Det var selvfølgelig hustruens ide – som hun havde fået ved at bladre i en tilfældig udgave af Vesterbro Bladet – at vi skulle besøge den Internationale racekatteudstilling 2009 i Frederiksberghallerne.
Udstilligsgang, lille kat, dommeren voterer
Hallerne lugtede af dyrskue og støv. Og arrangørerne havde øjensynlig hentet inspiration fra persiske markeder og mellemøstlig byplanlægning. I snævre gange, tæt befolket med et mylder af overvægtige koner, ældre på efterløn, familiebander med katte-rygmærker, handicappede og børn og bøsser, stod katteburene op ad hinanden med præmiepokaler, indrammede billeder af kattenes familie og tilfældigt skrammel på taget og havde næsten alle sammen en beklædning og et interiøer, der ledte tankerne hen på boudoir og tyrkiske festlokaler.
Inde i burene var katte af alle racer. Mine yndlinge er fx bengal med den familievenlige udgave af leopardpels, de vildkat-orange abyssinere og selvfølgelig britisk korthår, der er levende Whiskasreklamer. Sorte bombay, der er som avlet til brug for gyserfilm og sataniske messer, er selvfølgelig også flotte.
Til gengæld har jeg det svært med racer som russian blue og blå britisk korthår, hvor den tætte, korte støvgrå pels får mig til at tænke på småborgerlige bløde væg til væg-gulvtæpper i Dansk Folkepartis kernevælgeres jyske forstadsvillaers vinkelstuer.
Og jeg har det meget svært med de langhårede racer. Uanset om det er hårdføre norske skovkatte med sejt ansigtsudtryk og vind- og snetæt pels eller perserkatte, der med indsunket ansigt og filtret lang pels, ser ud som en skovkat vasket på forkert program. Ligesom jeg har det svært med deres modsætning: Den skaldede sphynx, der ligner en krydsning af en flået siameser og ET – hvilken pervers person har fundet på at avle videre på disse gruopvækkende og grinagtige skabninger, der stammer fra en muteret killing født i Ontario i 1966?
I et par af burene var der avlede huskatte med papir på, at de i flere generationer var ubesmittet af gener fra racekatte. Da de besøgende skulle stemme på udstillingens sødeste kat, gik hustruens stemme selvfølgelig til en huskat, der så ud som en forædlet stamtavleudgave af vores egen rødstribede Firefox-logo-lignede huskat.
De autoriserede dommere var kraftige kvinder i trøjer med dårlig pasform eller fimsede mænd med farvestærke skjorter, der vaskede hænder i en særlig lotion mens bordene blev sprayet, før næste kat kom frem og fik bedømt pelsens glød, kroppens harmoni og ansigtets udtryk, der blev forstærket med en fjerklædt pind som dommeren, med gestik som en parodi på en indretningsarkitekt, viftede foran katten. Hvem der vandt, og hvem der blev nummer to og tre betød i sidste ende ikke så meget, for alle kendte hinanden fra talrigre tidligere stævner, hvor de skiftedes til at få den billigt udseende, guldfarvede pokal.
Efter en tur rundt i standene for enden af hallerne, der solgte alt, hvad et katte og katteelskeres hjerter kunne begære af foder, sanitært udstyr, skønhedspleje, helsemidler, legetøj og ekstravagance, hvor hustruen købte et par æsker lækkerbider, baldrian bolcher, en lille æltepude og noget Catnip Spray, gik vi op i Frederiksberghallernes cafe. Og i solskin på terrassen med udsigt til boldbanerne, hvor grupper af børn og voksne løb rundt i dovent tempo og skød på mål, fik vi en club sandwich og hhv. en fadøl og en cola light.
En dejlig dag, hvor hustruen atter viste, at hun er god til at finde på udflugter.
Af Per Vad
RSS - Posts
