Hvorfor kan kvinder lide romantiske komedier, mens mænd er til bulder, brag og blodsprøjt? Ifølge en ny phd-afhandling af Mette Kramer har kvinder et biologisk behov og en psykosocial interesse for at se film hvor fire logo-fikserede metropol- og millennium-stereotypiske kvinder eller en buttet dagbogsskrivende pige jagter romantik og roder sig ind i akavede situationer.
Kvinder har hovedansvaret for reproduktionen og har en nedarvet interesse i at finde den bedst egnede at pare sig med; kort sagt deres interessere for jagten på den eneste ene påvirker deres filmvalg. Og så rummer film som ”Sex and the City: The Movie” og ”Bridget Jones dagbog” situationer, kvinder kan lære af, når de skal begå sig socialt og løse følelsesmæssige eller parforholds problemer. Det er i hvert fald Mette Kramers teori.
Ud fra samme logik kan man sige, at mænd kan lide volds- og actionfilm, fordi vi oprindeligt er jægere og derfor interesserer os for jagten og nedlæggelsen af byttet. Der ud over rummer filmene opbyggelige situationer. Selvom jeg ikke kan ramme kridtet om plastikblomstens stilk i skydeboden på Bakken eller lave et cirkelspark uden at falde på halen med en forstrakt sene, så forlader jeg alligevel film som ”Replacement Killers” og ”Romeo must Die” med en større (oppustet) selvtillid.
Det lyder da som en okay analyse, ikk’? Det synes jeg ikke helt. Men ligesom alle gode samfundsborgere i dag sorterer deres affald, så vil jeg ikke smide teorien om biologisk betingede filminteresser længere væk, end at den kan genbruges. For helt tosset er den ikke. Og hende phd-damen fra Institut for Medier, Erkendelse og Filosofi ved Københavns Universitet har sikkert tænkt længe over det, set masser af film og kan henvise til en lang række af kloge skribenter med teorier, der underbygger hendes konklusioner.
Jeg vil dog i stedet pege på interessen for volds- og actionfilm som en hyldest til filmsproget: Actionfilm er den eneste filmgenrer der rummer ting, som ikke kan formidles på andre måder end film. Fx vil en biljagt i en spændingsroman blive kørt i rabatten af jagterne i ”Bourne”-filmene, Tarantinos ”Death Proof” eller mere undselige dækfræsene film. Ligesom Bruce Lee-agtige slagsmål, de evige, lidt trivielle, eksplosioner eller herlige meningsløse voldsorgier som i ”Planet Terror” ikke er helt det samme på skrift. Fascinationen af volds- og actionfilm er en bevidst eller ubevidst kærlighed til ægte filmkunst; de kunstoplevelser som kun film kan formidle. Eller groft og forsimplet: Når mænd er til action og kvinder til romantik, så er det fordi mænd generelt har bedre filmsmag end kvinder.
Jeg er selvsagt en fan af volds- og actionfilm – også selvom det er en skodfilm med fx Steven Seagal. Jeg kan lide når man sider på ottende række og blodet oversprøjter popcornene mens filmens flammer slikker biografloftets stuk. Men jeg er filmjunkie. Jeg er til det hele. Hvis levende billeder kunne fås på sprøjte, ville jeg sidde sammenkrympet i det svage blågrønne lys på Hovedbanens lokum med en kanyle vippende i en af de stenede årer og sejle væk i en rus eller gå rundt i S-togene med et tomt McDonald-krus og tikke mønter til det næste fiks hos min pusher hos Blockbuster.
Jeg kan for den sags skyld også lide romantiske komedier. Mine yndlings er ”Da Harry mødte Sally”, ”Forget Paris”, ”Manhattan” og ”Loveactually”. Men jeg tror kvinder er mere til fx Hugh Grant end til Billy Crystal og Woody Allen, så den lille forskel spiller måske alligevel en rolle….
(Foto fra filmene ”Death Proof”, ”Bridget Jones dagbog”, ”Planet Terror”)
Af Per Vad
Lagt i Kunst & Kultur, Kvinder & mænd | Mærket Bridget Jones dagbog, Death Proof, film, Planet Terror, romantik, vold | Ingen kommentarer »


I ”Mr. Brooks” er Kevin Costner den skizofrene seriemoder og beskyttende far, der er blevet afhængig af sin blodtørst, og Demi Moore er politikvinden som jagter ham. En amatørfotograf bliver vidner til et af Costners mord og bliver så opgejlet, at han får presset sig med på Costners næste mord-togt. På den måde bliver ”Mr. Brooks” næsten en meta-film, hvor den utiltalende blodtørstige groupie bliver repræsentant for den fascination af seriemordere, som Hollywood og alle os fra biografkøen og sofarækken føler.
Hun skulle have været på scenen for en time siden. I ventetiden havde jeg drukket et par ”starke öl” fra Pribs’ købt ved et af de til lejligheden interimistisk opstillede salgssteder med et par lange borde, et køleskab og en palle øl i plastikflasker – en emballageform der, meget passende, føltes som at befamle silikonebryster. Jeg hang ud og hyggede med hustruen og tjekkede stedet og publikum af. Der var en aldersspredning fra midt i tyverne til sidst i tresserne. Tre danske piger med sofapude-udstoppede brysteholdere, tilpasset countrytøj og farverige Cracker Jack Buffel hatte i fastelavns-materiale rendte rundt og spredte liv og lir og smil, ligesom mængden at souvenirbodens lyserøde cowboyhatte steg en smule i antal og også spredte lidt stemning.
60 % af sygeplejerskerne arbejder på nedsat tid, og de fleste af dem bruger ”fritiden” til at arbejde som vikarer til høje honorarer, der dræner regionernes kasse, uden at patienter får noget ud af det – tvært i mod så påvirker de mange vikarer arbejdsgangen på afdelingerne negativt.
Den årligt tilbagevendende messe for haveromantikere er en liveopførsel af et havemøbelkatalog fra Isabella Smith eller Aura-4-Laura. Heldigvis har jeg pressekort og kan komme gratis ind; for selvom det er en noget af en oplevelse, så ville jeg ikke betale 90 kr. for at komme ind og se de fisefornemmes svar på Søstrene Grene og loppemarkedet i Forum.
På de flotte, farverige plancher er tekstforfatterne mere fascinerede over mosen, hvor fundet er gjort, end af menneskene og samfundet, der har brugt fx Dejbjerg-vognene. Fx så er der udstillet skeletter af kvinder, som fik drikkelse med i graven. Men om oldtidens mennesker har pattet hunokser, drukket mosevand eller brygget øl, det ved jeg ikke. I museumsbutikken får man dog et lille spor. For der kan man købe ”ægte” vikinge-mjød – hvad fanden det så eller er for noget!? 