På hotel i Sønderborg

Jeg har været i Sønderborg i forbindelse med et teaterprojekt, Dansk Epilepsiforening muligvis vil gennemføre.

Sønderborg har små hyggelige gader med gamle huse malet i flotte farver, en bro der knytter Als- og Sønderjyllandssiden sammen og et havnekvarter med fascionabelt nybyggeri og dyre kedelige turist-restaurenter. Mit hotel, Hotel Søderborg Garni, var en forunderlig bygning som mørk og nedslidt kunne have været med i “Psyko”, men velholdt og hvidt lignede det nu et dukkehus eller noget fra en Disney-film med prinsesser. Jeg kom torsdag, men havde ved en fejl først reserveret til om fredagen, men efter en smule koldsved fandt hotelmutter et værelse fra et bryllupsselskan, der havde overbooket.

Jeg kan godt lide hoteller. Jeg kan lide værelsernes bedstefar-æstetik med tunge møbler, skrivebord, små tv-skærme og grimme sengetæpper, der knalder sammen med den klinisk, hvide renhed. Der er en overflod af hvide håndklæder på de små badeværelser, morgenmads-restaurenten har hvide kaffestel med “tre kopper kaffe”-kander, og hotelhovedpuderne – i hvidt betræk – er de bedste hovedpuder der findes.

Jeg gik ind på Oxen, som hotelmutter havde anbefalet, og spiste en dyr bøf med bagekartoffel og sad og følte mig som en,  der var blevet  brændt af af en blind date eller var en ensom fyr med flere penge end venner. Bag efter gik jeg ind på den næsten tomme pub, Dråben, med storskærm for at få en fadøl og høre resultatet af håndboldkampen – på kontoret havde vi vædet om udfaldet (jeg vandt). Jeg drak to øl, mens jeg fik en sporadisk snak med tjeneren, som på Oxen havde arbejdet sig op fra opvasker til kok, glædede sig til at skulle en måned til USA med pub-ejeren og drømte om at åbne sit eget sted nede ved havnen. Da jeg kom tilbage til hotellet mødte jeg hotel-mutter, der var ved at lægge nøglen til frontdøren under en urtepotteskjuller på trappen. Hun fortalte at bysladeren sagde, at min pub var byens narkosted.

Næste dag tog jeg en taxa ad helvede til for at se Dacabos opførsel af forum-teaterstykket “Forandring fryder”. Kammerstykket om tre fabriksarbejderes problemer med at gå over til teamwork, var ikke den største kulturelle oplevelse i mit liv. Men teaterformen, der viser et problem og inddrager publikum i løsningen, passer til vores projekt. Endelig kunne jeg så tage hjem – en lang togtur med dåsecolaer, chokolade og Jonas T. Bengtssonss socialkradser af en velskrevet roman med langsomt stigende suspens, “Submarino”.