Så har jeg fået set mine ”lej fem favoritter i syv dage”-film: Der var den dæmoniske side af Kevin Costner i ”Mr. Brooks”, pjat og vandpjask i de to sidste ”Pirates of the Caribbean”, skabslesbisk psyko-terror i ” Notes on a Scandal” og testosteron-kogende action i “Shooter”.
I ”Mr. Brooks” er Kevin Costner den skizofrene seriemoder og beskyttende far, der er blevet afhængig af sin blodtørst, og Demi Moore er politikvinden som jagter ham. En amatørfotograf bliver vidner til et af Costners mord og bliver så opgejlet, at han får presset sig med på Costners næste mord-togt. På den måde bliver ”Mr. Brooks” næsten en meta-film, hvor den utiltalende blodtørstige groupie bliver repræsentant for den fascination af seriemordere, som Hollywood og alle os fra biografkøen og sofarækken føler.
Filmen har gode chokeffekter, vellykkede actionscener og en stemning af uhygge, der lugter af jordslået familie- og overklasseidyl, som Costner skal have en stor del af æren for.
På trods af søuhyrer, genfærd og en tur til dødsriget, så er der ingen uhygge i de to seneste afsnit af ”Pirates of the Caribbean”-serien (”Død mands kiste” og ”Ved verdens ende”). Men det, der begyndte som en munter, actionfyldt og selvironisk sørøverfilm med gode specialeffekts, er nu blevet til pjat og pjank og en Johnny Depp, som overspiller rollen som snalret amoralsk pirat med androgyne træk og bøssoide fakter.
Hvis man er til mistænkelig seksualitet, så er ”Notes on a Scandal” lige sagen. Smukke, ensomme Cate Blanchet er den nye lærerinde, som ikke helt har fået rystet 68’er-ånden af sig, og den skræmmende Judi Dench er skolens gammeljomfru og hejre med skarpslebent næb, der bliver hendes fortrolige veninde. Da Cate Blanchet indleder et forhold til en skoledreng, bliver Judi Dench forarget, såret og hysterisk og begynder at afpresse Cate Blanchet følelsesmæssigt.
Judi Dench spiller så godt og er så skræmmende, at hun har fortjent et forgiftet maltbolche eller den Oscar, hun blev indstillet til for rollen. Men filmens historie er ret lille, helvedet får ikke for alvor lov til at udfolde sig - og vi ved jo godt i forvejen, at ensomhed er noget lort, og stramtantede skabslebber med indtørrede fisser er livsfarlige.
I ”Shooter” er Mark Wahlberg en snig- og skarpskytte, der har trukket sig tilbage fra hæren, men pludselig bliver jagtet som mistænkt for et attentatforsøg mod præsidenten. Og Danny Glover er obersten fa den mystiske nationale sikkerhedsorganisation, der står bag det hele. Hér er der ikke nogen Oscar i sigtekornet. Til gengæld er der valuta for pengene til os, der kan lide non stop action, konspirationsteorier, der er langt ude i hampen, og seje og determinerede helte, der dyrker selvtægt.
”Shooter”s actionscener er ikke så flamboyante og virtuose som fx ”Mission: Impossible” eller så intense og medrivende som ”Bourne Identity”. Og ”Mr. Brooks” er ikke i vægtklasse med film som ”Seven”, ”Amarican Psyko” og ”Ondskabens øjne”. Men det er alligevel de to – ud af de fem ”favoritter” – som jeg vil anbefale.
Af Per Vad
