Jeg holder af menneskehandel

Hvis du er på Facebook, så er du til salg – og jeg kunne godt finde på at købe dig. ”Own”, hedder den applikation og det virtuelle kødmarked, hvor jeg gør mine indkøb. Men hvorfor synes jeg, at det er underholdende?

Man må ikke slå ihjel. Nej, man må i det hele taget ikke slå! Men det betyder ikke, at der noget etisk forkert i at nyde en splatterfilm eller træde ind i et computerspil og skyde løs på alt hvad der rør sig, så blod fra både skurke og uskyldig sprøjter ud på spiluniversets kulisser. På samme måde, er det ikke noget etisk angribeligt i, at vi er nogen som muntrer os med at købe og sælge billedprofiler på samme måde, som ens niece samlede på Diddl-papir og satte forskellig pris på de forskellige motiver og farver – nogen gik hun gladeligt af med; andre ville hun gå i døden for.

Ligesom ”Hot or not”, giv karma, få vampyrbid, giv et knus og alle den slags applikationer, så handler Own også om, at man gerne vil have et bevis for, at man er noget værd. I Own vil man gerne se, at prisen på ens egen profil stiger og stiger, samtidig med, at man gerne vil være rigere, så man kan holde fast i de venneprofiler, man holder mest af. For det handler også om at ville vise nogen, at man værdsætter dem meget og vil beholde deres profil for – næsten – enhver pris. 
   
Personligt har jeg også den særlige voyeurristiske glæde, at føler jeg mig som en desperate housewife på powershopping, når jeg bladrer kataloget af kvinder og mænd igennem.

Jeg elsker at se folks profiler. Der er personer, et kamera har fanget i lige det rette øjeblik – og det er bare et øjeblik - hvor der ikke er skyggen af komplekser og bekymringer i det afslappede smilende ansigt. Der er folk der vrænger af kameraet. Der er overbelyste billeder, underbelyste billeder, tågede billeder og manipulerede billeder fra både vinderen og taberen af de åbne og uofficielle Photoshop-mesterskaber. Der er portrætfotos og pasfotos og feriebilleder, hvor himlen over solkysten fylder 80 procent af billedet og hun står nede i hjørnet i badedragt og med en drink i hånden. Der er ansigter klippet ud af et gruppebillede og forstørret til grovkornet ukendelighed. Der er festaber i tilrøgede lokaler omgivet af tomme flasker og venner med åndssvage hatte. Der er mænd, der viser muskler og vaskebræt maver. Der er kvinder, som byder sig til med barmen mast frem mellem armene. Der er babyfotos, der har ligget som wallpaper på nogens kontor-pc. Mænd der viser motorcykler. Mænd med en gylpende baby over skulderen. Og profiler der lader sig repræsentere af deres hund.  De er der alle sammen. Og jeg elsker at se dem, og jeg holder af at handle med dem. For jeg sætter pris på andre mennesker – og jeg håber at de sætter (en høj) pris på mig. 

Af Per Vad