Twitter og værdien af nuet

Man skal leve i nuet, livet er skønt, og hver eneste øjeblik skal man suge til sig i dybe åndedrag. Det lærte vi af 68′erne. Og tiden er så kort, og det ku’ hænde, man kom for sent, for sent til livets ende. Det lærte vi af Rachel Rastenni. Men den lovprisning af nuet er under angreb, fordi mange har fået nok af trivielle twit, ligegyldige Facebook-opdateringer og tanketom SMS-chat fra folk, der simpelthen bare er for kedelige. En af dem, der har fået nok, er det amerikanske teenageidol Hannah Montana. (Hendes argumenter kan høres i den nedenstående musikvideo).

Tippi Hedren overfaldet af twittere i Hitchcocks "The Twitters". Min Twitter-konto. Filmen der er kedeligere end de fleste indlæg på sociale medier

Det er skønt at klø sig i røven, hvis det klør. Men det er ikke nødvendigvis en aktivitet, resten af verden vil høre om. Ligesom ”jeg laver mad” og ”jeg lejer med mine børn” og ”jeg ser på solnedgangen” måske heller ikke giver globale åbenbaringer. I det hele taget er det ”nu” og ”hvert eneste øjeblik”, som vi har lært er kostbart – og måske derfor priser i vores opdateringer – ret røvsygt set gennem andres læsebriller. 

På den anden side så er en blog som Dave Walkers “Dullest blog in the World” en af de mest besøgte i verden. Her er et typisk indlæg, som jeg gengiver i sin fulde længde:

”Closing a window
July 6th, 2009. A window was slightly open. I decided that I did not need it to continue to be so. I closed it and securing it using the window handles.” Indlægget har fået 96 kommentarer.

Dave Walker befinder sig et sted i en gylden triangel mellem haiku digt, gonzo-journalistik af Hunter S. Thomsen og en fornemmelse for kommunikationen på sociale medier af næsten zenbuddhistisk dybde, hvor det at lave en diggmarkering kan rumme langt mere og bedre kommunikation end fx mine sidelange og selvsmagende blogindlæg.

Dave Walkers blog fik mig til at tænke på Sofia Coppolas film ”Lost in Translation”, hvor Bill Murray er en skuespiller med de bedste år af sit liv, sin karriere og sit ægteskab bag sig. Han går rundt og føler sig uden for i Tokyo, hvor han møder Scarlett Johansson. At møde Scarlett Johanssen burde give materiale til et par stoflige blogindlæg, men filmen er to indholdsløse timer.

Selvom ”Lost in Translation” nok er den kedeligste film, der nogensinde har vundet en Oscar – eller netop fordi den på en tragikomisk måde er så kedelig – kan man ikke få øjnene fra den, før rulleteksterne kommer, og man ærgrer sig over at have spildt tid på det lort.

Hvis du har det ligesådan med opdateringer, twit, SMS’er sendt af en ex-ven i en brandert fra et værtshus efter midnat eller mine trælse blogindlæg, så drop læsningen og inviterer fx mig over. Så kan vi drikke os snalrede i billig whisky med cola, importeret øl eller et par flasker rimelig god rødvin, mens vi udveksler mainstream-holdninger, i-dag-så-jeg-en-scleroseramt-med-punkteret-kørestol-oplevelser og livsfilosofier, der er lettere at fordøje end pastaskruer med kødsovs. Det vil give øjeblikke der er mere værd end at læse blogindlæg. Men det vi faktuelt vil kommunikere til hinanden vil være det samme som man læser i tomgangssnakkende indlæg på sociale webmedier.

De, som min totalt sociale medier afgudsdyrkende kone fnysende kalder GAL’ere (står for Get A Life), vil være enige med  Hannah Montana og hendes video. Jeg ved godt, at Twitter er bedst til udveksling af gode link og formidling af nyheder, og en god blog skal have korte, seriøse indlæg om en afgrænset og defineret gruppe af emner. Men jeg er ligeglad. Jeg synes, at livet er skønt og hvert eneste øjeblik er så værdifuldt, at det mindst er et twit værd. Så gør dine twit, dine opdateringer og dine blogindlæg til en hyldest til dit eget liv! Det er en mulighed for at fejre hverdagen, som er ny. Og så fuck om andre gider læse det.

Af Per Vad

Hyldest til zombiefilm

Hvor hurtig og sej må en zombie være? Det spørgsmål deler fans af denne nekromantiske, post-woodoo-dyrkende horrorfilmgenre, hvor de u-døde går rundt med blod på tøjet, trevler af menneskekød mellem de rådne tandstumper og indvolde hængende ud af store skudhuller.

Spørgsmålet er bl.a. aktuelt i forbindelse med de to zombiefilm, jeg har set under CPH:PIX filmfestivalen, ”Wasting Away” (’07) og ”Død sne” (’09)

Filmhistoriens første zombie var i filmen ”White Zombie” (’39) med Bela Lugosi. Men den første zombiefilm, som vi kender og elsker dem, var George A. Romeros ”Night of the Living Dead” (’68).

 ”Night og the Living Dead” introducerede tre vigtige ting, som er kendetegnende for genren.

"Dawn of the Dead", "I Legend", "Død sne", Wasting Away"

1) Zombiefilm er civilisationskritik, der viser, hvor selvdestruktive og dårlige vi er til at samarbejde, når lokummet for alvor brænder. De civiliserede mennesker slås indbyrdes, og i filmens slutning skyder det indifferente oprydningshold den sorte helt, der har holdt zombierne stangen hele natten. Og i alle zombiefilm siden har skænderier, der får råberiget i det britiske og andre primitive parlamenter til at ligne talkshowet Meyerheim, ført til svig og drab.

Civilisationskritikken har i senere film fået en tand til i retning af reel samfundskritik, hvor det ofte er menneskeskabte ting så som giftgasser, virus eller radioaktivitet, der sætter tingende i gang.  Og ofte vokser zombierne så voldsomt og hastigt i antal, at det når apokalyptiske dimensioner – fx i ”Dawn of the Dead” (’78 og ’04), ”28 Days later” (’02) og ”I legend” (’08).    

2) ”Night og the Living Dead” er også introduktionen til det totalt nihilistiske univers, som zombiefilm viser mere uforfærdet end andre genrer. Her er ingen gode og onde. Her hersker det allermest primitive overlevelsesinstinkt i form af raseri og blodtørst.

3) Filmen giver også opskriften på, hvordan man slår zombier ihjel: “If you have a gun, shoot ‘em in the head. That’s a sure way to kill ‘em. If you don’t, get yourself a club or a torch. Beat ‘em or burn ‘em. They go up pretty easy,” forklarer den seje, erfarne overlever, der søger tilflugt i negerens bolig. Den sandhed er blevet udnyttet med større og større fantasifuldhed op gennem zombiefilmenes historie og har givet mulighed for at udsplattede kroppe, der er blevet skudt med dobbeltløbede haglgeværer, spiddet med spyd eller spidse kævler, skrællet med plæneklippere eller flænset op med motorsave, kan rejse sig op med deres ødelagte lemmer hængende og dinglende i nerve- og muskelstrenge og vade videre gennem de voksende blodpøle på jagt efter en mundfuld frisk menneskekød, indtil nogen smadrer deres hjerneskal.

Men så er der det med diskussionen om zombiers tempo og porøsitet. I ”Night og the Living Dead” er zombierne lettere forrådnede skabninger, der langsomt og usikkert stavrer af sted med døde øje, blågrå ansigter, luvslidt tøj og hud der hænger i laser. Og sådan skal en ægte zombie se ud, mener nogle. Mens vi er andre, der har det fint med, at zombierne i nyere film som ”28 Days Later”, ”I Legend” og ”Planet Terror” (’07) er noget mere adrætte og har en lille smule tankevirksomhed.

De to film fra KBH:PIX festivalen er begge selvironiske zombiefilm, men tilhører hver sin skole, hvad zombiehastighed angår.

Den britiske ”Wasting Away” viser tingene fra zombierne synsvinkel. To unge par bliver u-anende forvandlet til zombier med fordærvede kroppe og langsomme kluntede bevægelser. Og de forstår ikke, hvorfor alle mennesker øjensynligt er blevet smittet af en virus, der får dem til at fise rundt i lyntempo, tale med Mickey Mouse-stemme og enten flygte skrigende bort eller helt uprovokeret prøver at slå dem ihjel.

I den norske ”Død sne” er den deling nazister, der efter et halvt århundrede bliver vækket fra deres grav i den norske fjelde, særdeles adrætte og har et større mål end bare at æde unge mennesker på hyttetur. Hvis der er nogen retfærdighed til, så kommer ”Død sne” i dansk biografdistribution og bliver en skandinavisk kultklassiker.  Ud over unge på hyttetur, gys, mange hektoliter blod der sprøjtes ud over den hvide sne og de frostgrå træer, heftig sex på et udendørs das, en yngling med en motorsav samt indvolde der vælter ud af både zombie- og menneskekroppe, så har den masser af ægte humor.

 ”Wasting Away” tilhører grenen af zombiefilm, hvor civilisationskritikken bl.a. kommer til udtryk ved, at det er giftaffald fra militærvidenskabelige eksperimenter, der skaber zombierne.  Mens ”Død sne” tilhører grenen, hvor det er det dannede menneskes manglende respekt for historien, naturen og døden, der – ligesom i ”The Evil Dead” (’81) – vækker zombierne.

En titel som ”Død sne” er måske ikke det mest opfindsomme – den er nogenlunde på niveau på med titlerne på de svenske femikrimier der er på mode blandt Politikenlæsere – men der findes mere hjernedøde titler. Der er fx. “Day of..”, “House of ..”, “Land of..”, “Forest of ..”, “Diary of..”, “Shawn of..” og ”Dawn of the Dead”.  De fantasi- og poesiforladte titler viser, at vi zombiefans ikke er på jagt efter intellektuelle udfordringer. Vi vil se blod.

Af Per Vad

Batman, X-files og Lars and the real girl

“Lars and the real girl” er den der med dukken. Men hvis man håber at se en fuldvoksen mand med en dunkende lem gøre unævnelige ting ved en oppustet dukke, så bliver man slemt skuffet. For Lars er bare en sød, ensom fyr, der har så svært ved at omgås andre, at det trods fire lag tøj gør fysisk ondt, hvis nogen vil give ham et knus. Så via Nettet køber han en biologisk korrekt elskovsdukke i fuld størrelse og insistere på, at hun er hans ny kæreste fra Østeuropa.

Vi har jo alle vore særheder og små fejl, så byen går med på hans sindsforvirring og byder dukkekæresten indenfor i bylivet og behandler hende som en rigtig kvinde. Det kommer der masser af sjove situationer ud af. Men det er en skæv og stille film af den slags, hvor man kan høre, når man selv ler. Og den er så fin og diskret, at man kan mærke sit eget smil.

Billeder fra: Batman, X-files og Lars and the real girl

Den viser hvordan tolerance, forståelse og næstekærlighed kan løse de fleste problemer. Og så spiller Emilily Mortimer Lars’ gravide svigerinde. Og hun er lige så smuk og indtagende her, som hun var som millionøsen i ”Match Point” og lejemordersken i ”51st State”.

I ”The Dark Knight” overdøver larmen fra eksploderende bygninger, tunge dumpe slag mod kroppe, brølende køretøjer og hysteriske menneskemasser enhver chance for at høre sig selv le eller gispe. Og der er heller ikke meget at grine af.

Heath Ledger spiller Jokeren, som vil dræbe Batman og sprede død, kaos og skræk i Gotham. Og Ledger viser, at han er langt bedre som psykopatisk morder med for megen make up end som bøsse med cowboyhat. 

Flere anmeldere har peget på styrken i, at Jokeren handler uden rationel grund. Det er forkert. Han vil gerne bevise over for Batman, at Gothams borgere (som Batman har viet sit liv til at beskytte) og statsadvokaten (som Batman sætter sin lid til) på bunden er selviske krystere, der er parat til selv at slå ihjel og sprede kaos. Jokeren vil både taget livet og ”illusionerne” fra Batman. Det lykkedes selvfølgelig ikke. Så ligesom ”Lars and the real girl” må filmen være en skuffelse for folk uden tiltro til menneskeheden.

Ud over at kæmpe med Jokeren, så går Batman også slås med moralske tanker og romantiske ideer, og det er med til at gøre filmen 20 min. for lang. For så store tanker kan en tegneseriehelts hoved ikke rumme, hvis han skal tages seriøst som en helt fra fantasiens overhalingsbane. Hvis man sammenligner Batmans livsfilosofering med fx Edderkoppens eksistentialistiske small talking med sig selv, så overdriver Edderkoppen ikke sine åndelige evner. Og frem for alt kommer ”Edderkoppen” fra Marvels tegneserieverden, hvor heltene har lidt tankevirksomhed og personlighed. Hvor i mod Batman kommer fra DC Comix’ todimensionelle verden

Filmen er også en indirekte kommentar til de første Batman-film. Tim Burtons dystre, fiktive og fascinerende univers er erstattet af en realistisk – men stadig dyster – storby. Og skurkene viser, at alle de tidligere Batmanfilms megastjerner, der fjollede rundt som parodier på superskurke, var fejlcastede.

I ”X-Files: I Want to Believe” bruger Mulder og Scully og alle de andre også tid på at tænke over sagerne, men det gør ikke filmen langtrukken. Filmens tema kræver omtanke: ”Skal man to eller ej”. Hér er spørgsmålet: Skal man tro på en pædofil præst, der siger han har syner, der kan hjælpe med at redde en bortført FBI-agents liv?

Denne ”X-Files” er uden tv-seriens og den første X-File-films særlige paranoide karakter med uhygge, overnaturlige væsener, konspirationsteorier og close encounter of the bad kind. Det gør filmen nutidig, men er et tab for os fan, og gør den til ”bare” en god – og fantastisk flot fotograferet – thriller.

Den bedste af disse tre film er ”Lars and the real girl”.

Af Per Vad

Mænd har bedre filmsmag end kvinder

Hvorfor kan kvinder lide romantiske komedier, mens mænd er til bulder, brag og blodsprøjt? Ifølge en ny phd-afhandling af Mette Kramer har kvinder et biologisk behov og en psykosocial interesse for at se film hvor fire logo-fikserede metropol- og millennium-stereotypiske kvinder eller en buttet dagbogsskrivende pige jagter romantik og roder sig ind i akavede situationer.

Kvinder har hovedansvaret for reproduktionen og har en nedarvet interesse i at finde den bedst egnede at pare sig med; kort sagt deres interessere for jagten på den eneste ene påvirker deres filmvalg. Og så rummer film som ”Sex and the City: The Movie” og ”Bridget Jones dagbog” situationer, kvinder kan lære af, når de skal begå sig socialt og løse følelsesmæssige eller parforholds problemer. Det er i hvert fald Mette Kramers teori.

Ud fra samme logik kan man sige, at mænd kan lide volds- og actionfilm, fordi vi oprindeligt er jægere og derfor interesserer os for jagten og nedlæggelsen af byttet. Der ud over rummer filmene opbyggelige situationer. Selvom jeg ikke kan ramme kridtet om plastikblomstens stilk i skydeboden på Bakken eller lave et cirkelspark uden at falde på halen med en forstrakt sene, så forlader jeg alligevel film som ”Replacement Killers” og ”Romeo must Die” med en større (oppustet) selvtillid.

Det lyder da som en okay analyse, ikk’?  Det synes jeg ikke helt. Men ligesom alle gode samfundsborgere i dag sorterer deres affald, så vil jeg ikke smide teorien om biologisk betingede filminteresser længere væk, end at den kan genbruges. For helt tosset er den ikke. Og hende phd-damen fra Institut for Medier, Erkendelse og Filosofi ved Københavns Universitet har sikkert tænkt længe over det, set masser af film og kan henvise til en lang række af kloge skribenter med teorier, der underbygger hendes konklusioner.
 
Jeg vil dog i stedet pege på interessen for volds- og actionfilm som en hyldest til filmsproget: Actionfilm er den eneste filmgenrer der rummer ting, som ikke kan formidles på andre måder end film. Fx vil en biljagt i en spændingsroman blive kørt i rabatten af jagterne i ”Bourne”-filmene, Tarantinos ”Death Proof” eller mere undselige dækfræsene film. Ligesom Bruce Lee-agtige slagsmål, de evige, lidt trivielle, eksplosioner eller herlige meningsløse voldsorgier som i ”Planet Terror” ikke er helt det samme på skrift. Fascinationen af volds- og actionfilm er en bevidst eller ubevidst kærlighed til ægte filmkunst; de kunstoplevelser som kun film kan formidle. Eller groft og forsimplet: Når mænd er til action og kvinder til romantik, så er det fordi mænd generelt har bedre filmsmag end kvinder.
 
Jeg er selvsagt en fan af volds- og actionfilm – også selvom det er en skodfilm med fx Steven Seagal. Jeg kan lide når man sider på ottende række og blodet oversprøjter popcornene mens filmens flammer slikker biografloftets stuk.  Men jeg er filmjunkie. Jeg er til det hele. Hvis levende billeder kunne fås på sprøjte, ville jeg sidde sammenkrympet i det svage blågrønne lys på Hovedbanens lokum med en kanyle vippende i en af de stenede årer og sejle væk i en rus eller gå rundt i S-togene med et tomt McDonald-krus og tikke mønter til det næste fiks hos min pusher hos Blockbuster.

Jeg kan for den sags skyld også lide romantiske komedier. Mine yndlings er ”Da Harry mødte Sally”, ”Forget Paris”, ”Manhattan” og ”Loveactually”. Men jeg tror kvinder er mere til fx Hugh Grant end til Billy Crystal og Woody Allen, så den lille forskel spiller måske alligevel en rolle…. 
 
(Foto fra filmene ”Death Proof”, ”Bridget Jones dagbog”, ”Planet Terror”)

Af Per Vad

Mr. Brooks, Shooter og de andre

Så har jeg fået set mine ”lej fem favoritter i syv dage”-film: Der var den dæmoniske side af Kevin Costner i ”Mr. Brooks”, pjat og vandpjask i de to sidste ”Pirates of the Caribbean”, skabslesbisk psyko-terror i ” Notes on a Scandal” og testosteron-kogende action i “Shooter”.

I ”Mr. Brooks” er Kevin Costner den skizofrene seriemoder og beskyttende far, der er blevet afhængig af sin blodtørst, og Demi Moore er politikvinden som jagter ham. En amatørfotograf bliver vidner til et af Costners mord og bliver så opgejlet, at han får presset sig med på Costners næste mord-togt. På den måde bliver ”Mr. Brooks” næsten en meta-film, hvor den utiltalende blodtørstige groupie bliver repræsentant for den fascination af seriemordere, som Hollywood og alle os fra biografkøen og sofarækken føler.

Filmen har gode chokeffekter, vellykkede actionscener og en stemning af uhygge, der lugter af jordslået familie- og overklasseidyl, som Costner skal have en stor del af æren for.

På trods af søuhyrer, genfærd og en tur til dødsriget, så er der ingen uhygge i de to seneste afsnit af ”Pirates of the Caribbean”-serien (”Død mands kiste” og ”Ved verdens ende”). Men det, der begyndte som en munter, actionfyldt og selvironisk sørøverfilm med gode specialeffekts, er nu blevet til pjat og pjank og en Johnny Depp, som overspiller rollen som snalret amoralsk pirat med androgyne træk og bøssoide fakter.

Hvis man er til mistænkelig seksualitet, så er ”Notes on a Scandal” lige sagen. Smukke, ensomme Cate Blanchet er den nye lærerinde, som ikke helt har fået rystet 68’er-ånden af sig, og den skræmmende Judi Dench er skolens gammeljomfru og hejre med skarpslebent næb, der bliver hendes fortrolige veninde. Da Cate Blanchet indleder et forhold til en skoledreng, bliver Judi Dench forarget, såret og hysterisk og begynder at afpresse Cate Blanchet følelsesmæssigt.

Judi Dench spiller så godt og er så skræmmende, at hun har fortjent et forgiftet maltbolche eller den Oscar, hun blev indstillet til for rollen. Men filmens historie er ret lille, helvedet får ikke for alvor lov til at udfolde sig – og vi ved jo godt i forvejen, at ensomhed er noget lort, og stramtantede skabslebber med indtørrede fisser er livsfarlige.

I ”Shooter” er Mark Wahlberg en snig- og skarpskytte, der har trukket sig tilbage fra hæren, men pludselig bliver jagtet som mistænkt for et attentatforsøg mod præsidenten. Og Danny Glover er obersten fa den mystiske nationale sikkerhedsorganisation, der står bag det hele. Hér er der ikke nogen Oscar i sigtekornet. Til gengæld er der valuta for pengene til os, der kan lide non stop action, konspirationsteorier, der er langt ude i hampen, og seje og determinerede helte, der dyrker selvtægt.

”Shooter”s actionscener er ikke så flamboyante og virtuose som fx ”Mission: Impossible” eller så intense og medrivende som ”Bourne Identity”. Og ”Mr. Brooks” er ikke i vægtklasse med film som ”Seven”, ”Amarican Psyko” og ”Ondskabens øjne”. Men det er alligevel de to – ud af de fem ”favoritter” – som jeg vil anbefale.
Af Per Vad

Indiana Jones og Den nye oldtidssamling

Arkæologien har gyldne tider. Både Indiana Jones og Nationalmuseets oldtidssamling er blevet genfødt. Begge er en fryd for øjet. Men i modsætning til Spielberg, så sprudler Nationalmuseet ikke af fortælleglæde. Den ”nye” oldtidssamling udvider ikke ens historiske horisont eller tænder en på fortiden. 

På de flotte, farverige plancher er tekstforfatterne mere fascinerede over mosen, hvor fundet er gjort, end af menneskene og samfundet, der har brugt fx Dejbjerg-vognene. Fx så er der udstillet skeletter af kvinder, som fik drikkelse med i graven. Men om oldtidens mennesker har pattet hunokser, drukket mosevand eller brygget øl, det ved jeg ikke. I museumsbutikken får man dog et lille spor. For der kan man købe ”ægte” vikinge-mjød – hvad fanden det så eller er for noget!?  

Jeg går ud fra, at livet og samfundet i oldtiden har været fattigt og beskidt og primitivt. Men i oldtidssamlingen er der en så stor overdådighed af ravsmykker, at de bogstaveligt talt er bunket oven på hinanden. Og smykker og kunsthåndværk ligger i lange baner i montre efter montre, sal efter sal, så appetitligt præsenteret og lækkert belyst, at man næsten forledes til at tro, at bronzealder-kvinder har brugt fritiden på at ose rundt i datidens udgave af Hundige Centeret hos Hvitfeldt Guld og set på tidlige udgaver af Georg Jensen smykker.

Og når man har været næsten hele udstillingen igennem – og munden, der i starten stod åben af benovelse, er blevet til et lille gab af kedsomhed – så ender man i ”Vikingetiden.” Og så vil jeg gerne have forklaret: Hvad er en viking i modsætning til andre personer fra jernalderen? Umiddelbart skiller de sig ud ved at være et folkefærd, der sejlede rundt og tævede britter, grundlagde byer, samlede det danske rige og gjorde befolkningen kristne i stedet for at tro på aser, dyrke jorden, gå på jagt og udveksle store mængder fint dekorerede artefakter, ligesom alle de andre i jernalderen…. Kort tid inden man kommer til rummet, der gør op med asetroen, har man set et smukt udstillingslokale, der fortalte om soldyrkelse – hvor folk troede, at en fisk vækkede solen om morgenen, heste trak solen gennem dagen, og en slange førte den bort om natten. Men pludselig er solguden værk, min skoletids sagn om Odin og Thor er ikke blevet nævnt med et ord, til gengæld har nogen – muligvis mens alle andre så på smykker – rejst en runesten i Jelling og gjort alle danerne kristne?!

”Vikingetiden”, og de ting som forbindes med den, er så stor en del af dansk selvforståelse, at man enten må man være så modig og højrøvet at man tør prøve at overbevise folk om, at der ikke er noget, der hedder ”vikingetiden” – det hedder alt sammen jernalderen. Eller man må omfavne begrebet og vise det som en særlig dansk periode og/eller udgave af jernalderen. Under alle omstændigheder skal man tage det alvorligt, give det plads og bruge ressourcer på det. Det gør Nationalmuseets oldtidssamling ikke. 

Hvis man er til oldtid og arkæologi så er der selvfølgelig også den mulighed, at man kan gå ind og se den genopstandne Indiana Jones’ jagt på et krystalkranium og en tilhørende skat. George Lucas, Steven Spielberg og Harrison Ford tager – i modsætning til Nationalmuseet – sine brugere/fans alvorligt og giver dem, det de kommer efter. Hvis man sammenligner den med de tidligere Indiana Jones-film, så er den – mindst – på højde med et’eren og tre’eren, og den binder hele serien sammen med en flot sløjfe. Den har også sine Spielberg-øjeblikke med det særlige himmelske Spielberg-lys og hans fantasifulde fortælleglæde med billeder, man enten aldrig har set før eller billeder, der er henvisninger til andre elskede film.

Hvis man sammenligner ”Indiana Jones og krystalkraniets kongerige” med de eventyrfilm, der har været i de 19 år siden Indy’ sidst svingede pisken, så holder den standarden. Den kan godt konkurrere med ”Mumien”, ”Da Vinci Mysteriet” (en skuffelse), ”Ringenes herre” (noget opreklameret lort), ”Pirats of the Caribbien”, ”Narnia” (den er for børn), ”Det gyldne kompas” (en skuffelse), ”National Traesure” og ”Harry Potter”.   

For arkæologien og interessen for oldtidens skyld er det også godt, at der findes film som ”Indiana Jones”. Det er godt at se, at arkæologer i teorien godt kan være nogen, der interesserer sig for spændende historier; og ikke alle sammen er fimsede typer, der mest går op i, at deres hundredvis af enslignende fund bliver præsenteret i den rette belysning.

Af Per Vad

Tre filmhit og to nittere

Jeg har været i Blockbuster og afleveret mine ”fem favoritter i syv dage”-film.

I ”Babel” skyder et par kåde marokkanske børn til måls efter en tilfældig turistbus. Da deres kugle rammer Cate Blanchet sætter det en historie i gang, hvor brutalt marokkansk politi jagter børnene; Brad Pitt kæmper for Cate Blanchets liv i en primitiv landsby; mens den illegale indvandrer, som passer parrets børn hjemme i villaen i USA tager børnene med til et bryllup i Mexico, der er festligt, farverigt og farligt; alt i mens teenagedatteren til en japaner – der har forbindelse til riflen – får rippet op i nogle traumer og går gennem Tokyo som en døvstum, sexfrustreret, uberegnelig destruktiv naturkraft.

”Babel” er kraftpræstation og et nervepirrende billedepos, hvor man med nerverne uden på tøjet og røven ude på stolekanten følger de forskellige skæbnefortællinger, der fortælles som skiftevis hæsblæsende action, højtråbende drama, neglebidende suspense og gribende psykologisk gys. Og når filmen slutter ved man, at livet er barsk og uretfærdigt, men ikke helt uden håb.

Håb er der også i ”Children og Men”, hvor Clide Oven bliver beskytter for den første gravide kvinde verden har set i 18 år, og han fører hende gennem et samfund i kaotisk, voldeligt forfald og frem til et næsten religiøst håb om en ny begyndelse. Alt i alt en halvkedelig film, hvor skurkene ikke træder i karakter og dommedag ligner en DR-reportage fra Mellemøsten.

Har man set hele ”Rocky”-serien, så skal man selvfølgelig have slutningen med. I ”Rocky Balboa” har den italienske hingst endnu en kamp tilbage i kroppen, så Sylvester går i ringen og lader sin gamle krop med slasket, læderet hud og blævrende biceps blive tæsket løs på af en opkomling, der er blevet verdensmester uden at have hjertet med. Historien læner sig meget op af den oprindelige ”Rocky” uden at filmen kan måle sig med den – og boksekampen mangler det herlige blodsprøjtende vanvid, som kendetegner serien.  

I ”The Departed” er Matt Damon en korrupt successtrømer og Leonardo DeCaprio en plaget undercover agent, som er på sporet af hinanden. Hvem der fanger hvem først er afgørende for, om den hensynsløse gangsterboss’, Jack Nicolson, planer bliver forpurret. Det er Martin Scorsese, der har lavet den, og han gør jo den slags lidt bedre end gennemsnittet.

Leonardo DeCaprio er på banen igen i ”Blood Diamond”, hvor han er en diamant- og våbensmuler, som kommer på sporet en kæmpediamant en afrikaner har gravet ned for at have noget, der kan redde hans families liv. Kugler, blod og tårer fyrer til alle sider, mens DeCaprio og co. – som i en road movie – strider sig gennem den vanvittige borgerkrig, der hærgede i Sierre Leones i 90’erne. Der er spænding, action, vanvid og medrivende drama fra start til slut. Og vi bliver alle sammen overbevist om, at det er synd for Afrika, der er det evige offer for vestens jagt efter naturressourcer som elfenben, olie og diamanter.

Af Per Vad

Småpervers filmduet

Lige nu kan man få to filmversioner af ret beset den samme historie.

Man kan starte aftenen med at gå ind i en biografsal og hygge-grine af den politiske komedie, “Charlie Wilson’s war”, hvor senator Wilson/Tom Hanks er en charmerende politisk gavtyv og livsnyder med smittende appetit, der får senatet til at skaffe våben til afghanernes kamp mod Sovjet. Uden for filmens rammer var Wilson derved med til at overdrage magten til muslimske ekstremister og fostre morgendagens globale terror.

Bag efter kan man gå ind i en anden biografsal og se det menneskelige drama og historien om Afghanistan, “Drageløberen”, der viser hvilke menneskelige og samfundsmæssige katastrofer, Wilson og co.’s indblanding førte med sig – og det er ikke noget at grine af!

Ud over – bevidst eller ubevidst – at hvidvaske nogle reaktionære politiske møgsvin, så er filmen “Charlie Wilson’s war” en alt for snakkende film, der kun reddes af, at det er Tom Hanks og Philip Seymour Hoffman, som fører ordet. Der i mod er ”Drageløberen” en flot og følsom film af den slags, hvor man ud over uforglemmelige billeder og barske scener får en knude i maven, en klump i halsen og masser af salt i Vestens politiske sår. Desværre er den – trods den dramatiske historie – ikke nervepirrende eller bare spændende. Den er bygget så stramt og logisk op, at der ikke er plads til en eneste overraskende drejning i fortællingen.

Hvis man ikke er til politiske film og savner ”Da Vinci Mysteriet” og længes efter ”Indiana Jones”, så kan man vælge ”National Treasure: Book of Secrets” – der skal man tage masser af popcorn med, hvis man vil have noget at tygge på. Det vrimler med stjerner på rollelisten, men der er ikke mange stjernestunder i filmen, men pyt: Det er ramasjang-eventyr, hvor man får, hvad man har betalt for, og det er jo fair nok.

”National Treasure” er en af den slags film, du trykt kan sende familien ind og se, mens du bliver hjemme og ser noget bedre i TV og venter på, at ”Indiana Jones 4” får premiere. 4’eren hedder vist nok ”Indiana Jones og Hemmeligheden om Plejehjemmets skjulte Skat”, og denne gang finder Harrison Ford manuskriptet til ”Rocky Balboa”, ”Rambo 4” samt turneplanerne for Bob Dylan og Roling Stones. 

Af Per Vad

Arn

Filmanmelderne har ikke sendt “Arn – Tempelridderen” til skyerne båret af et fyrværkeri af stjerner. Men der er dog ikke nogen, der har nænnet at slå filmen med skandinaviens største budget ihjel. Det burde de. Eller i det mindste burde nogen have opsøgt instruktøren Peter Flinth med et tæskehold.

Filmens grundhistorie er enkel: På grund af intriger, onskab og forrædderi bliver Arn sendt til det hellige land som tempelridder, hans elskede Cecilie bliver sendt i kloster, og hans barndomsven Knut bliver sendt i landflygtighed. Det er lyder som en film, hvor man bare klipper frem og tilbage mellem de tre spor og betages af storslåede ørkenslag, lever sig ind i et menneskeligt drame hvor kærligheden overlever klosterets pinsler og spændt følger en forvist kongesøns vej tilbage til tronen via intriger og snigmord. Og hvis alting skal ende lykkeligt, skal Arn overleve kampene om Jerusalem, hans elskede skal overleve den onskabsfuld abeddisse og vennen erobre tronen – og alt sammen skal være på et hængene hår og alle veje skal være fyldt med forhindringer og fristelser. Sådan. Hvor svært kan det være?

I “Arn” ser vi desværre kun 15 minutter med Arn som tempelridder, Cecilies pinsler får vi et par enkelte glimt af, og Knuts erobring af tronen går vores næse og øjne forbi. Og det hele foregår uden scener med drama eller suspens.

En naturligt spørgsmål er: Hvad fanden forgegår der så i de to timer og tyve minutter filmen varer? Der går en time med at lære Arn at være tempelridder, der går en halv time med at Arn og Cecilie rider rundt i løvskoven og er forelskede, og spredt over filmen bruges en halv time på at personer sidder med foldede hænder og kigger bedende op mod kors og jomfrufigurer.

“Arn”s største fejl er, at den gerne vil være en filmatiseing af Jan Guillous bøger og vise livet i middelaldderen, berette om grundlæggelsen af Sverige, afsløre kristendommens hykleri, fortælle en drabelig og romantisk ridderhistorie og prædike religiøs tolerance. Men fuck Guillous! Når man er begrænset af Flinths middelmådige talent og af små skandinaviske budgetter, så skulle man have taget titlen og nogle personer fra Guillous bøger, men nøjes med at lave en romantisk ridderfilm, der foregik i middelalderens Sverige og Jerusalems religiøse heksekeddel.

Det ligger lige for at sammenligne “Arn” med Ridley Scotts “Kingdom of Heaven” (2005), hvor det er Orlanda Bloom, der er ridderen, som må forsvarer Jerusalem. I “Kingdom of Heaven” går der 15 minutter, så er det hele igang. Med store slag, ærefulde riddere, kærlighedsdrama og hofintriger forkyndes det politisk korrekte budskab, at kristne og muslimer burde respekterere hinanden og ikke slås om meningsløse mursten i Mellemøsten. “Kingdom of Heaven” er ikke noget mesterværk, men det er godt håndværk. “Arn” er ikke godt håndværk – det er meningsløst hærværk.

Elizabeth – filmdonningen der bevarede sin mødom

Var i går i Empire og fik langt om længe set kostumefilmen “Elisabeth – The Golden Age” med Sekhar Kabur i instruktør-stolen, med Cate Blanchet i hovedrollen og med min kone ved min side som filmvælger. Denne gang er det ikke hofintriger, men en katolsk konspiration og den spanke armada, der truer hendes liv. Mens hendes sjæleliv forstyrres af den kække Sir Walter Raleigh, der gør hende skinsyg på sin hofdame, som gifter sig og får barn med den tiltrækkende Errol Flynn-klon.

En flot film med tøj, der kan få designeres sytråd til at dryppe af savl, med hitoriegengivelse, der kan få tavlekridtet til at smuldre mellem gymnasielærernes dirrende og svedige fingre, og med billeder og en Cate Blanchet, der kan få en anmelder til at falde i staver med tastknappen med stjerne trykket i bund. Men alt det var der også i den første “Elizabeth”-film. Og den endelige post-lesbiske feministpointe med jomfrudronningen, som tøjler sin kvindelighed til fordel for at tjene sit elskede folk, var der også i den første “Elisabeth”.  Hvis to’eren skulle have tilføjet noget nyt, så skulle vi have set mere til “det elskede folk”, som stort set ikke optræder i filmen og/eller komplottet skulle have været lavet med mere suspens ligesom flådekrigen skulle have haft endnu mere gru og krudtslam. Og skal man være flueknepper – og hvorfor ikke dyrke lidt socialt accepteret dyresex – så starter Storbritanniens gyldne år historisk set første efter den spanske flådekrig, så filmen burde have heddet “The horny Queen” eller “The Spanish Armada”

Hvis man sammenligner filmen med, hvad der ellers går i biograferne og hvad der på det seneste har været af kostumefilm, så skal den have 3 ud af 5 stjerner. Men man kan også giver den en plads i filmhistorien, og ser hvor godt den vil klare sig der, og så vil jeg ikke give den mere end 1 stjerne ud af 5.