Hun skubbede en indkøbsvogn langsomt ned gennem gangen med pastavarer, bag hende kom en surmulende yngre teenage-pige, der så ud til at stå ved en korsvej hvor hun med ungdommeligt sløvsind overvejede, om hun skulle blive storbypartisan og sprænge varehuse i luften eller satse på at blive skolens vamp med stram stumpet trøje. Da moren så mig lyste hende ansigt op i gensynsglæde.
Enkelte af mine hjerneceller, som bar på en stump af minde om hende, flagrede med sine axoner og viftede med febrilske dendritter i håb om at komme i kontakt med andre celler, hvor de kunne finde supplerende oplysninger. Men der var intet at få fat i. Otte års epilepsi havde udslettet et hvert brugbart minde om hende.
Vi hilste på hinanden. Ja, det var pudsigt at vi skulle støde på hinanden her. Ja, det var godt nok nogle år siden. Ja, jeg boede ikke så langt her fra. Ja, jeg var gift – ligesom hende. Og hvad laver du så? Måden hun talte på, hendes blik og smil og de små glimt af erindring, der dukkede op, overbevidste mig om, at vi en gang havde været kærester eller noget lignende.
Men min mund kunne ikke huske smagen af hendes køn, mine øjne kunne ikke huske om hun havde fregner på brysterne, mine fingre kunne ikke mærke følelsen af hendes hud eller fornemmelsen af hendes fyldige, glatte hår mellem fingrene. Og min epileptikerhjerne anede ikke, hvem hun var!
Jeg har stået i den slags situationer før, så jeg har lært, hvordan man fører en varm personlig samtale med mennesker, man reelt ikke kender. Så, bortset fra at hendes datter kede sig, gik det fint.
Det er otte-ti år siden jeg blev anfaldsfri, og de fleste af mine intellektuelle færdigheder er blevet genopbygget og mange erindringer er blevet restaureret, men miderne mangler krydderi og smag. Jeg har fx været i Rom. Men for mine erindringer kan det være lige meget, om jeg rent fysisk har stået på Avenue des Champs-Élysées og set bygningsværket Napoleon fik rejst for at hylde sin krigskunnen, eller om jeg bare har set et postkort med Tiumfbuen.
Hej Per
Dit indlæg rammer mig lige i hjertet! Jeg har selv flere gange oplevet at skulle hilse på folk jeg burde kende, men som epilepsien har slettet minderne om samt at have ferieminder o.lign. som ikke længere har noget krydderi. Mine anfald startede i midten af halvfemserne, da jeg var omkring 20 år gammel, siden har jeg ikke været anfaldsfri!
Jeg har været i behandling med alt! men ikke noget som har hjulpet til anfaldsfrihed. Jeg har for nyligt oplevet et voldsomt “hukommelsesanfald” som slettede mine minder om div. lang tid tilbage, de er dog delvis vendt tilbage nu et halvt år senere, men flere minder mangler krydderi som du selv skriver! Jeg har oplevet disse hukommelsesanfald et par gange tidligere ofte i forbindelse med stress/pres store omvæltninger/beslutninger. Jeg har læst på Odense Universitet (1 semester) med et fint resultat, men jeg var så plaget af anfald og af ikke at kunne huske at jeg stoppede og flyttede hjem. Den ro dette gav mig hjalp på hukommelsen og koncentrationen… Og jeg kunne blive ved!
Hvilken medicin har gjort dig anfaldsfri - hvad har du selv kunnet gøre? Håber du har nogle gode erfaringer! Mvh Tanja
Tanja, tak for din kommentar!
Det er 10 år siden, at jeg blev anfaldsfri, men jeg tør ikke blive trappet ud af min medicin - Lamictal (lamotrigin) og Rivotril.
Når jeg fik voldsomme anfald, var det som at bundproppen blev hevet ud af en håndvask fyldt med viden, og måneders intelektuelle anstrengelser røg ud i kloarken, og jeg måtte begynde forfra på min indsamling af viden.
Jeg har altid brugt at læse - ikke kun for fornøjelsens skyld, men også for at træne hukommelsen og indlæringsevnen. Hvis det var fagbøger lavede jeg æselører, notitser i margen, understregede tekst, skrev opsumeringer på titelbladet osv - alt hvad der kunne hjælpe med til at huske indholdet. Af og til gjorde jeg det samme med skønlitterære bøger. Jeg lavede gule sedler og huskekort. Når jeg bladrede i billeder så jeg ikke bare på dem, men prøvede at huske personernes navne og anden fakta fra billedet. Jeg læste eller så lettilgængelige populærhistoriske og -videnskabelige artikler og tv-programmer for at få genopfrisket skolelærdom og samtidshistorie.
Flere af disse huske-øvelser gør jeg stadig - bare ikke så intenst som tidligere. Jeg tager fx også mange noter til møder for at føre det, der bliver sagt, gennem systemet en ekstra gang. Jeg blogger om ting jeg oplever - men ikke så ofte som jeg burde og gerne ville. Jeg afprøver min viden og holdninger i diskussioner med venner. Læser aviser og ser nyheder for at følge med. Og jeg foretager mange andre lignende småborgerlige hygge-intelektuelle sysler, som alle andre også gør. Men når jeg gør det, har det altid en ekstra dimension: Det er bevidst kognitiv træning. Det kan nogen gange sammenlignes med at jogge - motionister løber ikke for at komme nogen steder hen; løbet er målet i sig selv.
Jeg er intelektuel forfængelig, og har heldigvis genvundet det meste af det tabte. Men jeg vil altid have en begrænset paratviden, altid stå med viden der ligger lige på tungespidsen og ikke kan komme vidre, og jeg vil altid tabe i TP
Per
Tak for dine råd, det er rart at vide hvilke hjælpemidler som har hjulpet dig til at kunne genopfriske viden.
Jeg tror jeg vil forsøge mig med at skrive en smule dagbog hver dag, så hver dag “kommer igennem systemet” en ekstra gang via noter. Så brænder din sig forhåbentlig bedre fast, og jeg vil altid kunne finde tilbage og forhåbentlig lettere kunne restaurere minderne!
De gamle fotoalbums er jeg igang med, men den mere intellektuelle træning må jeg nok vente nogle år med.
Hvordan er det lykkedes dig at genvinde gamle minder, f.eks. fra ferier? Er de langsomt kommet tilbage - eller har du måttet genopfriske dem så godt du kunne, - eksempelvis via billeder?
Må jeg spørge hvor meget lamictal og rivotril du får?
Egentlig er jeg også ret intellektuelt forfængelig, har en kortere videregående uddannelse, og har altid læst meget, men jeg har lige nu også en lille datter på 8 uger, og en søn på 2½ - det giver ikke megen ro til fordybelse! Tanja