SF’eren der blev historiens mest handicapfjendske minister

Da SF’erne kom ud af Crown Plazas sorte tårn var det et ydmyget parti, der ikke havde fået andet med sig end en plads i regeringen. Til gengæld skulle ministerposterne bruges til bl.a. at vise partiets sociale profil i praksis, så SF kunne vinde noget af det tabte ansigt og de mistedes stemmer tilbage.

En af de nye SF-ministre blev Sundheds og Forebyggelsesminister Astrid Krag. Hun står nu til at blive SF’eren, der vil blive husket som den nyere danmarkshistories mest handicapfjendske minister.

Danmarks eneste specialhospital på epilepsiområdet, Epilepsihospitalet Filadelfia, har været i store økonomiske vanskeligheder og været lukningstruet, siden Regionerne for halvandet år siden trak det økonomiske gulvtæppe væk under hospitalet og nægtede at bidrage til en økonomisk løsning, der kunne sikre hospitalets eksistens.

Epilepsihospitalet Filadelfia behandler landets hårdest ramte epilepsipatienter. Når regionernes hospitaler har opgivet at behandle en patient, henvises personen til Epilepsihospitalet. Så hvis Epilepsihospitalet lukker, så er de mest plagede epilepsipatienter sat på gaden uden noget sted at gå hen. Derfor har det for politikerne været indlysende, at hospitalets skulle have tilstrækkeligt med penge til at kunne fortsætte som hidtil.

SFs sundhedsordfører, Karl Bornhøft, sagde under valget: “Jeg og SF vil under ingen omstændigheder acceptere en lukning af Epilepsihospitalet. Vi vil lægge pres på regionerne for, at de finder en aftale med hospitalet.”

Og inden valget krævede SF – ligesom de fleste andre partier – at ministeren gik ind i sagen. Det ville ministeren, Bertel Haarder, med glæde, og han tog også initiativ til at sikre nye forhandlinger mellem hospitalet og Regionerne. Og i Sundhedsforliget der blev lavet i forbindelse med 2020-forliget var Epilepsihospitalets redning en specifik del af forliget. Ifølge Pia Christmas-Møller var der konkret tale om at give Epilepsihospitalet 35 millioner kr.

Så da Astrid Krag trådte til og skulle vise lidt ægte, socialsindet SF-profil lå alting serveret på et sølvfad, og hun udtalte da også: “Der skal findes en løsning. Parterne fra forårets forhandlinger må mødes og bidrage konstruktivt. Det er ikke en mulighed ikke at finde en løsning.”

Nu er alt det fortid. Og de eneste der ikke vil gøre noget er Astrid Krag og Regionerne.  I en økonomisk magtdemonstration har Regionerne påtvunget Epilepsihospitalet en driftsoverenskomst på 84,3 millioner kr. – hospitalets budget for 2011 var 150 millioner kr.  Den aftale glæder Astrid Krag !? Og hun hæfter sig ved, at både formanden for Region Sjælland og formanden for Filadelfias bestyrelse i en fælles pressemeddelelse har udtrykt glæde over aftalen. For det første var Filadelfia-formandens glæde tilføjet en påpegning af, at hospitalet stadig mangler snesevis af millioner for at klare sig. For det andet var der en gang, hvor SF’ere foretrak glade patienter frem for glade regionsformænd.

Er man til verbal flue-sex kan man godt sige, at der med driftsoverenskomsten ikke længere er tale om et lukningstruet hospital, så i alle tidligere udtalelser er der tale om en anden situation. Men driftsoverenskomsten er reelt set ikke en økonomisk brugbar aftale.  Det er et selvmordsbrev med Filadelfias underskrift. Et specialhospital kan ikke fra det ene år til det andet overleve med en halvering af budgettet. Når man driver et hospital, kan man ikke hver måned være usikker på, om der er penge til lønninger – alt efter hvor mange patienter Regionerne har henvist i denne måned. Uden økonomisk tryghed, må man lukke.

Der findes mellem 35.000 og 55.000 personer med epilepsi, og de har alle sammen pårørende. Deres patientforening, Dansk Epilepsiforening, er en del af paraplyorganisationerne Danske Patienter og Danske Handicaporganisationer, som støtter Dansk Epilepsiforening og er lige så fortørnede over Astrid Krag og Regionerne.  Så på organisationsniveau kan ingen af Danmarks anslåede 700.000 handicappede og deres ca. 1,4 million pårørende lide Astrid Krag og SFs sundhedspolitiske optræden. Og lige pludselig er Filadelfia-sagen ikke ”kun” en sag om et specialhospital, Regionerne vil tvinge til at lukke. Det er en sag om SFs sundhedspolitiske troværdighed og lugten af partiets sociale profil.

Astrid Krag er gået i flyverskjul og ignorerer Dansk Epilepsiforening, hundredvis af patient-henvendelser, demonstrationer, Epilepsihospitalet, de dansk epilepsilægers organisation (Dansk Epilepsi Selskab), stribevis af henvendelser fra førende neurologer fra hele verden, pressen og ikke mindst de folketingskollegaer fra begge fløje, der gerne vil redde hospitalet. Så det er nytteløst at spørge hende om noget. Derfor vil jeg spørge alle SF’ere og SF-vælgere: Er I stolte af jeres sundhedsminister og den profil, hun giver SF?

Jeg er ansat i Dansk Epilepsiforening, men dette indlæg er helt personligt og repræsenterer ikke Dansk Epilepsiforenings holdninger. Dem kan man læse på foreningens hjemmesides fyldige tema om sagen. Samme sted er der kilder til de citater og baggrundsoplysninger, jeg har brugt.

 

2 tanker om "SF’eren der blev historiens mest handicapfjendske minister"

  1. Så rigtig som det er sagt. Flot;-)
    Jeg stemte på en ny regering, men føler at min stemme blev stjålet. Det er påfaldende at store aviser som Politiken også er tavse. Jeg skrev en kronik og sendte men jeg har trods to rykkere ikke hørt fra dem.
    DR har kun bragt omtale regionalt.
    Men vi må blive ved med at argumentere.

  2. Radiotavshed fra “røde” regering. De underskriver dødsdommen over sårbare patienter med akut epilepsi.
    Den røde regeringen har så store socialistiske principper.

Skriv et svar

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Skift )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Skift )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Skift )

Connecting to %s