Stille efterårsblues i NordVest

Efteråret er en af årets mest opreklamerede årstider. Det er kolde fingre og snottede næser. Det er usexede kvinder i overtøj, der får dem til at ligne en vinkelsofa på tilbud fra Biva. Det er savn af sommer og længsel efter vinter. Det er menneskeforladte forlystelsesparker uden latter og hvin. Det er grim himmel og rendestene med et plutte af døde blade halvt opløst i regnvand. 

Det går jeg og tænker på, mens jeg går ned ad Landsdommervej.

Nørrebrogade. Lige så sexet som efterårskvinder. Plutte med løvfald

Hækken ind til Grundtvigskolen er så afpillet og død, at man kan se ind i skolegården, hvor en rusten basketball-kurv med et iturevet net er ved at falde ned. På Frederiksborgvej er de småhandlende stadig danskere. Det gælder også frisøren ”Frank”, hvor jeg bliver klippet for 150 kr. – det er 50 kr. over kvarterets normalpris, men det er hvad det koster, hvis man vil klippes af en der taler dansk og forstår hvad man siger, når man beskriver sin ønskede frisure.

Når man er forbi nybyggeriet, der ligger mellem et godt gammelt møntvaskeri af den slags hvor der aldrig er nogen mennesker, og en gavl med et farvestrålende graffiti-maleri der hylder NordVest, og forbi serveringsstedet der er en blanding af en bodega og en restaurant med flæskesteg og rødkål som dagens ret til 79 kr., så når man op til Frederikssundsvej, hvor det pludselig kun er Blockbuster og Tandklinikken, der er danske – hvis man kan kalde Blockbuster dansk.  De unge ekspedienter er i det mindste danske. Hvis man lavede en konkurrence mellem Mc Donald, 7-Elleven og Blockbuster om hvis teenageekspedienter, der virker mest tanketomme, ville videokædens tyggegummityggende filipensbefængte filmignoranter nok vinde. Og det siger ikke så lidt.

På hjørnet af Frederiksborgvej og Frederikssundsvej er der kommet tre – udmærkede – baklava-konditorier lige ved siden af hinanden, ligesom Nørrebrogade er så fyldt med Pizza- og Shawarma-bikse, at man på en regnvejrsdag kan komme tørskoet op til runddelen ved at hoppe fra sted til sted. Et af stederne er Öz ved Skoda-pladsen skråt over for Titan Computer, hvor Muhammed – byens bedste pc-mekanikker – står bag disken og sælger de allerseneste og sejeste computerspil. Öz ligner et banalt shawarmasted, men er en af bydelens bedste etniske familierestauranter, hvor man kan spise sig mæt i gode billige tyrkiske retter og sidde og hænge ud og drikke gratis stærk te med masser af sukker, mens indvandrefamilierne kommer ind og spiser og lader deres børn lege i underetagens kugleland.    

I dag gider jeg ikke tage turen op ad Nørrebrogade. Jeg nøjes med at gå ind og kigge lidt i Nørrebro Boghandel. Ikke fordi jeg skal have noget. Jeg vil bare gerne gå lidt rundt i kvarterets mest autentiske boghandel og røre lidt ved nogle af bøgerne og se om der skulle være nogle gode tilbud. Fra boghandlen tager jeg de sidste ti meter op til Svale Apoteket. Jeg skal til Uganda om et par dage, så jeg skal have købt malariapiller, desinfektionsservietter og Imodium i tilfælde af diare.  

På hjemvejen passerer jeg Tit Inn. Det forfaldne brætbeklædte sted er et af Nørrebrogades sidste brune værtshuse – de andre er rockerstedet Det Rene Glas og Understellet, der er et unge mennesker og højt musik uden dansegulv-sted. Jeg går ind i Føtex og maser mig gennem klumpen af buttede indvandrekoner, der roder i tilbudsbunkerne med tøj. Kvinderne virker slankere om sommeren, så måske er de ikke buttede, men bare klædt i lag på lag af tøj.  Jeg køber kattemad og kattegrus og en tubelignende plasticpose med risalamande og går gennem en af selvbetjeningskasserne, der som altid giver sig til at hyle fordi jeg har gjort et eller andet galt. Efter at der er kommet selvbetjeningskasser, er min respekt for kassedamer vokset markant – det er sgu ikke nemt at indlæse stregkoder.

Jeg tager ad Lygten hjem, hvor jeg kan gå gennem Nørrebrocenteret. Nørebrocenteret er et lille provinsielt center, der er et misfoster af en parring mellem gågaden i Horsens og evig kunstig sommer med el-oplyst himmel, der genlyder af elevatormusik, mens ventilationssystemet sikrer frisk, lun luft. Ud over et par gode billige butikker med herretøj er der også en Matas, hvor jeg vil købe en aftershave. Inde i butikken er det meste af gulvpladsen dækket af en stor udstilling med julegavesæt med duft og creme til mænd og damer. Jeg spørger den unge ekspeditrice, om de har Ceruttis 1881 eller Hugo Boss’ Number One. Efter at have søgt råd hos en mere erfaren ekspeditrice henter hun en lille flaske og sprayer et pift Boss-duft ud i lokalet og siger, at de har den her. Jeg forklarer hende, at det er en eau de toilette og ikke en aftershave og går med uforrettet sag. Jeg overvejer at gå ind på Cafe Palmen, der har plastik palmer og en god kaffe, men dropper det. 

Da jeg kommer hjem Googler jeg nogle artikler om Uganda, printer dem ud og sætter mig til at læse om det varme centralafrikanske land.

Af Per Vad

En hyldest til julen

Det ville være oplagt for en som mig at række julen ned, flå vatskægget af den, spytte den i ansigtet, knuse pebernødderne og klage over at det hele kommer så tidligt, at julen får præmatur ejakulation. Men jeg vil holde mig for ørene, mens Whams ”Last Christmas” runger i Nørrebro Indkøbscenter, se bort fra ugebladenes forsider med guides til den perfekte jul og træde hen over stakken med tilbudsaviser og reklamer, hvor den grimmeste er BRs billige papirhæfte med et mix af tarvelige og disharmoniske farver, hvor en øretæveindbydende garderhueklædt og psykotisk storgrinende møgunge præsenterer et rodet udbud af gaver. Og man får det ikke bedre, når man tænker på, at selv de mindste legetøjsgaver sælges i store uhåndterlige pakker, hvor en lille bil er præcenteret på et hult podium i en stor gennemsigtig montre, der er hæftet fast til en kæmpe papryg med reklamer for de andre ting i serien. Den slags gaver er umulige at pakke ind – ligesom det er vanskelig at pakke velgørenhedsgaver som en ged eller et abonnement på en negerdreng ind.

Krybbespil, gaver, juleøl

Nej, jeg må bevare selvkontrollen, give julen en chance og liste alle de gode ting ved julen op:

Julefrokoster. Risalamande. Furs Julebryg. At ønske det bedste for sig selv og andre. Tændte stearinlys. Synet fra gaden når man ser op på altanen, konen har smykket med gran og diodelyskæder. Gadeudsmykning med oplyste træer, der giver byens lysreklamer en ny og mere romantisk grundtone. Familiearrangementer. Händels Messias i Helligåndskirken. At tænde lyslamper på kirkegårdsgrave. At stoppe op ved nedgangen til Nørreport og tømme lommerne for småpenge til tiggeren med byens værste saxofonspil (især den selvgode følelse er værd at svælge i, mens man tænker på chancen for at de sænker topskatten). Stormagasiner på en tirsdag formiddag. Den kvindelige højtalerstemme der annoncerer tilbud på dametøj, oplyser at om lidt er toget fremme ved endestationen og gør kunderne opmærksomme på, at kasse syv også er åben. Julehilsner. Julegratiale. Juleferie. Fyrværkeriet der fra begyndelsen af december og frem til nytår spreder sig langsomt fra Københavns etniske kvarterer til forstadens villaveje. Smilene. Selvtilfredsheden og smagen af en shawarma efter at have købt gaver til to familier på en dag. Første juledag hos hendes familie. Julehilsner. Give nevøer og niecer et knus. Post med frimærker og håndskrevet adresse. Duften fra messedrengenes svingende røgelseskar. Julekrybber. Slik og småkager. Glög. Svinekød. Lillejuleaften med ”Life of Brian” på video og pizza i sengen sammen med konen. At få gavekort eller andre brugbare ting, man har ønsket sig (frem for resultatet af folks dårlige fantasi). Lyden af en taxidør, der lukker og holder kulden ude (det er ekstrafedt, hvis vognen har GPS, så man ikke selv skal guide den etniske chauffør frem til gader uden for København K). Når Muhammed nede i døgnkiosken ønsker en glædelig jul, selv om det intet siger ham og ingen ønsker ham godt på hans helligdage. Duften af gran når man krydser gennem hjørnepladserne med juletræssælgere. At stå hos en boghandler og bladre i mandelgave-bøger. Året der gik-programmer i tv. Hvis der er penge tilbage på kontoen, når måneden er omme. Og frem for alt: Når det er overstået.

Skulle man i anledning af højtiden af lyst til at få opsummeret sin bibelkundskab, så vil jeg anbefale, http://www.thebricktestament.com/, hvor historien er gengivet ved hjælp af legoklodser.

Hvis man skulle tilhøre gruppen af julehader, så er her en video:

Af Per Vad

Jeg er turist i København

”Det hedder staycation,” forklarede min kone, mens jeg for mit indre blik kunne se lysene blive slukket i Amsterdams red light kvarter, gondolerne blive trukket på land i Venedig, og tønderne blive rullet tilbage i de franske vinslottes kældre. Jeg skulle ingen steder i min ferie. Jeg skulle være turist i København.

Billederne: Kanalrundfart. Eisners gavlmaleri, lakgiftsumak, italiensk skoleskib

Det har faktisk vist sig at være væsentligt sjovere end forventet.

Jeg er en oplevelsesøkonomiens forbrugere og tager min bid af Københavns kulturelle konditorkage. Vi var for nylig i Tivoli. Vi går jævnligt i biografen og ud at spise på den slags steder der kaldes ”mellemniveau” i Berlingeren og Politikens restaurantguide eller fremhæves blandt ”de fem bedste”-et eller andet på AOK.  Og det er ikke særlig længe siden vi var i ZOO – hjemløseavisen, ”Hus Forbi”, burde lave en ”bare det var mig”-reportage fra Elefanthuset.

Som turister i København valgte vi en kanalrundfart med Nettobådene, hvor jeg klikkede løs med kameraet, når vi passerede husbådene i Christianshavn, operahuset, mastekranen, bagdelen af havfruen, underdelen af marmorbroen, Amaliehaven og alle de andre seværdigheder. Dernæst var der strøgtur, hvor jeg købte mig en ny læderjakke, der indtil videre skal hænge i skabet.

Man ser noget andet, når man går rundt og ser byen gennem en 50 x 40 mm skærm på et Olympus digitalkamera. Man leder efter detaljer, man til daglig overser og besøger steder, man sjældent kommer. Fx bemærker man hvordan Frelserkirkens restaurerede brune kobberspir virker grimt og forket, når man ser det ved siden af byens gamle irgrønne tårne, spir og tage 

Byen har ikke bare tårne på. Den har også flotte arkitektoniske bygninger. Fx de flotte funkisbyggerier som Hotel Astoria, Nørrebro Station og Lagkagehuset over for grønlænderpladsen, hvor vi – ligesom de andre turister – tog på konditori.

Christianshavn har også Will Eisners gavlmalere (på Christianshavns Voldgade). Og så er der selvfølgelig Christiania, hvor hedengangne Pusher street nu lugter mere af grillkul fra interimistiske fastfoodboder end af røg fra chillumer. Helt væk er pusherne dog ikke. Mens jeg sad ved Oasen og drak en økologisk Thy-pilsner kunne jeg iagttage en dealer, der lænede sin bagdel mod en barstol, han havde sat ud i skyggen under et træ, og lavmælt reklamerede for: ”Hash… Hash.. Hash..”. Indtil han blev kontaktet af et ældre ægtepar fra Nordsjælland med pengetaske om maven og taskeremmen hen over brystet, der var på en nostalgisk indkøbstur.  Jeg nøjedes med – som enhver god turist – at købe en T-shirt.

Det er sjældent, at jeg er i botanisk have. Vi tog et plastiklamineret kort med en rute, der viste vej til alle havens giftplanter. I et af bedene var samlingen af giftplanter så stor, at man kom til at tænke på ”The Green Mile”. Der var planter lige fra klassiske mordvåben som skarntyde over tomater og kartofler og andre argumenter mod at blive vegetar til det fantastiske lakgiftsumak træ, der er så giftigt at gartneren skal være i beskyttende heldragt, når træet skal beskæres.

Vi har selvfølgelig også besøgt nogle af byens aktuelle tilbud: Det italienske skoleskib, der lå ved Langelinie og ramme-udstillingen på Statens Museum for Kunst, hvor museumsbutikken har sat prisen på ”13 år med Allis” ned fra 100 til tyve kr.

Og ferien er ikke forbi. København har mange flere oplevelser at byde på.

Af Per Vad

Afgørende spørgsmål

Er en dejlig aften, en aften hvor aftensolen flimrer gennem løvet på de stynede træer, mens I sidder på den udbyggede veranda med duften af nyslået græs og osen fra grillen i næsen og kan høre børnelatter fra trampolinen i baghaven? Eller foretrækker du en vinteraften hvor I – hvis I havde fået en siddeplads i bussen – kunne se Irma-hønen og neoreklamerne på jeres vej ind til restauranterne og biograferne?

Er du mere til Henry Miller, Norman Mailer og Stieg Larsson end til Rifbjerg, Panduro og Bjarne Reuter? Var du mere til Batman og Gotham City frem for Superman og Metropolis? Hvornår lavede du første gang et æseløre i en digtsamling? 

Starter en god søndag formiddag med at du kommer tidligt i gang og får ryddet ud i kælderen og startet på isoleringen, for I har planer og kan se muligheden i det store areal under samtalekøkkenet? Eller er det bedre med brunch, en særudstilling på Statens Museum for Kunst eller en kanalrundfart for gu’ ved hvilken gang, fordi du kan lide at blive ført gennem byens blodårer?

Går sommerferien til en campingplads i Sydfrankrig med vandland og minigolf og kulturelle udflugter, der kun ligger tre timers kørsel fra den femstjernede plads? Eller foretrækker du hotelværelser med stivelse i det hvide sengetøjsbetræk og fyldige puder, du samler i ryggen og læser Politikens ”Turen går til”s kapitel om den gamle bykerne, inden du falder i dyb søvn med en halv øl stående på sengebordet?

Er den bedste udsigt fra tårnet i ZOO, toppen af pariserhjulet i Tivoli eller fra sidevinduet i din Citroën Berlingo, når du krydser Storebæltsbroen?

Hvor meget fritid bruger du på Nettet? Kunne du finde på at købe en slipover og gå med hvide sokker i sandaler eller køber du stadig T-shirts hos Jack & Jones?  Har du fået talt pension og låneomlægning med din bankrådgiver?  Er du til vinyl, CD eller iPod og har du stadig album med Nina Hagen og Malurt?

Hvis du svarer: Nummer to, de første, den første, tidligt i firserne og mange gange siden, den anden, nummer to, det andet, nummer to, Pariserhjulet, for meget, nummer to, nej desværre, CD og ja, men på vinyl der står i vakkelvorne flyttekasser på loftet?  Så er jeg ikke den eneste, der galt på den.

Af Per Vad

Kørestolene ud af byen

Aprilnummeret af ”Handicap Nyt” har en forsidehistorie om, at ”Skuespilhuset har for lidt plads til kørestole”. DHFs Bygge og Trafikpolitiske Udvalg bliver vist rundt i Skuespilhuset, og det er sgu ikke nogen fornøjelsestur. En visit af Dansk Handicap Forbund kan være værre end et besøg af en gruppe Black Cobra supportere, der kræver kontant afdrag på en dummebøde.

Der er da heller ikke kørt mange meter af rundturen før handicappolitikerne begynder at brokke sig: ”Tilkaldeknappen i elevatoren sidder for højt oppe!” lyder det: Der er ikke tilstrækkelig plads til elscootere i teatersalen. Brede kørestole må bakke ud af salen. Der mangler handicapsymbol på familietoiletdøren. Toilettets dør er helt forkert. Osv..

Kort tid efter besøget af det handicappolitiske tæskehold bliver DHF kontaktet af teateret, der lover at ændre toiletdørene og vil fjerne nogle stole i teatersalen, så der bliver mere plads til elscootere.

Alle frygter selvfølgelig at blive stemplet som nogen, der ikke er handicapvenlige. Og artiklen fik mig til at tænke på kørestols-mafiaens magt.

Lige nu er Københavns Bygge og Teknik-forvaltning i gang med at realisere den 75 mio. kr. dyre og 100 km lange ”Rutenet-modellen”, der skal skabe et net af handicapvenlige veje og pladser i København.  Modellen betyder konkret, at flere flotte flisebelagte torve og pladser skal jævnes med jorden, Købmagergade skal hæves tyve cm og udjævnes, og der skal sikres adgang for handicappede til indre bys kælderbutikker.

Da jeg første gang hørte det, blev jeg for en kort stund hidsig og tænkte: ”De moderne monstrøse el-kørestole har en størrelse, der kunne give en landbrugsmaskine komplekser, og de er lige så terrængående som en Hummer, så de kan komme op og ned og frem over alt! Og hvad vil kørestolsbrugerne i Købmagergades kælderbutikker? Butikkerne handler med delikatesser og bijouteri. De rygskadede bevæger sig for lidt til at kunne tåle de fede lækkerier. Og det er spild af penge at købe unika smykker, for når kørestolen kommer rullende, så er der ingen, der ser hvad chaufføren har om halsen. De burde købe trucker-nosser og alufælger til el-scooterne, for det er dem, folk bemærker. Og hvad bliver det næste? Vil de blinde have lysreklamerne udgivet som lydbog?”

På sigt skal ”Rutenet-modellen” udvides til den såkaldte ”Total-modellen” – byarkitekturens svar på ”die endlosung”, hvor alle byarkitekturens skæve eksistenser udryddes, og kun det perfekte, flade, retlinede og handicapvenlige må bestå.

Sådan. Pyha. Det lettede. Nu er jeg kommet ned på jorden igen, og kan tænke fornuftigt. Selvfølgelig skal der tages hensyn til kørestolsbrugere – der bør bare være grænser. Der er en banal humanistisk og demokratisk logik i, at samfundsgoder skal være tilgængelige for alle. Men der er også noget der hedder prioritering. Den krone, der bruges på kørestols-mafian, kan ikke bruges på andre – mere ydmyge – handicapgrupper. Hver gang man tilpasser noget til kørestolsbrugere, så laver man samtidig et irritationsmoment for andre. Skal alting placeres i siddehøjde? Skal alting være fladt? Og skal alle åbninger være fire meter brede?

“Die gerade linie ist gottlos,” sagde kunstneren og arkitekten Hundertwasser. Jeg er enig.

Af Per Vad