Indiana Jones og Den nye oldtidssamling

Arkæologien har gyldne tider. Både Indiana Jones og Nationalmuseets oldtidssamling er blevet genfødt. Begge er en fryd for øjet. Men i modsætning til Spielberg, så sprudler Nationalmuseet ikke af fortælleglæde. Den ”nye” oldtidssamling udvider ikke ens historiske horisont eller tænder en på fortiden. 

På de flotte, farverige plancher er tekstforfatterne mere fascinerede over mosen, hvor fundet er gjort, end af menneskene og samfundet, der har brugt fx Dejbjerg-vognene. Fx så er der udstillet skeletter af kvinder, som fik drikkelse med i graven. Men om oldtidens mennesker har pattet hunokser, drukket mosevand eller brygget øl, det ved jeg ikke. I museumsbutikken får man dog et lille spor. For der kan man købe ”ægte” vikinge-mjød – hvad fanden det så eller er for noget!?  

Jeg går ud fra, at livet og samfundet i oldtiden har været fattigt og beskidt og primitivt. Men i oldtidssamlingen er der en så stor overdådighed af ravsmykker, at de bogstaveligt talt er bunket oven på hinanden. Og smykker og kunsthåndværk ligger i lange baner i montre efter montre, sal efter sal, så appetitligt præsenteret og lækkert belyst, at man næsten forledes til at tro, at bronzealder-kvinder har brugt fritiden på at ose rundt i datidens udgave af Hundige Centeret hos Hvitfeldt Guld og set på tidlige udgaver af Georg Jensen smykker.

Og når man har været næsten hele udstillingen igennem – og munden, der i starten stod åben af benovelse, er blevet til et lille gab af kedsomhed – så ender man i ”Vikingetiden.” Og så vil jeg gerne have forklaret: Hvad er en viking i modsætning til andre personer fra jernalderen? Umiddelbart skiller de sig ud ved at være et folkefærd, der sejlede rundt og tævede britter, grundlagde byer, samlede det danske rige og gjorde befolkningen kristne i stedet for at tro på aser, dyrke jorden, gå på jagt og udveksle store mængder fint dekorerede artefakter, ligesom alle de andre i jernalderen…. Kort tid inden man kommer til rummet, der gør op med asetroen, har man set et smukt udstillingslokale, der fortalte om soldyrkelse – hvor folk troede, at en fisk vækkede solen om morgenen, heste trak solen gennem dagen, og en slange førte den bort om natten. Men pludselig er solguden værk, min skoletids sagn om Odin og Thor er ikke blevet nævnt med et ord, til gengæld har nogen – muligvis mens alle andre så på smykker – rejst en runesten i Jelling og gjort alle danerne kristne?!

”Vikingetiden”, og de ting som forbindes med den, er så stor en del af dansk selvforståelse, at man enten må man være så modig og højrøvet at man tør prøve at overbevise folk om, at der ikke er noget, der hedder ”vikingetiden” – det hedder alt sammen jernalderen. Eller man må omfavne begrebet og vise det som en særlig dansk periode og/eller udgave af jernalderen. Under alle omstændigheder skal man tage det alvorligt, give det plads og bruge ressourcer på det. Det gør Nationalmuseets oldtidssamling ikke. 

Hvis man er til oldtid og arkæologi så er der selvfølgelig også den mulighed, at man kan gå ind og se den genopstandne Indiana Jones’ jagt på et krystalkranium og en tilhørende skat. George Lucas, Steven Spielberg og Harrison Ford tager – i modsætning til Nationalmuseet – sine brugere/fans alvorligt og giver dem, det de kommer efter. Hvis man sammenligner den med de tidligere Indiana Jones-film, så er den – mindst – på højde med et’eren og tre’eren, og den binder hele serien sammen med en flot sløjfe. Den har også sine Spielberg-øjeblikke med det særlige himmelske Spielberg-lys og hans fantasifulde fortælleglæde med billeder, man enten aldrig har set før eller billeder, der er henvisninger til andre elskede film.

Hvis man sammenligner ”Indiana Jones og krystalkraniets kongerige” med de eventyrfilm, der har været i de 19 år siden Indy’ sidst svingede pisken, så holder den standarden. Den kan godt konkurrere med ”Mumien”, ”Da Vinci Mysteriet” (en skuffelse), ”Ringenes herre” (noget opreklameret lort), ”Pirats of the Caribbien”, ”Narnia” (den er for børn), ”Det gyldne kompas” (en skuffelse), ”National Traesure” og ”Harry Potter”.   

For arkæologien og interessen for oldtidens skyld er det også godt, at der findes film som ”Indiana Jones”. Det er godt at se, at arkæologer i teorien godt kan være nogen, der interesserer sig for spændende historier; og ikke alle sammen er fimsede typer, der mest går op i, at deres hundredvis af enslignende fund bliver præsenteret i den rette belysning.

Af Per Vad