Hvorfor er vi til vold og romantik?

Hvorfor kan kvinder lide romantiske komedier, mens mænd er til bulder, brag og blodsprøjt? Ifølge en ny phd-afhandling af Mette Kramer har kvinder et biologisk behov og en psykosocial interesse for at se film hvor fire logo-fikserede metropol- og millennium-stereotypiske kvinder eller en buttet dagbogsskrivende pige jagter romantik og roder sig ind i akavede situationer.

Kvinder har hovedansvaret for reproduktionen og har en nedarvet interesse i at finde den bedst egnede at pare sig med; kort sagt deres interessere for jagten på den eneste ene påvirker deres filmvalg. Og så rummer film som ”Sex and the City: The Movie” og ”Bridget Jones dagbog” situationer, kvinder kan lære af, når de skal begå sig socialt og løse følelsesmæssige eller parforholds problemer. Det er i hvert fald Mette Kramers teori.

Ud fra samme logik kan man sige, at mænd kan lide volds- og actionfilm, fordi vi oprindeligt er jægere og derfor interesserer os for jagten og nedlæggelsen af byttet. Der ud over rummer filmene opbyggelige situationer. Selvom jeg ikke kan ramme kridtet om plastikblomstens stilk i skydeboden på Bakken eller lave et cirkelspark uden at falde på halen med en forstrakt sene, så forlader jeg alligevel film som ”Replacement Killers” og ”Romeo must Die” med en større (oppustet) selvtillid.

Det lyder da som en okay analyse, ikk’?  Det synes jeg ikke helt. Men ligesom alle gode samfundsborgere i dag sorterer deres affald, så vil jeg ikke smide teorien om biologisk betingede filminteresser længere væk, end at den kan genbruges. For helt tosset er den ikke. Og hende phd-damen fra Institut for Medier, Erkendelse og Filosofi ved Københavns Universitet har sikkert tænkt længe over det, set masser af film og kan henvise til en lang række af kloge skribenter med teorier, der underbygger hendes konklusioner.
 
Jeg vil dog i stedet pege på interessen for volds- og actionfilm som en hyldest til filmsproget: Actionfilm er den eneste filmgenrer der rummer ting, som ikke kan formidles på andre måder end film. Fx vil en biljagt i en spændingsroman blive kørt i rabatten af jagterne i ”Bourne”-filmene, Tarantinos ”Death Proof” eller mere undselige dækfræsene film. Ligesom Bruce Lee-agtige slagsmål, de evige, lidt trivielle, eksplosioner eller herlige meningsløse voldsorgier som i ”Planet Terror” ikke er helt det samme på skrift. Fascinationen af volds- og actionfilm er en bevidst eller ubevidst kærlighed til ægte filmkunst; de kunstoplevelser som kun film kan formidle. Eller groft og forsimplet: Når mænd er til action og kvinder til romantik, så er det fordi mænd generelt har bedre filmsmag end kvinder.
 
Jeg er selvsagt en fan af volds- og actionfilm – også selvom det er en skodfilm med fx Steven Seagal. Jeg kan lide når man sider på ottende række og blodet oversprøjter popcornene mens filmens flammer slikker biografloftets stuk.  Men jeg er filmjunkie. Jeg er til det hele. Hvis levende billeder kunne fås på sprøjte, ville jeg sidde sammenkrympet i det svage blågrønne lys på Hovedbanens lokum med en kanyle vippende i en af de stenede årer og sejle væk i en rus eller gå rundt i S-togene med et tomt McDonald-krus og tikke mønter til det næste fiks hos min pusher hos Blockbuster.

Jeg kan for den sags skyld også lide romantiske komedier. Mine yndlings er ”Da Harry mødte Sally”, ”Forget Paris”, ”Manhattan” og ”Loveactually”. Men jeg tror kvinder er mere til fx Hugh Grant end til Billy Crystal og Woody Allen, så den lille forskel spiller måske alligevel en rolle…. 
 
(Foto fra filmene ”Death Proof”, ”Bridget Jones dagbog”, ”Planet Terror”)

Af Per Vad

Kvinder i tegneserier

I ti år har tegneserier i stigende grad været inspiration for Hollywoodfilm og lige nu er der et filmboom, samtidig inspirerer heltenes kulørte dragter haute couturen, og Politiken slår sommeren ihjel med kommentarer om skribenternes yndlingsserier. Inspireret af tidsånden satte jeg på gulvet og hev album efter album ud af mine tre meter reolhylder med tegneseriealbum og –hæfter.

Ud over et par Anders And-blade fra ’54 og nogle forskellige first edition af forskellige serier, består min samling af mainstream fra 70’erne og begyndelsen 80’erne. Det er hæfter fra den tid, hvor serierne begyndte at få selvbevidsthed, større kvalitet og blev modtaget mere seriøst. Hidtil havde Super Oves brevkasse i Superman været det tætteste man kom reflektering over tegneserier, men nu dukkede magasiner om tegneserier op – fx ”Kulørte Sider”. Ligesom specialbutikken Fantask åbnede, og der kom alternative danske udgivelser som ”Sejd”.

På comix-hylderne i min reol er der materiale nok til mange blogindlæg. Men da det at skrive weblog i høj grad er en selviscenesættelse, kan jeg reelt kun vælge mellem to emner: ”Kvinderne” eller ”Heltene og deres storbyer.” I denne omgang vælger jeg kvinderne.

Fra at have været stafage – i det omfang de over hovedet var til stede – blev comix-kvinder i 70’erne til helte og skurke og centrum for erotiske serier. Et eksempel er X-men: På trods af navnet så rummer superteamene faktisk et overtal af kvinder. Der kom også heroiske kvinder med mindre overnaturlige evner. Fx den danske Sussi Bechs Nofret, der drager rundt i det mytologiske Ægypten og roder sig ind og ud af alskens eventyr, og Francois Waltherys barmfagre stewardesse Natacha, der er en letbenet spændingsserie i klassiske europæiske streg. Asterix-tegneren Lauzier slog sig løs med albummet “Lilly Fatal” om en hjemmegående husmor, der får nok og går amok.

De kvindelige skurke var især sexede femme fatales i tegneserieverdenens film noir-pasticher. Fx i Will Eisners Spirit (der konkurrerer med Hævneren om at være den dårligst maskerede superhelt), hos Loros down and out-detektiv Phil Garlic i album med gode titler som ”Fandens til vejr at dø i” og i Matthias Schultheis’ tegneserieudgave af Charles Bukowskis noveller, der ikke handler om andet end druk, vold og sex i et comix-univers, der får film noir til at ligne en lalleglad Brodway musical af Roger og Hammerstein.

Kvindeoprøret nåede selvfølgelig også frem til tegneserierne – fx i albummet med den alt-sigende titel ”Giv ham kniven søster”. Det er en samling  feministiske historier tegnet af amerikanske, mandlige (!) undergrunds-tegnere. I flere af historierne bliver mændene først kneppet og siden kastreret. Det giver dog albummet en skærende mislyd, at undergrundstegnernes mester og mest maniske mandschauvinist, Robert Crumb, havde et bidrag med. Crumb er kendt for Fritz the Cat, men  nok især for sine syrede små-psykotiske serier med store kvinder som, med kæmpe røve, kæmpe barme og fede behårede ben, bliver voldbollet så det sprøjter af små mænd.

I det hele taget havde de fleste tegneseriekvinder bryster, der kunne få Dolly Parton og Pamela Anderson til at se hulbrystede ud. Bryster var der fx masser af i de erotiske serier. Fx i albumserien “Fanny”, hvor en række af Europas bedste tegnere med held prøvede kræfter med den erotiske genre. De bedste af dem var tegnere som Prado, Varenne, Beltran og Martel – Varenne lavede også en række udmærkede - muntre - erotiske soloalbums.  

Nu sidder jeg så her med et næsten færdigt blogindlæg og et gulv dækket til med tegneserier og har ikke præsteret andet end en opremsning af navne. Men der er til gengæld alle sammen navne på tegneserietegnere, der har fortjent en lille hyldest.  
 
(Billederne er fra ”Natacha”, ”Giv ham kniven søster”, Jean Pierre Gibrats feministiske selvtægthistorie ”Udflugter” og ”Lilly Fatal”)

Af Per Vad

Afgørende spørgsmål

Er en dejlig aften, en aften hvor aftensolen flimrer gennem løvet på de stynede træer, mens I sidder på den udbyggede veranda med duften af nyslået græs og osen fra grillen i næsen og kan høre børnelatter fra trampolinen i baghaven? Eller foretrækker du en vinteraften hvor I – hvis I havde fået en siddeplads i bussen – kunne se Irma-hønen og neoreklamerne på jeres vej ind til restauranterne og biograferne?

Er du mere til Henry Miller, Norman Mailer og Stieg Larsson end til Rifbjerg, Panduro og Bjarne Reuter? Var du mere til Batman og Gotham City frem for Superman og Metropolis? Hvornår lavede du første gang et æseløre i en digtsamling? 

Starter en god søndag formiddag med at du kommer tidligt i gang og får ryddet ud i kælderen og startet på isoleringen, for I har planer og kan se muligheden i det store areal under samtalekøkkenet? Eller er det bedre med brunch, en særudstilling på Statens Museum for Kunst eller en kanalrundfart for gu’ ved hvilken gang, fordi du kan lide at blive ført gennem byens blodårer?

Går sommerferien til en campingplads i Sydfrankrig med vandland og minigolf og kulturelle udflugter, der kun ligger tre timers kørsel fra den femstjernede plads? Eller foretrækker du hotelværelser med stivelse i det hvide sengetøjsbetræk og fyldige puder, du samler i ryggen og læser Politikens ”Turen går til”s kapitel om den gamle bykerne, inden du falder i dyb søvn med en halv øl stående på sengebordet?

Er den bedste udsigt fra tårnet i ZOO, toppen af pariserhjulet i Tivoli eller fra sidevinduet i din Citroën Berlingo, når du krydser Storebæltsbroen?

Hvor meget fritid bruger du på Nettet? Kunne du finde på at købe en slipover og gå med hvide sokker i sandaler eller køber du stadig T-shirts hos Jack & Jones?  Har du fået talt pension og låneomlægning med din bankrådgiver?  Er du til vinyl, CD eller iPod og har du stadig album med Nina Hagen og Malurt?

Hvis du svarer: Nummer to, de første, den første, tidligt i firserne og mange gange siden, den anden, nummer to, det andet, nummer to, Pariserhjulet, for meget, nummer to, nej desværre, CD og ja, men på vinyl der står i vakkelvorne flyttekasser på loftet?  Så er jeg ikke den eneste, der galt på den.

Af Per Vad

Mr. Brooks, Shooter og de andre

Så har jeg fået set mine ”lej fem favoritter i syv dage”-film: Der var den dæmoniske side af Kevin Costner i ”Mr. Brooks”, pjat og vandpjask i de to sidste ”Pirates of the Caribbean”, skabslesbisk psyko-terror i ” Notes on a Scandal” og testosteron-kogende action i “Shooter”.

I ”Mr. Brooks” er Kevin Costner den skizofrene seriemoder og beskyttende far, der er blevet afhængig af sin blodtørst, og Demi Moore er politikvinden som jagter ham. En amatørfotograf bliver vidner til et af Costners mord og bliver så opgejlet, at han får presset sig med på Costners næste mord-togt. På den måde bliver ”Mr. Brooks” næsten en meta-film, hvor den utiltalende blodtørstige groupie bliver repræsentant for den fascination af seriemordere, som Hollywood og alle os fra biografkøen og sofarækken føler.

Filmen har gode chokeffekter, vellykkede actionscener og en stemning af uhygge, der lugter af jordslået familie- og overklasseidyl, som Costner skal have en stor del af æren for.

På trods af søuhyrer, genfærd og en tur til dødsriget, så er der ingen uhygge i de to seneste afsnit af ”Pirates of the Caribbean”-serien (”Død mands kiste” og ”Ved verdens ende”). Men det, der begyndte som en munter, actionfyldt og selvironisk sørøverfilm med gode specialeffekts, er nu blevet til pjat og pjank og en Johnny Depp, som overspiller rollen som snalret amoralsk pirat med androgyne træk og bøssoide fakter.

Hvis man er til mistænkelig seksualitet, så er ”Notes on a Scandal” lige sagen. Smukke, ensomme Cate Blanchet er den nye lærerinde, som ikke helt har fået rystet 68’er-ånden af sig, og den skræmmende Judi Dench er skolens gammeljomfru og hejre med skarpslebent næb, der bliver hendes fortrolige veninde. Da Cate Blanchet indleder et forhold til en skoledreng, bliver Judi Dench forarget, såret og hysterisk og begynder at afpresse Cate Blanchet følelsesmæssigt.

Judi Dench spiller så godt og er så skræmmende, at hun har fortjent et forgiftet maltbolche eller den Oscar, hun blev indstillet til for rollen. Men filmens historie er ret lille, helvedet får ikke for alvor lov til at udfolde sig - og vi ved jo godt i forvejen, at ensomhed er noget lort, og stramtantede skabslebber med indtørrede fisser er livsfarlige.

I ”Shooter” er Mark Wahlberg en snig- og skarpskytte, der har trukket sig tilbage fra hæren, men pludselig bliver jagtet som mistænkt for et attentatforsøg mod præsidenten. Og Danny Glover er obersten fa den mystiske nationale sikkerhedsorganisation, der står bag det hele. Hér er der ikke nogen Oscar i sigtekornet. Til gengæld er der valuta for pengene til os, der kan lide non stop action, konspirationsteorier, der er langt ude i hampen, og seje og determinerede helte, der dyrker selvtægt.

”Shooter”s actionscener er ikke så flamboyante og virtuose som fx ”Mission: Impossible” eller så intense og medrivende som ”Bourne Identity”. Og ”Mr. Brooks” er ikke i vægtklasse med film som ”Seven”, ”Amarican Psyko” og ”Ondskabens øjne”. Men det er alligevel de to – ud af de fem ”favoritter” – som jeg vil anbefale.
Af Per Vad

Til koncert med Dolly Parton

”Det er dyrt at se så billig ud … ha, ha, ha.” Dolly Partons falset-latter lød ud over Malmö Stadion, mens hun løftede op i plastikbarmen og rettede lidt på den blonde, opsatte paryk, der alt sammen fik hende til at ligne en Disney-udgave af en country-skøge. Og hun takkede os for at ville bruge penge på hende og svor, at vi var de dejligste mennesker, hun nogensinde havde mødt.

Hun skulle have været på scenen for en time siden. I ventetiden havde jeg drukket et par ”starke öl” fra Pribs’ købt ved et af de til lejligheden interimistisk opstillede salgssteder med et par lange borde, et køleskab og en palle øl i plastikflasker – en emballageform der, meget passende, føltes som at befamle silikonebryster. Jeg hang ud og hyggede med hustruen og tjekkede stedet og publikum af. Der var en aldersspredning fra midt i tyverne til sidst i tresserne. Tre danske piger med sofapude-udstoppede brysteholdere, tilpasset countrytøj og farverige Cracker Jack Buffel hatte i fastelavns-materiale rendte rundt og spredte liv og lir og smil, ligesom mængden at souvenirbodens lyserøde cowboyhatte steg en smule i antal og også spredte lidt stemning.  

Da Dolly kom på scenen føg en kølig sommervind hen over det lille, gamle stadion og fik hende – så vidt man kunne se - til at skutte sig. På grund af vinden var det til det første sæt ikke lykkedes at sætte storskærmene op, så hun var bare en lille lattermild, lyserødt klædt figur i det fjerne. Og da hun begyndt at synge, fik lyden - der lød som musik fra en ghettoblaster i en plastikspand - folk til at flygte fra indercirklens dyre pladser og ud til os på lægterne, hvor der var rigeligt med ledige pladser.

Solen var ikke gået helt ned og vinden havde fejet de grå skyer væk, så i første sæt var publikum bedre oplyst end scenen. I andet sæt var storskærmene kommet op, solen havde overladt lyssætningen til sceneprojektørerne, og folk slog cafe-plaiderne til side og rejste sig og klappede og stampede og sang med på yndlingsnumrene. Hvad det angår så er skåninge og Københavnere mere til storby-sange som ”9 to 5” end ”Thank’ God I’m a Countrygirl”. Der var gamle syng-med-klassikere; et indslag med vittige råd og svar til ”alle de dejlige mennesker, som havde indsendt spørgsmål til lokalpressen”; en flot a cappella-udgave af ”Do I ever cross your Mind”; og en håndfuld sange fra hendes seneste CD, ”Backwoods Barbie”, hvor et par af dem lød til at være inspireret af keltisk begravelsesmusik – på den fede måde.

Honky tonk-dronningen spillede i to timer, og gav os det vi kom for af bluegrass, steelguitar med sirup og country-rock og -pop. Men når resultatet skal gøres op, så vandt vinden på en teknisk knockout, der ødelagde lyden, gjorde det umuligt at se noget i første sæt og fik folk til at småfryse.

I øvrigt: Inden koncerten var vi på Moosehead på Malmö Lilla Torg og fik et par lækre elg-burgere med lingonsylt (en tyttebær-substans, der er en velsmagende mellemting af syltetøj og yoghurt). Det kan anbefales…. Malmø kan i det hele taget anbefales!… Og det kan Dolly Parton trods alt også.

Af Per Vad

Sygeplejersker er asociale

Groft sagt, så er der ingen sygeplejerskemangel. Men der er mangel på sygeplejersker, som gider arbejde på fuld tid. Og groft sagt så får sygeplejerskerne tilstrækkeligt i indtægt. Den burde bare være fordelt anderledes, så de fik mere som ”normalt” ansatte og mindre som vikarer.

60 % af sygeplejerskerne arbejder på nedsat tid, og de fleste af dem bruger ”fritiden” til at arbejde som vikarer til høje honorarer, der dræner regionernes kasse, uden at patienter får noget ud af det – tvært i mod så påvirker de mange vikarer arbejdsgangen på afdelingerne negativt.

Lige nu udnytter sygeplejerne, asocialt, et idiotisk system.

Jeg støtter normalt folk, der strejker – den store undtagelse er buschauffører. Folk der strejker holder aftalesystemet i live, viser fagforeningernes værdi, viser at man får noget ud af at kæmpe og opnår resultater, som andre kan bruge som pejlemærke og argument for bedre vilkår.

Jeg støtter også sygeplejerskernes strejke. Og selvfølgelig skal sygeplejernes løn være højere – de 12-13 % som soso-assistenterne har fået, ville være passende. Og selvfølgelig skal der nedsættes en ligelønskommission, som fører til et løft i lønnen hos kvindefag. Men hvis det skal lykkes, og den nuværende konflikt skal have en happy ending, så er der brug for en holdningsændring hos sygeplejerne, brug for en ændring af de idiotiske vikarregler og brug for politikere, der vil nedsætte en ligelønskommission og give regionerne rum til at tilbyde de strejkende en fornuftig løsning.

Shabby chic til haven

”Det hedder shabby chic,”  forklarede min kone, da jeg stod i det Kongelige Danske Haveselskabs Have på Frederiksberg og så på livsstilsudstillingen ”Mit Hjem er Mit Slot”s udvalg af vakkelvorne havebænke med afskallet maling og rustne ben.

Den årligt tilbagevendende messe for haveromantikere er en liveopførsel af et havemøbelkatalog fra Isabella Smith eller Aura-4-Laura. Heldigvis har jeg pressekort og kan komme gratis ind; for selvom det er en noget af en oplevelse, så ville jeg ikke betale 90 kr. for at komme ind og se de fisefornemmes svar på Søstrene Grene og loppemarkedet i Forum.

Stilen shabby chic er en blanding af country romantik, Ludvig 14s barok og gammel ragelse fra en havestue. Tingene er lavet af metal, træ og hygge; er formet med sving og krummelurer og malet i uangribelige pastelfarver og slebet og efterbehandlet, så det kommer til at fremstå som ældet med værdighed – og høj værdi. Og til det hele hører der søde mønstrede puder og klæder, der kunne være syet af hende ens irriterende gamle tante, der aldrig er flyttet mentalt ud af sin ungdoms hash-tågede kollektiv, og som selv syr og farver alt sit tøj og samler på healende sten, som hun sætter på snor og sælger som unikasmykker.

I mandeafdelingen er der ingen af mine venners plæneklippere, der ser ud til at have ambition om at vokse op og blive landbrugsmaskine, eller deres banale kuglegrill fra Weber. Hér er der mærkevare-spader og højteknologiske eller romantisk griller med design og ophæng, der gør det muligt at genskabe barndommens lejrbålshygge, næste gang far skal grille kødstykker.

Afdelingen med delikatesser er vel også mest for far. Hér er vildtpølser og emukød og vine fra fjerne egne, der – heldigvis – sjældent når frem til Brugsens vinudsalg.

Og mens far får smagsprøver eller fascineret står og åbner og lukker låget på en højteknologisk havegrill, der kunne være designet i fællesskab af NASA og Kvik Køkken, så kan mor og veninderne gå rundt og se på blomster. Overalt i potter og krukker finder man et farvestrålende udvalg af sommerblomster; lige fra bøssernes botaniske svar på majskolben - lyserøde lupiner - over pompøse pæoner til yndige blomster af den slags, man planter, fordi det spreder sommer og sol inden i bare at sige navnene: Morgenfrue, Mandstro, Ridder spore og Jomfru i det grønne.

Vi har tre dejlige altaner (ja, vi er skide heldige) med havemøbler fra Jysk – de er vakkelvorne på den billige måde - og tæt beplantet med årstidens planter og blomster fra Netto, Føtex og stiklinger fra min papsvigermors have.  Jeg er glad for vores altaner, men når man går rundt på shabby chic-festivalen i Haveselskabet flotte anlæg er jeg glad for, at det er alt vi har – for hvad kunne det dog ikke udvikle sig til, hvis vi havde haft en have?  Denne gang blev det til en fadøl i skyggen, mens min kone købte nogle stykker sæbe med krydderier og en revolutions-rød kæde i terningeformede sten.

Af Per Vad

Indiana Jones og Den nye oldtidssamling

Arkæologien har gyldne tider. Både Indiana Jones og Nationalmuseets oldtidssamling er blevet genfødt. Begge er en fryd for øjet. Men i modsætning til Spielberg, så sprudler Nationalmuseet ikke af fortælleglæde. Den ”nye” oldtidssamling udvider ikke ens historiske horisont eller tænder en på fortiden. 

På de flotte, farverige plancher er tekstforfatterne mere fascinerede over mosen, hvor fundet er gjort, end af menneskene og samfundet, der har brugt fx Dejbjerg-vognene. Fx så er der udstillet skeletter af kvinder, som fik drikkelse med i graven. Men om oldtidens mennesker har pattet hunokser, drukket mosevand eller brygget øl, det ved jeg ikke. I museumsbutikken får man dog et lille spor. For der kan man købe ”ægte” vikinge-mjød – hvad fanden det så eller er for noget!?  

Jeg går ud fra, at livet og samfundet i oldtiden har været fattigt og beskidt og primitivt. Men i oldtidssamlingen er der en så stor overdådighed af ravsmykker, at de bogstaveligt talt er bunket oven på hinanden. Og smykker og kunsthåndværk ligger i lange baner i montre efter montre, sal efter sal, så appetitligt præsenteret og lækkert belyst, at man næsten forledes til at tro, at bronzealder-kvinder har brugt fritiden på at ose rundt i datidens udgave af Hundige Centeret hos Hvitfeldt Guld og set på tidlige udgaver af Georg Jensen smykker.

Og når man har været næsten hele udstillingen igennem - og munden, der i starten stod åben af benovelse, er blevet til et lille gab af kedsomhed - så ender man i ”Vikingetiden.” Og så vil jeg gerne have forklaret: Hvad er en viking i modsætning til andre personer fra jernalderen? Umiddelbart skiller de sig ud ved at være et folkefærd, der sejlede rundt og tævede britter, grundlagde byer, samlede det danske rige og gjorde befolkningen kristne i stedet for at tro på aser, dyrke jorden, gå på jagt og udveksle store mængder fint dekorerede artefakter, ligesom alle de andre i jernalderen…. Kort tid inden man kommer til rummet, der gør op med asetroen, har man set et smukt udstillingslokale, der fortalte om soldyrkelse - hvor folk troede, at en fisk vækkede solen om morgenen, heste trak solen gennem dagen, og en slange førte den bort om natten. Men pludselig er solguden værk, min skoletids sagn om Odin og Thor er ikke blevet nævnt med et ord, til gengæld har nogen – muligvis mens alle andre så på smykker – rejst en runesten i Jelling og gjort alle danerne kristne?!

”Vikingetiden”, og de ting som forbindes med den, er så stor en del af dansk selvforståelse, at man enten må man være så modig og højrøvet at man tør prøve at overbevise folk om, at der ikke er noget, der hedder ”vikingetiden” – det hedder alt sammen jernalderen. Eller man må omfavne begrebet og vise det som en særlig dansk periode og/eller udgave af jernalderen. Under alle omstændigheder skal man tage det alvorligt, give det plads og bruge ressourcer på det. Det gør Nationalmuseets oldtidssamling ikke. 

Hvis man er til oldtid og arkæologi så er der selvfølgelig også den mulighed, at man kan gå ind og se den genopstandne Indiana Jones’ jagt på et krystalkranium og en tilhørende skat. George Lucas, Steven Spielberg og Harrison Ford tager – i modsætning til Nationalmuseet – sine brugere/fans alvorligt og giver dem, det de kommer efter. Hvis man sammenligner den med de tidligere Indiana Jones-film, så er den – mindst – på højde med et’eren og tre’eren, og den binder hele serien sammen med en flot sløjfe. Den har også sine Spielberg-øjeblikke med det særlige himmelske Spielberg-lys og hans fantasifulde fortælleglæde med billeder, man enten aldrig har set før eller billeder, der er henvisninger til andre elskede film.

Hvis man sammenligner ”Indiana Jones og krystalkraniets kongerige” med de eventyrfilm, der har været i de 19 år siden Indy’ sidst svingede pisken, så holder den standarden. Den kan godt konkurrere med ”Mumien”, ”Da Vinci Mysteriet” (en skuffelse), ”Ringenes herre” (noget opreklameret lort), ”Pirats of the Caribbien”, ”Narnia” (den er for børn), ”Det gyldne kompas” (en skuffelse), ”National Traesure” og ”Harry Potter”.   

For arkæologien og interessen for oldtidens skyld er det også godt, at der findes film som ”Indiana Jones”. Det er godt at se, at arkæologer i teorien godt kan være nogen, der interesserer sig for spændende historier; og ikke alle sammen er fimsede typer, der mest går op i, at deres hundredvis af enslignende fund bliver præsenteret i den rette belysning.

Af Per Vad

Münchens seværdigheder

München er en tysker i brun vindjakke, gummisko og med blege, mørkt behårede ben, der stikker ud af et par uklædeligt stramme lederhosen, som står ved en majfest og spiser en halv meter lang pølse. München er verdens mest kendte ølhus, Hofbräuhaus, hvor 1500-tallets royale fik deres øl, og nazisterne i 1919 holdt deres første møde, og hvor en hær af midaldrende, solidt byggede servitricer i folkedragt med en hånd svinge tre et-liters krus med skummende fadøl ind over de lange bænke og borde til borgere og turister, der spiser pølser og svinekød og prøver at overdøve tyrolerorkesterets blæseinstrumenter og harmonika.

Hustroen og jeg var fire dage i München, der ligger tolv nattogstimer fra København og så langt sydpå, at man de sidste dage i april kan få solskoldet næse på en overskyet dag.

Bayerns tulipanfyldte hovedstad har selvfølgelig sine udgaver af sædvanlige storbyseværdigheder som kirker, udsigtpunkter, torve, udflugtsmål, museer, bygningsværker og klokkespil. Hér hedder de fx Frauenkirche; Bravaria der er hul som en chokoladekanin så man gå op i den og se ud over den forladte oktoberfest-plads; og Marienplatz; og Bavaria Filmstadt - Europas største filmstudier, hvor man kan se stuntshow og ubåden fra Das Boot; og Alte og Neue Pinakothek der bl.a. huser van Goghs ”Tolv solsikker i en vase”; og Olympiapark hvor 11 israelske atleter blev dræbt ved OL i ’72 og man fra restauranten i toppen af det 290 meter høje Olympiaturn kan se BMW-tårnet og se byen med snedækkede Alper som baggrund ; og Neus Rathaus med dets carillon hvor 32 kobberfigurer opfører ridderturnering og jubeldans til tonerne fra 43 klokker.

Ud over det rummer byen også et par enestående ting. Fx Hellabrunn Zoo, der var en af de første zoo, der i stedet for bure gav dyrene omgivelser, der minder om deres oprindelige habitat – og når man ser vilddyrenes vilkår i München, så kommer Københavns udmærkede gamle zoo til at ligne noget, der burde meldes til WSPA. Og Hellabrunn har ikke blot dyr fra fjerne egne, men også fra fjerne tider. Der er fx urokser og ur-hest – eller hvad sådan nogen hedder.

Byen har også Englisher Garten - en anlagt naturpark der er større end Central Park i New York – hvor man må vade i timevis gennem pircede nudister, krimilæsende studiner og andre solglade tyskere for at nå frem til byens mest overvurderede seværdighed: Chinesissher Turm, der er et lavstammet, gråbrunt tårn i kinesisk stil omgivet af en stor ølhave.

Endelig er der Deutches Museum. Hvor man - mens ens kone kritiserer udstillingspædagogikken, der mangler fortælling og mulighed for inddragelse af gæsterne - kan man gå fra sal til sal og blive overvældet af den grænseløse samling af gamle maskiner; alle slags maskiner: Metalindustri, glas-, fødevare-, tekstil- og alle andre industriemaskiner, flyvemaskiner og gamle automobiler og et kælderkompleks indrettet som en mine-udstilling, hvor man i de klaustrofobiske gange mister retningssansen, mens man ser modeller af knoklende minearbejdere.

München var en ruinhob efter ’45 og byen består næsten udelukkende af huse bygget eller genopført efter den tid. Muligvis for at kompensere for manglende patina, charme og afvekslende bygningsstil har de malet mange af bygningerne i sarte gule, rosa og grønne farver. Men de farvelagte huse kan ikke rede byen fra at virke lidt kedelig. Den er et besøg værd, men man taber ikke sit hjerte til stedet, der hverken er en moderne metropol eller en hyggelig gammel adelsby. Det er en praktisk og effektiv by, der er ren og pæn og har offentlig transport, der kører til tiden – hele tiden. Og frem for alt: En by med masser af øl.

Af Per Vad

Jeg var sød som dreng

I forbindelse med en familiebegivenhed skulle jeg bladre i gamle fotoalbum, og det blev til en nostalgisk tur tilbage til en lille dreng, som frøs, når han bliv vasket ved køkkenvasken i den to et halv-værelse baggårdslejlighed med lokum i gården på Nørrebro, og frem til den voksne webredaktør, der kører med Metro, leger med Facebook og i blogs gør sig lystig over livets ulidelige lethed.

Da jeg samtidig havde læst om rockyou.com på PC Worlds hjemmeside og gerne ville prøve nogle af rockyous mange gratis muligheder, så blev det til dette slideshow:

| View Show | Create Your Own

Jeg kan kun anbefale www.rockyou.com. En side der gør det let at lave lidt smarte foto-slideshow, som kan implementeres på ens blog. Ligesom man kan hente spil og andre muntre ting til fx sin hjemmeside.

Af Per Vad