Det er først gået op for mig i dag: Der er en finanskrise. Festen er forbi. Send mariachi-musikkerne hjem, hent mørklægningsgardinerne frem, slip luften ud af luftkastellerne, skriv ”Ophørsudsalg” på alle ruder, tag Marx ned fra reolen, græd over den spildte mælk, find opskriften på søbemad frem, tegn abonnement på ”Vågn op” og vent på verdens undergang.
I over en uge er avisen ”udeblevet”, som det hedder (hvis ikke Politiken var den levende avis, ville det være naturvidenskabeligt umuligt for en stak papir at udeblive). Så uden at forstå, hvad der foregik har jeg færdes gennem byen med reallyden holdt ude ved hjælp af MP3’ens earplugs, der fyldte mit hoved med Raquel Rastenni, som sang ”Her i vores hus er glæde, her i vores hus er fest, her er liv og glade dage, og et glas til hver en gæst.”
Fru Fogh i Vild med Dans, Bossen og Bumsen, hjemløs
Jeg har uforstående set unge under 35, der med hængemuler og nedbidte negle og rødrandede øjne sendte lange blikke efter ”Hus forbi”-sælgerne. Jeg har bemærket, at der ikke længere var fedtede pletter fra fladtrykte næser på ruden hos ejendomsmægleren. Jeg har set vindhekse blæse gennem menneskeforladte mærkevarebutikker. Jeg har set dem over fyrre fylde op i metroen med deres Samsonite kufferter på hjul på vej mod lufthavnen og syden sol, som var de på flugt fra noget. Jeg har tænkt, at nu gik de glib af statsministerfruen i dansedysten ”Vild med fandango på tynd is”. Og når jeg har puttet mit Dankort i en hæveautomat, har der pludselig været nogle langstrakte sekunder (ligesom når man venter på svaret i ”Hvem vil være millionær”), hvor det har været som om banken overvejede at suge kortet til sig og tømme det for næring.
Men i morges lå avisen igen på måtten og pludselig forstod jeg de sære ting, jeg i den seneste tid har observeret: Boblen var bristet.
Hvis vi ser bort fra politikere, økonomer, bankfolk, ejendomsmæglere, pensionskasser, kreditselskaber, journalister, analytikere og huskøbere, så husker de fleste fra deres skoletid Newtons lov – den med, at hvis man kaster noget op i luften, så falder det altid ned igen. Det er nu sket for huspriserne. Og det har trukket bankerne, og aktierne og humøret med ned. Og frem for alt så er der op mod 50.000 førstegangsboligejere med flex- eller afdragsfri lån, der måske må sætte boligen, Toyotaen, HTH køkkenet, Weber Grillen og hele pivtøjet til salg.
Det med at lokke unge mennesker ud i økonomisk kviksand har borgerlige regeringer en historisk tradition for. Schlüter-regeringen fik os studerende til at finansiere vore studier med højtforrentede banklån. ”Inflation vil stige og stige, så I vil ikke mærke renten. Og I vil få vellønnede jobs, så I kan let betale pengene tilbage,” fik vi fortalt. Da vi var færdige med studierne var både inflationen og de ledige stillinger væk. Nu er det Fogh-regeringens tur. Og de har også lokket en generation af unge ud på dybt vand. Sådan er det bare, og sådan har det altid været. Så: Husk Newtons lov og stol aldrig på en borgerlig regering og lyt noget mere til Raquel Rastenni:
”Selv om regnen slår på ruden / så er stuen fuld af sol / vi har alt hvad vi behøver / vi har seng og bord og stol. / Her i vores hus der leves livet er det ikke det man har det til. / Der er nok af grædepile lad dem græde det det de vil. / Her er sang og klang og latter her er alt et festlig brus / så går du rundt og er lidt nedtrykt / så er du velkommen i vores hus”
Af Per Vad
RSS - Posts
