En dag med racekatte

Det var selvfølgelig hustruens ide – som hun havde fået ved at bladre i en tilfældig udgave af Vesterbro Bladet – at vi skulle besøge den Internationale racekatteudstilling 2009 i Frederiksberghallerne.

Udstilligsgang, lille kat, dommeren voterer

Hallerne lugtede af dyrskue og støv. Og arrangørerne havde øjensynlig hentet inspiration fra persiske markeder og mellemøstlig byplanlægning. I snævre gange, tæt befolket med et mylder af overvægtige koner, ældre på efterløn, familiebander med katte-rygmærker, handicappede og børn og bøsser, stod katteburene op ad hinanden med præmiepokaler, indrammede billeder af kattenes familie og tilfældigt skrammel på taget og havde næsten alle sammen en beklædning og et interiøer, der ledte tankerne hen på boudoir og tyrkiske festlokaler.

Inde i burene var katte af alle racer.  Mine yndlinge er fx bengal med den familievenlige udgave af leopardpels, de vildkat-orange abyssinere og selvfølgelig britisk korthår, der er levende Whiskasreklamer.  Sorte bombay, der er som avlet til brug for gyserfilm og sataniske messer, er selvfølgelig også flotte.

Til gengæld har jeg det svært med racer som russian blue og blå britisk korthår, hvor den tætte, korte støvgrå pels får mig til at tænke på småborgerlige bløde væg til væg-gulvtæpper i Dansk Folkepartis kernevælgeres jyske forstadsvillaers vinkelstuer.

Og jeg har det meget svært med de langhårede racer. Uanset om det er hårdføre norske skovkatte med sejt ansigtsudtryk og vind- og snetæt pels eller perserkatte, der med indsunket ansigt og filtret lang pels, ser ud som en skovkat vasket på forkert program. Ligesom jeg har det svært med deres modsætning: Den skaldede sphynx, der ligner en krydsning af en flået siameser og ET – hvilken pervers person har fundet på at avle videre på disse gruopvækkende og grinagtige skabninger, der stammer fra en muteret killing født i Ontario i 1966? 

I et par af burene var der avlede huskatte med papir på, at de i flere generationer var ubesmittet af gener fra racekatte. Da de besøgende skulle stemme på udstillingens sødeste kat, gik hustruens stemme selvfølgelig til en huskat, der så ud som en forædlet stamtavleudgave af vores egen rødstribede Firefox-logo-lignede huskat.

De autoriserede dommere var kraftige kvinder i trøjer med dårlig pasform eller fimsede mænd med farvestærke skjorter, der vaskede hænder i en særlig lotion mens bordene blev sprayet, før næste kat kom frem og fik bedømt pelsens glød, kroppens harmoni og ansigtets udtryk, der blev forstærket med en fjerklædt pind som dommeren, med gestik som en parodi på en indretningsarkitekt, viftede foran katten.  Hvem der vandt, og hvem der blev nummer to og tre betød i sidste ende ikke så meget, for alle kendte hinanden fra talrigre tidligere stævner, hvor de skiftedes til at få den billigt udseende, guldfarvede pokal.

Efter en tur rundt i standene for enden af hallerne, der solgte alt, hvad et katte og katteelskeres hjerter kunne begære af foder, sanitært udstyr, skønhedspleje, helsemidler, legetøj og ekstravagance, hvor hustruen købte et par æsker lækkerbider, baldrian bolcher, en lille æltepude og noget Catnip Spray, gik vi op i Frederiksberghallernes cafe. Og i solskin på terrassen med udsigt til boldbanerne, hvor grupper af børn og voksne løb rundt i dovent tempo og skød på mål, fik vi en club sandwich og hhv. en fadøl og en cola light.

En dejlig dag, hvor hustruen atter viste, at hun er god til at finde på udflugter.

Af Per Vad

Hyldest til zombiefilm

Hvor hurtig og sej må en zombie være? Det spørgsmål deler fans af denne nekromantiske, post-woodoo-dyrkende horrorfilmgenre, hvor de u-døde går rundt med blod på tøjet, trevler af menneskekød mellem de rådne tandstumper og indvolde hængende ud af store skudhuller.

Spørgsmålet er bl.a. aktuelt i forbindelse med de to zombiefilm, jeg har set under CPH:PIX filmfestivalen, ”Wasting Away” (’07) og ”Død sne” (’09)

Filmhistoriens første zombie var i filmen ”White Zombie” (’39) med Bela Lugosi. Men den første zombiefilm, som vi kender og elsker dem, var George A. Romeros ”Night of the Living Dead” (’68).

 ”Night og the Living Dead” introducerede tre vigtige ting, som er kendetegnende for genren.

"Dawn of the Dead", "I Legend", "Død sne", Wasting Away"

1) Zombiefilm er civilisationskritik, der viser, hvor selvdestruktive og dårlige vi er til at samarbejde, når lokummet for alvor brænder. De civiliserede mennesker slås indbyrdes, og i filmens slutning skyder det indifferente oprydningshold den sorte helt, der har holdt zombierne stangen hele natten. Og i alle zombiefilm siden har skænderier, der får råberiget i det britiske og andre primitive parlamenter til at ligne talkshowet Meyerheim, ført til svig og drab.

Civilisationskritikken har i senere film fået en tand til i retning af reel samfundskritik, hvor det ofte er menneskeskabte ting så som giftgasser, virus eller radioaktivitet, der sætter tingende i gang.  Og ofte vokser zombierne så voldsomt og hastigt i antal, at det når apokalyptiske dimensioner – fx i ”Dawn of the Dead” (’78 og ’04), ”28 Days later” (’02) og ”I legend” (’08).    

2) ”Night og the Living Dead” er også introduktionen til det totalt nihilistiske univers, som zombiefilm viser mere uforfærdet end andre genrer. Her er ingen gode og onde. Her hersker det allermest primitive overlevelsesinstinkt i form af raseri og blodtørst.

3) Filmen giver også opskriften på, hvordan man slår zombier ihjel: “If you have a gun, shoot ‘em in the head. That’s a sure way to kill ‘em. If you don’t, get yourself a club or a torch. Beat ‘em or burn ‘em. They go up pretty easy,” forklarer den seje, erfarne overlever, der søger tilflugt i negerens bolig. Den sandhed er blevet udnyttet med større og større fantasifuldhed op gennem zombiefilmenes historie og har givet mulighed for at udsplattede kroppe, der er blevet skudt med dobbeltløbede haglgeværer, spiddet med spyd eller spidse kævler, skrællet med plæneklippere eller flænset op med motorsave, kan rejse sig op med deres ødelagte lemmer hængende og dinglende i nerve- og muskelstrenge og vade videre gennem de voksende blodpøle på jagt efter en mundfuld frisk menneskekød, indtil nogen smadrer deres hjerneskal.

Men så er der det med diskussionen om zombiers tempo og porøsitet. I ”Night og the Living Dead” er zombierne lettere forrådnede skabninger, der langsomt og usikkert stavrer af sted med døde øje, blågrå ansigter, luvslidt tøj og hud der hænger i laser. Og sådan skal en ægte zombie se ud, mener nogle. Mens vi er andre, der har det fint med, at zombierne i nyere film som ”28 Days Later”, ”I Legend” og ”Planet Terror” (’07) er noget mere adrætte og har en lille smule tankevirksomhed.

De to film fra KBH:PIX festivalen er begge selvironiske zombiefilm, men tilhører hver sin skole, hvad zombiehastighed angår.

Den britiske ”Wasting Away” viser tingene fra zombierne synsvinkel. To unge par bliver u-anende forvandlet til zombier med fordærvede kroppe og langsomme kluntede bevægelser. Og de forstår ikke, hvorfor alle mennesker øjensynligt er blevet smittet af en virus, der får dem til at fise rundt i lyntempo, tale med Mickey Mouse-stemme og enten flygte skrigende bort eller helt uprovokeret prøver at slå dem ihjel.

I den norske ”Død sne” er den deling nazister, der efter et halvt århundrede bliver vækket fra deres grav i den norske fjelde, særdeles adrætte og har et større mål end bare at æde unge mennesker på hyttetur. Hvis der er nogen retfærdighed til, så kommer ”Død sne” i dansk biografdistribution og bliver en skandinavisk kultklassiker.  Ud over unge på hyttetur, gys, mange hektoliter blod der sprøjtes ud over den hvide sne og de frostgrå træer, heftig sex på et udendørs das, en yngling med en motorsav samt indvolde der vælter ud af både zombie- og menneskekroppe, så har den masser af ægte humor.

 ”Wasting Away” tilhører grenen af zombiefilm, hvor civilisationskritikken bl.a. kommer til udtryk ved, at det er giftaffald fra militærvidenskabelige eksperimenter, der skaber zombierne.  Mens ”Død sne” tilhører grenen, hvor det er det dannede menneskes manglende respekt for historien, naturen og døden, der – ligesom i ”The Evil Dead” (’81) – vækker zombierne.

En titel som ”Død sne” er måske ikke det mest opfindsomme – den er nogenlunde på niveau på med titlerne på de svenske femikrimier der er på mode blandt Politikenlæsere – men der findes mere hjernedøde titler. Der er fx. “Day of..”, “House of ..”, “Land of..”, “Forest of ..”, “Diary of..”, “Shawn of..” og ”Dawn of the Dead”.  De fantasi- og poesiforladte titler viser, at vi zombiefans ikke er på jagt efter intellektuelle udfordringer. Vi vil se blod.

Af Per Vad

Tre dage i Berlin

Berlin er en skøn by, man burde besøge en gang om året. Berlin er byen med de tusind apoteker og meget få hæveautomater. Det sidste er et problem, da de færreste restauranter og mange mindre butikker ikke tager visakort.

Når man bevæger sig rundt i Berlin, kan man tage en tur med bus 100 eller 200, der kører forbi de fleste af byens seværdigheder og vigtigste alléer og kan spare en for en del vabler. Men det meste af transporten foregår via S- og U-banen. På Alexander Platz station – og andre af undergrundsbanens store stationsområder – er der et fascinerende folke- og butiksliv, der matcher et middelstort dansk indkøbscenter med butikker, der kunne være hentet fra Strøgets billige, klistrede ende. I undergrundsbanens butikker og fastfoodsteder kan man bl.a. finde bevis for, at Berlin er en billig by – Otte kr. (1,40 euro) for en karrypølse og en cola samt gratis kaffe. 

Alexander Platz, Molecule men, Potsdamer Platz, Brandenburger Tor

Efter nazisme og krig og kommunisme er byen genopbygget, restaureret og nyopført i en grad at de risser og hudafskrabninger og ar og åbne sår, som historien efterlader i alle byer, de er i Berlin pudset op som hos en Hollywood has-been med brystimplantaltioner og kit i rynkerne, så den på overfladen er som ny. Det betyder, at der er masser af dristige, moderne arkitektur, der overgår vores Ørestad og havnefront. Det betyder også, at den på overfladen virker historieløs. Men hvad bygningerne ikke længere afslører, det kan ses på museer og ved avantgardistiske mindesmærker. Fx det højtprofilerede Denkmal für die ermordeten juden Europas, der er en 19.000 kvadratmeter stenmark med søjler i størrelser, der vokser fra gravstenslignende granitblokke til høje monolitter placeret i rette linjer langs skrånende og bakkede gange. For de historiebevidste er det et monument der vækker tanker og følelser. For børn og kåde teenagere er det en uimodståelig legeplads, hvor man kan hoppe fra sten til sten. For kørestolsbrugere er det – som det meste af Berlin – 100 % utilgængeligt. Et kort stykke der fra står mindesmærket for naziforfulgte homoseksuelle. En stor grå klods på størrelse med et vagtskur med et vindue, hvor i gennem man kan se en lille film med to unge mænd der kysser hinanden. Effektivt og modigt.

Byen og landets blakkede historie møder man især på museerne. Vores favorit var det lille overfyldte DDR museum med begejstrede besøgende, der nød det kærlige, udleverende portræt af DDR og gik rundt og åbnede låger og trak skuffer ud for at se kitsch fra den socialistiske bonde og arbejder republik: FDJ-skjorter, kaffe der nærmest var müesli med kaffebønner, kradsende toiletpapir der bl.a. blev brugt når alle børnehavebørnene sad på ræd og række på de faste pottetidspunkter, medajler som fx blev givet til de hårdtarbejdende byggearbejdere, der med stolthed rejste klonede betonghettoer, varer som var ubehjælpelige efterligninger af vestlige ting, en medlytter ved efterretningsvæsenets lytteudstyr og et besøg i en almindelig østtysk dagligstue med grimt tapet, lyseduge, teaktræ, slidt sofa og en kasse af et tv – i det hele taget så det ud som om DDR kulturelt var en republik fanget i et mareridt fra 70’erne. Men ved stranden slog borgerne sig løs og sprang rundt og nød nudismens nøgne frihed. 

DDR-museets virkemidler var simple, men effektive. Jüdisches Museum Berlin var et ex på, hvad man kan få ud af at bruge hele museumspædagogikkens klaveriatur – fra arkitekturen over trække-skuffer-ud og illustrerede personhistorier fortalt ud fra et par artefakter i en montre til computere med touch screen. Ud over at fjerne myter og fordomme om den jødiske religion og dens traditioner, så var museets pointe, at selvom det aldrig har været nemt at være jøde, så har mange store jødiske personligheder bidraget væsentligt til Tysklands og verdens økonomiske, videnskabelige og kulturelle udvikling. Det er ikke nogen ny historie og mange mindretal kan fortælle den samme historie – hvis de havde råd og kulturradikal opbagning.

Det er dog ikke alle historiske ting, der er forsvundet fra bybilledet. For at give plads til Hitlers mange parader blev den brovtende, 67 m høje hyldest til 1864-sejren over danskerne, Siegessäule, flyttet fra pladsen foran rigsdagsbygningen til midt ude på Groser Stern, hvor man skal gennem dunkle fodgængertunneller for at komme ud til det imponerende monstrum. Sejrssøjlen er ikke uberørt af krigen – man kan se talrige skudhuller i de forskellige relieffer. En anden rest af fortiden er bomberuinerne af Gedächtniskirche, hvor det ødelagte tårn står som en løftet pegefinger og advarer mod krig og ødelæggelse. Og uanset hvor man er i Berlin, kan man se det tidligere Østberlins fjernsynstårn – 365 m politisk penismisundelse. Når solen skinner på det, former der sig et lysende kors på tårnets kuppel; uden held forsøgte kommunisterne i årevis at fjerne den uforudsete og uønskede dekoration. På Potsdamer Platz er der nogle stykker mur tilbage; ellers er Berlinmuren markeret som en dekorativ linje, der går hen over pladsen og lidt ned ad gaden. Men i de østberlinske kvarterers fodgængerfelter er det stadig ampelmann’en – og ikke bare et grønt eller rødt signal – der fortæller om man må gå eller skal stå.

Ampelmann eller ej, så gik vi med en Marco Polo-guidebog fyldt med æselører, understregede afsnit og et krøllet og flosset toglinjekort på opdagelse i Berlin: Bl.a. Brandenburger Tor, Unter den Linden, Potsdamer Platz, Alexander Platz, Verdensuret, Sony Center, Berliner Dom, Deutsches Historisches Museum, Molecule Men, turistbåd op og ned ad Spree, Kaufhaus des Westens, udskænkningssteder med Berliner Pils, Zoologisher garten der rummer en imponerende abesamling og isbjørnen Knut, der er en dysfunktionel bamse, som blev opfostret af mennesker og er vokset op som berlinernes kæledække samt et akvarium, der grænser til en verdensomsejling under havet. Og ved dagens ende sluttede vandreturene ved lidt kuriøse spisesteder anbefalet af guidbogen: Henne med masser af atmosfære, et brev fra Kennedy på væggen og en saftig grillkylling med sprød, knasende skind som stedets specialitet. Og Toca Rouge med interiør med fast food-look, Mao på facaden og et dejligt asiatisk fusionskøkken. 

Man kan se billeder fra turen: http://www.flickr.com/photos/pervad/    

Af Per Vad

Foråret, generalsekretæren og selvbedraget

Foråret og Fogh som Nato-generalsekretær er fint, siger mange. Desværre, jeg må drysse malurt i bægeret, spytte i øllet og pisse på brættet, for intet af det er fint.

Det er ikke blevet forår, og der er længe til at foråret får fat, og cykelpigerne tager korte toppe på, der krymper lidt op, når de bøjer sig ind ove styret, så man kan se deres tre år gamle keltiske tatovering hen over lænnen.  Dét er løvspring. Det er ikke forår bare fordi sneen er smeltet, og en frygtløs blomst stikker hovedet op for at rekognoscere, og der mellem byens tage kan høres skrabben fra en flok CO2-desorienterede fugle.

Forår, Foghs diplomatiske evner, en nato-soldat.

Og hvad Fogh angår, så er hans sandsynlige afgang til nato hverken godt for Danmark eller for fred på jorden. Ingen uden for Holland kender eller interesserer sig for Jaap de Hoop Scheffer, der er natos nuværende generalsekretær. Og fogh vil få samme status som den ligegyldige, oversete hollandske mødevært. Det er nato-landenes statsledere, der bestemmer, hvad nato skal mene og gøre. Generalsekretæren skal blot sørge for, at der er frugt og mineralvand på bordene, når magtfulde internationale politikere mødes. Der efter skal han rejse rundt og repræsentere de andres holdninger og muligvis yde et bidrag til den fredelig stemning ved at byde ind med lidt diplomati.

Hvad har gjort Fogh værdig til den stilling? At tilbringe otte år på skødet af Bush med hovedet oppe i røven på Pis Kjærsgaard giver ikke et globalt udsyn. Og har han egentlig særlige store evner inden for international forhandling og diplomati? Han var vært, da EU blev udvidet til 27 lande.  Men alle vil have østlandene med, og alle østlandene ville med, så det var en opgave, der i sværhedsgrad minder om at være ekspedienten, der skal åbne varehusets døre til et januarudsalg med køtilbud. Tyrkerne var den eneste udfordring på det møde, og det klarede Fogh så godt, at de har hadet ham lige siden.

Hans anden inernationale udfordring var Muhammed-krisen. Alle så ham hændervridende sidde i mellemøstlige tv-programmer og uden held prøve at rode os ud af suppedasen og igen få gang i salget af tørmælk til de arabiske husmødre. Det lykkedes så godt, at muslimer verden over har hadet os lige siden.

Hans tredje udfordring var krigen i Irak. Jeg vil undlade at sige noget om den bedrift – men styrket vestens fredsimage og spredt tænk-før-du-skydder-filosofien har den vel ikke.

Fogh er ikke kvalificeret til at være generalsekretær for nato, og han vil give alliancen problemer. (Noget helt andet: Hvis Fogh bliver nato-generalsekretær, så har han løjet om formålet med sine mange rejser. Og han har brugt sin arbejdstid på at surfe rundt på Stepstone og Mercuri urval efter gode stillinger. Og han har på skatteydernes regning fløjet rundt til jobsamtaler. Det må da være en sag for rigsrevisionen?)

Når han bliver generalsekretær, så vil det gøre det nemmere for venstrefløjen at vinde magten her hjemme, tror nogen. Nej det vil ikke! Det kan godt være, at en lille buttet bøllespire med en næsten autistisk evne til at huske tal vil være et nemmere modstander for den ranke Helle Thorning og den lune Villy, men jeg tvivler. Og det kan også være lige meget. Fuck finanskrise, vækstpakker, omsorg for velfærden og Villys vittigheder. Folketingsvalg i Danmark afgøres på indvandrer- og skattepolitik – med andre ord på snæversyn, selvtilstrækkelighed, frygt og egoisme. Når vælgerne står i stemmeboksen, spørger de: Hvis jeg stemmer på S eller SF, bliver der så større problemer med indvandrene og skal jeg betale mere i skat? Og uanset hvad Helle lover, så bliver svaret et ja. Og så vil de alligevel hellere have socialliberal take away end solskin over Gudhjem.

Politik i Danmark er en værdikamp, og indtil vi kan overbevise dem om, at vores værdier er bedre en VKOs, så bliver det aldrig forår. Ærgerligt for jeg savner cykelpigerne.

Af Per Vad

Op i røven med Mellemøsten

Nu slås de igen i Mellemøsten. Og når valget i Israel er overstået og en endnu mere psykopatisk højrefløj er kommet til, vil der for alvor flyde blod ned ad verdens tv-skærme. Og der er sket noget frygteligt: Jeg er blevet ligeglad – og jeg er sikkert ikke den eneste.

Krigen i Gaza, palæstinenserne, israelerne

Fordi Mellemøsten er og bliver uden for pædagogisk rækkevidde. Det er et sted, hvor kun målsøgende missiler og selvmordsbomber, når deres mål.  Det er sted, hvor der mere meningsløshed end i TV3s underholdningsprogrammer, mere sprøjtende blod end i directers cut-udgaven af The Texas Chainsaw Massacre. Det er et sted, der er mere nedslående end Danmarks kontraspil ved VM i håndbold og mere hadefuldt end en skilsmissesag hvor forældreretten står på spil. Jeg er blevet træt af Mellemøsten. Og jeg holder ikke med nogen. Både palæstinenserne og israelerne kan rende mig i røven.

Jeg kan huske en aften under landkrigen. Jeg sad og så på Lally Hoffmann der stod med sit vindblæste morgenhår og alkoholiker-look og rapporterede fra striden. Jeg ville ikke høre om Mellemøsten, så jeg zappede over på Animal Planet, hvor en dyrlæge var ved at foretage kejsersnit på en chihuahua. Da fire hvalpe var kommet til verden skiftede jeg kanal. Og så skete det. Jeg landede på slagmarken. Jeg røg ind i en debat på DR2, hvor Martin Krasnik kaldte en ophidset Maj Kaltoft fra Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening for idiot. Den anti-muslimske forfatter og rødhårede journalist var flankeret af Arne Melchior og en anden dansk jøde – jeg har aldrig hørt en jøde, der ikke var blottet for forståelse for palæstinenserne, og som ikke brugte al sin taletid på at forklare, hvorfor Israel er nødt til at myrde løs blandt sine naboer. 

Jeg tænkte, at Krasnik og hans jødelobby var idioter, ligesom Maj Kaltoft og alle de andre terrorsympatisører var idioter. Palæstinenserne og israelerne er idioter, tænkte jeg og forbandede dem alle sammen: Palæstinensere skulle have alt håret barberet af og dunkes på deres skaldede isser med en af Bush’s forlagte sutsko, og de skulle røvpules med en ornepik mens et jødisk mandskor med grimme kalotter stod og sang ”Halleluja, halleluja”. Og når jeg tænkte på israelerne fik jeg lyst til at tage til Auschwitz’ holocaust-museum for at finde lidt opmuntring. 

Jeg zappede over til TCM og så Fred Astaire danse sorgløst og forelsket rundt i en musical, jeg ikke kendte. Man kan ikke være vred, mens man ser musical. Så jeg blev hængende og så Fred Astaire danse, mens mens der kørte der Merkava kampvogne rundt i Gazas gader, og tørklædeklædte kvinder med forgrædte og sodsværtede ansigter knugede blodige børnelig ind til sig og hævede en knyttet næve mod himlen og kameraet og hele verden og råbte sætninger, man ikke behøvede få oversat for at forstå. Jeg så Fred Astaire danse, mens palæstinensiske teenagere proppede krudt i vandrør for at bruge dem som primitive raketter og andre palæstinensere smuglede større raketter gennem tunneller under skolegårde, så de – når der blev våbenhvile – kunne fyre dem af mod storbyer som Ashkelon, hvor de ville ramme fuldstændig tilfældigt. 

Det glæder mig, at nogen utrætteligt arbejder for en varig fred i Mellemøsten. Og jeg håber selvfølgelig, at der en dag bliver fred. Forhåbentlig inden vi alle sammen er blevet kynikere, der hellere vil se handlingsløse dansefilm end følge med i millioner af menneskers skæbne.

Af Per Vad

En hyldest til julen

Det ville være oplagt for en som mig at række julen ned, flå vatskægget af den, spytte den i ansigtet, knuse pebernødderne og klage over at det hele kommer så tidligt, at julen får præmatur ejakulation. Men jeg vil holde mig for ørene, mens Whams ”Last Christmas” runger i Nørrebro Indkøbscenter, se bort fra ugebladenes forsider med guides til den perfekte jul og træde hen over stakken med tilbudsaviser og reklamer, hvor den grimmeste er BRs billige papirhæfte med et mix af tarvelige og disharmoniske farver, hvor en øretæveindbydende garderhueklædt og psykotisk storgrinende møgunge præsenterer et rodet udbud af gaver. Og man får det ikke bedre, når man tænker på, at selv de mindste legetøjsgaver sælges i store uhåndterlige pakker, hvor en lille bil er præcenteret på et hult podium i en stor gennemsigtig montre, der er hæftet fast til en kæmpe papryg med reklamer for de andre ting i serien. Den slags gaver er umulige at pakke ind – ligesom det er vanskelig at pakke velgørenhedsgaver som en ged eller et abonnement på en negerdreng ind.

Krybbespil, gaver, juleøl

Nej, jeg må bevare selvkontrollen, give julen en chance og liste alle de gode ting ved julen op:

Julefrokoster. Risalamande. Furs Julebryg. At ønske det bedste for sig selv og andre. Tændte stearinlys. Synet fra gaden når man ser op på altanen, konen har smykket med gran og diodelyskæder. Gadeudsmykning med oplyste træer, der giver byens lysreklamer en ny og mere romantisk grundtone. Familiearrangementer. Händels Messias i Helligåndskirken. At tænde lyslamper på kirkegårdsgrave. At stoppe op ved nedgangen til Nørreport og tømme lommerne for småpenge til tiggeren med byens værste saxofonspil (især den selvgode følelse er værd at svælge i, mens man tænker på chancen for at de sænker topskatten). Stormagasiner på en tirsdag formiddag. Den kvindelige højtalerstemme der annoncerer tilbud på dametøj, oplyser at om lidt er toget fremme ved endestationen og gør kunderne opmærksomme på, at kasse syv også er åben. Julehilsner. Julegratiale. Juleferie. Fyrværkeriet der fra begyndelsen af december og frem til nytår spreder sig langsomt fra Københavns etniske kvarterer til forstadens villaveje. Smilene. Selvtilfredsheden og smagen af en shawarma efter at have købt gaver til to familier på en dag. Første juledag hos hendes familie. Julehilsner. Give nevøer og niecer et knus. Post med frimærker og håndskrevet adresse. Duften fra messedrengenes svingende røgelseskar. Julekrybber. Slik og småkager. Glög. Svinekød. Lillejuleaften med ”Life of Brian” på video og pizza i sengen sammen med konen. At få gavekort eller andre brugbare ting, man har ønsket sig (frem for resultatet af folks dårlige fantasi). Lyden af en taxidør, der lukker og holder kulden ude (det er ekstrafedt, hvis vognen har GPS, så man ikke selv skal guide den etniske chauffør frem til gader uden for København K). Når Muhammed nede i døgnkiosken ønsker en glædelig jul, selv om det intet siger ham og ingen ønsker ham godt på hans helligdage. Duften af gran når man krydser gennem hjørnepladserne med juletræssælgere. At stå hos en boghandler og bladre i mandelgave-bøger. Året der gik-programmer i tv. Hvis der er penge tilbage på kontoen, når måneden er omme. Og frem for alt: Når det er overstået.

Skulle man i anledning af højtiden af lyst til at få opsummeret sin bibelkundskab, så vil jeg anbefale, http://www.thebricktestament.com/, hvor historien er gengivet ved hjælp af legoklodser.

Hvis man skulle tilhøre gruppen af julehader, så er her en video:

Af Per Vad

Socialdemokraternes venstrefløj har fået et sexsymbol

Socialdemokraterne får dagligt nye medlemmer. Et af de nye medlemmer er Bodil Kornbek, der var ved at himle hos Kristendemokraterne og derfor slog korsets tegn for sig og gik over til os. Når Bodil Kornbek ruller sig ud med sin sunde, ærligt mente og rettidige sociale indignation, så minder hun om en iltert bjæffende chihuahua, der rystende af hidsighed er parat til gå i flæsket på en bulldog eller i det mindste lette ben op ad en venstremand. Den slags er – heldigvis – velkomment hos Socialdemokraterne. Men hun skræmmer ikke regeringsblokken, og hun truer ikke partilinjen. Det er noget andet med Pernille Rosenkranz-Theil.

Bodil Kornbek, Pernille Rosenkranz-Theil, oppositionspolitik, Pernille i fløjkrig

Jeg sidder i bestyrelsen for Socialdemokraternes 6. Kreds Utterslev. Selvom det bestemt ikke er en partipost, der giver mig anledning til at slå Tarzan-slag på brystkassen og famle min lille rynkede 50 års-penis frem og strint-pisse mit territorium af, så er det alligevel – organisatorisk set – en mere central og højere rangerende placering i partiet, end den nyindmeldte medlemmer, som fx Pernille Rosenkranz-Theil, har.

Pernille er faktisk ikke en skid. Hun kan fx ikke blive folketingskandidat før om tidligst to år (hvis hun skulle have lyst og hvis nogen vil opstille hende). Så hvorfor er partitoppen bange for hende? Hvorfor kan hun blive genstand for debat blandt partiledere på Christiansborg? Hvorfor mistænkeliggør partikollegaer som Christine Antorini og Mogens Lykketoft hende?

Fordi Helle Thorning og co. har en oppositionspolitik, der ikke længere kan holde sammen, og de har en skjult venstrefløj, der gerne vil se partiet gå i offensiven. Dele af partitoppen er bange for at den karismatiske, lidt frække Pernille Rosenkranz-Theil kan blive et sex-symbol for partiets venstrefløj, og fløjkrigene vil bryde ud igen.

I regeringsblokken er de også blevet forskrækkede. Hvis socialdemokraternes venstrefløj vågner og partiet formulerer nogle holdninger, der er anderledes end regeringens, så er der pludselig en opposition.

Pernilles skriver på sin blog, at hun kun er uenig med partiets linje på tre områder: Skattestop, 24 års-reglen og ØMU’en. Hun er fx, punkt for punkt, enig med partiets finanslovsudspil, der trods alt er et symbol på vores velfærdpolitik og rygraden i hele vores oppositionsstrategi.

Problemet er, at inden Helle Thorning Smith kom til var ca. halvdelen af partiet imod skattestop og den islamofobi, som 24 års-reglen er udtryk for. Så der er en venstrefløj, som har samme holdninger som Pernille Rosenkranz. (ØMU-modstanden får hun lidt sværere ved at finde opbakning til inden for partiet).

Socialdemokraterne støtter regeringens skattestop. Det har partiet kunnet gøre, fordi der var overskud på statens budget: ”Brug pengene til velfærd frem for skattelettelser,” sagde vi. Men på grund af finanskrisen vil der fra 2010 ikke være overskud på statens finanser, og så bliver det svært at fastholde et troværdigt skattestop. Og der findes en venstrefløj, der er parat til at sige til vælgerne: ”Vil du sidde tre uger i solen ved baren på et betonhotel i Alanya og få hudkræft og skrumpelever, eller kan du nøjes med fjorten dage og så betale lidt mere i skat og give dine børn en ordentlig uddannelse og dine forældre en rimelig pleje?”

Socialdemokraternes grundpiller er: Fællesskab er bedre end egoisme, vi har et ansvar over for hinanden, og vi har et særligt ansvar over for de svageste. Der findes en vestrefløj i partiet, som godt kan se, at partiets udlændingepolitik ikke kan balancere på de støttepiller.  Og venstrefløjen er ligesom Pernille imod – bl.a. – 24 års reglen. (Vi er i øvrigt også nogle EU-entusiaster der går ind for arbejdskraftens og kærlighedens fri bevægelighed).

Partiet angriber regeringen for at tage kvælertag på kommunerne. Men over halvdelen af Danmarks kommuner har en socialdemokratisk borgmester, så den aftale om udgiftsloft og skattestop, som regeringen har indgået med Kommunernes Landsforening er reelt en aftale mellem regeringen og Socialdemokraterne – Ritt Bjerregaard var den eneste borgmester, der stemte imod aftalen. Det er socialdemokraterne, der frivilligt har ladet sig fastfiksere på en politisk økonomisk galeanstalt, hvor lofterne falder ned i flager om øerne på børn i overfyldte børnehaver, hvor rotterne er de eneste der trives i folkeskolen, og ældre sidder i gennempissede bleer og selv prøver at pille cellofanen af den lunkne portionsbakke med færdigret. Der er en socialdemokratisk venstrefløj, som har fået nok af den politik..

Der er en venstrefløj, der synes, at Helle Thorning er blevet så slap i blæren, at hun bør gå med Tena Lady. Og de synes, at partiet er blevet for blegt og anæmisk. De vil gerne se blodet flyde – både i årene og i partigangen. De tidligere fløjkrige blev udkæmpet af folk som Auken, Lykketoft, Nyrup og Ritt. De dinosaurer er ufarlige. Men dele af partitoppen frygter, at en som Pernille Rosenkranz-Theil kan vække venstrefløjens slumrende kamptropper.

Af Per Vad

En neger-sejr og en splattet negerarm

”Det er en dens slags begivenheder, hvor alle kan huske, hvad de lavede på det tidspunkt – ligesom med månelandingen og 9-11,” sagde en overeksalteret kvindelig tv-kommentator, da jeg sent om aftenen hørte om Obamas sejrstale.

Jeg kan godt huske, hvad jeg foretog mig.

Mens Obama stod og talte om forandring og håb og bjergtoppe der skulle nås og lang vej endnu, da sad jeg på toilettet med tyndskid. Obama delte Kleenex ud til masserne og trak chokoladebrune silkebånd gennem deres øregange, mens et oversavet haglgevær blev affyret i min endetarm og sendte en eksplosion af beklumret væske og lort med substans som klatter af tynd grød ned i den renvaskede toiletkomme, hvor det nu dryppede fra balkonen og gled ned ad siderne. 

sindsstemning, morgen i NV, Bush og Foghs udenrigspolitik

I køkkenet skyllede jeg en håndfuld rivotril, lamotrigin, deprakine, multivitamin, kalktabletter og det hele suppleret med et par Imodium og Panodiler ned med den resterende sjat af noget look a like-juice, der havde passeret sidste salgsdato – kan vand med tilsætningsstoffer blive for gammelt?

Efter vask og tandbørstning stod jeg og betragtede mit ansigt i spejlet, mens jeg smurte creme ind i huden. Jeg havde overfyldte Bilka-poser under de røde sprækker af øjne og tydelige tegn på kalkunhud på halsen. Jeg kom til at tænke på Bob Foss i ”All that jazz”, der hver dag, hostende og hakkende, kæmper sig gennem et morgenritual med smøger, sprut, medicin og øjendråber. Og ligesom ham sluttede jeg af med at gestikulere med hænderne og proklamere til spejlet: ”It’s showtime!”

Avisbudet havde smidt vores avis nede foran gadedøren, og hen ad hele gaden kunne man se aviser, hvor disen var ved at ødelægge forsidebilleder af Obama.

Min kone har bestemt, at vi skal abonnere på Politiken. Men jeg valgte at hugge en Berlingske Tidende – den er lettere at læse i bussen, og jeg foretrækker god journalistik og interessante analyser frem for repetition af mine egne holdninger. Avisen proppede jeg ned i mappen og tog min lille billige med øreplugs der hele tiden falder ud-MP3 frem og lod gamle, vredsende, mavesure C V. Jørgensen-numre fylde mit hoved:

“Sidder på en bombe i et S-tog / og drømmer mig tilbage til dengang i de / ligeglade tressere hvor blomster var symboler / på de samme ting som bomber er i dag.” Jeg tænkte kort over sangens aktualitet, men nøjedes med at konkludere, at han ikke var særlig god til at rime, mens han fortsatte sine snerrende anklager mod middelklassen: “Det er logik for begyndere at det må gå  / som det går når de kommende generationer / drives til vanvid af dommedagsprofeter.”

Heldigvis er den periode af efteråret, hvor vi alle går med hænderne dybt begravet i lommerne og presser frakken ud af pasform, mens vi skuler til hinanden for at se hvem der først begynder at gå med vanter, forbi. Så jeg kunne roligt trække mine strikhandsker købt for 49 kr. hos Tøjeksperten på.  De fleste dag om året hænger der en sol lige over plejeboligerne på Tagensvej og skærer en ind i øjnene når man skal over fodgængerfeltet, men nu er månen oppe, både når man går og når man kommer hjem.

Da jeg nåede Hovedbanegården måtte jeg på toilettet igen. Mens tarmen blev tømt for en splattet negerarm tænkte jeg lidt over Obamas sejr:

At han er halvneger kan jeg ret beset være ligeglad med. Og jeg ønsker amerikanerne alt mulig held og lykke med en bedre sundhedsforsikring. Men det eneste der virkelig vedrører mig, er hans udenrigspolitik: Vil han kunne genstarte USA’s økonomi uden protektionisme? Er han interesseret i en klimaaftale der batter noget? Vil han stoppe den superreaktionære middelalderlige korstogs-lignende religionskrig, hvor vi med et miks af ekstrapansrede Leopard kampvogne og Pia Kjærsgaard på selvproducerende endorfiner prøver at presse kristne værdier ned i halsen på muslimer? Og hvad skal der blive af Fogh, nu hvor han har mistet sin eneste rigtige ven i hele verden?

Jeg tørrede mig med kælderlokummets lidt krassende toiletpapir og begav mig mod perron 7, hvor lyntoget ville bringe mig til Odense og Epilepsiforeningens landskontor. Om 13-14 timer ville jeg være hjemme igen – og Obama ville sikkert have sluttet sin tale.

”It’s showtime!”

Af Per Vad

Raquel Rastenni og finanskrisen

Det er først gået op for mig i dag: Der er en finanskrise. Festen er forbi. Send mariachi-musikkerne hjem, hent mørklægningsgardinerne frem, slip luften ud af luftkastellerne, skriv ”Ophørsudsalg” på alle ruder, tag Marx ned fra reolen, græd over den spildte mælk, find opskriften på søbemad frem, tegn abonnement på ”Vågn op” og vent på verdens undergang.

I over en uge er avisen ”udeblevet”, som det hedder (hvis ikke Politiken var den levende avis, ville det være naturvidenskabeligt umuligt for en stak papir at udeblive). Så uden at forstå, hvad der foregik har jeg færdes gennem byen med reallyden holdt ude ved hjælp af MP3’ens earplugs, der fyldte mit hoved med Raquel Rastenni, som sang ”Her i vores hus er glæde, her i vores hus er fest, her er liv og glade dage, og et glas til hver en gæst.”

Fru Fogh i Vild med Dans, Bossen og Bumsen, hjemløs

Jeg har uforstående set unge under 35, der med hængemuler og nedbidte negle og rødrandede øjne sendte lange blikke efter ”Hus forbi”-sælgerne. Jeg har bemærket, at der ikke længere var fedtede pletter fra fladtrykte næser på ruden hos ejendomsmægleren. Jeg har set vindhekse blæse gennem menneskeforladte mærkevarebutikker. Jeg har set dem over fyrre fylde op i  metroen med deres Samsonite kufferter på hjul på vej mod lufthavnen og syden sol, som var de på flugt fra noget. Jeg har tænkt, at nu gik de glib af statsministerfruen i dansedysten ”Vild med fandango på tynd is”. Og når jeg har puttet mit Dankort i en hæveautomat, har der pludselig været nogle langstrakte sekunder (ligesom når man venter på svaret i ”Hvem vil være millionær”), hvor det har været som om banken overvejede at suge kortet til sig og tømme det for næring.

Men i morges lå avisen igen på måtten  og pludselig forstod jeg de sære ting, jeg i den seneste tid har observeret: Boblen var bristet.

Hvis vi ser bort fra politikere, økonomer, bankfolk, ejendomsmæglere, pensionskasser, kreditselskaber, journalister, analytikere og huskøbere, så husker de fleste fra deres skoletid Newtons lov – den med, at hvis man kaster noget op i luften, så falder det altid ned igen. Det er nu sket for huspriserne. Og det har trukket bankerne, og aktierne og humøret med ned. Og frem for alt så er der op mod 50.000 førstegangsboligejere med flex- eller afdragsfri lån, der måske må sætte boligen, Toyotaen, HTH køkkenet, Weber Grillen og hele pivtøjet til salg.

Det med at lokke unge mennesker ud i økonomisk kviksand har borgerlige regeringer en historisk tradition for. Schlüter-regeringen fik os studerende til at finansiere vore studier med højtforrentede banklån. ”Inflation vil stige og stige, så I vil ikke mærke renten. Og I vil få vellønnede jobs, så I kan let betale pengene tilbage,” fik vi fortalt. Da vi var færdige med studierne var både inflationen og de ledige stillinger væk. Nu er det Fogh-regeringens tur. Og de har også lokket en generation af unge ud på dybt vand. Sådan er det bare, og sådan har det altid været. Så: Husk Newtons lov og stol aldrig på en borgerlig regering og lyt noget mere til Raquel Rastenni:

”Selv om regnen slår på ruden / så er stuen fuld af sol / vi har alt hvad vi behøver / vi har seng og bord og stol. / Her i vores hus der leves livet er det ikke det man har det til. / Der er nok af grædepile lad dem græde det det de vil. / Her er sang og klang og latter her er alt et festlig brus / så går du rundt og er lidt nedtrykt / så er du velkommen i vores hus”

Af Per Vad

Jeg gider ikke høre om cancer og sukkersyge

Hvorfor følger du ureflekterende strømmen og støtter den handicapsag, der er på mode? Har du en et-pattet, HIV-smittet veninde, der pisser honning og er skaldet på grund af kemoterapi? Eller vil du bare på en letkøbt måde promovere og selviscenesætte dig som humanist? 

Aviserne skriver om sundhed som aldrig før. PR-virksomheden GCI Mannov har på baggrund af en optælling over en måned opgjort, at alene i de landsdækkende, trykte medier er antallet af »sundhedspolitiske historier« steget med ca. 96 pct. i år sammenlignet med sidste år.

cancer, diabetes, fedme og epilepsi

Men der er tydelige tendenser i, hvad der skrives om. I år er der skrevet mest om kræft generelt, fedme, hjerte-kar-sygdomme, allergi og brystkræft, mens der absolut ikke er mode i at skrive om astma, mæslinger, sklerose, ADHD, parkinson og epilepsi. De emner har kun formået at give anledning til en artikel hver i løbet af den undersøgte måned – 1 artikel!

Diabetesforeningen har lige startet en kampagne, der skal få alle danskere i risikogruppen til at få tjekket, om de har sukkersyge – risikogruppen er alt fra natpottepissere og folk med kløe på benene eller hovedpine til dem med forhøjet blodtryk. Diabetesforeningens tal er splattergys på højde med “Motorsavsmassakren”: Hver femte danske har diabetes og hver anden time dør en dansker af diabetes! Wauw! Det lyder jo som om vi dagen igennem må træde hen over mennesker, der pludselig skvatter døde om på gaden. Men det er selvfølgelig manipulerende tal. 

Som bekendt findes der to slags diabetes. Diabetes 2 er den allermest udbredte og rammer især midaldrende, blegfede, sofakartofler der æder sig ihjel. Ud over dårlig livsstil så spiller det også en stor rolle for statistikken, at vi lever længere, og der i dag ikke er noget der hedder død af alderdom. Cancer og blodpropper (fx grundet diabetes) er “en naturlig død”.

De andre store folkesygdomme – der stjæler politikernes interesse og dine støttekroner – er også selvforskyldte dårligdomme.    

Livsstilssygdomme rammer dem, der ubeskyttet solbader lige under middagssolen og bag efter går hjem til solariet for at give kuløren et ekstra pift. Og det er dem, der klumper sammen og lynsuger nikotinen ud af cigaretten i aftenkulden uden for restauranten eller på perroner, hvor toget venter på dem i to minutter. Og det er dem, der siger: “Nej, vi skal da lige have et glas til inden du sætter dig bag rattet i din bil”. Og det er dem, der fylder sig med lørdagsslik, mens de ser tv-serien “Sommer” og synes det er synd for faren med alzheimer. Og det er dem, der trøstespiser en æske fyldte chokolader fordi deres chef er dum eller kæresten er skredet. Og det er dem, der skyller en Big Mac med fed ost og sukkerholdig ketchup og friturestegte pomfrit ned med en XXL Cola.

De er alle sammen en lige så stor trussel mod velfærdssamfundet som Anders Fogh med en forskærerkniv under en finanslovsforhandling. Og der findes to slags idioter: Dem (dig og mig) der lever, så de får en livsstilssygdom og dem (dig – ikke mig), der bundefanges til at hjælpe disse udvalgte grupper.

De samme mennesker, som griner af dårligt synkroniserede tyske tv-reklamer for Werthers ægte, hopper gang på gang på de store patient- og handicapforeningers kampagner og køber blodrøde AIDS-sløjfer og går med dem i reverset eller i Charlotte Sparre tørklædet, som var de med i en hemmelig loge for særligt udvalgte humanister, eller de går med lyseblå eller gule plastikarmbånd, eller putter 25-ører i sparebøsser på Apoteket, går til grøn koncert og drikker sig fulde og pisser op af træerne i Valbyparken fordi det går til et godt formål, eller de opretter Facebook-grupper og køber lyserøde halvsløjfer for at “støtte brysterne” (der har kampagnefolkene virkelig rågrinet så den tilbageværende patte har hoppet op og ned, da de fandt på sloganet). 

Jeg mener selvfølgelig, at alle handicap, sygdomme og sundhedsproblemer skal tages alvorligt, og vi skal gøre, hvad der kan gøres for at forebygge og helbrede ALLE sygdomme og lidelser!  Og når jeg giver den som hard core helse-kyniker og – uretfærdigt – hænger folk der støtter sygdomsbekæmpelse ud, så er der en meget, meget stor portion misundelse og brødnid i det. Jeg arbejder for en af de oversete grupper: Epileptikerne – en af den slags kroniske lidelser, der ikke er selvforskyldte.

55.000 danskere har epilepsi, og hvert år får 4.500 nye stillet diagnosen. Til sammenligning har ca. 6.000 sclerose, 5.000 har AIDS og 4.000 får årligt stillet diagnosen brystkræft.

Jeg gider ikke skrive om epilepsi – jeg har lavet en side om det her på min blog/hjemmeside – men jeg kan da vise den seneste kampagnefilm, der skal sætte fokus på epilepsi og givet et link til en side, der viser, hvordan du kan gøre noget for epileptikere.

Af Per Vad