomberuinerne af Gedächtniskirche, hvor det ødelagte tårn står som en løftet pegefinger og advarer mod krig og ødelæggelse. Og uanset hvor man er i Berlin, kan man se det tidligere Østberlins fjernsynstårn – 365 m politisk penismisundelse. Når solen skinner på det, former der sig et lysende kors på tårnets kuppel; uden held forsøgte kommunisterne i årevis at fjerne den uforudsete og uønskede dekoration. På Potsdamer Platz er der nogle stykker mur tilbage; ellers er Berlinmuren markeret som en dekorativ linje, der går hen over pladsen og lidt ned ad gaden. Men i de østberlinske kvarterers fodgængerfelter er det stadig ampelmann’en – og ikke bare et grønt eller rødt signal – der fortæller om man må gå eller skal stå.

Ampelmann eller ej, så gik vi med en Marco Polo-guidebog fyldt med æselører, understregede afsnit og et krøllet og flosset toglinjekort på opdagelse i Berlin: Bl.a. Brandenburger Tor, Unter den Linden, Potsdamer Platz, Alexander Platz, Verdensuret, Sony Center, Berliner Dom, Deutsches Historisches Museum, Molecule Men, turistbåd op og ned ad Spree, Kaufhaus des Westens, udskænkningssteder med Berliner Pils, Zoologisher garten der rummer en imponerende abesamling og isbjørnen Knut, der er en dysfunktionel bamse, som blev opfostret af mennesker og er vokset op som berlinernes kæledække samt et akvarium, der grænser til en verdensomsejling under havet. Og ved dagens ende sluttede vandreturene ved lidt kuriøse spisesteder anbefalet af guidbogen: Henne med masser af atmosfære, et brev fra Kennedy på væggen og en saftig grillkylling med sprød, knasende skind som stedets specialitet. Og Toca Rouge med interiør med fast food-look, Mao på facaden og et dejligt asiatisk fusionskøkken. 

Man kan se billeder fra turen: http://www.flickr.com/photos/pervad/    

Af Per Vad

Bakkens Hvile

En af de unge barpiger rækker en bakke op over gelænderet, og bakkepigerne giver sig straks til at synge: ”Solskin kan man altid finde, bare der er nogen at holde af, og ih hvor vi holder af…” De holder en kunstpause, mens en af dem drejer hovedet af led for at se navnet på sedlen, der ligger ved glassene med snaps, Jägermeister og små grå. ”… Drengene fra Islandsbrygge.”

Boccia og bakkesangerinder

Drengene fra Islandsbrygge er mig og en halv snes gamle drenge fra 80’ernes kommunistiske studenterbevægelse (det fortaber sig i historiens tåger, hvorfor vi kalder og Drengene fra Islandsbrygge). Siden slutningen af 80’erne har vi den sidste lørdag i sæsonen siddet ukomfortabelt og spist frokost i dyrehaven med Urquell, Stolisnaja, dådyr, hønsesalat fra slagteren i Ordrup, hjemmelavede frikadeller, smør der står og smelter og højlydt snak om gamle dage og aktuelle samfundsrelevante emner og personlige erfaringer med bilkøb, rejsemål, pensionsordninger, jakkesæt og boliglån. Og vi har bocciaturnering på skovens grusvej, hvor passerende heste og motionerende piger med hoppende bryster giver behagelige pauser.

Klimakset er selvfølgelig aftenen på Bakkens Hvile. Jeg holder af Bakkens Hvile. Jeg holder af pavillonen, der kunne være tegnet af en kolonihavehus-arkitekt og holdt i samme byggestil som Bakkens discountudgave af  tivoliboder og har en entre, der ligner indgangen til en tidligere pornobiograf eller et mødested for en hemmelig loge, der helligholder lårklaskende folkelighed og drikker half & half og skråler med på fællessang og er dus  med alle ude på herretoilettet – også den halvfulde kvinde der ikke gad stå i kø på dametoilettet og nu sidder og kæfter op i en boksene på herretoilettet. Jeg holder af lokalet der er så overfyldt, at man ikke skulle tro at der var plads til at en blind brandinspektør kunne vende hovedet den anden vej, og når man klapper, må man vælge om man vil daske til sidemanden eller skubbe til sin fadøl.  Jeg holder af bakkepigerne i farverige kostymer, der kunne få en drag queen til at tabe ballonpatterne af misundelse. Jeg holder af sangene og af sangstemmerne, der ville få dem smidt ud af X-faktor i første omgang. Jeg holder – lige de par timer denne ene dag om året – af den unge Morten Messersmith fra Dansk Folkeparti, som står og hjælper til i baren, mens han sender forelskede blikke op til ejeren af næsten halvdelen af Bakkens boder og samtidig bakkesangerindernes selvpromoverende grand old lady, Dot, der står og synger, mens huden på hendes hage, hals og underarme dingler som løst skin på en kalkunhals. Jeg holder af bakkepigernes skurvognshumor og flirt ud over scenekanten, og deres evne til at give igen på tilråb fra publikum (i modsætning til stand uppere behøver de ikke indarbejde inddragelse af publikum, det kommer helt naturligt). Jeg holder af de platte sange. Jeg holder af det rituelle højdepunkt, hvor bakkepigerne smider roser – der inden morgendagen er omme er visne og døde – ud til publikum, der til gengæld kaster en haglbyge af mønter op på scenen.

Jeg holder af Bakkens Hvile.

Af Per Vad

Medlemsbladet fra Samlerens Bogklub

Så kom det nye medlemsblad fra Samlerens Bogklub. Månedens tilbud er Helle Helles ”Ned til hundene”. Jeg har læst hendes ”Rødby-Puttgarden”, så jeg har fået nok af hendes banaliteter om kvinder, der skal finde et ståsted i en verden eller hverdag, der har forandret sig.

Samlerens blad, læser, illustration fra Det tabte Paradis

Jeg ved ikke, hvad den kvindelige forfatter i denne Helle-bog skal. Men hvis jeg skulle lave historien kunne målet være hvad som helst: Noget banalt som at skrive en litterært comeback; eller ( lidt mere farverigt) slå score–pik-rekorden på byens dansested, hvor dørmanden for et blowjob lader 14-årige piger komme ind og gå amok i vodkabreezere og extasy, som en småkriminel kassemedarbejder fra Brugsen der står i gæld til ejeren af staditionsgrillen har haft med fra Aalborg; eller (lidt thrilleragtigt) kunne målet være at myrde sin kendelklubejer af en exmand, som hun forlod da hun opdagede, at han var sodomist, men som nu er blevet byrådsmedlem for Venstre og er formand for teknik- og miljøudvalget, der skal tage stilling til en fredningssag, hvor hans bonderøve af vælgere er ligeglade med vadefuglebestanden. Men nu er det ikke min bog. Det er Helles. Og så er målet sikkert ligegyldigt og kedeligt. Det vigtige er at gøre sproget klart og skarpt og fortælle om det nye sted og om de ændringer, kvinden gennemgår.

Jeg skal – når jeg er færdig med dette indlæg – huske at afmelde bogen.

Men bort set fra det holder jeg altid af at bladre i månedens blad fra Samleren. Der er billeder af smukke bogomslag, og der er titler, der er litteratur i sig selv: Fx ”Et ensomt menneskes bibel” af nobelprisvinderen Gao Xingijan. Det er et ex på endnu en fornøjelse ved bogklubbladet: At nikke genkendende til navne på de forfattere, der har vundet priser med den indbyggede forbandelse, at deres bøger bliver opfattet som utilgængelige for almindelige læsere. Utilgængelige er en eufemisme for kedelige og handlingstomme bøger med tidstypisk småfilosofering serveret med et sprog, der er så fint og rent som underfjer der hænger til tørre på tynde silkesnore i englenes vaskeri i Himlen.

Man kan også bladre hæftet igennem og blive trist ved synet af gode bøger, der er på tilbud, fordi ingen vil købe og læse dem: Fx Peter Øvig Knudsens ”Birkedal” om besættelsestidens bedste danske torturbøddel og hans tapre, sexede og blodtørstige kvinder.

Så er der selvfølgelig de bøger, man har læst uden at kunne dele glæden med andre. Jeg har endnu ikke mødt nogen, som sagde ”Ja, jeg har også læst Hallgrimur Helgasons ”Stormland”. Og du har helt ret. Her er der en islænding, der kan skrive røven ud af bukserne på de danske opkomlinge fra senhalvfemserne og vort århundredes start, der slog sig op på bramfri fortællinger om sociale tabere.”

Islændingens bog handler om en anarkistisk, arbejdssky, amoralsk kulturpessimist der går amok. Som litterær bonus består en del af bogen af blogindlæg – det er lidt nyt; ligesom det i sin tid var med dagbogen, der var den røde hos Bridget Jones og Nynne.

Jeg er heller ikke stødt ind i åndsfæller, der har nydt ”Opmålingen af verdenen.”: Daniel Kehlmanns bog om enten at være eventyrer og opdage uudforskede pletter på verdenskortet eller være geni og blive hjemme og gå på opdagelse i matematikkens verden; en roman der kan bruges som indføring i metodelære på sociologistudiet. Ligesom jeg ikke er stødt på fans af Philip Roths kontrafaktiske historieroman “Komplottet mod Amerika”, der lejer med tanken om USA’s skæbne, hvis den naziflirtende jødehader og folkehelt Charles Lindberg var blevet Amerikas præsident.

Endelig er der de bøger, jeg gerne vil læse. Min kone har Jens Smærup Sørensens ”Mærkedage”, så den låner jeg af hende. Jørgen Leths ”Guldet på havets bund” er fristende, men jeg har læst ”Det uperfekte menneske,” så jeg har vist fået nok af verden set fra en livsnyder, filmskaber og cykelentusiasts navle. Så jeg tror, at jeg bestiller Charles Bukowski-bogen med hans tre bedste romaner eller den Gustave Doré-illustrerede udgave af John Miltons ”Det tabte Paradis”.

Af Per Vad

Gunnar Nu var en røv og Seier-Larsen var en helt

Nu er OL i Beijing godt i gang. Systemkritikkerne og håndboldherrerne har fået nogle bank, men de rejser sig sikkert alle igen. Danmark har foreløbig fået medaljer i at gå pænt med hest og ro – hurtigt – i takt. Og banecykelholdet, med sjove hjelme og dragter i samme materiale som Anders Foghs undertøj, får enten guld eller sølv.

Men når jeg tænker på OL, så prøver jeg at huske navnet: Kai Seier-Larsen. Hvilket er ekstra aktuelt ved charmeoffensiven i Beijing

Mikrofon, filmen Olympia, Hitler

Kai Seier-Larsen var sportsjournalisten fra Social-Demokraten, der takkede nej til at dække OL i ’36, fordi han ikke ville lave reklame for nazisterne. Den slags moralsk tankevirksomhed havde Gunnar “Nu” Hansen som bekendt ikke. Så han tog derned og hyldede kritikløst de spektakulære lege med en medrivende ordstrøm, der kunne konkurrere med billederne i filminstruktøren Leni Riefenstahls OL-film “Olympia” (et flot og fascinerende, men fascistoidt værk). 

Da jeg Googlede ”Seier-Larsen” fik jeg fire brugbare hits:  

I Aktuelts afskedsleder fra 6. april 2001, der er en blanding af svanesang, klagesang og hyldestkor, beskrives Seier-Larsen som et fyrtårn i sportens verden. På Danske Sportsjournalisters hjemmeside (ja, de kalder sig journalister) kan man på siderne om foreningen læse, at Seier-Larsen spillede en ikke uddybet rolle i foreningens historie. I ’38 havde han en rolle i indstiftelsen af Fagenes Fest, hvor man med arbejder-sportleg skaffede penge til Børnenes Kontor. Og i ‘39 var han redaktør på en 32 siders udgivelse, “Dansk Arbejder Idrætsforbund: 1929 – 1939.” 

Mere ved jeg ikke om Kai Seir-Larsen. Gunner Hansens tilstedeværelse på Google er så omfattende, at jeg ikke gider gengive noget. Jeg vil hellere hæfte mig ved hans betydning for sports-”journalistikken”: Med sin succes ved OL i ’36 var han med til forvandlede sports-”journalister” fra at være journalister, der bedrev holdningsfyldt og opsøgende journalistik og lavede kritiske interviews, til at være pressekorpsets underklasse, der ikke længere er journalister, men er kommentatorer og mikrofonholder, der med deres fantasiforladte ”hvordan føles det at vinde”-spørgsmål er på niveau med kassemedarbejdere, der automatisk spørger dankort-kunderne: ”På beløbet?”

Hver gang jeg tænker på Gunnar Hansen og/eller Kai Seier-Larsen kommer jeg til at tænke på en gang i Hannover, hvor vi tilfældigt kom forbi en undseelig skulptur af et par forladte soldaterstøvler og titlen ”Til minde og den ukendte desertør.” Nogen gange er det ikke de store bedrifter og højlydte stemmer, der skal huskes, men de mennesker, som, for princippets skyld, slet ikke deltog.

Af Per Vad

Kvinder i tegneserier

I ti år har tegneserier i stigende grad været inspiration for Hollywoodfilm og lige nu er der et filmboom, samtidig inspirerer heltenes kulørte dragter haute couturen, og Politiken slår sommeren ihjel med kommentarer om skribenternes yndlingsserier. Inspireret af tidsånden satte jeg på gulvet og hev album efter album ud af mine tre meter reolhylder med tegneseriealbum og –hæfter.

Ud over et par Anders And-blade fra ’54 og nogle forskellige first edition af forskellige serier, består min samling af mainstream fra 70’erne og begyndelsen 80’erne. Det er hæfter fra den tid, hvor serierne begyndte at få selvbevidsthed, større kvalitet og blev modtaget mere seriøst. Hidtil havde Super Oves brevkasse i Superman været det tætteste man kom reflektering over tegneserier, men nu dukkede magasiner om tegneserier op – fx ”Kulørte Sider”. Ligesom specialbutikken Fantask åbnede, og der kom alternative danske udgivelser som ”Sejd”.

På comix-hylderne i min reol er der materiale nok til mange blogindlæg. Men da det at skrive weblog i høj grad er en selviscenesættelse, kan jeg reelt kun vælge mellem to emner: ”Kvinderne” eller ”Heltene og deres storbyer.” I denne omgang vælger jeg kvinderne.

Fra at have været stafage – i det omfang de over hovedet var til stede – blev comix-kvinder i 70’erne til helte og skurke og centrum for erotiske serier. Et eksempel er X-men: På trods af navnet så rummer superteamene faktisk et overtal af kvinder. Der kom også heroiske kvinder med mindre overnaturlige evner. Fx den danske Sussi Bechs Nofret, der drager rundt i det mytologiske Ægypten og roder sig ind og ud af alskens eventyr, og Francois Waltherys barmfagre stewardesse Natacha, der er en letbenet spændingsserie i klassiske europæiske streg. Asterix-tegneren Lauzier slog sig løs med albummet “Lilly Fatal” om en hjemmegående husmor, der får nok og går amok.

De kvindelige skurke var især sexede femme fatales i tegneserieverdenens film noir-pasticher. Fx i Will Eisners Spirit (der konkurrerer med Hævneren om at være den dårligst maskerede superhelt), hos Loros down and out-detektiv Phil Garlic i album med gode titler som ”Fandens til vejr at dø i” og i Matthias Schultheis’ tegneserieudgave af Charles Bukowskis noveller, der ikke handler om andet end druk, vold og sex i et comix-univers, der får film noir til at ligne en lalleglad Brodway musical af Roger og Hammerstein.

Kvindeoprøret nåede selvfølgelig også frem til tegneserierne – fx i albummet med den alt-sigende titel ”Giv ham kniven søster”. Det er en samling  feministiske historier tegnet af amerikanske, mandlige (!) undergrunds-tegnere. I flere af historierne bliver mændene først kneppet og siden kastreret. Det giver dog albummet en skærende mislyd, at undergrundstegnernes mester og mest maniske mandschauvinist, Robert Crumb, havde et bidrag med. Crumb er kendt for Fritz the Cat, men  nok især for sine syrede små-psykotiske serier med store kvinder som, med kæmpe røve, kæmpe barme og fede behårede ben, bliver voldbollet så det sprøjter af små mænd.

I det hele taget havde de fleste tegneseriekvinder bryster, der kunne få Dolly Parton og Pamela Anderson til at se hulbrystede ud. Bryster var der fx masser af i de erotiske serier. Fx i albumserien “Fanny”, hvor en række af Europas bedste tegnere med held prøvede kræfter med den erotiske genre. De bedste af dem var tegnere som Prado, Varenne, Beltran og Martel – Varenne lavede også en række udmærkede – muntre - erotiske soloalbums.  

Nu sidder jeg så her med et næsten færdigt blogindlæg og et gulv dækket til med tegneserier og har ikke præsteret andet end en opremsning af navne. Men der er til gengæld alle sammen navne på tegneserietegnere, der har fortjent en lille hyldest.  
 
(Billederne er fra ”Natacha”, ”Giv ham kniven søster”, Jean Pierre Gibrats feministiske selvtægthistorie ”Udflugter” og ”Lilly Fatal”)

Af Per Vad

Afgørende spørgsmål

Er en dejlig aften, en aften hvor aftensolen flimrer gennem løvet på de stynede træer, mens I sidder på den udbyggede veranda med duften af nyslået græs og osen fra grillen i næsen og kan høre børnelatter fra trampolinen i baghaven? Eller foretrækker du en vinteraften hvor I – hvis I havde fået en siddeplads i bussen – kunne se Irma-hønen og neoreklamerne på jeres vej ind til restauranterne og biograferne?

Er du mere til Henry Miller, Norman Mailer og Stieg Larsson end til Rifbjerg, Panduro og Bjarne Reuter? Var du mere til Batman og Gotham City frem for Superman og Metropolis? Hvornår lavede du første gang et æseløre i en digtsamling? 

Starter en god søndag formiddag med at du kommer tidligt i gang og får ryddet ud i kælderen og startet på isoleringen, for I har planer og kan se muligheden i det store areal under samtalekøkkenet? Eller er det bedre med brunch, en særudstilling på Statens Museum for Kunst eller en kanalrundfart for gu’ ved hvilken gang, fordi du kan lide at blive ført gennem byens blodårer?

Går sommerferien til en campingplads i Sydfrankrig med vandland og minigolf og kulturelle udflugter, der kun ligger tre timers kørsel fra den femstjernede plads? Eller foretrækker du hotelværelser med stivelse i det hvide sengetøjsbetræk og fyldige puder, du samler i ryggen og læser Politikens ”Turen går til”s kapitel om den gamle bykerne, inden du falder i dyb søvn med en halv øl stående på sengebordet?

Er den bedste udsigt fra tårnet i ZOO, toppen af pariserhjulet i Tivoli eller fra sidevinduet i din Citroën Berlingo, når du krydser Storebæltsbroen?

Hvor meget fritid bruger du på Nettet? Kunne du finde på at købe en slipover og gå med hvide sokker i sandaler eller køber du stadig T-shirts hos Jack & Jones?  Har du fået talt pension og låneomlægning med din bankrådgiver?  Er du til vinyl, CD eller iPod og har du stadig album med Nina Hagen og Malurt?

Hvis du svarer: Nummer to, de første, den første, tidligt i firserne og mange gange siden, den anden, nummer to, det andet, nummer to, Pariserhjulet, for meget, nummer to, nej desværre, CD og ja, men på vinyl der står i vakkelvorne flyttekasser på loftet?  Så er jeg ikke den eneste, der galt på den.

Af Per Vad