Jeg har fået nok af havegrill
Skrevet af ordgas på juni 13, 2006
Jeg har fået nok af grill. Jeg har fået nok af fantasiløse haveejere, der som en sommerpsykose altid siger ”kom ud i solen, så skal vi rigtig grille”. Jeg har fået nok af sprængte knækpølser, kullede sparreribs penslet i egen opskrift, stakkels steaks, der er brændt tør for fedtmarmorering, og kulstøvede sølvpapirspakker med bagekartofler, hvor man skal grave den smagsforladte kartoffelmasse, der har konsistens som moden avocado, ud af dens sorte stive kartoffelskræl. Og til kartoffelmassen og majskolberne er der smør, som i anledning af årstiden er rørt op med hvidløg og persille – smør er øjensynligt festligere, når det har grønne prikker og en grålig nuance. Smørret skal selvfølgelig smelte ud over maden, hvilket ikke er noget problem, da det stort set er smeltet i forvejen.
Men en af de gode ting ved grill er, at det er okay at flyde ud og drikke sig snalret i rødvin eller kolde dåseøl, mens man snakker om vejret, staudebedenes tilstand og planerne om at bygge ud så der bliver plads til snotungen, der det meste af aftenen har ligget og hylet med jævne intervaller i barnevognen.
Men det vigtigste – og bedste og det, der alligevel redder dagen – er, at man ud over bordfæller som myg, bladlus og edderkopper også er i selskab med sine venner. Det er kvalmende banalt. Men det er vigtigt og dejligt at holde strømmen i de sociale kabler løbende, så man altid kan få genopladet sine batterier og holde sig kørende.
Og når alt kommer til alt, så har stenbrofyrer måske alligevel godt af at komme ud og se på lidt græs og grillgløder en gang imellem.



Jan Hoffmann sagde
Hej Per,
Du må ikke hidse dig op over grillmaden – for du har helt ret, når du konkluderer, at det ikke er det, som det handler om. Hovedidéen med grillmaden er, at ligegyldigt resultatet, så er der en undskyldning for at dyppe det i ketchup.
Og selve grill-ritualet: Det er jo ikke det at grille, som er vigtigt. Det er vigtigt, at stå ved siden af grillen med en kold øl og prikke til kullene, der står i meterhøje flammer fra de mange liter af tændvæske, de er søppet ind i.