Hvorfor kan kvinder lide romantiske komedier, mens mænd er til bulder, brag og blodsprøjt? Ifølge en ny phd-afhandling af Mette Kramer har kvinder et biologisk behov og en psykosocial interesse for at se film hvor fire logo-fikserede metropol- og millennium-stereotypiske kvinder eller en buttet dagbogsskrivende pige jagter romantik og roder sig ind i akavede situationer.
Kvinder har hovedansvaret for reproduktionen og har en nedarvet interesse i at finde den bedst egnede at pare sig med; kort sagt deres interessere for jagten på den eneste ene påvirker deres filmvalg. Og så rummer film som ”Sex and the City: The Movie” og ”Bridget Jones dagbog” situationer, kvinder kan lære af, når de skal begå sig socialt og løse følelsesmæssige eller parforholds problemer. Det er i hvert fald Mette Kramers teori.
Ud fra samme logik kan man sige, at mænd kan lide volds- og actionfilm, fordi vi oprindeligt er jægere og derfor interesserer os for jagten og nedlæggelsen af byttet. Der ud over rummer filmene opbyggelige situationer. Selvom jeg ikke kan ramme kridtet om plastikblomstens stilk i skydeboden på Bakken eller lave et cirkelspark uden at falde på halen med en forstrakt sene, så forlader jeg alligevel film som ”Replacement Killers” og ”Romeo must Die” med en større (oppustet) selvtillid.
Det lyder da som en okay analyse, ikk’? Det synes jeg ikke helt. Men ligesom alle gode samfundsborgere i dag sorterer deres affald, så vil jeg ikke smide teorien om biologisk betingede filminteresser længere væk, end at den kan genbruges. For helt tosset er den ikke. Og hende phd-damen fra Institut for Medier, Erkendelse og Filosofi ved Københavns Universitet har sikkert tænkt længe over det, set masser af film og kan henvise til en lang række af kloge skribenter med teorier, der underbygger hendes konklusioner.
Jeg vil dog i stedet pege på interessen for volds- og actionfilm som en hyldest til filmsproget: Actionfilm er den eneste filmgenrer der rummer ting, som ikke kan formidles på andre måder end film. Fx vil en biljagt i en spændingsroman blive kørt i rabatten af jagterne i ”Bourne”-filmene, Tarantinos ”Death Proof” eller mere undselige dækfræsene film. Ligesom Bruce Lee-agtige slagsmål, de evige, lidt trivielle, eksplosioner eller herlige meningsløse voldsorgier som i ”Planet Terror” ikke er helt det samme på skrift. Fascinationen af volds- og actionfilm er en bevidst eller ubevidst kærlighed til ægte filmkunst; de kunstoplevelser som kun film kan formidle. Eller groft og forsimplet: Når mænd er til action og kvinder til romantik, så er det fordi mænd generelt har bedre filmsmag end kvinder.
Jeg er selvsagt en fan af volds- og actionfilm – også selvom det er en skodfilm med fx Steven Seagal. Jeg kan lide når man sider på ottende række og blodet oversprøjter popcornene mens filmens flammer slikker biografloftets stuk. Men jeg er filmjunkie. Jeg er til det hele. Hvis levende billeder kunne fås på sprøjte, ville jeg sidde sammenkrympet i det svage blågrønne lys på Hovedbanens lokum med en kanyle vippende i en af de stenede årer og sejle væk i en rus eller gå rundt i S-togene med et tomt McDonald-krus og tikke mønter til det næste fiks hos min pusher hos Blockbuster.
Jeg kan for den sags skyld også lide romantiske komedier. Mine yndlings er ”Da Harry mødte Sally”, ”Forget Paris”, ”Manhattan” og ”Loveactually”. Men jeg tror kvinder er mere til fx Hugh Grant end til Billy Crystal og Woody Allen, så den lille forskel spiller måske alligevel en rolle….
(Foto fra filmene ”Death Proof”, ”Bridget Jones dagbog”, ”Planet Terror”)
Af Per Vad
