Stille efterårsblues i NordVest

Efteråret er en af årets mest opreklamerede årstider. Det er kolde fingre og snottede næser. Det er usexede kvinder i overtøj, der får dem til at ligne en vinkelsofa på tilbud fra Biva. Det er savn af sommer og længsel efter vinter. Det er menneskeforladte forlystelsesparker uden latter og hvin. Det er grim himmel og rendestene med et plutte af døde blade halvt opløst i regnvand. 

Det går jeg og tænker på, mens jeg går ned ad Landsdommervej.

Nørrebrogade. Lige så sexet som efterårskvinder. Plutte med løvfald

Hækken ind til Grundtvigskolen er så afpillet og død, at man kan se ind i skolegården, hvor en rusten basketball-kurv med et iturevet net er ved at falde ned. På Frederiksborgvej er de småhandlende stadig danskere. Det gælder også frisøren ”Frank”, hvor jeg bliver klippet for 150 kr. – det er 50 kr. over kvarterets normalpris, men det er hvad det koster, hvis man vil klippes af en der taler dansk og forstår hvad man siger, når man beskriver sin ønskede frisure.

Når man er forbi nybyggeriet, der ligger mellem et godt gammelt møntvaskeri af den slags hvor der aldrig er nogen mennesker, og en gavl med et farvestrålende graffiti-maleri der hylder NordVest, og forbi serveringsstedet der er en blanding af en bodega og en restaurant med flæskesteg og rødkål som dagens ret til 79 kr., så når man op til Frederikssundsvej, hvor det pludselig kun er Blockbuster og Tandklinikken, der er danske – hvis man kan kalde Blockbuster dansk.  De unge ekspedienter er i det mindste danske. Hvis man lavede en konkurrence mellem Mc Donald, 7-Elleven og Blockbuster om hvis teenageekspedienter, der virker mest tanketomme, ville videokædens tyggegummityggende filipensbefængte filmignoranter nok vinde. Og det siger ikke så lidt.

På hjørnet af Frederiksborgvej og Frederikssundsvej er der kommet tre – udmærkede – baklava-konditorier lige ved siden af hinanden, ligesom Nørrebrogade er så fyldt med Pizza- og Shawarma-bikse, at man på en regnvejrsdag kan komme tørskoet op til runddelen ved at hoppe fra sted til sted. Et af stederne er Öz ved Skoda-pladsen skråt over for Titan Computer, hvor Muhammed – byens bedste pc-mekanikker – står bag disken og sælger de allerseneste og sejeste computerspil. Öz ligner et banalt shawarmasted, men er en af bydelens bedste etniske familierestauranter, hvor man kan spise sig mæt i gode billige tyrkiske retter og sidde og hænge ud og drikke gratis stærk te med masser af sukker, mens indvandrefamilierne kommer ind og spiser og lader deres børn lege i underetagens kugleland.    

I dag gider jeg ikke tage turen op ad Nørrebrogade. Jeg nøjes med at gå ind og kigge lidt i Nørrebro Boghandel. Ikke fordi jeg skal have noget. Jeg vil bare gerne gå lidt rundt i kvarterets mest autentiske boghandel og røre lidt ved nogle af bøgerne og se om der skulle være nogle gode tilbud. Fra boghandlen tager jeg de sidste ti meter op til Svale Apoteket. Jeg skal til Uganda om et par dage, så jeg skal have købt malariapiller, desinfektionsservietter og Imodium i tilfælde af diare.  

På hjemvejen passerer jeg Tit Inn. Det forfaldne brætbeklædte sted er et af Nørrebrogades sidste brune værtshuse – de andre er rockerstedet Det Rene Glas og Understellet, der er et unge mennesker og højt musik uden dansegulv-sted. Jeg går ind i Føtex og maser mig gennem klumpen af buttede indvandrekoner, der roder i tilbudsbunkerne med tøj. Kvinderne virker slankere om sommeren, så måske er de ikke buttede, men bare klædt i lag på lag af tøj.  Jeg køber kattemad og kattegrus og en tubelignende plasticpose med risalamande og går gennem en af selvbetjeningskasserne, der som altid giver sig til at hyle fordi jeg har gjort et eller andet galt. Efter at der er kommet selvbetjeningskasser, er min respekt for kassedamer vokset markant – det er sgu ikke nemt at indlæse stregkoder.

Jeg tager ad Lygten hjem, hvor jeg kan gå gennem Nørrebrocenteret. Nørebrocenteret er et lille provinsielt center, der er et misfoster af en parring mellem gågaden i Horsens og evig kunstig sommer med el-oplyst himmel, der genlyder af elevatormusik, mens ventilationssystemet sikrer frisk, lun luft. Ud over et par gode billige butikker med herretøj er der også en Matas, hvor jeg vil købe en aftershave. Inde i butikken er det meste af gulvpladsen dækket af en stor udstilling med julegavesæt med duft og creme til mænd og damer. Jeg spørger den unge ekspeditrice, om de har Ceruttis 1881 eller Hugo Boss’ Number One. Efter at have søgt råd hos en mere erfaren ekspeditrice henter hun en lille flaske og sprayer et pift Boss-duft ud i lokalet og siger, at de har den her. Jeg forklarer hende, at det er en eau de toilette og ikke en aftershave og går med uforrettet sag. Jeg overvejer at gå ind på Cafe Palmen, der har plastik palmer og en god kaffe, men dropper det. 

Da jeg kommer hjem Googler jeg nogle artikler om Uganda, printer dem ud og sætter mig til at læse om det varme centralafrikanske land.

Af Per Vad

Twitter og værdien af nuet

Man skal leve i nuet, livet er skønt, og hver eneste øjeblik skal man suge til sig i dybe åndedrag. Det lærte vi af 68′erne. Og tiden er så kort, og det ku’ hænde, man kom for sent, for sent til livets ende. Det lærte vi af Rachel Rastenni. Men den lovprisning af nuet er under angreb, fordi mange har fået nok af trivielle twit, ligegyldige Facebook-opdateringer og tanketom SMS-chat fra folk, der simpelthen bare er for kedelige. En af dem, der har fået nok, er det amerikanske teenageidol Hannah Montana. (Hendes argumenter kan høres i den nedenstående musikvideo).

Tippi Hedren overfaldet af twittere i Hitchcocks "The Twitters". Min Twitter-konto. Filmen der er kedeligere end de fleste indlæg på sociale medier

Det er skønt at klø sig i røven, hvis det klør. Men det er ikke nødvendigvis en aktivitet, resten af verden vil høre om. Ligesom ”jeg laver mad” og ”jeg lejer med mine børn” og ”jeg ser på solnedgangen” måske heller ikke giver globale åbenbaringer. I det hele taget er det ”nu” og ”hvert eneste øjeblik”, som vi har lært er kostbart – og måske derfor priser i vores opdateringer – ret røvsygt set gennem andres læsebriller. 

På den anden side så er en blog som Dave Walkers “Dullest blog in the World” en af de mest besøgte i verden. Her er et typisk indlæg, som jeg gengiver i sin fulde længde:

”Closing a window
July 6th, 2009. A window was slightly open. I decided that I did not need it to continue to be so. I closed it and securing it using the window handles.” Indlægget har fået 96 kommentarer.

Dave Walker befinder sig et sted i en gylden triangel mellem haiku digt, gonzo-journalistik af Hunter S. Thomsen og en fornemmelse for kommunikationen på sociale medier af næsten zenbuddhistisk dybde, hvor det at lave en diggmarkering kan rumme langt mere og bedre kommunikation end fx mine sidelange og selvsmagende blogindlæg.

Dave Walkers blog fik mig til at tænke på Sofia Coppolas film ”Lost in Translation”, hvor Bill Murray er en skuespiller med de bedste år af sit liv, sin karriere og sit ægteskab bag sig. Han går rundt og føler sig uden for i Tokyo, hvor han møder Scarlett Johansson. At møde Scarlett Johanssen burde give materiale til et par stoflige blogindlæg, men filmen er to indholdsløse timer.

Selvom ”Lost in Translation” nok er den kedeligste film, der nogensinde har vundet en Oscar – eller netop fordi den på en tragikomisk måde er så kedelig – kan man ikke få øjnene fra den, før rulleteksterne kommer, og man ærgrer sig over at have spildt tid på det lort.

Hvis du har det ligesådan med opdateringer, twit, SMS’er sendt af en ex-ven i en brandert fra et værtshus efter midnat eller mine trælse blogindlæg, så drop læsningen og inviterer fx mig over. Så kan vi drikke os snalrede i billig whisky med cola, importeret øl eller et par flasker rimelig god rødvin, mens vi udveksler mainstream-holdninger, i-dag-så-jeg-en-scleroseramt-med-punkteret-kørestol-oplevelser og livsfilosofier, der er lettere at fordøje end pastaskruer med kødsovs. Det vil give øjeblikke der er mere værd end at læse blogindlæg. Men det vi faktuelt vil kommunikere til hinanden vil være det samme som man læser i tomgangssnakkende indlæg på sociale webmedier.

De, som min totalt sociale medier afgudsdyrkende kone fnysende kalder GAL’ere (står for Get A Life), vil være enige med  Hannah Montana og hendes video. Jeg ved godt, at Twitter er bedst til udveksling af gode link og formidling af nyheder, og en god blog skal have korte, seriøse indlæg om en afgrænset og defineret gruppe af emner. Men jeg er ligeglad. Jeg synes, at livet er skønt og hvert eneste øjeblik er så værdifuldt, at det mindst er et twit værd. Så gør dine twit, dine opdateringer og dine blogindlæg til en hyldest til dit eget liv! Det er en mulighed for at fejre hverdagen, som er ny. Og så fuck om andre gider læse det.

Af Per Vad

Fire fede og en fuser fra kulturnatten

Ligesom alle andre byer har København en puls og en rytme. Der er selvfølgelig byer, hvor pulsen ikke er højere end hos en buddhist der er faldet i søvn under meditationen. Men i København kan man mærke pulsen og leve med i rytmen. Den ændrer sig. Der er forskel på om det er første maj kl. fjorten, lillejuleaften kl. atten eller den 9. oktober kl. to og tyve.

Kultur i Københavns nat

Kulturnatten har sin egen rytme og puls. I ”Kort og godt”-køen, hvor vi alle skulle have en kulturkit med pas, kort og program. I bussen ind til byen, hvor vi stod tæt og gnubbede kulturnat-badges mod hinanden. I fodgængerfeltet, hvor vi som en bisværm, der lige var lukket ud af staderne, suste af sted på jagt efter kulturblomster og personlig næring.  Og i den stadig voksende kø foran frimurernes hus i Smallegade, hvor vi stampede lidt med fødderne i den kølige aften. Overalt kunne man mærke tusinder af hjerter banke for kultur. Jeg var en af dem der stod i køen foran frimurerne. Et tilbud min kone havde anbefalet. Hun skulle på arbejde på Nationalmuseet, så jeg var på tur med mit eget program: Koncert med fodbad, fangekor, landbrug og slutteligt fotokunst.  Men først ville jeg inden for i frimurernes forunderlige verden.

Da vi stod fem og tyve mennesker – de fleste kvinder – i et lille forlokale, og manden i pingvindress sagde: ”Og det her er så vores museum”, vidste jeg, at jeg havde gjort en fejl. Frimurerlaugets museum var et lille lokale. Et lille bord var dækket til med en dug i et look jeg ikke havde set siden min mormors død og på to vægge hang en række vægmontrer af en kvalitet, som et lille privatdrevet egnsmuseum ville have takket nej til. I montrerne var der hylder med brødrenes forskellige skøder og junkgaver fra rejser til andre loger.

Det her er sgu forkert, tænkte jeg, mens den gråhårede pingvin forklarede forskellen på frimurerlauget og den meget større frimurerloge, der ligger på Blegdamsvej. Min kone havde tænkt på logen på Blegdamsvej, men den havde desværre ikke åbent hus. Efter museet kom vi ind i laugssalen, hvor endnu en pingvin tog imod og fortalte næsten det samme som hans broder i museet. Har de en sponsoraftale med Fætter BR? tænkte jeg, da jeg så tronstolen for enden af salen.

Salen bestod af et sort/hvid ternet tæppe, stolerækker langs væggene og en højrygget efterligning af en tronstol til stormesteren for enden.  Det hele var billigt, lidt nusset og dårlig møbelhåndværk. Jeg kiggede op i loftet, hvor der hang et par guldmalede symboler, der lignede dårlig festlokalepynt. Og så kom rundturens store højdepunkt. De dæmpede lyset og tændte en lysende stjernehimmel i loftet, som laugsbrødrene sad og så op på og filosoferede et lille kvarters tid ved hvert møde.

Der efter blev vi præsenteret for salen med langbordet, hvor logeaftenerne altid sluttede med fællesspisning. ”Langbordet” var løse borde stillet i en mislykket vinkel og dækket med en dug af otte meter tilfældigt afklippet nervøst velour. Højt oppe på spisesalens vægge hang en frise af våbenskjolde, som kunne have været savet ud i finérplader og malet af nogle spejdere. 

Hold så jeres kæft, kvinder! tænkte jeg. Mens en broder i et dårligt siddende kjolesæt stod op ad en skranke, de kunne have fået gratis fra et nedlagt kulturhus, og svarede på spørgsmål efter spørgsmål fra videbegærlige kvinder, vandrede mine tanker til Sjællandsgade bad, hvor gæsterne nu var ved stikke fødderne i fodbad med salt fra Det Døde Hav og gjorde klar til at lytte til sang og musik. For fanden, kvinder, er I ikke gift? Skreg jeg indvendigt. Laugsbrødre er mænd, for helvede! Der behøver ikke være mål og mening med de ting, vi mænd foretager os. 

Besøget hos det latterlige discountforetagende var gået over den planlagte tid, så jeg måtte droppe musikken i badeanstalten. I stedet slog jeg et smut forbi det lille, hyggelige Politimuseet. Mens guiderne stod og trippede af fortælleglæde, og de fleste mandlige gæster var fascineret af de forskellige våbenskabe, lod jeg mig lokke af en lille montre med klip fra pornofilm fra forrige århundredskifte.

Der efter tog jeg Bethesda – Indre Mission i København. I det kristne kulturcenter - der til daglig huser en række sociale tilbud og andre kristne gerninger fuldt udstyret med kaffestue, festsal, møde- og arbejdslokaler, bederum med bibler og fyrfadslys, gratis suppe, religiøse bagtanker og hele pibetøjet – fik jeg et par kopper god kaffe og nogle småkager, mens jeg ventede på koncerten med Fangekoret fra Vridsløse Statsfængsel. Da fyrene, der afsoner domme på mellem ti og tyve år, stod klar på scenen og lignede en mellemting mellem plakaten til ”The Usual Suspect” og et old boys hold fra Hells Angels, var den indremissionske festsal proppet – både salen og balkonerne.  

Der er noget helt særligt ved at høre gospel og salmer sunget for lungernes fulde kraft af ca. femten mordere, røvere og voldsmænd.  Som solister kunne de alle holde tonen, ingen ville have klaret sig i X-faktor, men som kor var de fuld af styrke og et smittende håb om, at mennesker altid kan forbedre sig.  ”Det var altså det bedste i aften!” sagde et ældre venindepar, der var typiske kulturelle storforbrugere af den type, som går på SMK blot for at få formiddagskaffe på Café Republic.

De to unge piger, der stod ved et af de høje cafeborde i stueetagen på Landbrug & Fødevarers hus og talte i mobil, var næppe kulturforbrugere i samme frekvens: ”Lige nu står vi i Axelslot eller Axelborg, eller hvad er det nu det hedder?… Her lugter enormt af ost,” sagde pigen, der talte i mobil og prøvede at overdøve støjen fra den fyldte sal og begejstret fortsatte: ”Vi har bare været over det hele! Rundetårn og alt muligt! Men, mor, du må altså vente med at høre om det, til jeg kommer hjem.”

Axelborg kaldte rundturen i stueetagen for ”Mælkevejen”. Og jeg havde været hele smagsturen ved det tre hundrede meter lange ostebord rundt og stod nu og drak cafelatte med varmet mælk fra et mejeri, som jeg ikke lagde mærke til navnet på, og lyttede til en strygekvartet, der spillede, så det kunne have været et indslag i en landbrugsudgave af ”Titanic” med musikken der spiller, mens mælkebønder går til bunds i priskrigen på minimælk.      

Jeg forlod Axelborg – som jeg besøger næsten hvert år – og fortsatte ud af Vesterbrogade ned til fotogruppen 16TYVE, der i en baggård for enden af Vesterbrogade lavede en effektfuld præsentation af deres billeder på et lærred, der var større end biograflærrederne i Grands små sale, mens rocktoner fra halvdårlige højtalere bankede mod murene i den lille gård.

Jeg købte en portion god, stærk græskarsuppe med hjemmebagt bolle og satte mig og nød billederne. Pludselig kom der en serie med 100 glade, farverige billeder af hjerter fra graffiti, tags og hurtige kærlige hilsner på byens murer. Fotografen var Agnete Schlichtkrull, som jeg kender fra en projekt, vi en gang lavede i Dansk Epilepsiforening. Det var fa’ens! tænkte jeg og gik hen og fandt hende i gruppen, der stod og hang omkring fremvisningsudstyret. Vi stod og snakkede, da mobilen i min lomme begyndte at snurre. Det var et opkald fra min kone. Vi aftale at mødes og følges hjem.

København har en rytme og en puls, og på kulturnatten, er den noget særligt. Men uanset, om det er, når kulturnatten slutter, og folk drager hjem i overfyldte ekstrabusser, eller er en almindelig fredag, hvor publikum fra biografernes sene forestilling er taget hjem, så skifter den indre by puls og rytme efter midnat til et beat, man skal være fuld, høj eller aggressiv for at kunne leve med i – eller måske skal man bare være yngre end mig.

Vi tog en taxi hjem.

Af Per Vad

Med rutebil mod Ærø

Markerne ligger i et blødt bakkelandskab med firkanter af jordsort og græsgrøn ved siden af hinanden, række efter række, som et bulet og mørnet spillebræt. Over det østlige spillebræt hænger en varulve-måne og horisonten over den vestlige er dækket af et flot orange skær, der skinner gennem de grå skyer, der tidligere på dagen gav regn og rusk, hvor blæsten farede om på vores fire kvadratmeter store altan og vendte vrangen ud på vores plastik-99 kr-i-Jysk-solstol.

Ærøskøbing i oktober

Jeg sidder i en rutebil på vej mod Esbjerg. ”Rutebil”; alt efter hvilken vej man kører så har lyden af ordet en undertone af romantisk opfyldelse af udlængsel eller noget fandens provinsielt. Bussen er fyldt med efterskoleelever; endnu ikke stikmodne piger, der ler og taler i mobil, og bumsede drenge med hængerøv, kasketter eller hættetrøjer og rygsække eller store sportstasker, der buler ud af laptops og skiftetøj. 

Bussen kører gennem byer med navne, der ikke er værd at huske, mellem marker med vindmøller og lange indkørsler, hvor der forenden står biler med anhænger foran bygninger, der ligner et håndværkertilbud.  Da vi kommer til Esbjerg står jeg ved havnemolen og kigger efter færgen. Byen går næsten helt ned til færgelejet, og en af de sidste bygninger er en italiensk restaurant med en ejer der, at dømme efter lyskæderne, ikke har besluttet sig for, om han vil gå efter det italienske look eller julestemning hele året.

Om bord på færgen er den første højtalerbesked en beklagelse over, at båden på grund af vejret ikke kan sælge andre ”varme retter” end pølser med brød. Det betyder at jeg slipper for det tunge valg mellem ”Pølsemix”, der på illustrationen over skranken ser ud til at være hotdogpølser skåret i stykker og rodet sammen med pommes frites og ketchup, eller to frikadeller med kartoffelsalat. Jeg tager en af de sidste tallerkener med tre cellofantildækkede håndmadder samt en cola light.

Efter kl. ni er Ærøskøbing mørk og menneskeforladt. Jeg har problemer med at finde Hotel Ærøhus, der skulle bestå af en hovedbygning og nogle motel- eller minirækkehus-lignende bygninger. Jeg kommer forbi et af byens eneste oplyste steder. Det består af en større bygningen med nogen tilhørende bygninger med værelser, så jeg går ind i håb om at det er hotellet eller der er nogen, som kan vise på vej. Der er ikke nogen. Så jeg går lidt rundt på det der viser sig at være et plejehjem og går igen uden at have set andre end de sovende pensionister på de oplyste værelser. I Ærøskøbing sidder borgerne bag tildækkede ruder i mørke stuer, der kun er oplyst af skæret fra tv-apparaterne, mens de gamle på plejehjemmet sover bag glasfacader med alt lyset tændt.

Jeg finder mit hotel. Og næste dag begynder to personaledage for de ansatte på epilepsiforeningens landskontor. I programmet er der lagt en længere pause ind, så vi kan gå rundt og se byen.  Ærøskøbing i oktober er en affolket død by, hvor de sammensunkne bindingsværkshuse på de brostensbelagte gader ser ud som om de puster ud og samler kræfter, så de kan rejse sig og stå klar når sæsonen starter. Netto har åbent – helt til kl. 19. Nede i nærheden af havnen sidder fire surmulende og skulende knægte på en bænk og spiser chips. På havnen er røgeriget lukket for i år. Men havnegrillen har åbent.

Maden på Hotel Ærøhus er så omfattende og storslået, at jeg ikke kan klemme så meget som en kradser ned. Jeg vil ellers gerne prøve en af grillens hotdogs eller bøfsandwich med færdiglavet bøf, remoulade, ristede løg, rødkål og agurkesalat i en lille overskåret tør melbolle. Jeg vil også gerne se Flaske-Peters samling af flaskeskibe og tage en tur til Marstal og se verdens største solvarmeværk, der med sine 18.365 kvadratmeter ligger og ligner kulisserne til en sience fiction-film, og stå på havnen i Marstal og tænke på Carsten Jensens roman, ”Vi, de druknede”, om Marstal, drengene der blev mænd i mastetoppene, mændene der omkom på havet, kvinderne der klarede sig på land, og tiderne der skiftede og gjorde en ende på al romantikken og dramatikken. Men det er to arbejdsdage. Heldigvis. Så undgår man ø-kuller.

På hjemvejen kører jeg med i en af kollegaernes bil og farer hjem ad motorvejenes asfalt og beton og frakørselsskilte.

Af Per Vad

Begrebet kulturkristen er en verbal vejsidebombe

Jeg er ikke kristen. Men jeg går med, når mine venners børn kommer til skelsår og må konfirmeres, fordi de har erkendt, at livet ikke giver mening, hvis de ikke får en Samsung i900 Omnia med touch skærm og 5 megapixel kamera og en tur på Bakken, hvor de brækker to rammer dåseøl op i Dyrehaven. 

Folk som mig bruger kirken til barnedåb, konfirmation og bryllup. Men ikke engang de letpåvirkelige unge mennesker, der, efter længere tids konfirmationsforberedelse med bibellæsning og tvungen altergang, frivilligt bekræfter deres dåb, forventer vi skal tro på Helligånden den horebuk, jomfrubetvinger og himmelstormer, på Gud som universets handy man og på Jesus som mirakelmager og vandringsmand på havet. 

konfirmation, kulturkristne til støttekoncert, fra TheBrickTestament.com

Jeg og de unge mennesker er ikke troende. Vi er det nogen kalder kulturkristne. Men hvad betyder ordet kulturkristen, og hvorfor er begrebet blevet nødvendigt?

De fleste – bl.a. webleksikonet Wikipedia – vil sige, at kulturkristne er mennesker, som er vokset op i et samfund med kristne værdier så som: man må ikke slå ihjel, ikke stjæle, ikke lyve, ikke voldtage naboens kvæg og ikke slå på folk, der sidder ned. Men til forskel fra kristne er kulturkristne ikke troende. Derfor er der, ifølge Wikipedia, brug for ordet til at skelne mellem de troende og de velmenende. Det kan godt være. Men det er ikke det glosen er bedst til og det den bruges til.

Et godt eksempel på en kulturkristen er Anders Fogh Rasmussen. Som statsminister sagde han i DRs Deadline: “Når Danmark er et samfund med ret stærk sammenhængs-kraft, så er det jo fordi, det massive flertal af danskere har det, jeg kalder et kulturkristent udgangspunkt. Det har på en eller anden måde holdt og holder stadig det danske samfund sammen.”

Det forklarer, hvorfor der er brug for ordet kulturkristen. Det er blevet en verbal vejsidebombe, der skal holde ”os” adskilt fra ”dem”, der ikke styrker det borgerlige samfunds sammenhængskraft. Og man forstår, hvorfor samfundet må bekæmpe ”dem” – muslimerne.

Da politiet havde ryddet Brorsons kirke og blev kritiseret for at være gået over stregen. Stod en køn casual klædt ung mand, af den slags der ser ud som en der hedder Henning og ligner enhver blondine fra Holstebro med en ikke-længerevarende-uddannelses drøm og bor i villa uden for København og har fået lavet låneomlægning og har en blød, kitfarvet tekstilbetrukket sofa med chaiselong hvor han om aftenen sidder med sin kone der er gravid i femte måned og bladrer i IKEA-katalog indtil der vises premier league-kamp fra TV2 Sport på deres Panasonic-tv med 42 tommer fladskærm, frem. Han var betjent. Og det havde været en rigtig slem oplevelse og vældig hårdt for ham og hans kollegaer, der – opregnede han – i gennemsnit havde uddelt 50 kølleslag hver. 

Han har sikkert ret. Jeg fik i hvert fald ondt af ham og havde lyst til at give ham et halvt hundrede slag, så jeg kunne dele hans knogleknusende, blodansamlende, overtidsbetalte sjælekvaler.

Hvis kulturkristne er alle os, der er vokset op i et samfund præget af kristne værdier. Så er alle mennesker i den vestlige verden enten kulturkristne eller kristne. Ligesom alle i islamiske lande må være enten muslimer eller kulturmuslimer, som er vokset op med en religion, der rummer samme medmenneskelige værdier som vores. Og så er den unge betjent og hans kollegaer kulturkristne. Det er dem de tævede også. Men det er dem, de slæbte ud af kirken, ikke!. De tilhører den samfundsskadelige “dem”-side.

Men efter den sorte nat i Brorsons kirke er der sket noget med ”dem”-siden. “Dem”-siden er begyndt at rumme folk, som er vokset op med kristne værdier. Fordi nu er de samfundsstøtter, der kalder sig kulturkristne, gået over til at mene, at det er okay at invadere kirker og tæve løs på folk, der vil beskytte kvinder og børn. Og det er jo ikke særligt kulturkristent. Det er ikke bare i strid med vore traditionelle værdier; det er noget sprogligt rod.

Af Per Vad

Mig og Michael Jackson

Hvis Michael Jackson ikke var død, ville jeg ikke have skænket ham mange tanker. Og hvis en meget god veninde ikke havde sendt mig en mail med tanker om Michael Jackson, ville jeg nok ikke have brugt mange ord på ham.

Ligesom alle andre lyttede jeg til Jackson-musik og så Jackson-videoer i min ungdom, men vi lyttede alle sammen også til mange, mange andre ting. Og jeg har faktisk ikke ejet nogle af hans album før nu. Jeg gik ned i Fona og købte to CD’er efter at have stået lidt foran deres top-40-reol med alle Michael Jackson-CD’erne, hvor titler med ord som fræk, nervepirrende, blod og farlig står i kontrast til virkelighedens både fysiske og psykiske splejsede Michael. 

Jacksons ansigt, Jacksons optræden, Elvis

Ud over at købe et par af hans CD’er fik hans død mig også til at interessere mig lidt mere for fænomenet Michael Jackson. Det var umuligt andet. Tv-stationerne kørte non stop nyhedsovervågning ; viste gamle klip med Jackson ved retssagerne, hvor han med pyjamasbukser og paraply lignede en afpillet karikatur på en magisk figur fra en eventyrfilm; viste Jackson i Berlin med sin baby dinglende i favnen ud over hotelvinduets  karm; Stilbilleder af Jackson med bleg hud og legoklodsformede ansigtstræk, kantet spids næse og et langt, livløst hår, der så ud til at sukke efter en balsam-kur; viste Jackson i interview hvor han med store, sminkede og uskyldige øjne sad med tøset falsetstemme og fortalte om farens brutalitet og var sandpapir–slebet–hudløs- ærlig om sin sexforskrækkelse, men talte uden om på spørgsmål om, hvordan hans børn kom til verden; og viste frem for alt Jackson syngende og dansende i mindeværdige musikvideoer, hvor dansen var et miks af Gene Kellys elegance, John Travoltas disko-macho og en showdanser fra Brodways badutspring til musik, der var et crossover mellem sort soul og hvid poprock.

I min gode venindes mail om Jackson, kom hun bl.a. med en hvem-var-størst-sammenligning mellem ham og Elvis. En af hendes pointer om Elvis var, at han revolutionerede mandebilledet og gjorde det legitimt for kvinder at se og uhæmmet dyrke mænd som sexsymboler. Det tror jeg hun har ret i. Ligesom hans blanding af sort soul og hvid country skabte en ny musikgenre, og hans globale popularitet var noget, der aldrig var set før – og i modsætning til Michael Jackson blev han global et halvt århundrede, før nogen fandt på ordet globalisering.  Michael Jackson var også populær hele kloden rundt. Og ligesom Elvis blandede han sort og hvid musik, og han fik både sorte og hvide fans – hvilket Elvis vist aldrig rigtig fik. Elvis kunne ikke have sunget ”Black or white” eller ”We are the world”, mens han svingede med underlivet.   

Hvis man skal lave sammenligninger, så synes jeg, Elvis var den største. Michael Jackson er et navn, ”Elvis” er ikke et navn; det er et brand. Og når det kommer til stykket, var Michael Jackson bare en hitmager af dimensioner hvor man skal til Sverige og ABBA for at finde noget, der kan bruges som en slags måleenhed, en fantastisk performer og en popstjerne med verdenshistoriske salgstal og så i øvrigt en meget mærkelig mand med en dårlig plastikkirurg – hvorfor brugte han ikke bare den samme som Cher, Tina Turner og Dolly Parton?  

Ensomhed og isolation gør mennesker underlige og potentielt farlige for deres omgivelser og sig selv. Det er lige meget, om de bor som socialt affald i en trailerpark, om de sidder og skyder på deres tv og æder peanutbutter og banan-sandwich i en rock-herregård som Graceland, om de sidder i et aflukke omgivet af computere og spiser færdigretter, hacker og foretrækker sprog som php, HTML og typo script frem for talesprog, eller om de går og savner legekammerater i en eventyrpark som Neverland. Alle sådan nogle skabninger bliver mærkelige. Og Michael Jackson var mærkelig og gjort af det stof som både myter og udødelige pophits er gjort af. Hverken mere eller mindre.

Og nu står ”Bad” og ”Dangeruos” på min CD-hylde – lidt malplaceret – mellem C. V. Jørgensen og Tom Jones.

Af Per Vad

En dag med racekatte

Det var selvfølgelig hustruens ide – som hun havde fået ved at bladre i en tilfældig udgave af Vesterbro Bladet – at vi skulle besøge den Internationale racekatteudstilling 2009 i Frederiksberghallerne.

Udstilligsgang, lille kat, dommeren voterer

Hallerne lugtede af dyrskue og støv. Og arrangørerne havde øjensynlig hentet inspiration fra persiske markeder og mellemøstlig byplanlægning. I snævre gange, tæt befolket med et mylder af overvægtige koner, ældre på efterløn, familiebander med katte-rygmærker, handicappede og børn og bøsser, stod katteburene op ad hinanden med præmiepokaler, indrammede billeder af kattenes familie og tilfældigt skrammel på taget og havde næsten alle sammen en beklædning og et interiøer, der ledte tankerne hen på boudoir og tyrkiske festlokaler.

Inde i burene var katte af alle racer.  Mine yndlinge er fx bengal med den familievenlige udgave af leopardpels, de vildkat-orange abyssinere og selvfølgelig britisk korthår, der er levende Whiskasreklamer.  Sorte bombay, der er som avlet til brug for gyserfilm og sataniske messer, er selvfølgelig også flotte.

Til gengæld har jeg det svært med racer som russian blue og blå britisk korthår, hvor den tætte, korte støvgrå pels får mig til at tænke på småborgerlige bløde væg til væg-gulvtæpper i Dansk Folkepartis kernevælgeres jyske forstadsvillaers vinkelstuer.

Og jeg har det meget svært med de langhårede racer. Uanset om det er hårdføre norske skovkatte med sejt ansigtsudtryk og vind- og snetæt pels eller perserkatte, der med indsunket ansigt og filtret lang pels, ser ud som en skovkat vasket på forkert program. Ligesom jeg har det svært med deres modsætning: Den skaldede sphynx, der ligner en krydsning af en flået siameser og ET – hvilken pervers person har fundet på at avle videre på disse gruopvækkende og grinagtige skabninger, der stammer fra en muteret killing født i Ontario i 1966? 

I et par af burene var der avlede huskatte med papir på, at de i flere generationer var ubesmittet af gener fra racekatte. Da de besøgende skulle stemme på udstillingens sødeste kat, gik hustruens stemme selvfølgelig til en huskat, der så ud som en forædlet stamtavleudgave af vores egen rødstribede Firefox-logo-lignede huskat.

De autoriserede dommere var kraftige kvinder i trøjer med dårlig pasform eller fimsede mænd med farvestærke skjorter, der vaskede hænder i en særlig lotion mens bordene blev sprayet, før næste kat kom frem og fik bedømt pelsens glød, kroppens harmoni og ansigtets udtryk, der blev forstærket med en fjerklædt pind som dommeren, med gestik som en parodi på en indretningsarkitekt, viftede foran katten.  Hvem der vandt, og hvem der blev nummer to og tre betød i sidste ende ikke så meget, for alle kendte hinanden fra talrigre tidligere stævner, hvor de skiftedes til at få den billigt udseende, guldfarvede pokal.

Efter en tur rundt i standene for enden af hallerne, der solgte alt, hvad et katte og katteelskeres hjerter kunne begære af foder, sanitært udstyr, skønhedspleje, helsemidler, legetøj og ekstravagance, hvor hustruen købte et par æsker lækkerbider, baldrian bolcher, en lille æltepude og noget Catnip Spray, gik vi op i Frederiksberghallernes cafe. Og i solskin på terrassen med udsigt til boldbanerne, hvor grupper af børn og voksne løb rundt i dovent tempo og skød på mål, fik vi en club sandwich og hhv. en fadøl og en cola light.

En dejlig dag, hvor hustruen atter viste, at hun er god til at finde på udflugter.

Af Per Vad

Hyldest til zombiefilm

Hvor hurtig og sej må en zombie være? Det spørgsmål deler fans af denne nekromantiske, post-woodoo-dyrkende horrorfilmgenre, hvor de u-døde går rundt med blod på tøjet, trevler af menneskekød mellem de rådne tandstumper og indvolde hængende ud af store skudhuller.

Spørgsmålet er bl.a. aktuelt i forbindelse med de to zombiefilm, jeg har set under CPH:PIX filmfestivalen, ”Wasting Away” (’07) og ”Død sne” (’09)

Filmhistoriens første zombie var i filmen ”White Zombie” (’39) med Bela Lugosi. Men den første zombiefilm, som vi kender og elsker dem, var George A. Romeros ”Night of the Living Dead” (’68).

 ”Night og the Living Dead” introducerede tre vigtige ting, som er kendetegnende for genren.

"Dawn of the Dead", "I Legend", "Død sne", Wasting Away"

1) Zombiefilm er civilisationskritik, der viser, hvor selvdestruktive og dårlige vi er til at samarbejde, når lokummet for alvor brænder. De civiliserede mennesker slås indbyrdes, og i filmens slutning skyder det indifferente oprydningshold den sorte helt, der har holdt zombierne stangen hele natten. Og i alle zombiefilm siden har skænderier, der får råberiget i det britiske og andre primitive parlamenter til at ligne talkshowet Meyerheim, ført til svig og drab.

Civilisationskritikken har i senere film fået en tand til i retning af reel samfundskritik, hvor det ofte er menneskeskabte ting så som giftgasser, virus eller radioaktivitet, der sætter tingende i gang.  Og ofte vokser zombierne så voldsomt og hastigt i antal, at det når apokalyptiske dimensioner – fx i ”Dawn of the Dead” (’78 og ’04), ”28 Days later” (’02) og ”I legend” (’08).    

2) ”Night og the Living Dead” er også introduktionen til det totalt nihilistiske univers, som zombiefilm viser mere uforfærdet end andre genrer. Her er ingen gode og onde. Her hersker det allermest primitive overlevelsesinstinkt i form af raseri og blodtørst.

3) Filmen giver også opskriften på, hvordan man slår zombier ihjel: “If you have a gun, shoot ‘em in the head. That’s a sure way to kill ‘em. If you don’t, get yourself a club or a torch. Beat ‘em or burn ‘em. They go up pretty easy,” forklarer den seje, erfarne overlever, der søger tilflugt i negerens bolig. Den sandhed er blevet udnyttet med større og større fantasifuldhed op gennem zombiefilmenes historie og har givet mulighed for at udsplattede kroppe, der er blevet skudt med dobbeltløbede haglgeværer, spiddet med spyd eller spidse kævler, skrællet med plæneklippere eller flænset op med motorsave, kan rejse sig op med deres ødelagte lemmer hængende og dinglende i nerve- og muskelstrenge og vade videre gennem de voksende blodpøle på jagt efter en mundfuld frisk menneskekød, indtil nogen smadrer deres hjerneskal.

Men så er der det med diskussionen om zombiers tempo og porøsitet. I ”Night og the Living Dead” er zombierne lettere forrådnede skabninger, der langsomt og usikkert stavrer af sted med døde øje, blågrå ansigter, luvslidt tøj og hud der hænger i laser. Og sådan skal en ægte zombie se ud, mener nogle. Mens vi er andre, der har det fint med, at zombierne i nyere film som ”28 Days Later”, ”I Legend” og ”Planet Terror” (’07) er noget mere adrætte og har en lille smule tankevirksomhed.

De to film fra KBH:PIX festivalen er begge selvironiske zombiefilm, men tilhører hver sin skole, hvad zombiehastighed angår.

Den britiske ”Wasting Away” viser tingene fra zombierne synsvinkel. To unge par bliver u-anende forvandlet til zombier med fordærvede kroppe og langsomme kluntede bevægelser. Og de forstår ikke, hvorfor alle mennesker øjensynligt er blevet smittet af en virus, der får dem til at fise rundt i lyntempo, tale med Mickey Mouse-stemme og enten flygte skrigende bort eller helt uprovokeret prøver at slå dem ihjel.

I den norske ”Død sne” er den deling nazister, der efter et halvt århundrede bliver vækket fra deres grav i den norske fjelde, særdeles adrætte og har et større mål end bare at æde unge mennesker på hyttetur. Hvis der er nogen retfærdighed til, så kommer ”Død sne” i dansk biografdistribution og bliver en skandinavisk kultklassiker.  Ud over unge på hyttetur, gys, mange hektoliter blod der sprøjtes ud over den hvide sne og de frostgrå træer, heftig sex på et udendørs das, en yngling med en motorsav samt indvolde der vælter ud af både zombie- og menneskekroppe, så har den masser af ægte humor.

 ”Wasting Away” tilhører grenen af zombiefilm, hvor civilisationskritikken bl.a. kommer til udtryk ved, at det er giftaffald fra militærvidenskabelige eksperimenter, der skaber zombierne.  Mens ”Død sne” tilhører grenen, hvor det er det dannede menneskes manglende respekt for historien, naturen og døden, der – ligesom i ”The Evil Dead” (’81) – vækker zombierne.

En titel som ”Død sne” er måske ikke det mest opfindsomme – den er nogenlunde på niveau på med titlerne på de svenske femikrimier der er på mode blandt Politikenlæsere – men der findes mere hjernedøde titler. Der er fx. “Day of..”, “House of ..”, “Land of..”, “Forest of ..”, “Diary of..”, “Shawn of..” og ”Dawn of the Dead”.  De fantasi- og poesiforladte titler viser, at vi zombiefans ikke er på jagt efter intellektuelle udfordringer. Vi vil se blod.

Af Per Vad

Tre dage i Berlin

Berlin er en skøn by, man burde besøge en gang om året. Berlin er byen med de tusind apoteker og meget få hæveautomater. Det sidste er et problem, da de færreste restauranter og mange mindre butikker ikke tager visakort.

Når man bevæger sig rundt i Berlin, kan man tage en tur med bus 100 eller 200, der kører forbi de fleste af byens seværdigheder og vigtigste alléer og kan spare en for en del vabler. Men det meste af transporten foregår via S- og U-banen. På Alexander Platz station – og andre af undergrundsbanens store stationsområder – er der et fascinerende folke- og butiksliv, der matcher et middelstort dansk indkøbscenter med butikker, der kunne være hentet fra Strøgets billige, klistrede ende. I undergrundsbanens butikker og fastfoodsteder kan man bl.a. finde bevis for, at Berlin er en billig by – Otte kr. (1,40 euro) for en karrypølse og en cola samt gratis kaffe. 

Alexander Platz, Molecule men, Potsdamer Platz, Brandenburger Tor

Efter nazisme og krig og kommunisme er byen genopbygget, restaureret og nyopført i en grad at de risser og hudafskrabninger og ar og åbne sår, som historien efterlader i alle byer, de er i Berlin pudset op som hos en Hollywood has-been med brystimplantaltioner og kit i rynkerne, så den på overfladen er som ny. Det betyder, at der er masser af dristige, moderne arkitektur, der overgår vores Ørestad og havnefront. Det betyder også, at den på overfladen virker historieløs. Men hvad bygningerne ikke længere afslører, det kan ses på museer og ved avantgardistiske mindesmærker. Fx det højtprofilerede Denkmal für die ermordeten juden Europas, der er en 19.000 kvadratmeter stenmark med søjler i størrelser, der vokser fra gravstenslignende granitblokke til høje monolitter placeret i rette linjer langs skrånende og bakkede gange. For de historiebevidste er det et monument der vækker tanker og følelser. For børn og kåde teenagere er det en uimodståelig legeplads, hvor man kan hoppe fra sten til sten. For kørestolsbrugere er det – som det meste af Berlin – 100 % utilgængeligt. Et kort stykke der fra står mindesmærket for naziforfulgte homoseksuelle. En stor grå klods på størrelse med et vagtskur med et vindue, hvor i gennem man kan se en lille film med to unge mænd der kysser hinanden. Effektivt og modigt.

Byen og landets blakkede historie møder man især på museerne. Vores favorit var det lille overfyldte DDR museum med begejstrede besøgende, der nød det kærlige, udleverende portræt af DDR og gik rundt og åbnede låger og trak skuffer ud for at se kitsch fra den socialistiske bonde og arbejder republik: FDJ-skjorter, kaffe der nærmest var müesli med kaffebønner, kradsende toiletpapir der bl.a. blev brugt når alle børnehavebørnene sad på ræd og række på de faste pottetidspunkter, medajler som fx blev givet til de hårdtarbejdende byggearbejdere, der med stolthed rejste klonede betonghettoer, varer som var ubehjælpelige efterligninger af vestlige ting, en medlytter ved efterretningsvæsenets lytteudstyr og et besøg i en almindelig østtysk dagligstue med grimt tapet, lyseduge, teaktræ, slidt sofa og en kasse af et tv – i det hele taget så det ud som om DDR kulturelt var en republik fanget i et mareridt fra 70’erne. Men ved stranden slog borgerne sig løs og sprang rundt og nød nudismens nøgne frihed. 

DDR-museets virkemidler var simple, men effektive. Jüdisches Museum Berlin var et ex på, hvad man kan få ud af at bruge hele museumspædagogikkens klaveriatur – fra arkitekturen over trække-skuffer-ud og illustrerede personhistorier fortalt ud fra et par artefakter i en montre til computere med touch screen. Ud over at fjerne myter og fordomme om den jødiske religion og dens traditioner, så var museets pointe, at selvom det aldrig har været nemt at være jøde, så har mange store jødiske personligheder bidraget væsentligt til Tysklands og verdens økonomiske, videnskabelige og kulturelle udvikling. Det er ikke nogen ny historie og mange mindretal kan fortælle den samme historie – hvis de havde råd og kulturradikal opbagning.

Det er dog ikke alle historiske ting, der er forsvundet fra bybilledet. For at give plads til Hitlers mange parader blev den brovtende, 67 m høje hyldest til 1864-sejren over danskerne, Siegessäule, flyttet fra pladsen foran rigsdagsbygningen til midt ude på Groser Stern, hvor man skal gennem dunkle fodgængertunneller for at komme ud til det imponerende monstrum. Sejrssøjlen er ikke uberørt af krigen – man kan se talrige skudhuller i de forskellige relieffer. En anden rest af fortiden er bomberuinerne af Gedächtniskirche, hvor det ødelagte tårn står som en løftet pegefinger og advarer mod krig og ødelæggelse. Og uanset hvor man er i Berlin, kan man se det tidligere Østberlins fjernsynstårn – 365 m politisk penismisundelse. Når solen skinner på det, former der sig et lysende kors på tårnets kuppel; uden held forsøgte kommunisterne i årevis at fjerne den uforudsete og uønskede dekoration. På Potsdamer Platz er der nogle stykker mur tilbage; ellers er Berlinmuren markeret som en dekorativ linje, der går hen over pladsen og lidt ned ad gaden. Men i de østberlinske kvarterers fodgængerfelter er det stadig ampelmann’en – og ikke bare et grønt eller rødt signal – der fortæller om man må gå eller skal stå.

Ampelmann eller ej, så gik vi med en Marco Polo-guidebog fyldt med æselører, understregede afsnit og et krøllet og flosset toglinjekort på opdagelse i Berlin: Bl.a. Brandenburger Tor, Unter den Linden, Potsdamer Platz, Alexander Platz, Verdensuret, Sony Center, Berliner Dom, Deutsches Historisches Museum, Molecule Men, turistbåd op og ned ad Spree, Kaufhaus des Westens, udskænkningssteder med Berliner Pils, Zoologisher garten der rummer en imponerende abesamling og isbjørnen Knut, der er en dysfunktionel bamse, som blev opfostret af mennesker og er vokset op som berlinernes kæledække samt et akvarium, der grænser til en verdensomsejling under havet. Og ved dagens ende sluttede vandreturene ved lidt kuriøse spisesteder anbefalet af guidbogen: Henne med masser af atmosfære, et brev fra Kennedy på væggen og en saftig grillkylling med sprød, knasende skind som stedets specialitet. Og Toca Rouge med interiør med fast food-look, Mao på facaden og et dejligt asiatisk fusionskøkken. 

Man kan se billeder fra turen: http://www.flickr.com/photos/pervad/    

Af Per Vad

Foråret, generalsekretæren og selvbedraget

Foråret og Fogh som Nato-generalsekretær er fint, siger mange. Desværre, jeg må drysse malurt i bægeret, spytte i øllet og pisse på brættet, for intet af det er fint.

Det er ikke blevet forår, og der er længe til at foråret får fat, og cykelpigerne tager korte toppe på, der krymper lidt op, når de bøjer sig ind ove styret, så man kan se deres tre år gamle keltiske tatovering hen over lænnen.  Dét er løvspring. Det er ikke forår bare fordi sneen er smeltet, og en frygtløs blomst stikker hovedet op for at rekognoscere, og der mellem byens tage kan høres skrabben fra en flok CO2-desorienterede fugle.

Forår, Foghs diplomatiske evner, en nato-soldat.

Og hvad Fogh angår, så er hans sandsynlige afgang til nato hverken godt for Danmark eller for fred på jorden. Ingen uden for Holland kender eller interesserer sig for Jaap de Hoop Scheffer, der er natos nuværende generalsekretær. Og fogh vil få samme status som den ligegyldige, oversete hollandske mødevært. Det er nato-landenes statsledere, der bestemmer, hvad nato skal mene og gøre. Generalsekretæren skal blot sørge for, at der er frugt og mineralvand på bordene, når magtfulde internationale politikere mødes. Der efter skal han rejse rundt og repræsentere de andres holdninger og muligvis yde et bidrag til den fredelig stemning ved at byde ind med lidt diplomati.

Hvad har gjort Fogh værdig til den stilling? At tilbringe otte år på skødet af Bush med hovedet oppe i røven på Pis Kjærsgaard giver ikke et globalt udsyn. Og har han egentlig særlige store evner inden for international forhandling og diplomati? Han var vært, da EU blev udvidet til 27 lande.  Men alle vil have østlandene med, og alle østlandene ville med, så det var en opgave, der i sværhedsgrad minder om at være ekspedienten, der skal åbne varehusets døre til et januarudsalg med køtilbud. Tyrkerne var den eneste udfordring på det møde, og det klarede Fogh så godt, at de har hadet ham lige siden.

Hans anden inernationale udfordring var Muhammed-krisen. Alle så ham hændervridende sidde i mellemøstlige tv-programmer og uden held prøve at rode os ud af suppedasen og igen få gang i salget af tørmælk til de arabiske husmødre. Det lykkedes så godt, at muslimer verden over har hadet os lige siden.

Hans tredje udfordring var krigen i Irak. Jeg vil undlade at sige noget om den bedrift – men styrket vestens fredsimage og spredt tænk-før-du-skydder-filosofien har den vel ikke.

Fogh er ikke kvalificeret til at være generalsekretær for nato, og han vil give alliancen problemer. (Noget helt andet: Hvis Fogh bliver nato-generalsekretær, så har han løjet om formålet med sine mange rejser. Og han har brugt sin arbejdstid på at surfe rundt på Stepstone og Mercuri urval efter gode stillinger. Og han har på skatteydernes regning fløjet rundt til jobsamtaler. Det må da være en sag for rigsrevisionen?)

Når han bliver generalsekretær, så vil det gøre det nemmere for venstrefløjen at vinde magten her hjemme, tror nogen. Nej det vil ikke! Det kan godt være, at en lille buttet bøllespire med en næsten autistisk evne til at huske tal vil være et nemmere modstander for den ranke Helle Thorning og den lune Villy, men jeg tvivler. Og det kan også være lige meget. Fuck finanskrise, vækstpakker, omsorg for velfærden og Villys vittigheder. Folketingsvalg i Danmark afgøres på indvandrer- og skattepolitik – med andre ord på snæversyn, selvtilstrækkelighed, frygt og egoisme. Når vælgerne står i stemmeboksen, spørger de: Hvis jeg stemmer på S eller SF, bliver der så større problemer med indvandrene og skal jeg betale mere i skat? Og uanset hvad Helle lover, så bliver svaret et ja. Og så vil de alligevel hellere have socialliberal take away end solskin over Gudhjem.

Politik i Danmark er en værdikamp, og indtil vi kan overbevise dem om, at vores værdier er bedre en VKOs, så bliver det aldrig forår. Ærgerligt for jeg savner cykelpigerne.

Af Per Vad