Når Himmelhunden gør

Jeg havde fødselsdag kort før jul. Det er underligt pludselig at nå op i den alder, hvor det første ens kone siger til en om morgen på ens fødselsdag er “Tillykke – og nu bliver vi altså snart nødt til at planlægge, hvad vi skal gøre til næste år!” Og om aftenen – uden at have tænkt over det – har man pludselig lyst til at sidde med brunternede sutsko og slumretæppe og spiser Werthers Ægte og ser TV Charly. Og på bodegaen vil man snart gå med slæbende skridt, man ikke længere selv er herre over, hen til jukeboksen og vælger Teddy Edelman og “Himmelhunden”. Og man vil hellere stå og trække i den en-armede end stå ved baren og banke tequela-shots ned i disken. Og uanset hvad man får til middag, så synes man at der skal være syltede agurker og rødbeder og mere tyk sovs til. Og man synes at man kan huske Stauning personligt. Og man føler trang til at stemme på Dansk Folkeparti for at sikre ældrechecken. Og man holder op med at købe tøj i Magasin og hos Dressman og står i stedet hos Tøjeksperten og overvejer for alvor, om man ikke burde købe en kasket og en slipover og brun vindjakke. Og unge mennesker larmer. Og der er for få siddepladser i bussen. Og alting går for hurtigt – i sær tiden.

Man begynder også at lytte til Cd’ernes tekster på en anden måde. Der er Beatels, der spørger “will you still fead me, will you still nead mee, when I’m 64″. Og der er Gnags der synger nummeret “Når jeg bliver gammel” og får pensionisttilværelsen til at lyde som en bondsk udgave af budhisme. Og der er Dr. Hooks hygge-pædofile nummer “I got a couple more years on you baby, thats all”. Og der er hele Georg Michaels smukt producerede CD med titlen “Older” der stiv pop-potens pakker alderdommen ind i vellyd. Men jeg holder mig nok alligevel til Bryan Adams og “18 till you die”

Af Per Vad