10 bedste moderne kunstværker på SMK

Mine 10 yndlings værker fra SMK’s samling efter 1900 er værker af den slags, man tager med hjem, fordi de har pirret ens sanser mere end gennemsnittet og har givet en oplevelse, som man synes andre også bør have.

Her er top ti-listen i tilfældig rækkefølge.

Jens Søndergaard (1895-1957): Hav. Storm, 1954.

Jens Søndergaard: ”Hav, storm”
Der er nok ikke noget så dragende som havet – både for danske kunstnere, tyske turister og københavnersnuder. Og hér er der hav. På Søndergaards billede står de mørke silhuet-, skygge- eller spøgelses-figurer ikke bare på stranden, hvor bølgerne slår mod kysten. De ser ud til at stå på afgrundens rand, hvor de er i fare for at falde i, vælte om eller blive revet med ud af det stormende hav, der en tredjedels lærred høje vildt skummende bølger. Men selv om motivet er dramatisk, så står man tørskoet og nyder de simple figurer og flotte mørke jord-farver og tænker for sig selv: ”Det der med natur, det er noget gevaldigt og både farligt og fascinerende noget.”

Wilhelm “Freddie” Carlsen (1909 – 1995) Sensibelt portræt, 1940

Wilhelm “Freddie” Carlsen: ”Sensibelt portræt”
”De binder os på mund og hånd,” sang Liva Weel i det første besættelses-år. Det var samme år, Wilhelm “Freddie” Carlsen malede ”Sensibelt portræt.” Og man skal være døv og blind for ikke at se det samme budskab vendt mod den samme besættelsesmagt. Som de fleste af Freddies værker er det politisk og provokerende (i hvert fald hvis man sad med nazistøvlerne hvilende på et bord i Dagmarhus). Freddie var en Salvador Dali-wannabe, og til sin store glæde lykkes det ham også at både provokere og blive politianmeldt i løbet af sin karriere, men hér er surrealismen så afdæmpet og letforståelig, at den næsten bliver folkelig. Det tiltaler os, der af og til gerne vil slappe af med lidt syre-kunstens svar på easy listening.

Harald Giersing (1881-1927), Paris’ dom, 1909

Harald Giersing: ”Paris’ dom”
Billedets titel henviser til det græske sagn om prins Paris, der skulle dømme om, hvem af de tre gudinder, Hera, Athene og Afrodite, der var smukkest. Så hvis man er en gymnasie-elev i det kunst-intellektuelle hjørne, så kan man jo filosofere lidt over dialektikken mellem sagnet, billedets titel og indhold. Man kan også bare se på billedet, hvor en ret indifferent mandsperson sidder ugideligt i en lænestol, mens tre nøgne kvinder står og gør sig til. Kvinderne er tegnet op med kraftige streger og mangler detaljer, og sat op mod den ludderbule-pissegule vægfarve forsvinder al sexet kvindelighed. Og motivet, der ellers kalder på æstetik og erotisk udstråling, bliver mast af malestilen, som til gengæld bliver hængende på ens indre lærred.

Vilhelm Lundstrøm (1893-1950), To stående modeller, 1927

Vilhelm Lundstrøm: ”To stående modeller”
De har hverken hvepsetaljer, struttende bryster eller fint formede ansigtstræk. Men billedet med de enkle minimalistiske maleredskaber og monumentale, mejeri-rigtige, stovte moderjord-figurer slår en med det uforgængelige, universelle budskab: ”Kvinder er smukke, stærke og frodige.” Smukt og sandt.

Værkstedet værst (Michael Kvium, Christian Lemmerz, Sonny Tronborg, Ingunn Jørstad): Grød, 1986

Værkstedet værst: ”Grød”
Figurerne i den ni minutter lange video er typisk Michael Kvium: En lad mand med en papmache dildo-hat, der bogstaveligt talt gør ham til et pikhovede. Og de to kvinder bær en gulvmoppe som parykker og er således et par vaskekællinger. Den ulækre grød, der røres sammen og proppes ind i gabet på manden, er typisk Christian Lemmerz. Han dyrker organiske materialer og forfald og blev berømt for at lade grisetorsoer rådne op i glasmontre. Filmen slutter med et mord, et selvmord og manden, der sidder tilbage og guffer i skrævet på en sexdukke. Der er noget 70’er-plebejer over både lejligheden og figurerne. Jeg ved ikke om Værkstedet foragter arbejderstanden, eller udleverer proletar-klicheer eller bare vil forarge med ulækre billeder og et pessimistisk menneskesyn. Men uanset hvad, så bliver videoen hængende; klistret til indersiden af øjnene – ligesom Kvium og Lemmerz andre det-bør-han-sgu-tale-med-en-læge-om værker.

Filmen kan ses på YouTube

Lars Nørgård (1956- ), De tre gratier, 1985.

Lars Nørgård: ”De tre gratier”
Alle kender Krøyers ”Hip hip hurra”-billede af de snapse-skålende skagen-malere samlet til sommerfrokost. Lars Nørgård har hér lavet en grotesk hyldest i 80’er-stil af sine kunstner-kollegaer. De tre gratier er i den klassiske mytologi gudinderne for ynde og glæde, og de er et populært motiv i billedkunsten, hvor de tit afbildes som tre unge kvinder, der omfavner hinanden eller danner en kreds. Hos Nørgård er de tre gratier fra venstre mod højre billedhuggeren Lone Høyer Hansen, scenografen Bente Lykke Møller – der dengang var Lars Nørgårds kæreste – og maleren Dorthe Dahlin. De nøgne kvinder bliver begloet af en kødrand af mandlige kunstnere. Øverst: Erik A. Frandsen, Peter Bonde, og Lars Nørgård selv. Nederst: Christian Lemmerz, Michael Kvium og Claus Carstensen. Ud over billedets kvalitet som karikatur, så er det også bare et godt billede med groteske menneskekroppe og ansigter, hvor især mændenes grimme ansigter har en imploderende kraft, hvor man suges ind i deres forvrængede fjæs.

Richard Mortensen (1910-1993), Uden titel, 1939

Richard Mortensen: ”Uden titel”
Et billede, der ikke hedder noget, skal man ikke lægge andet og mere i, end det øjnene umiddelbart ser. Et abstrakt maleri med både bløde og kantede former i blot fire farver, der går ind i hinanden og skaber en perfekt balance og stråleglans, der ville blive forringet, hvis man ændrede på noget. Perfektion er altid et skønt syn.

Claus Carstensen (1957- ), Æterlegeme, 1986

Claus Carstensen: Æterlegeme
Når man står i den fjerne ende af rummet og ser ned mod billedet på endevæggen, så ligner det et flot abstrakt billede i naturbunds-farver lavet med lange, levende strøg. Men når man kommer nærmere kan man se, at billedet er tredimensionelt, hvor det yderste lag ikke er tykke penselstrøg, men store skiver af skumgummi. Det er fængslende. Og når man går hen og læser på titel-skiltet opdager man, at det er et lærred dekoreret med æter, kropsolie, lakfarver, urin, skumgummi og fedt. Og det får en til både at smile og  tage billedet i nærmere øjesyn i jagt på nogle af ingredienserne. Titlen ”Æterlegeme” henviser til den okkulte verden, hvor æterlegemet er større end det fysiske legeme, fordi det også indeholder kroppens aura. Det er måske en gang hippie-vrøvl og hash-filosofi, men pyt.

Lene Adler Petersen (1944- ). Luderen fra Etiopien, no. 1., 1978

Lene Adler Petersen: ”Luderen fra Etiopien, no. 1”
Collage-billedet er smukt og stærkt. Med collagen af avisstykker i baggrunden og de pensel-optegnede afro-etniske ansigtstræk giver det et indtryk, der et mix af hurtig malet protest og en gennemtænkt kommentar til virkelige begivenheder. Samtidig er det opdelt i fire kvadrater, som det holder sig inden for. Så det rebelske udtryk får tilføjet noget disciplin. Godt blikfang – som når man på gaden passerer et oprørsk budskab malet på en rude.

Michael Elmgreen (1961-) og Ingar Dragset (1969-), Please, keep quiet!, 2003

Elmgreen & Dragset: “Please, keep quiet”
Næsten nede for enden ad gangen på øverste etage af den nyere tids samling er et rum med klapdøre. Når man går der ind, havner man i en anden verden. Pludselig har man forladt museet og står i en firesengs hospitalsstue. I tre af sengene ligger der voksfigurer under dynerne og nogle få genstande på sengebordene, i den fjerde seng er der stadig et aftryk i puden efter en person, der er væk. Der lugter af syntetisk hospitals-luft, og der er helt tyst – ikke en vejrtrækning høres. Stemningen er tyngende, og det minder om ubehagelige drømme om trælse indlæggelser og ubekvemme sygebesøg.

Tag selv på hospitalsbesøg:

 

2012s største film-oplevelser

Jeg har – trods alt – ikke set alle 2012s premierefilm. Jeg har for eksempel endnu ikke set ”De urørlige”, og jeg gider ikke se ”Hobitten” eller ”Twilight Saga II”. Mine bedste filmoplevelser i 2012 var:

Tilda Swinton i “Hvad med Kevin”

Hvad med Kevin
”Hvad med Kevin” (”We need to talk about Kevin”) er en drama-gyser, hvor en mor kæmper for at elske sin mærkelige søn, som rummer en ondskab, der med skræmmende forudsigelighed har kurs mod en skolemassakre.
Billederne er en blanding af popart og provinsby-uhygge. Ezra Miller spiller sønnen, der med emu-stil udstråler diabolsk ondskab af den slags, hvor man skal over i den rene gysergenre for at finde referencer – det kunne være ”Tegnet”; men Ezra Miller er uhyggeligere end satans søn. Og den ellers smukke, markante skuespillerinde med lebbe-looket og det drengede ansigt, Tilda Swinton, er her en provinsiel kvinde, hvor man kan se de ulykkelige tanker bag den tynde, blege hud, og øjnene med de mørke render prøver at krybe ind i ansigtet på flugt fra det, hun har set, og det andre kan se i hendes blik. Hun er en Oscar værd.
Den uhyggelige historie – der også er et portræt af sin tid – giver plads til eksistentielle spørgsmål, som skal og kan man altid elske sit barn? Og findes ondskab?

Gigers kunst ses i “Prometheus”

Prometheus
Bliver vi i den uhyggelige genre, så var der storproduktionen, sci fi-gyseren og ”Alien”-prequellen ”Prometheus”, hvor fundet af kilden til livets opståen fører til en rum-ekspedition ud til universets uhyggeligste hjørne, hvor astronauterne med Noomi (“Pigen der legede med ilden”) Rapace i spidsen må kæmpe for at stoppe et rumskib, der har kurs mod menneskehedens udslettelse.
Det er en film, der måtte komme, og en historie, der ikke rummer noget specielt. Men man trykkes ned i sædet af filmens storhed, uhygge og den ubehagelig fryd over et gensyn med kunstneren H. R. Gigers univers af organiske, fallos-fascistiske metal-univers, der også prægede den førte ”Alien”-film.

Ben Affleck i Operation Argo

Operation Argo
”Operation Argo” er en drama-agent-thriller bygget over virkelige begivenheder. Med 70’er-skæg og grim jakke spiller Ben Affleck agenten, der skal få en gruppe amerikanske diplomater ud af Iran lige efter revolution. Planen er at føre dem gennem landet ”forklædt” som et filmhold i gang med en spillefilm.
Ben Affleck er kendt fra romantiske komedier og spændingsfilm, der bliver reduceret til feel good-action, fordi Affleck ikke ligner en, der kan gøre en flue fortræd. Det gør ham perfekt i denne historie, hvor man med hjertet oppe i halsen af spænding sidder og vipper mellem grotesk komedie og realisme. Filmen har så mange scener, der er tro kopier af pressebilleder og tv-klip fra den gang, at den får stemningsfuld troværdighed uden at blive drama-dokumentar.

The Artist

The Artist
Den franske 2011-stumfilm ”The Artist” kom til de danske biografers lærreder og dolby digital surround-lydsystem i 2012. Jean Dujardin spiller en stumfilmsstjerne, der indleder et højromantisk forhold til en ung danserinde. Men da talefilmen kommer skilles deres karriere-veje, og han går i hundene.
At lave en succes-stumfilm i vort århundrede er et frisk initiativ og en bedrift, der nok kun går én gang. Om nutidige dramaer kan man i visse tilfælde bruge ordet ”gribende”. Ser man stumfilm i samme genre, må man justere adjektivet til ”klamrende”. Heldigvis forstår ”The Artist” at holde tilstrækkelig distance til sin sentimentale handling, så den bliver ”gribende”. Og så ser Jean Dujardin – hér – så godt ud, at celluloid-charmører som hedengangne Errol Flynn godt kan klappe smilet i.

Bond uden Bond-bil i Skyfall

Skyfall
Årets James Jubilæum Bond-film levede op til forventningerne. Og med Sam (”American Beauty”) Mendes som instruktør blev det ikke bare en action-for-alle-megabudgettets-penge-film, men også et Sheakspeariansk drama, hvor James er den gode søn, der kæmper for at beskytte sin mor mod sin onde bror (en tidlige 00-agent), der vil hævne sig, fordi han ikke fik kærlighed og anerkendelse nok.
Selvom Daniel Craig aldrig kommer til at ligne andet end en slagsbror fra en polsk havneknejpe, og Bond-serien har mistet sin overklasse-stil, fjollede oneliners og utroværdige damenedlæggelser, så opvejes det til fulde af den ny hårdkogte, krobsnære actionstil, som ”Jason Bourne”-flmene introducerede, og hér af de mange hints til tidligere Bondfilm, som man – når der kommer et pusterum mellem actionscenerne – kan more sig med at lede efter.

“Iron Sky” og “Julia X”

CPH:PIX og Cinemateket
København er velsignet med en række filmfestivaler, som altid vil være en af årets biografoplevelser. Min største 2012 CPH:PIX-oplevelse var den finske (finske!) sci fi-film ”Iron sky”, hvor nazister, der har gemt sig og opbygget en stjernekrigs-flåde på Månens bagside, invaderer jorden. Det er kult, kitsch, satire og grotesk humor, når det er bedst. Og med sin tyske kampvogne-fra-40’erne-æstetisk med masser af grå-brune jernplader, voldsomme kæder og store bolte bliver den også en øjenfryd.
Cinemateket byder hvert år på uforglemmelige filmoplevelser. I år var højdepunktet for mig splatterfilmen i 3D ”Julia X”, hvor net-dating fører til bloddryppende møder, hvor 3D-effekten får økser til at suse hen over hovedet på en, og blodet sprøjter ned på ottende række.

Værd at se i Hamburg

I en park ved nogle buske bliver en kvinde taget bagfra, og lidt derfra står en lidt flommet mand i et buskads og lurer gennem en kikkert. Ved en å er politi, ambulance og dykkere samlet ved en drukneulykke. En flok cykelryttere er styrtet i svinget på en nedkørsel. En snemand sidder på das, og udenfor står julemanden forrest i en kø af meget trængende. Og gennem bjerglandskaberne og byerne med genkendelige steder kører modeltoge og små biler rundt i det to etager og rum efter rum store Miniatur Wunderland, der er fyldt med figurer, der fortæller så mange historier, at man pludselig har brugt mange timer på det, man frygtede ville være noget barnligt eller nørdet modeljernbane-pjat.

”Skal vi ikke til julemarked i år?” havde min hustru, rent retorisk, spurgt. ”Vi har jo været i Lübeck, så skal vi ikke tage til Hamburg?” foreslog hun. Derfor stod vi en sen aften i december under den store lysende, stjerne-omkransede juleglobus og alt det andet illuminerede julepynt på Hamburgs hovedbanegård. Udenfor lå den gamle hansestad domineret med kedelig-typisk-tysk-brunkålinspireret-efterkrigs-depressions-byggeri. Og dog: Nogle af de centrale gader i den lavstammede by krydses af højbanen, og byens lange kanaler har flere broer end både Amsterdam og Venedig, hvilket giver bybilledet overraskende liv og en atmosfære, der får et ekstra pift i Speicherstadt med de røde pakhuse fra 1800-1900-tallet eller ved Nikolaifleet, hvor gamle, smalle Amsterdam-lignende bygninger går direkte ned til kanalen.

Besøger man byen om sommeren, vil man kunne finde flere farverige kvarterer med liv og personlighed.

Kraner i containerhavnen. Og indgangen til julemarkedet på Rådhudpladsen

Er man ude efter atmosfære, så kommer man ikke uden om Hamburgs red light district, St. Pauli, hvor silhuetter af Beatles-drengene pryder den LP-plade-formede Beatlesplatz på hjørnet af Reeperbahn – der er en blanding af Istedgade og Nyhavn bare med større lysreklamer – og Grosse Freiheit, hvor hystaderockens historiske kvartet spillede i den hedengangne Star Club i nr. 39.

Er man til bygninger, så er der det flotte havnebyggeri, Landungsbrücken, i betagende og brovtende art nuveau og Kejser Wilhelm II-stil. For enden af Landungsbrücken ligger bygningen med elevatoren ned til Alter Elbtunnel, hvor man i tunnelen med marmorfliser og friser med havmotiver – bl.a. en sømandsstøvle med rotter omkring – kan følge i fodsporene på havnearbejderne, der i 1900-tallets begyndelse skulle over til Steinwerder-kvarteret. Der er en frise, der markerer halvvejen, og med mindre man gerne vil se udsigten over Elben til Hamburgs uimponerende skyline, så kan man roligt vende om der. Alle turbådene sejler også fra Landungsbrücken. Og hvis man er parat til at betale 16 euro og er til kraner og industri og containere stablet i legobyggeri-stil, så er det en øjenfryd at sidde i bådens restaurant og nyde en stor tysk hvedeøl, mens man sejles rundt i Europas næststørste containerhavn. Vil man have en lille gratis rundtur i byen, så kan en tur med højbanen, Ubahn 3, anbefales.

Beatlesplatz på hjørnet af Reeperbahn og Grosse Freiheit. Og St. Nikolai kirke-ruinen

Hamburgs største julemarked er det traditionsrige marked på Rådhuspladsen; med lyskædeoplyste opstillinger, karrusel og markedsboder, hvor hattemagere og andre håndværkere lægger sidste hånd på kreationerne, mens glühwein-duften af varm rødvin blandes med lugten af grill og fedt fra boderne med ristede pølser og med aromaen af blomster og frugter fra boden med duft-trækugler samt duften af smeltet sukker, varm jern og friskbagte vafler. I andre boder faldbydes smykker i både retro og nutidig design, farverige tørklæder, træsnitterarbejde, delikatesser, mundgodter og julepynt. Og tre gange om dagen flyver julemanden med han rensdyr og et ”HO, HO, HO!” i et kraftigt kabel hen over det hele.

Hvis man vil købe og se andet end bodernes lækre chokolader, formet som naturtro skruenøgler, eller flot udskåret og ornamenterede luksus-cigarkasser, så er byens berømte butikspassager en mulighed. Den mest imponerende er Europa Passagen og den mest romantiske – og undseeligt lille – er Mellin Passage med smukke jugend-stil-dekokrationer med søde, kønne kvinder som loftmalerier og marmorudsmykning.

Af en eller anden grund holder jeg af at besøge kirker, når jeg er på storbyferie – noget jeg ikke gør hjemme. Hamburgs kirke-seværdigheder er St. Michaelis kirken, der ikke ser ud af meget udefra, men indenfor er byget med bløde bølgende linjer, der næsten gør den organisk. Kirken har også en kedelig krypt. Den anden kirke-attraktion er St. Nikolai kirken, der til dystert minde om krigen står som en velholdt ruin. Her kan man tage en elevator op i det flotte sod-sorte og kniplings-fine tårn til en storartet udsigtsplatform. Ikke langt fra St. Nikolai kirken kan man finde Kræmmer-enkernes boliger (Kramerwitwenwohnung). Det er to bygninger med et lille tutte-nutte-hyggeligt stræde fra 1600-tallet, der mirakuløst har undsluppet alle byens ødelæggelser. Hvis man rammer åbningstiderne, kan man komme ind i en af lejlighederne, der er holdt i sin oprindelige stand.

Vi besøgte også chokolade-museet (Chocoversom). Et lille privatejet oplevelses-sted, hvor man på en rundvisning kan se og smage kakao-bønnen trin for trin på sin vej fra den friske bønne i det klistrede mælkehvide stads i den flækkede kakaoplante til indpakket delikatesse-chokolade.

Det tredje og sidste museum på fire dages-turen var det store emigrant-museum, Ballin Stadt, hvor man med teksttunge plancher, lytteposter med personfortællinger, flotte og illustrative interiørs fortæller udvandrernes historie i de oprindelige bygninger, hvor Ruslands og Nordeuropas USA-emigranter blev samlet fra midten af 1800-tallet til starten af 1900-tallet. I en af bygningerne har man genskabt en sovesal fra dengang. Og man står mellem metalsengene med de hårde madrasser og tænker: ”Aldrig har så mange drømme været samlet på et sted.”

Se billeder fra Hamburg

Den sidste nadvers store hemmeligheder

Da Vincis ”Den sidste nadver” har givet føde til et utal af vidunderlige og samtidig vanvittige teorier om skjulte budskaber gemt i billedet.

Billedets opbygning med en figur i centrum og to grupper af personer på hver side er – sammen med temaet måltid, død, forræderi og guddommelighed – genbrugt utallige gange. For eksempel husker man fra teenagedrenges værelser, plakatbutikker og firsercafeers vægge plakaten med Hollywoods guddommelige, afdøde stjerner som Marilyn Monroe, James Dean og Bogart samlet ved et cafeteriabord.  Og der er mange andre billeder i samme genre.

Simpson-udgaven af Den Sidste Nadver

Gamle actionhelte samles før de går ud med deres budskab

Opstillingen brugt i et pr-foto for tv-serien “Dr House”

Det mest spændene ved billedet er dog de vilde fortolkninger, folk læser ind i det.

Vatikan-forskeren Sabrina Sforza Galitzia har opdaget en matematatisk og astrologisk profeti I billedet, der fortæller, at en syndflod vil udslette os den 26. marts 4006.

Blandt andre ”Da Vinci Mysteriet”-forfatteren Dan Brown har set et skjult forhold mellem Jesus og Maria Magdalene – forklædt som Johannes – og afsløret, at de to fik et barn, hvis efterkommer stadig lever.

Den italienske musiker Giovanni Maria Pala har peget på, at hændernes og brødstykkernes placering kan læses som noder.

Og nu har jeg lige læst Javier Sierras bestseller ”Den hemmelige nadver”. Det er en elendig gumpetung fortalt spændingsroman hvor mordgåderne og det kirkelige komplot ikke kan engagere nogen. Men det er også en spændende overfortolkning af kalkmaleriet, hvor Jesus ved et måltid fortæller sine 12 disciple, at en af dem vil forråde ham.

Leonardo Da Vincis “Den Sidste Nadver”

Sierra argumenterer blandt andet for, at billedet er en skjult forkyndelse af Katharisme. En tro der havde sin storhedstid i 1300-tallet.  Katharismen afviste den materialistiske verden – og kirkes – fristelser og fordærv og argumenterede for askese og hyldede filosofi og videnskab. Troen blev anset som kættersk af Den Katolske kirke, og dens tilhængere – bons hommes og bons femmes  (gode mænd og gode kvinder) – blev forfulgt og dræbt.

Sierra mener, at vegetaren, asketen, geniet, renæssancemaleren, billedhuggeren, ingeniøren, opfinderen, arkitekten, botanikeren og anatomen Leonardo Da Vinci ud over at være en særdeles habil musiker, sanger, lyrespiller og dykker også bekendte sig til Katharismen.

Katharismen ser verden som et dualistisk sted, hvor ondt og godt er i evig kamp. Ser man på ”Den sidste nadver” er højre side væsentlig mere oplyst end venstre side, der ligger i skygge og rummer onde ting som for eksempel den kniv, som Peter prøver at holde skjult bag ryggen.

Katharismens nøglepersoner var Maria Magdalene, der bevidnede Jesus genfødsel, Johannes Døberen der gjorde Jesus til prædikant og Johannes, der skrev det vigtigste af Den ny Testamentes evangelier. Der ud over fandt de også visdom hos filosoffer som Platon.

På ”Den Sidste Nadver” finder man Maria Magdalene repræsenteret i form af knuden på dugens bånd – på Da Vincis billeder er knuder dels en slags signatur, dels et tegn til de indviede om, at billedet er en hyldest til Maria Magdalene. Der ud over er Jesus´- og katharismes yndling, Johannes, gjort særlig smuk og lidt Maria Magdalene-agtig, ved at Da Vinci har brugt en kvinde som model for hans træk.  Til højre for Jesus står tilsyneladende Thomas, men ser man på hans hånd, peger den direkte op mod himlen. Det er et Johannes Døberen-symbol og et symbol på Katharismens budskab om, at Gud ikke er i kirker, men er i mennesker, og der er en direkte forbindelse mellem mennesker og Gud.

Persongruppen yderst til højre på billedet består af tre mennesker. Den første er Mattæus, der vender ryggen til Jesus. Det kan ses som en afvisning af Jesus’ og Kirkens lære. Der ud over får Mattæus kropsdrejning det til at se ud som om, de tre personer – der befinder sig i den oplyste del af billedet – har deres egne samtale. Ifølge Sierra er det en munk fra Santa Maria della Grazie, der i hemmelighed var bon hemmes, som stod model til Mattæus. Den næste person i trioen har Da Vinci selv været model til, og den sidste er Platon – portrætteret fra en torso skulptur Da Vinci fik fragtet til Santa Maria della Grazie.

Ser man på billedets opbygning, så står Jesus som et stort A i midten og på hver side af ham står to persongrupper med tre disciple i hver. Giver man personerne et bogstav ud fra de dyder, de sættes i forbindelse med, så danner billedet sætningen: Mut nem a los noc. Men Da Vinci skrev mange af sine dagbøger, noter og hemmeligheder fra højre mod venstre. Og læser man bogstaverne sådan, så står der: Consolamentum. Det er navnet på Katharismens sakramente – en blanding af Helligåndens dåb, syndsforladelse og præsteindvielse, hvor credentes (de troende) blev indviet som de perfecti (de perfekte).

”Den sidste nadver” er ikke, som en fresco, malet på våd kalk, så billedet kan bestå. Det er tvært imod malet på tør kalk med en teknik, så det ikke holder ret længe, og man har kæmpet for at holde billedet ”i live”. Hvorfor har Da Vinci valgt en så dum maleteknik? Jo, svarer Sierra, fordi Da Vinci ville have, at beviset på hans kætteri hurtigt forsvandt.

Jeg har set ”Mona Lisa” og det var en skuffende oplevelse. Jeg aldrig været i Milano og stået i refektoriet (spiserummet) i Santa Maria della Grazie og set Den Sidste Nadver. Jeg håber, at jeg en gang får mulighed for det.  På tryk ser det faktisk ikke ud af alverden, så man skal nok have været der for rigtig at blive fanget.

E. L. James har vakt min appetit for dårlig smag

Jeg sad på toilettet og læste i Politiken fra en eller anden tilfældig dag. Når man læser Politiken, er det først, når man slår op på tv-programmet og opdager, at ”det der så jeg da i forgårs”, at man bemærker, hvornår avisen er fra.  Den her dag bladrede jeg hurtigt forbi Muhammed-krisen og SF-formandsfarcen. Muhammed-krisen er for åndssvag og for kompliceret til at være toiletlæsning, og SF-farcen er for ligegyldig og latterlig til overhovedet at være læsning. (SF er det eneste parti, hvor man med tre anbefalinger og en Facebook-opdatering kan vælge en ny partiformand, inden nogen har meldt sit kandidatur – og så kårer man oven i købet en middelmådig minister med en frisure, der ser ud som om, hun havde sovet med styrthjelm på). Så jeg kastede mig i stedet over et interview med en forfatterinde, der hedder Erika Leonard James, E. L. James.

Læsere af “Fifty Shades of Grey” sidder og tænkter på “det”

Marquis de Sade og Anne Linnet gik og gloede på vinduer, men tænkte kun på “dig og det”

Selvfølgelig har jeg set hendes ”Fifty Shades of grey”-bøger i togstationernes 7-11-kiosker, i paperback-opstillingerne i Føtex og i Bog & Ide nede i centeret, men jeg må indrømme: Jeg vidste ikke, hvad det var. Men det er en erotisk trilogi om en ung kvinde med hang til S & M. Jeg kunne forstå på Politiken-skribenten, at der litterært set var tale om lummer pottetrænings-prosa af den slags, man kun kan få åndløse kvinder med behov for fornedrelse til at læse. Det tror jeg er unfair. Jeg har ikke læst en linje af nogen af hendes bøger, til gengæld har jeg læst en del litteratur- og anden kultur-anmeldelser gennem tiden, og det er meget få, jeg deler (kunst-)verdensopfattelse med.

Milo Manaras kvinder var på hver eneste side oplagt til “det”

Der er ikke langt fra trioen og “det” i “Faster pussycat Kill Kill” til “Charlies Angels” eller Tarantinos kvinder

I 1700-tallets læste adlen og andet godtfolk ”Fanny Hill”. I 1960’erne var ”O’s historie” god litteratur. 70’ernes liderlige intellektuelle jøder var til Anaïs Nin og Erica Jung. 80’ernes biseksuelle poptøser – og alle os andre – sang med på Marquis de Sades ”Går og glor på vinduer”.  Tegneseriefreaks fra 80’erne bladrede papiret tyndt på sydeuropæiske erotiske tegneseriealbum af for eksempel Milo Manara. I 90’erne gik vi alle sammen i biffen og så bølgen af erotiske thrillere som ”Farligt… et eller andet”-filmene, hvor Michael Douglas altid viste bar røv. Nutidige mainstream-film som ”Charlies Angels” og kultinstruktører som Tarantino står i gæld til 60’erne og 70’ernes exploitation film som fx ”Faster Pussycat Kill Kill”, hvor sex, vold, selvtægt og meget store bryster går op i en højere enhed. I august i år tog alle kunstdebattører med respekt for avisens oplagstal til ferniseringen på ”Blottet for skam”-kunstudstillingen, hvor en pige, der blev fingerkneppet midt i udstillingssalen, stjal rampelyset – hvis jeg havde været så uheldig at bo i Silkeborg, kunne jeg have været så heldig at se det. Og så er der altså hende her E. L. James, hvis sexromantiske eventyr sælger næsten lige så godt som iPhone og Harry Potter.

Op gennem alle de år og genrer og værker, jeg har nævnt, har man diskuteret, om det var god eller dårlig kultur. Jeg kender ikke svaret. Men det har alt sammen været gode og givende oplevelser, og den slags skal man ikke snyde sig selv for.

To der gør “det” ved ferniseringen af kunstudstillingen “Blottet for skam”.

Som man kan se, så har jeg en sød tand for dårlig smag. Så jeg tror, at jeg vil læse en enkelt af E. L. James-bøgerne.

Tag 6A og se din by gennem en busrude

Vil man opleve København, så er der ikke behov for todækkede sightseeingbusser med 24 timers hop-af-og-på-billetter. Nej, se byen med linje 6A, der vil føre dig gennem to kommuner, de fire mest spændende kvarterer i København og flere seværdigheder og must see-oplevelsesmuligheder end du kan fordøje på en uge.

6A med Rosenborg i baggrunden

Lad os starte vores tur ved ”Zoologisk have”, hvor man selvfølgelig kan tage en tur i Københavns populære ZOO, hvor mange af dyrene – blandt andet elefanterne – bor bedre end for eksempel nogen af indvandrerne i deres overfyldte, nedslidte betonlejligheder i ghettoerne længere ude ad 6As rute.  Men man kan også tage en tur i Frederiksberg have.

Frederiksberg med kongeslot og familiehaver

6A kører forbi en lang række af byens parker og anlæg: Kongens Have , Øster anlæg, Søerne, 2200Kultur, Lersø parken, Utterslev mose og selvfølgelig forlystelseshaven Tivoli med Himmelskibet, abonniner og fredags rock. Men lad os i dag vælge Frederiksberg Have med Frederik IV’s Slot og 1700-tals-haven med plæner i plateauer, disciplinerede træer, snoede stier, broer, søer, små kunstige vandfald, et kinesisk tehus og hele barok-pivtøjet. Tehuset er ikke mere kinesisk end Earl Grey tebreve, men haven er perfekt til at gå hånd i hånd, køre med klapvogn, se ind til ZOOs elefant-hus eller sidde på en klassisk københavnergrøn bænk og mindes de gode gamle dage, mens moderigtige motionsløbere med tætsiddende dragter, pulsur og iPod jogger forbi.

Tager vi bussen i retning mod Emdrup Torv hedder næste stoppested ”De Små Haver”, hvor man i Krøyers Have og ned langs i Pile Alle føler sig teleporteret til en anden tid og andet sted end en hovedstad, der vil være Nordens Metropolis. I familiehaverne er der smørrebrød, snaps til silden og forlystelser for folk over fyrre.

Vesterbro med bare bryster og byens lys

Nu kører bussen ad Vesterbrogade ind mod byens centrum.  Ved ”Vesterport Torv” kan man besøge Bymuseet, der ud over den faste udstilling, der både er byhistorie og socialhistorie, ofte har spændende særudstillinger. Og når man er på de kanter – eller et par stoppesteder senere er ved Hovedbanegården – så er det oplagt at tage en tur rundt i Istedgade-kvarteret. Selvom det ikke er længere er det hårde narko-, ludder- og pornobutiks-kvarter, så har gaden stadig sin helt egen rå charme med et miks af fx bodegaer med topløs-servering og moderne popsmarte restauranter med højt ambitionsniveau.  Man kan gå lidt rundt på egen hånd eller man kan på Bymuseet få en audiowalk til en guidet vesterbrotur (den kan også downloade på kulturværkstedet Flamingoeffektens vesterbrosite).

Neonreklamerne for Gajol og mælk er lysreklamehistorie i familie med Irma-hønen .

Tager man turen om aften, kan man ned ad Vesterbrograde se et par af byens historiske neonreklamer. På toppen af bygningen ved siden af Grand Hotel hænger ”Det danske vejr er Gajol-vejr” og i buen ved Vester Farimagsgade ses den kolesterol-provokerende mælkereklame, der byder en at drikke en halv liter mælk om dagen.

Ved ”Hovedbanegården” er der Frihedsstøtten, og ved stoppet ”Vesterport” på Aksel Torv er Københavns biografcentrum. Her ligger Imperial med Nordens største biograflærred, Palads med 17 sale, popcorns-lugt og en flot ny-barok bygning med debatskabende facadefarver af kunstneren Poul Gernes. Og går man lidt op ad Jernbanegade – eller står af på ”Rådhuspladsen” – så ligger dér det historiske biografteater Dagmar med film for Politiken-segmentet.

Når bussen kører forbi Aksel Torv, er der et kort kodak-moment med udsigt til Tivolis indgang, der, når Industriens hus og højhusene på Scala-grunden står færdige, vil ligne en lille pudsig nydelig ting, som den voksende by er ved at klemme flad.

Nu passerer bussen Cirkusbygningen, hvor man i dag kan opleve Wallmans Salongers discount-udgave af et Las Vegas-inspireret dinnershows, der falder lidt uden for rammerne af de reelt ret provinsielle forlystelser, byen ellers kan tilbyde.

City

På ”Rådhuspladsen” er der Rådhuset, pølsevognene, af og til en stor demonstration, (lige nu er der Metrobyggeri), de nationalistiske statuer af Lurblæserne og Den lille hornblæser, og Politikens bygning med lysavisen, der trods sin digitale modernisering stadig er et københavner-ikon. Fra ”Rådhuspladsen” eller ”Nørreport” – der kommer fire korte stoppesteder længere henne – er det oplagt at tage en gåtur i city. Med mindre man vil shoppe i Strøgets store butikker, der ligger fra omkring Amagertorv og op til Kongens Nytorv, så bør man holde sig til gaderne og stræderne, der løber parallelt med Strøget og Frederiksborggade/Kultorvet, så man får en hyggelig tur med små cafeer, kunsthåndværk, gallerier og stenbro og undgår den klistrede ende af Strøget med junkfood, souvenirbutikker, flisebelægning og dansesteder, der kun lever om natten, hvor de næsten-18-årige gæster sikrer bræk på fliserne og øretæver i luften.

Botansk haves vægsthus og statuen af Den lille hornblæser

Stoppestedet ”Statens Museum for Kunst” ligger ved Georg Brandes Plads, der nok er Københavns epicenter for museumsbesøg. Fra krydset er der adgang til SMK, Naturhistorisk Museum (der indtil videre kun er en stensamling) og Rosenborg, der byder på både en flot rundtur i Barbie-udgave af et kongeslot og et besøg i Skatkammeret, hvor man – som et af de meget få steder i Europa – kan komme på nært hold af ægte kongekroner og andre royale juveler. Og ikke langt derfra, i Øster Farimagsgade, ligger Botanisk Have, og ved stoppestedet efter (”Sølvtorvet”) kan man gå et stykke ned ad Stockholmsgade og besøge kunstmuseet Den Hirschsprungske Samling, hvor dansk bonde- og nationalromantisk selvforståelse stråler ud fra væggenes blåtlysende værker malet af landets bedste guldaldermalere.

Nørrebro og NordVest og Mellemøsten

Efter museumspladsen kører bussen gennem Webersgades 500 meter farvelagte facader på kartoffelrækkehuse. Og står man af ved ”Sortedam Dosering”, kan man gå en tur rundt i det særegne kvarter med smalle rækkehuse i engelsk arbejderklassestil.

Der efter kører bussen op ad Tagensvej, og seværdighederne begynder at tynde ud. Ved ”Blegdamsvej” kan man ikke undgå at se monumentet Mod Lyset. Det kraftfulde pars himmelstræbende og salige lysdyrkelse er opstillet til minde om Niels Finsen og hans lysbehandling af hudtuberkulose, men minder mere om en overdimensioneret og overgearet reklameopstilling for solferier med Star Tour. Så er statuen af Niels ”Steno” Stensen foran universitetsbibliotekets afdeling ved ”Frederik Bajers Plads” bedre – det er ikke hver dag man ser en lille æstetisk stengyser med en naturvidenskabsmand, der skal til at skære liget af liggende kvinde op i anatomi-lærens navn.

Længere ude af Tagensvej ved ”Rovsinggade” kommer det tidligere nævnte 2200kultur-anlæg: Det moderne, multietniske anlæg går som en kile fra Tagensvej til Nørrebrohallen på Nørrbrogade og er et spændende sammensurium af legeplads-redskaber, bænke, træer og kulturkitsch fra hele verden. Nu er man også derude, hvor man i NordVests ikke specielt charmerende sidegader kan finde byens nok største koncentration af brune værtshuse, og et sæt med en flaskeøl og en shot koster mindre end en kop kaffe på en Baresso inde i city.

Man bør unde sig selv at køre et par stoppesteder videre og slutte turen på ”Bispebjerg Torv”, hvor boligkomplekset Bjerget går arkitektonisk i et med Klints Grundtvigskirken, der står med sin dybt personlige tårnfacade og ligner en stjernekrydser fra en rumfilm stillet på højkant.

Man kan selvfølgelig ikke nå at stå af alle de steder, jeg har nævnt, på en dag og slet ikke en enkelt tur. Så jeg vil foreslå, at man afsætter en weekend til blot at køre med linje 6A.

Potsdam – englenes østtyske by

Udsigt fra kuplen på Sct. Nikolai kirke i Potsdam

”Ich bedauere, men sådan er reglerne.”  Den unge studine, der havde fået et sommerjob som kustode på Sanssouci, stod i 30 graders varme og prøvede at værge for sig i min hustrus korstog for fri og lige adgang til kulturarven og ret til at fotografere og dele billeder af Unesco world heritage-steder. Jeg deserterede fra kulturhistoriens frihedskamp, betalte tre euro for en fototilladelse og gik på motivjagt på Frederik II’s fotogene frankofile 1700-tals rokokko-sommerslot, uden at bekymre mig om, hvor jeg ville oploade mine billeder.

Frederik II blev født i 1712 og byens markering af hans 300 års jubilæum var en af grundene til, at vi var taget til Potsdam netop i år.

På et bymuseum i byen pillede udstillingen ”Kongen og kartoflen” skrællen af myten om hans allestedsnærværende indsats og personlige engagement i kampen for at gøre de sultne preussere til kartoffel-tyskere. Men den dag i dag lægger folk stadig kartofler på hans gravsten i Sanssouci.

Federik II’s andet store slot, Neues Palais, viste i 72 af slottets rum den storladne ”Frederisiko”-udstilling, der afslørede krigsherren, åndsfyrsten, landsfaderen og symbolet på tysk storhed som en målrettet, intrigant, snedig, homoseksuel, ondskabsfuld stakkel, der startede med frisind og frejdighed og folk som Voltaire i sin omgangskreds og endte bitter og glædesløs med to hunde og en hest, der fik dårlige tænder af at nippe frugt fra hans lommer, som de eneste venner.

Figur ved Neues Palais. Og rødgardisternes graffiti på væg i slotsværrelse, hvor der er udstilling om Frederik II

Udstilling eller ej så er Potsdams slotte et besøg værd. En tur med sightseeing-bådene viser, hvor mange og hvor forskellige de er.

Selve byen Potsdam ligger i favnen på de store smukke slotsparker og anlæg og er ved første øjekast en romantisk wienercharmør. Men når man har været rundt og er faldet for charmen ved 1700- og 1800-tals-sidegaderne til det nydelige hovedstrøg, Brandenburger Strasse. Og når man været i hollænderkvarteret med gallerierne og kunsthåndværksbutikkerne i de hyggelige gader med smalle huse med trappegavle og nederlandske vinduesskodder. Og når man forundret har set den russiske koloni med solide 1880-tals træhuse bygget som en tro kopi af en russisk landsby. Og når man tror at alt er rosenrødt, så skal man besøge den store Sct. Nikolai Kirke og tage trapperne hele vejen op til den smalle rundgang om kirkens store kuppel, hvor man ser ned på englene, der på sine høje tårne står og ser ud som om, de vogter over byen.  Set der oppe fra vogter englene over en by af sanerings-overmodne ghettokvarterer fra DDR-tiden.

Den russiske koloni. Busskilt viser turistseværdigheder. Og Hollænderkvarteret.

Nede på pladsen foran kirken kan man se Fortunaportalen, der står som en smuk, underligt efterladt rest af fortidens store byslot omgivet af slum, byggetomter og skurvogne.

Man skal dog ikke lade sig slå ud af udsigten fra Sct. Nikolai. Vil man se flotte seværdigheder – og dem er der en del af – så har byens trafikselskab gjort alt forarbejdet for en. Verkehrsbetrieb Potsdam har lavet en pjece med otte turistruter, som almindelige busser eller sporvogne kører gennem, og ved stoppestederne er der store skilte, der viser buslinjens seværdigheder. Så hop fx på 695, der ud over at leve op til navnet slots-ruten, også viser andre flotte sider af byen.

Eller tag kultur-linjen, sporvognslinje 93, forbi bl.a. filmmuseet, Hans-Otto Theater-byningen, der er Potsdams svar på en krydsning mellem operahuset i Sidney og Mærsks makværk, og ud til Gleinicker brücke, hvor Øst og Vest udvekslede spioner under den kolde krig.  Ligesom broen, så viste en ”Død over de tyske erobrere”-graffiti, man stadig kunne læse, på en væg i en af Neues Palais ikke færdigrenoverede værelser, at Potsdam på godt og ondt, smukt og grimt, har spor efter alle epoker af Tysklands historie.

Min Flickr-konto med flere billeder fra Potsdam