Foråret og Fogh som Nato-generalsekretær er fint, siger mange. Desværre, jeg må drysse malurt i bægeret, spytte i øllet og pisse på brættet, for intet af det er fint.
Det er ikke blevet forår, og der er længe til at foråret får fat, og cykelpigerne tager korte toppe på, der krymper lidt op, når de bøjer sig ind ove styret, så man kan se deres tre år gamle keltiske tatovering hen over lænnen. Dét er løvspring. Det er ikke forår bare fordi sneen er smeltet, og en frygtløs blomst stikker hovedet op for at rekognoscere, og der mellem byens tage kan høres skrabben fra en flok CO2-desorienterede fugle.
Forår, Foghs diplomatiske evner, en nato-soldat.
Og hvad Fogh angår, så er hans sandsynlige afgang til nato hverken godt for Danmark eller for fred på jorden. Ingen uden for Holland kender eller interesserer sig for Jaap de Hoop Scheffer, der er natos nuværende generalsekretær. Og fogh vil få samme status som den ligegyldige, oversete hollandske mødevært. Det er nato-landenes statsledere, der bestemmer, hvad nato skal mene og gøre. Generalsekretæren skal blot sørge for, at der er frugt og mineralvand på bordene, når magtfulde internationale politikere mødes. Der efter skal han rejse rundt og repræsentere de andres holdninger og muligvis yde et bidrag til den fredelig stemning ved at byde ind med lidt diplomati.
Hvad har gjort Fogh værdig til den stilling? At tilbringe otte år på skødet af Bush med hovedet oppe i røven på Pis Kjærsgaard giver ikke et globalt udsyn. Og har han egentlig særlige store evner inden for international forhandling og diplomati? Han var vært, da EU blev udvidet til 27 lande. Men alle vil have østlandene med, og alle østlandene ville med, så det var en opgave, der i sværhedsgrad minder om at være ekspedienten, der skal åbne varehusets døre til et januarudsalg med køtilbud. Tyrkerne var den eneste udfordring på det møde, og det klarede Fogh så godt, at de har hadet ham lige siden.
Hans anden inernationale udfordring var Muhammed-krisen. Alle så ham hændervridende sidde i mellemøstlige tv-programmer og uden held prøve at rode os ud af suppedasen og igen få gang i salget af tørmælk til de arabiske husmødre. Det lykkedes så godt, at muslimer verden over har hadet os lige siden.
Hans tredje udfordring var krigen i Irak. Jeg vil undlade at sige noget om den bedrift – men styrket vestens fredsimage og spredt tænk-før-du-skydder-filosofien har den vel ikke.
Fogh er ikke kvalificeret til at være generalsekretær for nato, og han vil give alliancen problemer. (Noget helt andet: Hvis Fogh bliver nato-generalsekretær, så har han løjet om formålet med sine mange rejser. Og han har brugt sin arbejdstid på at surfe rundt på Stepstone og Mercuri urval efter gode stillinger. Og han har på skatteydernes regning fløjet rundt til jobsamtaler. Det må da være en sag for rigsrevisionen?)
Når han bliver generalsekretær, så vil det gøre det nemmere for venstrefløjen at vinde magten her hjemme, tror nogen. Nej det vil ikke! Det kan godt være, at en lille buttet bøllespire med en næsten autistisk evne til at huske tal vil være et nemmere modstander for den ranke Helle Thorning og den lune Villy, men jeg tvivler. Og det kan også være lige meget. Fuck finanskrise, vækstpakker, omsorg for velfærden og Villys vittigheder. Folketingsvalg i Danmark afgøres på indvandrer- og skattepolitik – med andre ord på snæversyn, selvtilstrækkelighed, frygt og egoisme. Når vælgerne står i stemmeboksen, spørger de: Hvis jeg stemmer på S eller SF, bliver der så større problemer med indvandrene og skal jeg betale mere i skat? Og uanset hvad Helle lover, så bliver svaret et ja. Og så vil de alligevel hellere have socialliberal take away end solskin over Gudhjem.
Politik i Danmark er en værdikamp, og indtil vi kan overbevise dem om, at vores værdier er bedre en VKOs, så bliver det aldrig forår. Ærgerligt for jeg savner cykelpigerne.
Af Per Vad
RSS - Posts
