Det jeg har imod roser

I anledning af Valentinsdag har jeg i embedsmedfør kigget på utallige rosenfotos. Og det får man hurtigt nok af. Fotografer elsker roser. Men med næsten voyeristisk lyst zoomer de altid ind på blomsterhovedet, der folder sig ud og åbner sig i nærmest utækkelig grad.  Roser bør ses i fuld figur: Man skal have de saftige, mørkegrønne blade, den stolte stilk og knopperne med – ”knopperne” der er små skarpe tænder som i yderkanten har et lille mørkerødt skær, der minder om indtørret blod. Ser man sådan på rosen, bliver den som en lokkende, selvsikker, livsfarlig luksusludder. Men når man kun ser på blomsterhovedet bliver rosen blot et botanikkens svar på Gay Parade og hofbal hos Ludvig XIV.

Rosen er bare for meget. Det er tulipanen også. Ser man en fast forward-gengivelse af dens blomstring fra knop til fuldt udfoldet, slatten blomst, så får den en til at tænke på et pikhovede, der eksploderer.

Egentlig er min yndlingsblomst mælkebøtten – eller løvetand. Det er en blomst, der for øjnene af en, udlever et smukt liv. Den er en fryd lige fra den står og stritter lidt op af plænen med sine hvide rosetstillede blomsterblade over dens modne stadie  som solgul pon pon til den ender som en støvbold med tusinder af støvfrø, der med et fingerkys kan spredes som en lille byge af små varme snefnug.

Af Per Vad