Tre filmhit og to nittere
marts 12, 2008 af ordgas
Jeg har været i Blockbuster og afleveret mine ”fem favoritter i syv dage”-film.
I ”Babel” skyder et par kåde marokkanske børn til måls efter en tilfældig turistbus. Da deres kugle rammer Cate Blanchet sætter det en historie i gang, hvor brutalt marokkansk politi jagter børnene; Brad Pitt kæmper for Cate Blanchets liv i en primitiv landsby; mens den illegale indvandrer, som passer parrets børn hjemme i villaen i USA tager børnene med til et bryllup i Mexico, der er festligt, farverigt og farligt; alt i mens teenagedatteren til en japaner – der har forbindelse til riflen – får rippet op i nogle traumer og går gennem Tokyo som en døvstum, sexfrustreret, uberegnelig destruktiv naturkraft.
”Babel” er kraftpræstation og et nervepirrende billedepos, hvor man med nerverne uden på tøjet og røven ude på stolekanten følger de forskellige skæbnefortællinger, der fortælles som skiftevis hæsblæsende action, højtråbende drama, neglebidende suspense og gribende psykologisk gys. Og når filmen slutter ved man, at livet er barsk og uretfærdigt, men ikke helt uden håb.
![]()
Håb er der også i ”Children og Men”, hvor Clide Oven bliver beskytter for den første gravide kvinde verden har set i 18 år, og han fører hende gennem et samfund i kaotisk, voldeligt forfald og frem til et næsten religiøst håb om en ny begyndelse. Alt i alt en halvkedelig film, hvor skurkene ikke træder i karakter og dommedag ligner en DR-reportage fra Mellemøsten.
Har man set hele ”Rocky”-serien, så skal man selvfølgelig have slutningen med. I ”Rocky Balboa” har den italienske hingst endnu en kamp tilbage i kroppen, så Sylvester går i ringen og lader sin gamle krop med slasket, læderet hud og blævrende biceps blive tæsket løs på af en opkomling, der er blevet verdensmester uden at have hjertet med. Historien læner sig meget op af den oprindelige ”Rocky” uden at filmen kan måle sig med den – og boksekampen mangler det herlige blodsprøjtende vanvid, som kendetegner serien.
I ”The Departed” er Matt Damon en korrupt successtrømer og Leonardo DeCaprio en plaget undercover agent, som er på sporet af hinanden. Hvem der fanger hvem først er afgørende for, om den hensynsløse gangsterboss’, Jack Nicolson, planer bliver forpurret. Det er Martin Scorsese, der har lavet den, og han gør jo den slags lidt bedre end gennemsnittet.
Leonardo DeCaprio er på banen igen i ”Blood Diamond”, hvor han er en diamant- og våbensmuler, som kommer på sporet en kæmpediamant en afrikaner har gravet ned for at have noget, der kan redde hans families liv. Kugler, blod og tårer fyrer til alle sider, mens DeCaprio og co. - som i en road movie - strider sig gennem den vanvittige borgerkrig, der hærgede i Sierre Leones i 90’erne. Der er spænding, action, vanvid og medrivende drama fra start til slut. Og vi bliver alle sammen overbevist om, at det er synd for Afrika, der er det evige offer for vestens jagt efter naturressourcer som elfenben, olie og diamanter.
Af Per Vad