Arn

Filmanmelderne har ikke sendt “Arn – Tempelridderen” til skyerne båret af et fyrværkeri af stjerner. Men der er dog ikke nogen, der har nænnet at slå filmen med skandinaviens største budget ihjel. Det burde de. Eller i det mindste burde nogen have opsøgt instruktøren Peter Flinth med et tæskehold.

Filmens grundhistorie er enkel: På grund af intriger, onskab og forrædderi bliver Arn sendt til det hellige land som tempelridder, hans elskede Cecilie bliver sendt i kloster, og hans barndomsven Knut bliver sendt i landflygtighed. Det er lyder som en film, hvor man bare klipper frem og tilbage mellem de tre spor og betages af storslåede ørkenslag, lever sig ind i et menneskeligt drame hvor kærligheden overlever klosterets pinsler og spændt følger en forvist kongesøns vej tilbage til tronen via intriger og snigmord. Og hvis alting skal ende lykkeligt, skal Arn overleve kampene om Jerusalem, hans elskede skal overleve den onskabsfuld abeddisse og vennen erobre tronen – og alt sammen skal være på et hængene hår og alle veje skal være fyldt med forhindringer og fristelser. Sådan. Hvor svært kan det være?

I “Arn” ser vi desværre kun 15 minutter med Arn som tempelridder, Cecilies pinsler får vi et par enkelte glimt af, og Knuts erobring af tronen går vores næse og øjne forbi. Og det hele foregår uden scener med drama eller suspens.

En naturligt spørgsmål er: Hvad fanden forgegår der så i de to timer og tyve minutter filmen varer? Der går en time med at lære Arn at være tempelridder, der går en halv time med at Arn og Cecilie rider rundt i løvskoven og er forelskede, og spredt over filmen bruges en halv time på at personer sidder med foldede hænder og kigger bedende op mod kors og jomfrufigurer.

“Arn”s største fejl er, at den gerne vil være en filmatiseing af Jan Guillous bøger og vise livet i middelaldderen, berette om grundlæggelsen af Sverige, afsløre kristendommens hykleri, fortælle en drabelig og romantisk ridderhistorie og prædike religiøs tolerance. Men fuck Guillous! Når man er begrænset af Flinths middelmådige talent og af små skandinaviske budgetter, så skulle man have taget titlen og nogle personer fra Guillous bøger, men nøjes med at lave en romantisk ridderfilm, der foregik i middelalderens Sverige og Jerusalems religiøse heksekeddel.

Det ligger lige for at sammenligne “Arn” med Ridley Scotts “Kingdom of Heaven” (2005), hvor det er Orlanda Bloom, der er ridderen, som må forsvarer Jerusalem. I “Kingdom of Heaven” går der 15 minutter, så er det hele igang. Med store slag, ærefulde riddere, kærlighedsdrama og hofintriger forkyndes det politisk korrekte budskab, at kristne og muslimer burde respekterere hinanden og ikke slås om meningsløse mursten i Mellemøsten. “Kingdom of Heaven” er ikke noget mesterværk, men det er godt håndværk. “Arn” er ikke godt håndværk – det er meningsløst hærværk.